Ingen løsninger

[Charlotte af Hamin]

Martin af Meron

Charlotte var blevet inviteret hjem til Greven. Alene. Og bare tanken om, at skulle holde ham ud alene, fik det til at vende sig i hendes lille mave. Hun havde næsten ikke kunne få en bid ned til frokost, ved tanken om, at hun skulle se ham. Mange ville måske have ment, at det skyldtes sommerfugle i maven, men Charlotte var ret sikker på, at kvalmen absolut ikke skyldtes kærligheds-sommerfugle i hendes mave.

Nej, det skyldtes mere, at hun nu skulle sidde og fortælle ham, at der intet var at gøre. At hendes forældre og hans egen moder, tydeligvis mente, at de ville passe godt sammen. Hvor kunne forældre dog være blinde nogle gange.

Hun sukkede tungt, da hun gik op ad trapperne til Grevens hus, mens anstandsdamen - som var en tjenestepige - fulgte efter hende med en passende afstand. En tjener i Grevens farver åbnede døren, og hun trådte ind i den sarte fersken farvede kjole. Hendes hår var sat i en lang fletning, hvori der sad en blomst i Merons mørkerøde farve. Det havde været hendes moders skrækkelige idé.

[Martin af Meron]

Martin havde talt med store bogstaver over for sin mor, da de havde hævet mødet med Genlith-familien sidst, han havde set Charlotte. Han havde forlangt, at hun stoppede med at blande sig i hans liv omgående, men hun havde nægtet. Og han måtte jo også indse, at han snart var for gammel til at være ungkarl. Især som lensherre. Der skulle arvinger på bordet inden for kort fremtid og Enkegrevinden var af den holdning, at eftersom han ikke havde klaret at finde en passende hustru selv, så måtte hun tage affære. Det var svært at argumentere imod og Martin var da også endt med at give sig.

Derfor havde han også inviteret Charlotte over på besøg igen. Delvis for at høre, om hun havde haft held i sin ende og delvis for at forsøge at oprette en form for fred mellem dem. Det var ikke frugtbart, at de opførte sig som små børn, bare fordi de ikke fik deres vilje.

Da hun dukkede op, blev hun derfor vist ind i en af de mindre stuer til ham og han rejste sig og bukkede. "Komtesse Charlotte." Han smilede næsten. "Vil De ikke sidde?" Han slog ud med hånden mod en opdækning, hvor der denne gang også var saft og ikke kun vin.

[Charlotte af Hamin]

Hun blev vist fra hallen ind i en stue af den samme tjener, som havde åbnet døren for hende, og taget hendes overtøj. Derinde ventede Greven på hende. Hun undersøgte hurtigt lokalet. Der var ingen. Udover hendes tjenestepige, der holdt sig ved væggen. Pigen skulle trods alt kun holde øje, og ikke blande sig.

Hun nejede, da han bukkede, og rettede sig derefter op igen. Hun var en smule mistænksom, eftersom det lignede, at han næsten smilede. Og hun anede ikke, hvordan hun skulle reagere på det. "Meget gerne Deres Nåde," sagde hun derfor blot. Det gik hende heller ikke forbi, at der var dækket op med saft. Han havde da trods alt hørt efter. "Og mange tak for den venlige invitation," hendes mor var næsten besvimet da den var kommet. Og Charlotte havde været irriteret. Hun lod sig glide ned på en af stolene, hvor hun placerede den ene fod bag den anden, rankede ryggen, og foldede hænderne i skødet. Hendes blik forlod ikke på noget tidspunkt Grevens ansigt.

[Martin af Meron]

Han bukkede let som svar på hendes tak og rettede sig så op igen. Han fulgte efter og satte sig ned på en stol over for hende. Han lod det lille smil falme, mens han fandt frem til et mere forretningsmæssigt udtryk. "Jeg tænker næsten, at når jeg ikke har hørt fra Dem, så er det ikke lykkedes Dem at ændre Deres forældres mening?" Han lagde det ene ben over det andet og fyldte et glas med saft til hende. Han havde ofret luksusen af tjenestefolk, mod privatlivet denne dag.

