En royal jagt

[Deleted]

Rækkefølge: Aeron, så Jonathan af Condia & sidst men ikke mindst Murray af Naxen

En skyfri himmel, en solen skinnede ned over Den Kongelige Skov, som ramt af efterårets hårde omfavn. Træerne var begyndt at miste blade, og dem som lå tilbage var begyndt at blive brune. Det samme gjaldt buskene og græsset. Det var et perfekt tidspunkt for jagt på med andre ord. Aeron havde altid været lidt af en jagtentusiast, og hvem var bedre at jage med end hans gamle ven kronprins Jonathan af Condia og hans svoger Murray af Naxen. Begge to som han havde jaget med før, og to folk hvis selskab han satte enorm pris på.

Efter en længere snak om hvad de skulle jage var de blevet enig om at vildsvin ville være passende, og derfor havde Aeron også bevæbnet sig med et langt spyd, og en kniv. De skulle helst ikke have lov at komme for tæt på de krabater - de kunne trods altid være farlige. Dog var jagt mere spændende i det det blev en anelse farligt.

[Jonathan af Condia]

Vejret var perfekt for sen-efteråret. Vinteren var lige på trapperne, men selvom der var kommet en smule sne først på måneden, var der ikke kommet mere siden. Frosten var dog begyndt at vise sig om natten, men endnu havde den ikke for alvor bidt sig fast. Med alt der foregik på paladset i disse måneder, var en jagt med gode venner en kærkommen adspredelse og Jonathan havde ikke tøvet før han sagde ja til forslaget. Følget var ikke stort. Blot ham selv, Murray og Aeron, og nogle få mænd til at sørge for herskabet og være behjælpelige i selve jagten, men de holdt sig i baggrunden som de skulle "Så dine dage som en fri mand er talte?" han holdt sin hest an hvor den brede vej ind i skoven delte sig i to mindre og vendte hovedet mod Aeron "Den sidste af os." tilføjede han med et skævt smil.

[Murray af Naxen]

Murray skimmede skoven for spor efter vildsvin, men i øjeblikket var der ikke meget at gå efter. Det var længe siden, at han sidst havde været på jagt, så det kløede i fingrene efter at få nedlagt dagens første bytte. Mon ikke Vania ville blive imponeret, hvis han kom hjem med et vildsvin? Han skævede først til sin fætter og svoger, da Jonathan talte. ”Nu skal du ikke være for strid mod ham. Hans forlovede er en ridder,” bemærkede han brummende, men med slet skjult morskab. Kvindelige riddere var ganske kendte for ofte at have en stor modvilje mod at blive gift. Så snart de blev gift og stiftede familie, hæmmede det jo ofte deres arbejde på en måde, som en mand ikke rigtig oplevede. ”Aeron har nok at kæmpe med.”

[Deleted]

Aeron havde altid haft det godt i selskab med gode venner, og nu når de var på jagt blev det ikke meget bedre. Aeron trak i tøjlerne og fik hesten til at stoppe op lidt bag kronprins Jonathan, inde han vendte blikket hen imod ham og grinte. "En kærkommen overraskelse. Som jeg ikke helt ved hvad jeg skal forvente af." erkendte han og rynkede på næsen. "Ikke underligt var det allerede arrangeret som barn, men åbenbart var vi bare ikke blevet informeret." jokede han og grinte let. Hans blik gled over på Murray, som kom med kommentaren omkring hans kommende kone var en ridder, ja det skabte en del debat. Tia var bestemt ikke typen som bare lod til at opgive sine håb som ridder, og hun ville gerne forsætte. Han stod stadigvæk lidt i et dilemma omkring hele det her.
"Tro mig." sagde han og begyndte i let trav at ride videre. "Hvis du har set Tatiana af Vårfos, så tager med glæde den kamp." sagde han med et stort smil. På trods af deres uoverensstemmelse ham og Tia, så var hun guddommelig smuk. "Hun er så smuk, at jeg tror guderne ville være misundelige." sagde han oprigtig, men med en hvis ærefrygt over at bruge guderne som eksempel, dog mente han hvert et ord.

Aeron så op på himlen, hvor hans store falk fløj rundt over dem, han smilte let og lod blikket glide hen i skoven i søgen efter vildsvin.

