Svære tider

[Pendrima af Condia]

Joreth af Condia

Sekunder, minutter, timer og dage var gået, siden Pendrima var gået i fødsel og havde født sit første barn. Et barn, hvis hjerte ikke havde slået, da det kom ud. En dreng. Joreths første fødte og hendes mulige arving. Efterfølgende, så var Hertuginden blev syg. Virkelig syg. Feberen fik overtaget, og til sidst besvimede hun ganske enkelt.

De timer, hvori hun var vågen havde været få. Flere gange, havde hendes puls været så lav, at helbrederen frygtede for den unge kvindes liv. Men hver gang var der tegn på forbedring. For blot at blive forværret igen.

Denne aften var feberen endelig på vej ned. Og Pendrima havde fået indtaget et måltid, som hun indtil videre havde været i stand til at holde i sig. Hun anede ikke, hvor Joreth havde sovet, men hun tvivlede på, at det havde været i samme sneg som hende. Hun brød sig ikke om at sove i sengen alene. Ikke længere. Hun havde med besvær sat sig op i sengen, og fået svøbt en kåbe rundt om sin spinkle krop, der helt tydeligt ikke var gravid længere.

[Joreth af Condia]

Joreth havde tilbragt langt mere tid med sine studier mens Pendrima flere gange svævede mellem liv og død. Det i sig selv sagde ikke så lidt fordi han allerede brugte de fleste af sine fri timer netop på studier. Meget af tiden denne gang, var blevet brugt på paladsets bibliotek, eller universitetet. Han havde helt bevidst holdt sig væk fra soveværelset og havde i stedet fået redt op i sit arbejdsværelse. Han rettede sig op ved skrivebordet og strakte sig så ryggen knagede. Divanen var ikke just behagelig at sove på flere nætter i træk.

[Pendrima af Condia]

Efter et par minutter, hvor hun kom sig over anstrengelsen af at sætte sig op, fik hun skubbet dynen til siden. Helbrederen havde forladt værelset for et par minutter siden. Og selvom hun havde fået strenge ordre på at blive liggende, havde hun ikke tænkt sig at følge de anvisninger. Ikke lige nu.

Hun drejede sig rundt i sengen, så hendes ben kom ud over sengekanten og rørte ved det kolde gulv. Det gav et sæt i hende, og hun krympede sig over følelsen. Men hun bed det i sig, og kom med besvær på benene. Hun var afkræftet, og næsten kun skind og ben for at sige det mildt. I det mindste var hun ren. Hun blev badet jævnligt, fordi feberen gav hende svedeture, og for at hun ikke skulle få lungebetændelse, sørgede de for, at hun havde det varm og rent.

Endnu gik der adskillige minutter, hvor hun forsøgte at bevæge sig over mod døren. Det gik langsomt, fordi hvert skridt var udmattende, og gjorde ondt i hendes lille krop. Men hun nåede endelig døren ind til Joreths arbejdsværelse. Dog tøvede hun længe, da hun stod foran den. Ville han overhovedet være på den anden side? Hun bed sig i underlæben og tog fat i håndtaget, som hun langsomt lukkede op.

[Joreth af Condia]

Joreth hørte ikke skridtene udenfor døren, eller også lukkede han dem bare ude, fordi han var så vant til, der næsten altid puslede tyende rundt i krogene. Han så dog op da nogen trykkede håndtaget ned og rynkede brynene da han så Pendrima stå i døren "Du burde ikke være oppe." var hans umiddelbare reaktion før han satte pennen fra sig i holderen på skrivebordet, skubbede stolen tilbage og rejste sig for at gå hen til hende.

[Pendrima af Condia]

Da døren blev helt åbnet, trak hun kåben tættere omkring sin tynde skikkelse. Hun var begyndt at fryse, nu hvor hun ikke lå under den varme dyne. "Nej," svarede hun blot på hans ord, mens hendes grønne øjne fulgte ham, da han gik over mod hende. Hun støttede sig op ad dørkarmen, indtil han var helt henne hos hende. Så slap hun sit greb og vaklede de sidste centimeter hen mod ham, så hun kunne lægge armene omkring hans liv. Hun kunne ikke nå længere op. "Undskyld," sagde hun med en hviskende stemme, og følte sig på kanten til at græde.

[Joreth af Condia]

Joreth gik instinktivt et skridt frem og rakte en arm ud til støtte da Pendrima slap dørkarmen. Hun burde virkelig ikke være ude af sengen og lignede en der både kunne og ville besvime hvert øjeblik det skulle være. Han endte med den ene hånd hvilende mod hendes ryg og den anden hængende ned langs siden, mens rynker furede hans pande "Lad os få dig ind i seng igen." brummede han, uden at ane hvad han skulle gøre med hendes undskyldning. Han var ikke i tvivl om hvad hun undskyldte for, men han kunne hverken få sig selv til at klandre hende for hvad der var sket, eller forsikre hende om, at hun ikke havde noget at undskylde for.

