Midvinterens komme

[Gisela af Condia]

Raoul af Condia

Det var helt tydeligt december. Vejret var overskyet, vådt og koldt. Noget Gisela ikke brød sig om. Hun hadede vinteren, og al den tristhed, som den bragte med sig. Sol og varme, det ville hun foretrække til enhver tid.

Dog havde hun efter gårsdagens regnvejr været ude at ride. Det var noget hun var begyndt at gøre dagligt. Og ikke i selskab med Raoul. Turene var lange, men hun havde naturligvis altid et følge med. Hun var prinsesse. Så der var vagter og tjenestefolk til stede. Hun manglede sjældent noget på disse ture. Hun red primært afsted for at være alene, bare i et kort øjeblik. For det var noget hun aldrig var. Der var altid tjenestefolk i nærheden.

Hun åbnede døren ind til de gemakker, som hun delte med Raoul. Hun havde fået farve i kinderne af den kolde vind, og håret var en smule vindblæst. Men det skulle en tjenestepige nok få orden på, inden hun viste sig udenfor soveværelset igen. Om Raoul sad inde på sit kontor eller i stuen, det lagde hun ikke mærke til. Hun var langt mere interesseret i at få skiftet ridedragten ud med en kjole og sat sit hår, så hun så blot en smule præsentabel ud.

[Raoul af Condia]

Raoul havde gjort sig for vane at holde en pause med arbejdet, når Gisela kom hjem fra sin ridetur. Han havde så meget at lave for tiden, at han slet ikke havde tid til at tage med på turene, selv hvis han var blevet inviteret og han satte pris på, at hun ikke blev skuffet over, at han ikke tog med.

Derfor smilede han også bare og strakte sig veltilpas, inden han rejste sig og gik ind til hende. "Var det en god tur?" spurgte han varmt, mens han gik hen for at tage hende i sine arme og ønske hende velkommen hjem.

[Gisela af Condia]

Hun stod med ryggen til, da hun hørte Raoul røre på sig inde i kontoret. Hun himlede med øjnene, da hans trin hørtes henne ved døren. "Det blæste og var koldt. Jeg trænger til en kop the, så jeg kan få varme i kroppen," svarede hun og ignorerede hans åbne arme. I stedet gik hun hen til klædeskabet, hvor der var hængt en kjole frem. "Kan du ikke hægte mig op i ryggen?" Spurgte hun og havde ikke lyst til at kalde på en tjenestepige lige nu. Det kunne tidsnok gøre, når hendes hår skulle ordnes.

[Raoul af Condia]

Han rynkede brynene og følte sig lidt utilstrækkelig, da hun ignorerede hans invitation til en omfavnelse. I stedet gik han hen og stillede sig bag hende, så han kunne hægte hende op, som hun havde bedt om. Han gjorde det dog ikke. Han lagde hænderne på hendes skuldre og trak hende ind til sig, så han kunne kysse hende blidt i nakken. "Jeg kender andre og bedre måder på, hvordan du kan få varmen."

[Gisela af Condia]

Hun lukkede øjnene, da han trak hende ind til sig og kyssede hende i nakken. "Raoul," sagde hun og rystede på hovedet. "Hægt mig nu op, så jeg kan skifte tøj," bad hun og overvejede, om hun blot skulle have fået en tjenestepige til det i stedet. Hendes tanker var langt fra samme sted som hans. Hun havde ikke lyst til at ligge sig i sengen midt på dagen. "Du kan varme mig i aften, når vi går i seng. Du har jo travlt."

[Raoul af Condia]

Hun trak sig ikke væk og han lod armene finde omkring hendes krop, så han kunne holde hende tæt ind til sig. "Der sker vel ikke noget ved, at jeg varmer dig både nu og i aften?" svarede han drillende og kyssede hende lige under øret. "Jeg kan altid finde lidt tid til dig." Han skulle nok hægte hende op. Lige om lidt.

