Udenfor de vante rammer

[Kieran af Stenbjerg]

Prunella af Trebond

Stykket havde været ganske godt, selvom meningerne om lige det, nok ville dele vandene blandt tilskuerne. Det havde prikket til mangt og meget i samfundet, pakket nydeligt ind i morsomheder og mellem linierne, men ikke desto mindre havde det været der og Kieran følte sig godt underholdt, da han hjalp Prunella hendes varme kåbe på "Jeg håber De har været lige så godt underholdt som jeg, komtesse?" halvt spurgte han, mens han bød hende sin arm før de fortsatte mod udgangen. Han havde flere planer, men ville først give hende mulighed for at svare - og sig selv mulighed for at vejre stemningen før han kom med forslag til at forlænge aftenen, der efter hans egne standarter, stadig var ung.

[Prunella af Trebond]

Prunella følte sig let om hjertet. Hendes parader var nede, og hun følte sig helt varm fra top til tå af de latterfulde øjeblikke, der havde efterladt hendes sind fjerlet og humørfyldt. Stykket havde til fulde levet op til hendes forventninger, måske endda overgået dem, og det havde i lige så høj grad appelleret til hendes intelligens uden at det blev så tungt, at det bevægede sig væk fra behagelig underholdning. Det var lige efter hendes hoved. Hun smilede stort, da hun lod sig hjælpe i overtøjet.

”Jeg morede mig fremragende,” svarede hun og oste af energi. Hun tog hans arm og fulgte efter uden at se sig tilbage efter sin pige, som pludselig måtte skynde sig. Prunella havde også nydt at se Kieran fra en anden side, idet han virkede til også at have moret sig ganske fint. ”Jeg havde ikke forventet at le så meget.” Hun lo igen og blottede tænderne. Hun mindedes heller ikke at have hørt Kierans latter før, ikke så hun havde lagt mærke til den. Måske var det også blot ønsketænkning i mængden, men hun havde set ham smile ved flere anledninger, selvom stykket faktisk havde været spændende nok til, at hun ikke havde holdt så meget øje med sin kavaler.

[Kieran af Stenbjerg]

Kieran tog imod sin egen kappe og sendte Prunella et ganske charmerende smil. Der lå noget mere i det, end det sædvanlige maskesmil og mod forventning, følte han sig smittet af hendes entusiasme. Skulle hanvære ærlig, havde han nok forventet hun enten ikke ville fange de mange subtile budskaber og meninger der havde været i stykket, men det lod til det var lige hvad hun havde. Det var en positiv overraskelse i hans optik "Oh?" han så spørgende på hende, mens han førte hende med sig mod udgangen, uden at ulejlige sig med at vente på hendes pige. Han så faktisk helst, hun slet ikke var der, men vidste også detvar så godt som umuligt "Hvad havde De da forventet?" aftenluften smøg sig køligt omkring dem da de nåede ud på gaden. Der var frost i luften og folks ånde stod som små, hvide skyer omkring dem. Han stoppede for at vente på hendes svar, og glemte helt at irritere sig over, at vognen ikke allerede holdt klar.

[Prunella af Trebond]

Prunella tænkte sig om et øjeblik. ”Tja, det ved jeg ikke… I hvert fald ikke, at få trænet lattermusklerne så ubarmhjertigt,” smilede hun mildt. ”Jeg er jo helt tør i halsen!” De havde sat et raskt tempo, og hun fulgte villigt med. Hendes pige kæmpede noget med menneskemassen bag dem, men Prunella var fuldstændigt ligeglad med hendes strabadser. Hun måtte selv finde ud af at følge med – eller blive efterladt. Det var et rimelig velkendt præmis for at være Prunellas anstandsdame. Hun smilede lidt endnu og samlede sig, da aftenen bød dem velkommen med sine kølige strøg.

”Jeg er glad for, at De ikke gav op efter første besked, mester Kieran,” sagde hun så endelig. ”De overraskede mig, må jeg indrømme, de fleste stopper ved en lukket dør.” De fleste så ikke, at den faktisk stod på klem. Hun smilede sit opløftede smil, der stadig var præget af stemningen i teateret. Hun følte sig let i hoved og sind, en dejlig afveksling fra sin moders tunge hånd skulderen.

[Kieran af Stenbjerg]

Kierans halve smil blev ved at dominere hans ansigtstræk mens hun svarede, men hendes afsluttende kommentar, fik ham til at se på hende med et uudgrundeligt glimt i de lyse øjne "Det kan vi rette op på.." begyndte han kryptisk, uden at slippe hende med blikket. Pludselig havde han ikke så travlt med at vognen skulle dukke op "Hvis De ikke skal være hjemme til nogen bestemt tid.." han kastede et diskret blik bagud mod pigen der havde indhentet dem, men holdt sig bagved i behørig afstand "Alle døre kan åbnes.. hvis man blot er vedholdende nok." indskød han så og fangede hendes blik med en spillende udfordring i sit eget "Aftenen er ung endnu.." lokkede han så med et skævt smil der afslørende hans fortænder.

[Prunella af Trebond]

Et lille ild nåede Prunellas øjne og forrådte hende. Hun var nem at forføre til veje, hun ikke burde gå, og hun var fristet af at se, hvor Kieran ville bringe hende hen. Hans blik på hende rørte steder, som hun ikke ville indrømme, hvis hun blev spurgt. Hun smilede, stadig umådeligt opløftet, på grænsen til det barnlige. ”Jeg ville ikke sige nej… Hvis De bød på en forfriskning,” smilede hun sødt. Hun fulgte hans blik mod pigen og spidsede tænksomt læberne. Hvordan skulle hun slippe af med hende..?

Hun smilede endnu en gang og så ned i påtaget blufærdighed. Mest af alt for at skjule sin morskab over hans diskrete frækheder. Hun følte sig opildnet, men holdt det for sig selv. Nok var hun fyrig, men hun serverede ikke sig selv på et sølvfad. Selvom det var fristende. Hun bed sig i læben og mødte hans blik.

”Anna, jeg har glemt mine handsker på mit sæde. Vil du hente dem?” sagde hun højt nok til, at det nåede pigens ører. Anna nikkede, selvom Prunella ikke så på hende, og hun forsvandt hurtigt ind i folkemængden for at hente dem. Prunella havde naturligvis sine handsker i lommen, men det var sagen uvedkommende. Hun så udfordrende på Kieran og skød hagen let frem.

[Kieran af Stenbjerg]

Kieran vidste aldrig helt hvor han havde Prunella, og selvom han havde set nye sider af hende denne aften, var hans slet skjulte tilbud og udfordring, stadig et sats. Men hvilken mand havde nogensinde opnået noget, uden at tage en chance? "Jeg kender der perfekte sted.." svarede han hendes hentydning og ventede i tavshed mens hun tog en beslutning.

Vognen trak op mens hun henvendte sig til pigen og et øjeblik rynkede han brynene spørgende. Han var sikker på han selv havde taget handskerne fra sædet og rakt hende, da de forlod salen. Hendes blik da det mødte hans bekræftede det og hans smil trak op og blottede hans tænder i et ulvesmil. Så trådte han helt hen til vognen og rakte hende en hånd til hjælp op i den "Komtesse.." opfordrede han, med et blik der på en gang var underholdt og anerkendende.