Når mænd er sammen

[James af Perlegab]

Gilbert af Meagmarsk & Alexander af Viksø

Jamie havde netop lukket Gil ind i en af de mindre stuer efter at have sendt ham et lille brev dagen før. Han smilede let for sig selv, som han trak Gil ind i sine arme bagfra, så Gil's ryg var mod hans bryst og han kunne kysse ham på siden af halsen. "Hvordan har du det? Er du nervøs?" Han kunne sagtens forstå det, hvis han var.

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil kunne ikke lade være med at se sig nysgerrigt omkring, imens han blev vist indenfor i Perlegab-boligen. Interessen for indretningen varede dog ikke længe. Det var langt mere spændende atter at stå med Jamies arme om sig. Han lagde hænderne om hans arme og lod hovedet glide på skrå, så han bedre kunne komme til på halsen. ”En smule ...” Han sukkede svagt og nød berøringen. Selvfølgelig var han nervøs for at møde en totalt fremmed person og så tale med vedkommende om hele det her hemmelige emne. Han stolede dog på, at Jamie ikke ville lade ham tale nogen, der ikke var til at stole på. Og så var han også interesseret i at møde andre som dem.

[James af Perlegab]

Han kyssede Gil igen og tog sig god tid med det, mens han smilede selvtilfreds. Han havde meget lyst til, at Gil skulle sidde og længes efter ham, mens han talte med Alexander. Det var måske ikke særligt rimeligt, men på den anden side, så var han ikke rimelig ret tit. "Jeg er glad for, at du vil gøre det," hviskede han ind mod Gil's øre, mens han lod hænderne bevæge sig lidt rundt på hans overkrop.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han lænede sig tilbage mod Jamie. Han var dejligt varm, og Gil sukkede igen. Kærtegnene var skønne. Han savnede at kunne ligge sammen med ham, men nu hvor de var tilbage i Corus var det svært for dem begge at finde gode muligheder for det. Og nu hvor de havde muligheden skulle han sidde og snakke med en eller anden i stedet. Han ville meget hellere blive her. ”Mhm ... Det er jeg også ...” mumlede han uden rigtig at have opfanget, hvad der blev talt om. Han kunne ikke rigtig koncentrere sig, når Jamie hele tiden rørte ved ham.

[James af Perlegab]

Jamie smilede og nakkede Gil let i halsen, mens han lod sine fingre finde ned mellem benene på ham og kærtegne ham blidt uden på bukserne. "Jeg skal nok lade jer tale alene sammen," lovede han. "Men når I er færdige med at tale, så forventer jeg at være lidt sammen med dig bagefter. Så glem mig nu ikke." Han grinede let og nappede ham igen i halsen, da det bankede på døren og han rettede sig op og gik derhen og lod Gil om selv at få styr på sig selv. Han gik med ud i hallen, hvor Alexander var ankommet og han hilste venligt på ham, inden han viste ham ind i stuen. "Gil. Jeg mener, at du kender Junker Alexander af Viksø?" Smilet var skævt og selvtilfreds. De to havde mødt hinanden på Dunlath-borgen, selvom de måske ikke havde talt meget sammen.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han nikkede blot tavst. En smule varm i kinderne og med en pludselig lyst til at haste sig gennem samtalen med den fremmede. En lettere utilfreds lyd forlod ham, da Jamie trak sig væk, og han satte sig tvært ned i en stol, imens Jamie hentede den anden gæst. Han tog nogle dybe indåndinger for at falde lidt til ro og så op, da ridderen vendte tilbage til stuen.
Han rejste sig straks og blev overrasket ved synet af Alexander. En mand han ikke havde talt meget med, men som han vidste var en ven af Niklaus. Måske var det derfor, at Niklaus ikke var blevet vred på Gil? Fordi han allerede kendte til Alexander? ”Goddag, junker Alexander.” Han bukkede efter etiketten, men var allerede blevet lidt rød i hovedet igen.

[Alexander af Viksø]

Alexander sendte Jamie et lidt afmålt smil, da han kom ind af døren til Perlegab's byhus. Han var stadig ikke tilfreds med, hvordan Jamie havde opført sig på hans værelse og nu hvor han havde haft lidt tid til at tænke over det, så var han ikke blevet bedre stemt. Han ville dog stadig gerne hjælpe Gil og derfor var han her altså.

Da han kom ind i stuen, kunne han næsten se på væbneren, at Jamie ikke havde delt, hvem han var og han mærkede irritationen trække ind igen. "Har De ikke engang fortalt ham, hvem han skulle møde?" Stemmen var skarpere end normalt, fordi han følte sig sikker på, at Jamie havde gjort det for at drille Gil.