[Pendrima af Condia]

Da hun mærkede hans skikkelse mod sin egen krop, sukkede hun ganske lavt. Hun havde næsten ikke set ham siden... Ja. Det var flere dage siden, og hun havde haft brug for at se ham. Da han sagde, at hun skulle ind i seng nikkede hun ganske let. Seng. Der var også koldt herude, og hun rystede lidt, fordi en kuldegysning gik gennem hendes spinkle krop. Hun havde ikke kræfter til at sige meget andet end; "Ja," til hans ord, og langsomt løsrive sig fra hans krop. Hun løftede hovedet lidt og så op i hans ansigt i et kort øjeblik. Hun ville have sagt noget mere, men fortrød og rettede sit blik væk igen. Med alle de kræfter hun kunne demonstrere, fik hun sig vendte rundt igen, og havde nu fronten mod soveværelset igen.

[Joreth af Condia]

Han præsterede et lille smil da hun løftede hovedet og forventede halvt, at hun selv ville stavre ind i seng igen. Han erkendte dog hurtigt, at hun sikkert ikke ville være i stand til det, og rakte i stedet ud og åbnede døren helt, med den frie hånd. Han støttede hende stadig med den anden, tværs over forrummet og ind i soveværelset igen. Der var lummert, men ikke så ulideligt som der ellers havde været de foregående dage og han hjalp hende tilbage i seng uden et ord.

Ved en indskydelse satte han sig på sengekanten mens han pakkede dynen godt ned omkring hende. Det virkede som det logiske at gøre og han prøvede at overbevise sig selv om det intet havde med reel bekymring at gøre "Det er godt at se du har det bedre." brummede han efter endnu et langt øjeblik i tavshed.

[Pendrima af Condia]

Hun var allerede træt efter de første par skridt. Og hun var derfor glad for, at Joreth valgte at støtte hende. Ellers var hun nok faldet sammen på gulvet af udmattelse.

Hun lagde sig under dynen og lod ham pakke dynen rundt om sig. Hun rystede lidt af kulde, fordi hun havde bevæget sig ud af det lille og sikre rum, hvor hun havde ligget de sidste par dage. Hun nikkede sløvt til hans ord. "Jeg føler mig bare træt og udmattet nu," sagde hun og sendte ham et halvt smil, inden hun rakte hånden ud, og lagde den oven på hans. "Jeg ville bare så gerne se dig..." Hun så op på ham med sine grønne øjne.

[Joreth af Condia]

Joreth blev siddende og løftede hånden. Den blev hængende i luften nogle øjeblikke, tøvende, før han lod den fortsatte og med to fingre strøg håret væk fra hendes pande. Den fletning kammerpigen havde lavet tidligere, var stadig intakt, men efterhånden noget rodet efter at have været presset mod puden i Pendrimas urolige søvn ”Jeg har været her hele tiden.” svarede han. Det var næsten sandt. Han havde i hvert fald været i nærheden ”Du har bare ikke opdaget det. Du sov meget af tiden.” igen var det næsten sandt. Hun havde sovet meget, men de første dage havde det været fordi helbrederen, eller feberen, havde tvunget hende til det.

[Pendrima af Condia]

Endnu et svagt smil kom frem på hendes læber, mens hun betragtede ham og hans svar. "Jeg føler, at jeg er gået glip af flere dage," hvilket nok ikke helt var usandt, eftersom hun havde været plaget af feber. Hun tog sin hånd til sig igen, og lagde dem begge oven på dynen, mens hun i et kort øjeblik lukkede øjnene. "Hvis du ikke vil have noget imod det..." Hun åbnede øjnene og så op på ham igen. "Jeg tror, at jeg vil sove lidt mere," det havde krævet mange kræfter at stå ud af sengen. Og med så afkræftet en krop som hendes, så havde det nok været en overbelastning, hun burde have undgået.

[Joreth af Condia]

Joreth smilede blot svagt og nikkede, uden at fortælle hende nøjagtigt hvor mange dage hun var gået glip af. Det ville hun tidsnok finde ud af - når hun genvandt kræfterne ”Jeg er her når du vågner.” nøjedes han med at svare, igen med samme halve smil som før ”Vi kan tale mere når du kommer til hægterne igen.” tilføjede han, tog hendes hånd og gav den et forsikrende klem før han rejste sig og vendte sig for at forlade soveværelset igen.

[Pendrima af Condia]

Hun nikkede svagt og lagde hovedet tilbage mod puderne bag hende. "Ja," sagde hun hæst, tydeligvis allerede på vej til at falde i søvn. Hun hørte ham heller ikke forlade lokalet. Det var endnu for hårdt at stå ud af sengen.

Tråd afsluttet