Svaret af Dominic Skarpretter on Dec 7, 2016 22:15:56 GMT
Niklaus af Legan
Dominics hjertebanken tog til. Ét minut eller to, så ville han give slip og lade det ske som det ville.
Der var trængt, virkelig trængt hvor han gemte sig. Hvis han havde haft det mindste problem med trænge steder ville han havde været gået amok for længe, længe siden.
Der var rent, hvor han gemte sig men absolut ikke nok plads til at han kunne trække vejret dybt ned i lungerne. Han havde ventet længe her. Kammertjeneren havde været inde og ude, før Lensherren gik til ro og igen efter at Lensherren var gået i seng. Nu måtte være rette tid.
Dominic kantede sig lydløst ud fra sit skjul og trak vejret dybt ned i lungerne. Mmm.. Det her skulle nok blive godt. Han kunne mærke det.
Med imponerende lette skridt, for en mand af hans størrelse, trådte Dominic helt tæt på sengen. Lensherren havde snorket dybt og længe. Hans tunge udåndinger lugtede af alkohol, hvilken slags kunne Dominic ikke helt bedømme men Lensherren havde taget del i festlighederne og det bryllup der var udsprunget af en længerevarende romance under hans tag, Dominic kunne levende forestille sig hvordan Lensherren havde deltaget på et helt privat plan, det var utænkeligt at han havde blandet sig med folket.
Festen var stadig i gang og den ville nok fortsætte bare lidt endnu. Dominic havde i hvert fald gjort sit ved at forsyne køkkenet med en mindre tønde af Marties bedste. Bare tanken om den svagt gyldne væske satte ild til Dominics svælg.
Dominic kravlede op i sengen til Lensherren med et skævt smil om læberne. Han hev langsomt ned i tæpperne omkring Lensherren, afslørede hans blege, ældre og arrede krop, kun klædt i nattøj. Ikke at klædningen ville være en hindring.
Dominic trak langsomt sin lange, tynde stilet kniv op af den skede han havde spændt om brystet under sit tøj. Han elskede den kniv. Den kunne tvinge sig adgang, over alt.
Ved en hurtig, lydløs og sporløs død tvang man den tynde kniv op gennem næsen på målet og blev ved at presse til man mødte den endelig modstand af indersiden af hjerneskallen.
Blod og hjerne ville langsomt sive ud gennem målets næse.. Hvis man ikke ønskede en hurtig eller lydløs død så..
Dominic greb en af de ubrugte puder i sengen og pressede den med sin store hånd, mod Lensherrens snorkende mund, lagde sin betydelige vægt bag og satte sine knæ i madrassen. Et par sekunder gik med forvirring og forundring fra Lensherrens øjne og kropssprog inden han begyndte at sprælle og kæmpe i mod.
Dominic brugte den momentære forvirring til at fange Lensherrens ben under sine egne og hurtigt føre kniven op langs Lensherrens blege lår. Med en koncentreret mine fandt Dominic hvad han ledte efter og pressede kniven mod den eftergivende åbning.
Et lille smil spillede om hans læber som skæftet af kniven mødte huden omkring Lensherrens mest private indgang. Dominic tyssede, næsten nænsomt, af Lensherren.. Det hjalp ikke.
De eder og forbandelser der havde undsluppet Lensherren i en lind strøm fra han var vågenet, ændredes nu til høje og smertefulde skrig.
Dominic vrikkede let med håndleddet og flåede så kniven til sig med en voldsom bevægelse, slap puden, rullede hastigt ud af sengen.
Efter at have tørret blod og fækalier af kniven trådte Dominic med lange skridt hen i hjørnet bag kammertjenerens dør til Lensherrens sove gemakker i den anden ende af rummet.
Lensherrens skrig tog hurtigt til i styrke og intensitet og inden længe ankom kammertjeneren. Han ilede direkte til sin herres side, ænsede intet andet.
Dominic trådte frem fra sit hjørne og listede gennem døren.
Hele vejen gennem borgen, fra skjul til skjul, kunne man høre tumulten omkring Lensherrens værelse og de endeløse skrig.