Bøgernes hemmelighed

[Charlotte af Hamin]

Lyanna af Genlith

Det var et par dage siden Lyanna og Charlotte havde set hinanden sidst. I mellem tiden havde Charlotte været til fremvisning hos Greven af Meron, og hendes forældre havde desværre indledt en ægteskabsforhandling med ham. Som hun endnu ikke havde været i stand til at stoppe. Hvilket hun var både vred og oprevet over. Hun kunne altid håbe, at det blev en meget lang forlovelse, så hun kunne få læst færdig.

Men, hun havde haft brug for at tilbringe tid sammen med kusinen. Og havde taget chancen for at vise hende det kongelige bibliotek på paladset. "Så, nu er vi her," sagde hun med et varmt smil på læberne, da hun åbnede de store døre ind til biblioteket. Hun fik altid kuldegysninger, når hun trådte ind i det store og helt fantastiske rum.

[Lyanna af Genlith]

Dagene var på en eller anden måde gledet forbi, forsvundet i pligter og dagdrømmerier om kysset med Blake, der stadig lå dybt i både hendes vågne og sovende timer. Derfor var det nok også meget sundt, at hun kom ud med Charlotte, især fordi turen gik til biblioteket på paladset.

Med beundring i blikket så hun sig omkring, da hun trådte ind i lokalet, en let måben om hendes mund, før hun så fik besindet sig og vendte blikket mod kusinen. "Åh, det er helt fantastisk smukt," sukkede hun betaget og vendte blikket mod rummet igen.

[Charlotte af Hamin]

Charlotte smilede, da hun så Lyannas reaktion og nikkede ganske let. Hun holdt også meget af at besøge biblioteket, når hun havde tiden og chancen for det. De endeløse rækker af reoler, der var fyldt med bøger og pergament papir. Bare duften i sig selv var ganske forførende. "Det er det," sagde hun lavmælt og tog kusinen med under armen, hvorefter døren lukkede sig selv bagefter dem. "Her er helt fantastisk. Atmosfæren herinde kan få en til at glemme de travle gader udenfor," hun så på Lyanna og gav hendes arm et lille klem.

[Lyanna af Genlith]

Sanseindtrykkene var overvældende. Bøgerne gav en helt speciel duft fra sig, der blandede sig med træet fra de massive reoler. Hun lod sig hægte på Charlottes arm og fulgte hende. "Og stilheden er en ganske kærkommen forandring," tilføjede hun og smilede over det lille klem. Det føltes så dejlig fortroligt, næsten indforstået. Dette var deres lille oplevelse sammen som kusiner. Det glædede hende alligevel, at det var Charlotte, der havde endt med at få lov til at vise hende biblioteket i stedet for Blake.

[Charlotte af Hamin]

Hun nikkede med et smil, og forstod så godt, hvad veninden mente. Det var næsten som at komme ind i en helt anden verden. Og Charlotte elskede hvert øjeblik af det, når hun var her. "Vi skal bare huske at være lavmælte. Ellers kommer arkivaren efter os," sagde hun og blinkede underholdt til Lyanna, inden hun fandt den krog, hun normalt plejede at sidde i, når hun sad her. "Her er mit lille univers," hendes stemme var mild og varm, da hun slog ud med hånden i en hentydning til, at Lyanna blot skulle sætte sig.

[Lyanna af Genlith]

Hun nikkede for at understrege, at hun havde forstået. Hun skulle i hvert fald ikke nyde noget af, at arkivaren kom efter dem. I tavshed fulgte hun derfor kusinen hen til en lille krog og kunne ikke tilbageholde et stort smil. Det virkede næsten som en tillidserklæring sådan at blive inviteret ind i Charlottes lille univers, som hun selv kaldte det. Lyanna tog plads, mens smilet igen faldt hen til blot at være en mild trækning i den ene mundvig. "Tak for at vise mig det her, Charlotte. Jeg kan ikke tro, jeg ikke har været her før."

[Charlotte af Hamin]

Hun tog selv plads i en stol ved siden af Lyanna, og lænede sig lidt tilbage. "Jeg kan slet ikke forstå, hvordan man kan undgå det. Og du burde virkelig komme her noget oftere. Her findes så mange bøger og pergamenter, at det ville tage mindst ti menneskeliv at komme igennem det hele," afslørede hun med en trækning i den ene mundvige, da en tjener havde fået øje på dem. Selv her i biblioteket vandrede der tjenere rundt. Til stor glæde for dem, der brugte biblioteket. "Vil du have noget at drikke?" Spurgte hun og gjorde tegn til at tjeneren skulle komme over til dem.

[Lyanna af Genlith]

Hun skubbede den ene fod bag den anden i lås, men blev ellers siddende rank på stolen, som hun ville have gjort det i offentlighed. "Virkelig? Gør det dig ikke trist?" spurgte hun, nu uden at kunne trække blikket fra bøgerne efter denne information. Der var så meget og ingen kunne nogensinde vide det hele, blive beriget af andres erfaringer eller historier.