[James af Perlegab]

Jamie kunne ikke lade være med at grine. Gil var tydeligt overrasket og Alexander var vred. Det var noget så morsomt og han blinkede lidt til yndlingen. "Jeg syntes, at det var sjovere at lade det være en overraskelse." Han smilede skævt og blinkede så til Gil. "Nu skal jeg lade jer være alene." Han vendte rundt og lukkede døren godt til. Derefter gik han et par skridt væk og listede tilbage, så han kunne lægge sit øre mod døren for at lytte med.

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil blev straks bekymret, men der opstod ikke nogen diskussion mellem mændene, siden Jamie hurtigt undskyldte sig og efterlod dem alene i stuen. Hvilket ikke nødvendigvis var bedre. Hvordan skulle man starte den her samtale? ”Øhm ...” Gil så usikkert på Alexander. ”De er en bekendt af ridder Niklaus, ikke sandt? Han talte om, at jeg skulle snakke med Dem i forbindelse med at skrive et brev på et tidspunkt ...” Han tøvede lidt, men valgte så at sætte sig ned i stolen igen. At stå op og snakke virkede i hvert fald som en langt mere akavet situation. "Det blev dog aldrig lige til noget."

[Alexander af Viksø]

Alexander følte omgående beskytterinstinkter for den unge væbner og han stirrede irriteret på ridderen, indtil denne forføjede sig. Irritationen faldt omgående af ham, da døren blev lukket og han tog en dyb indånding og slappede af. Smilet han sendte Gil, var nu både varmt og venligt. "Det er jeg ja. Jeg har kendt Deres ridderherre i et par år efterhånden. Men øhm.. Gil.. Jeg håbede, at vi måske kunne være dus? Jeg er ikke særligt god til den stive etikette til at starte med og slet ikke med det emne, vi skal tale om." Han satte sig i en stol ved siden af Gil og smilede stadig venligt til ham.

[Gilbert af Meagmarsk]

Huh, endnu en der gerne bare ville være dus med det samme. Gil nikkede accepterende og fulgte manden med blikket, imens han også satte sig. ”Det kan jeg vel godt forstå ...” Når man skulle tale om noget der var ret ... personligt ... var det nok rart at være dus. ”Nu har Jamie ikke bestukket dig eller sådan noget?” spurgte han så lettere mistænksomt. Man kunne aldrig rigtig vide med Jamie, når det gjaldt senge-relaterede ting. Han havde en tendens til at være urimelig og more sig kosteligt over det.

[Alexander af Viksø]

Alexander skubbede støvlerne af og trak benene op til sig i stolen, mens han smilede roligt og venligt til Gil. "Det er jeg glad for." Han fik en lille irriteret rynke mellem brynene igen og hans blik fandt døren til stuen. "Absolut ikke," svarede han lavmælt, inden han trak vejret dybt ind og smilede til Gil igen. "Jeg har ærligt talt talt mere med dig, end jeg nogensinde har med Jamie. Og jeg er ikke ubetinget sikker på, at han er god for dig. Men det skal du jo selv tage beslutninger om." Han tog et beroligende åndedræt og trak smilet frem igen. "Jeg er her kun for din skyld. For at besvare spørgsmål, du måtte have og for at fortælle dig om ting, der er vigtigt at vide."

[Gilbert af Meagmarsk]

Hm, Alexander virkede ikke ligefrem ellevild med Jamie. Gil skulede kort, da manden antydede, at Jamie ikke skulle være god for ham. ”Jamie er helt fin for mig.” Faktisk var Jamie ret fantastisk! Alexander virkede dog umiddelbart som en venlig person, så Gil blødte også hurtigt op igen og fokuserede på resten af samtalen. ”Du er også ... altså ... du ved ...?” forsøgte han at spørge uden rigtig at få formuleret spørgsmålet ordentligt. Han ville bare gerne være sikker på, at Alexander faktisk også havde en interesse i mænd.

[Alexander af Viksø]

Han tog sig ikke af, at Gil blev territorial. Det ville han også selv være blevet, hvis nogen havde talt sådan om Nik over for ham. Derfor smilede han bare skævt og lod bemærkningen løbe. Han lyttede dog opmærksomt, da Gil talte og han nikkede roligt. "Ja, jeg er også til mænd," svarede han i en lavmælt stemme. "For mit vedkommende, bryder jeg mig slet ikke om kvinder på den måde, men der er også mænd, som nyder begge dele."

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil blev forvirret, da Alexander fortalte, at han kun interesserede sig for mænd. Det havde han aldrig overvejet, at man kunne ... eller vel nærmere ikke kunne. ”Men ... Men hvad så når du bliver gift?” spurgte han forvirret. ”Du skal jo have børn.” Det var jo sådan tingene hang sammen. Man blev gift og fik børn, så slægten kunne føres videre og fortsat være stærk. Men man havde jo brug for en kvinde for at kunne få et barn, så hvis Alexander slet ikke kunne lide kvinder, måtte der da opstå nogle problemer?