[Charlotte af Hamin]

Hendes skuldre faldt lidt opgivende ved hans spørgsmål, og hun rystede ganske let på hovedet, så den lange fletning lagde sig over hendes ene skulder. "Desværre Deres Nåde," sagde hun og tog imod glasset med et let nik; "Tak." Hun vendte sit blik tilbage på ham. Det gjorde hende stadigvæk vred, at hendes forældre sådan begyndte at bestemme over hende, når hun i alle disse år, havde fået lov til at gøre som det næsten passede hende. "Mine forældre er af den opfattelse, at jeg vil kunne være Dem en god hustru. Og så vidt jeg forstod på min moder, så er Enkegrevinden enig på det punkt," om dette var sandt vidste hun ikke, da hun ikke selv havde talt med Enkegrevinden.

[Martin af Meron]

Han trak sit eget glas til sig og lod dens fod hvile mod låret. Han nikkede let. "Hun er også af den opfattelse, ja." Hans tone var reserveret. Intet gav udtryk af, om han selv mente det samme. "Hun mener, at det er på tide at jeg giver hende nogle børnebørn." Det kunne hun lige så godt få at vide med det samme, hvis hun ikke var klar over det allerede.

[Charlotte af Hamin]

Det var dog frygteligt, som deres forældre gerne ville blande sig i deres liv. Hun var lige ved at sige noget, da Greven fortsatte med at tale. Hun stivnede i hele kroppen, og hun så på ham med et skarpt blik. Børn. Ved Gudinden... Hun rynkede på næsen og spidsede læberne. "Og hvad er Deres tanker omkring dette?" Han havde endnu ikke selv udtrykt sig på nogen måde. Hverken med ord eller ansigtsudtryk. Han var som en uinteressant sten.

[Martin af Meron]

Hendes rynkende næse gik ikke hans opmærksomhed forbi. "De gifter Dem med en Greve, Nådigfrøken. Grever skal bruge arvinger. Det kan umuligt komme bag på dem. Og at De sidder og rynker på næsen ved tanken, foruroliger mig ærligt talt en hel del." Hans stemme havde fået kant og hans blik var direkte.

[Charlotte af Hamin]

Hun rankede sig endnu mere ved hans ord og hun gengældte hans direkte blik. "Som De så udmærket ved, så har jeg ikke selv bedt om dette arrangement," hun løftede hagen ganske let og næsen i sky. "Mine tanker har aldrig været på, at jeg skulle have børn. For jeg så ikke mig selv blive gift i min fremtid," det var sandt. Hun var så fokuseret på sine studier, at tanken om ægteskab og børn aldrig havde strejfet hende. Hun slap stilken på glasset og lagde igen hænderne i skødet. Hun knyttede dem, mens hendes brune øjne næsten skød lyn. "Og hvis De forventer børn lige efter vielsen, så må jeg skuffe Dem. Jeg er i gang med en uddannelse, som jeg har tænkt mig at gøre færdig. Jeg afslutter sjældent ting, som jeg er begyndt på." Igen havde hun fornemmelsen af, at han absolut ikke ville blive glad for hendes svar. Men det var hans problem. Hun ville tage sit fag færdigt. Længere var den ikke.

[Martin af Meron]

Han rystede allerede på hovedet, da hun begyndte at tale. "Uanset om De selv har bedt om det eller ej, så bliver det Deres pligt at skaffe Meron arvinger så hurtigt som muligt, når først De er Grevinde. Deres studier kommer absolut ikke i første række i dén sammenhæng og det kommer de aldrig til." Han mærkede vreden bygge lige så stille over hendes stejle holdning. "Det er De nødt til at forlige Dem med nu og lade være med at gå og stikke Dem selv blår i øjnene." Hans stemme dirrede let af vrede, men det var det eneste, som afslørede, at han ikke var præcis lige så ligevægtig, som han havde været under hele hendes besøg.