[Gisela af Condia]

Trangen til at vrikke sig ud af hans omklamrende favn begyndte at brede sig i hendes krop, og hun skulle kæmpe hårdt for at tilbageholde et irriteret suk. "Nej, det går ikke Raoul," sagde hun og lagde hænderne oven på hans, hvorefter hun begyndte at løsne hans fingre. "Du har meget at se til. Og jeg skal have lavet en aftale med en skrædder," Gisela havde det stadigvæk svært ved at finde ud af, hvilken fod hun skulle stå på, når hun var sammen med Raoul. Som oftest var hans selskab underholdende. Når han ikke forsøgte at forføre hende naturligvis.

[Raoul af Condia]

Han sukkede opgivende og trak sig væk. Det var ikke første gang, hun havde afvist ham på den måde og han følte ikke, at han kunne blive ved med at undskylde, at han havde så meget arbejde. "Du ved godt, at jeg ikke kan gøre for, at jeg er nødt til at arbejde så meget ikke?" Hans stemme var næsten afvisende, fordi han følte sig lidt såret af hendes adfærd. "Jeg forsøger at skabe tid til dig og du afviser mig bare igen og igen."

[Gisela af Condia]

Og så kom den. Hans fornærmelse over, at hun ikke ville, som han. Hun spidsede læberne sammen, og rakte selv hænderne bagud, da han trådte væk fra hende. "Og jeg har gang på gang sagt, at det ikke generer mig at du arbejder så meget," svarede hun, mens hendes fingre fumlede med at åbne kjolen bag på selv. "Du ved godt, at jeg ikke har lyst til den slags midt på dagen. Det var fint nok de første dage efter brylluppet. Men nu," hun rystede på hovedet. "Vi har begge to ting at se til. Jo før du bliver færdigt med arbejdet, jo før kan vi slappe af sammen," hun tvivlede dog på, at hans arbejdsmængde ville blive mindre foreløbig.

[Raoul af Condia]

Han kunne stadig ikke lade være med at føle sig såret over afvisningen. "Jamen ved du hvad, så drik din te..." Hans stemme var afvisende, som han vendte sig og gik ud af rummet. "Til kaos med, at jeg måske havde brug for en pause og for at være sammen med min hustru. Nej, drik du da endelig te." Han lukkede døren bestemt bag sig og satte sig så ind for at arbejde videre - denne gang i betydeligt dårligere humør.

[Gisela af Condia]

Det gjorde det ikke svært for hende at hade ham, når han opførte sig på den måde. Som et forkælet barn, der ikke kunne tåle, når folk ikke føjede sig for hans ønsker. Hun fnøs. "Åh, det vil jeg gøre med den største glæde!" Svarede hun irriteret og fik endelig hægtet kjolen op bag på. Med lethed trådte hun ud af den. Hun fik skiftet kjole, og ordnet håret. Hun havde ikke tænkt sig at blive siddende inde i stuen. Overhovedet. Hun gik ind i stuen, hvor en tjenestepige kom med hendes overtøj. "Få en vogn kørt frem. Jeg tager på visit," sagde hun til en anden tjenestepige, der straks ilede afsted.

[Raoul af Condia]

Raoul sad på sit kontor og surmulede, mere end han rent faktisk lavede noget. Men han havde ikke tænkt sig at lade hende dette vide. Så da han hørte hende i stuen og bede om en vogn, ignorerede han hende fuldt og helt, mens han fortsatte med at se på sine kolonner med tal. Hvis hun ville efterlade ham helt alene tilbage, så var han i hvert fald ligeglad.

[Gisela af Condia]

Det undrede hende ikke, at Raoul ikke kom ud for at sige farvel. Hun forventede det ganske enkelt af ham, når han var i sit barnlige humør. I stedet fik hun sin hovedbeklædning på. "Og sig til Prinsen, at jeg ikke er hjemme til aftensmad," ikke om hun skulle sidde og se på hans sure ansigt. Med de ord, drejede hun rundt på hælen og forsvandt ud af deres gemakker.

Tråd afsluttet