Lyanna nikkede forsigtigt ved tilbuddet. Hun følte sig pludselig helt tør i halsen. "Jo tak," hun smilede blidt. "Og så skal du endelig også fortælle mig, hvordan det gik med Greven af Merons famiie."

[Charlotte af Hamin]

Hun rystede og lo lavmælt af Lyannas spørgsmål. "Nej, dog ikke," svarede hun roligt og foldede hænderne i skødet. "Jeg forsøger at følge så godt med jeg kan, og når jeg er færdig med økonomi, så vil jeg også læse endnu et fag," det var i hvert fald hendes plan. Og kun én person kunne ødelægge den. Og netop den person blev bragt på banen af Lyanne, efter tjeneren var gået for at hente to glas saft til dem. Et træt suk gled over Charlottes læber. "Det var en fremvisning af næsten alle ugifte komtesser i hele Tortall. Det var skrækkeligt!" Udbrød hun og rynkede let på næsen. "Du drømmer ikke om, hvor kedelig han er..."

[Lyanna af Genlith]

Det var virkelig fascinerende at høre Charlotte tale om sine studier, også selvom hun ikke gik i detaljer. Det var i virkeligheden nok også meget godt, da Lyanna ikke vidste særlig meget om økonomi, men i stedet blot beundrede kusinens viljestyrke og målrettethed, når det kom til studierne.

En lav fnisen forlod hende. Det var ikke til nogen undring. Selvom Lyanna kun havde været i hovedstaden et par måneder, havde hun hurtigt lært, hvordan det fungerede ved hoffet. "Han kan da umulig være så slem," indvendte hun forsøgende og trak på skuldrene. "Desuden er han Greve."

[Charlotte af Hamin]

Hun rynkede på næsen, og bekendtgjorde dermed, at der var noget hun ikke var tilfreds med. Og det handlede alt sammen om den kedelige Greve. Hun sukkede tungt af Lyannas ord. "Om han så var Hertug, så ville han stadigvæk være frygtelig kedelig og intetsigende. Hele hans ansigtsmimik... Ingenting. Ingen følelser, ingen ændring i ansigtsudtryk..." Hun sukkede igen. "Og så alle de villige komtesser, der vimsede om hans ben som en hund i løbetid. Det var næsten pinligt at se," sagde hun med tristhed i stemmen.

[Lyanna af Genlith]

Lyanna sukkede lidt af sin kusines reaktion. Selvfølgelig var det ærgerligt, at Greven af Meron havde vist sig at være intetsigende, men at få en greve som husbond, når man selv var uden titel eller land, mente hun nu bestemt var en del værd. Der havde de så ikke samme syn på tilværelsen. "Ja, nogle Komtesser har en tendens til at sætte deres værd en smule for lavt," medgav hun. Selv kunne hun også føle sig helt pinligt berørt på deres vejne, når hun så dem ved hoffet. "Så ingen succes?" Hun smilede underholdt.

[Charlotte af Hamin]

Det gjorde hende glad, at Lyanna var enig med hende i, at selvom man var desperat efter at finde en mand, så måtte man som kvinde ikke slippe sin værdighed. "Du tror det er løgn..." Svarede hun og rystede opgivende på hovedet. "Men moder og fader er i gang med at ægteskabsforhandling med Greven," igen følte hun sig som et dyr på markedspladsen, der intet havde at sige i forhold til den plan. "Og uanset hvor meget jeg har bedt dem om at lade være, så fortsætter De ufortrødent. Selv Greven ønskede jeg skulle stoppe dem!"

[Lyanna af Genlith]

Hun rettede sig lidt op ved den næste nyhed. Et arrangeret ægteskab simpelthen. En stemme i hende insisterede på, at hun da måtte kunne tale med sin fader og bede ham tale Charlottes forældre til fornuft, men den blev hurtigt overdøvet af en anden, der mere stålfast bestemte, at en alliance med Meron bestemt ikke ville være overflødig, når hun en dag selv skulle være hertuginde. "Det er en skam, at det ikke altid er os en mulighed at vælge selv," sagde hun med et medfølende smil og lagde sin hånd over kusinens.

[Charlotte af Hamin]

Hun tog imod Lyannas trøst, selvom den kun hjalp en lille smule. "Det værste er, visheden om, at Greven ønsker dette lige ås lidt som jeg," sagde hun og spidsede ganske let læberne. Ingen af dem var villige til at indgå det ægteskab, men det lod til at nogle højere magter så bort fra deres ønsker. "Jeg har aldrig haft romantiske drømme om, at blive gift med en mand jeg elsker, jeg er ikke dum," hun sukkede igen. "Men kunne det i det mindste ikke være med en, der bare viste en smule interesse for en kvinde der har noget mellem ørerne? Jeg tror mest af alt, at han ønskede sig en af disse komtesser, der bare er skabt til at pynte i et hjem, uden at tage stilling til andet end, hvordan pyntepuderne skal stå imorgen," hvilket aldrig havde været ting Charlotte gik op i.