[Charlotte af Hamin]

Hun så på ham mens han talte. Og selvom hun havde en frygtelig lyst til at råbe ad ham og hans dumheder, så gjorde hun det ikke. At han blev vred rørte hende ikke det mindste. Hun sad stadigvæk rank og kontrolleret i stolen overfor ham. "Dér tager De fejl, Deres Nåde," sagde hun med en kølig stemme. "Mine studier kommer i første rækker indtil jeg er færdig. Og jo hurtigere De accepterer det, jo bedre. Der kommer ingen arvinger, før jeg er færdig. Og dét kan ikke diskuteres," fortsatte hun, og rakte nu ud efter glasset med saft, lagde fingrene om stilken og løftede det ganske let op til læberne, hvor hun tog en tår af det. Hvis han ville blive vred, så måtte han blive vred. Hun skulle ikke bede om tilladelse til noget som helst hos ham.

[Martin af Meron]

Sikke en indbildsk lille tøs, hun var. Martin pressede læberne tæt sammen og forsøgte forgæves at undgå at blive mere vred. Indtil hendes afsluttende ord og et lille ironisk smil gled frem på hans læber. Han hævede et øjenbryn af hende og lignede en mand, som var aldeles uimponeret af hendes person. "Undskyld mig, komtesse. Men hvem tror De egentlig, der skal betale for, at De studerer, når først De er Grevinde af Meron?" Hvis hun troede, at hun kunne komme uden om ham i den sammenhæng, så tog hun meget fejl. Desuden var han ganske sikker på, at hendes forældre delte hans holdning til arvinger. De kendte til pligt, selvom hun ikke gjorde det.

[Charlotte af Hamin]

Hun forholdt sig stadigvæk roligt, mens det virkede som om, at Greven endelig fik sin vrede underkontrol. Det var tydeligt for hende, at han ikke var vant til, at folk satte sig op imod ham. "Som Deres Grevinde, burde De kunne se det fornuftige i, at lade mig tage uddannelsen færdig, så jeg kan bistå Dem i styringen af lenet," svarede hun, mens hun kneb øjnene sammen. "Med mindre Deres intentioner er, at jeg blot skal være en pyntedukke, der holder teselskaber dagen lang. For der vil jeg bestemt endnu en gang komme til at skuffe Dem."

[Martin af Meron]

Hun hidsede sig op og det fik ham til at hæve endnu et ironisk øjenbryn. "Og eftersom De er en uddannet kvinde og kommende Grevinde, så burde De kunne forstå, at arvinger er vigtigere end alt andet. Specielt fordi De allerede er ældre, end den gængse adelsfrue, som skal prøve kræfter med samme udfordring." Kvinden var fireogtyve. Det måtte hun trods alt selv være klar over. Hvis de skulle forsøge at få mere end et barn, så havde de sådan set rigtigt travlt. "Det har ikke særligt meget at gøre med, hvordan jeg mener, Meron skal ledes." Eller hvorvidt hun skulle være en 'pyntedukke', som hun kaldte det.

[Charlotte af Hamin]

Igen måtte hun holde sig tilbage. Hun havde lyst til at fnyse og le hånligt omkring hans forældede opfattelse af verdenen. "Jeg er måske ældre end gennemsnittet, men det er De så sandelig også. Jeg er ikke den eneste, der skal præstere i denne sammenhæng. Og eftersom det er min krop det går udover, så foretrækker jeg at bestemme hvornår det skal være," hun kunne ikke forstå, hvordan man kunne have den opfattelse, at kvinder var bedre til at føde børn, når de var unge. Hendes krop var rent faktisk fuldt udviklet. Det kunne man ikke sige om de børn, der blev gift lige efter klosterskolen.