[Jonathan af Condia]

Jonathan fnøs muntert, men viste ingen tegn på fortrydelse ”Ud over giftermål?” han så fra Aeron til Murray og tilbage igen med et spørgende blik ”Hvad er jeg gået glip af?”forlangte han og trak let på skuldrene ”Det er der jo intet underligt i.”medgav han. Hans eget ægteskb havde været planlagt også mens han og Illunie kun var børn, men han havde trods alt kendt til trolovelsen hele sit liv ”Det undrer mig mest de intet har fortalt jer før nu.”hans så spørgende på Aeron ”Intet overhovedet?” han havde svært ved at se hvorfor. Han kommenterede ikke videre på Tatianas skønhed. Hun var trods alt hans egen familie og han kunne dårligt synes hun var et skidt parti.

[Murray af Naxen]

Han rystede let på hovedet. Det måtte også være en voldsom nyhed at få, at man havde været forlovet med en kvinde i flere år uden at ane det. Som Aeron talte videre, brummede han utilfreds. ”Du sætter mig i en akavet situation – fornærm din forlovede eller fornærm din søster.” Han rystede let på hovedet. Han var selv af den holdning, at Vania var langt smukkere, men det var vel også en naturlig holdning at have, når det gjaldt ens hustru. ”Men det er jo godt, ikke sandt? Der er en interesse.” Det var vel bedst, hvis man ægtede nogen, man også fandt tiltalende. Han morede sig lidt over Jonanthans forvirring, men havde det ikke været for Vania havde han nok heller ikke anet, at Aeron havde mødt sin forlovede.

[Deleted]

Aeron fandt et stykke kød frem, og strakte armen som havde hans store handske på, hvorefter han så over på sine venner.
"Beklager min udtale de herre, var ikke for at sætte nogen af jer i dårlig situation." sagde han undskyldende og smilte til dem. Herefter landte en stor falk på hans arm, som han strøg over fjerne imens han lod den spise kødet.
"Jeg vidste ingen ting, familierne har jo været tætte i mange år. Så måske har man kunne regne den ud, men har intet vidst." sagde han, og så over på Murray og nikkede.
"Bestemt. sagde han og sendte falken afsted igen, hvorefter tog fat rundt om tøjlerne på hesten igen.
"Jeg må erkende at jeg er spændt på at skulle blive en ægtemand." lød det imens han kiggede ud efter vildsvinene igen.

[Jonathan af Condia]

Jonathan smilede skævt og trak på skuldrene uden bare en snert af fortrydelse "Du er stor nok til at kunne klare det. Ellers bliver jeg skuffet." svarede han igen og begyndte ikke at retfærdiggøre sin egen hustrus skønhed. Hun var smuk, for ham, men det betød ikke han ikke kunne se skønhed i andre kvinder. Man var vel kun en mand.

Han så op og fulgte rovfuglen med blikket indtil den slog ned på Aerons hånd. Han havde ladet sine egne fugle blive tilbage. De egnede sig ikke så godt til jagt i skoven, som de gjorde i mere åbent landskab "Jeg har glemt hvordan det er ikke at være det." konstaterede han tørt, uden dog at være utilfreds. Han var blevet gift for snart mange år siden som den første af dem og havde som den eneste børn.

[Murray af Naxen]

Han afsøgte fortsat skovens træer og buskadser med øjnene. Det ville være kedeligt, hvis de vendte tomhændet hjem. ”Det er ikke meget anderledes. Man har bare nogen at dele dagligdagen med. Det er såmænd ganske rart.” Nu var han så heller ikke blevet far endnu, så for Murray var ægteskabet indtil videre ikke så overvældende. Nu havde han og Vania så også tilbragt en del tid med hinanden før brylluppet, og Vania havde ikke haft de store problemer med at vænne sig til sin rolle – selv hvis hun havde været lidt angst i starten. Dermed syntes ikke, at der var sket de store omvæltninger i hans liv.
Jonathans bemærkning, grinede han lidt af. ”Du er jo også lidt oppe i årene efterhånden. Så glemmer man lettere,” drillede han i sin sædvanlige brummende tone.