Fremvisningen

[Charlotte af Hamin]

Martin af Meron
7. november 527 M. T.

Der var for et par dage siden dukket noget uventet op hos Charlottes forældre. En invitation fra Enkegrevinden af Meron til et arrangement. Og naturligvis havde de sagt ja. Den unge komtesse havde dog aldrig troet, at invitationen også gjaldt hende selv. Hvorfor forstod hun bestemt ikke. Hun var ikke særlig højt oppe på ranglisten, skønt hun var kusine i direkte linje med en arving til et hertugdømme.

Og hvornår havde hun sidst været til sådan et intimt arrangement? Hun kunne slet ikke huske det. Og hvor mange gane? Det kunne i hvert fald tælles på én hånd, det var hun ret sikker på. Men der var hast i familiens hus. Af en eller anden grund, så skulle Charlotte have sin fineste kjole på. Det var fjollet mente Charlotte, der helt ærligt troede, at de blot skulle spise middag og så konversere sammen med de andre inviterede. Skulle hun ligefrem stadses ud?

Hun fnøs, da også hendes hår skulle sættes op i en kunstfærdig og dydig frisure. Hun lignede en dukke, da hun rejste sig op. En dukke der var klar til bal. Men ikke destomindre tog familien afsted, mens Charlotte følte sig alt for fin påklædt. Hun var dog ikke den eneste unge komtesse, som så sådan ud. Og det gjorde næsten bare det hele fuldkommen tåbeligt. Hun skulle nok fritte forældrene ud senere om, hvorfor hun sådan skulle klædes ud.

Da de ankom til Meron-slægtens hus, blev de vist ind i en stor stue, hvor en tjener bød dem e velkomst drik. Modsat sine forældre, tog den blonde komtesse et glas saft, som hun forsigtigt nippede til, mens hun kastede blikket rundt i forsamlingen, for at finde en velkendt at tale med.

[Martin af Meron]

Martin sukkede inderligt, som han måtte se sin dystre forudsigelse blive til virkelighed langt tidligere, end han havde forestillet sig. Enkegrevinden havde givet besked om, at hun endnu ikke havde tænkt sig at blande sig i hans valg, men at hans tid svandt hastigt ind og at hun havde bestemt sig for at holde en lille sammenkomst med mulige emner, inden længe.

Denne aften var allerede over dem og han sukkede igen, mens han blev iklædt Meron's farver og fik sit hår kæmmet med velduftende olier og hvad kammertjeneren nu ellers kunne finde på. Han gad virkelig ikke dette her. Han havde dog ikke megen valg, hvis han selv ønskede at have mere indflydelse på sit ægteskab.

Senere stod han og tog imod gæsterne én efter én, da han opdagede, at en enkelt af komtesserne havde undgået hans blik. Da der ikke lige umiddelbart var nogen, som ventede på hans opmærksomhed, gik han hen for at rette op på dette. Han bukkede passende for hende og smilede venligt - omend ikke oprigtigt, hvis ellers man kendte ham godt nok til at se det. "Komtesse. Tillad mig at byde Dem velkommen til Meron's byhus."

[Charlotte af Hamin]

Hun stod mellem sine forældre, og nippede til glasset med saft, mens de sidste gæster ankom. Og det var her, hun opdagede nogle bekendte. Hun fortalte sine forældre, at hun ville tale med en veninde. Så forlod hun deres selskab, men hun nåede ikke langt, før hun blev standset. Hun så ned på den bukkende Greve, og skjulte et suk, mens hun nejede yndefuldt og elegant for ham. "Deres Nåde," hilste hun og rettede sig op igen. "Jeg er meget taknemlig for invitationen," sagde hun og havde et smil på læberne, som hun forsøgte at få til at se oprigtigt ud.

[Martin af Meron]

Hun virkede nu ganske respektabel og han nikkede let som svar på hendes taknemmelighed. "Vi er blot glade for, at De kunne komme," svarede han roligt og tilføjede for sig selv, at det nok mest var hans moder, som var rigtigt glad for det. "Må jeg spørge, hvad De foretager Dem til hverdag?" spurgte han venligt. Det var altid et sikkert emne. Og han havde jo lovet sin moder at gøre en seriøs indsats.

[Charlotte af Hamin]

Åh. Han ville føre en samtale med hende. Det havde så absolut ikke været en del af hendes planer med denne aften. Ikke nu, hvor hun var blevet tvunget med. Hun skjulte et tungt suk, og blev ved med at smile. "Tak," sagde hun med et ganske let nik. Da spørgsmålet faldt på hendes hverdag rankede hun ryggen, og trak ganske let på skuldrene. Hun var ikke dum. Det var et farligt emne de bevægede sig ind på, og hun skulle passe på, hvad hun sagde. "Jeg studerer på universitetet," svarede hun og fortalte helt med vilje ikke, hvad hun læste. "Men, fortæl mig Greve..." Startede hun og nippede ganske let til saften. "De er kun for nyligt ankommet til Corus, ikke sandt?" Det var langt nemmere at fjerne fokus fra sig selv ved at spørge ind til manden. De var slet ikke så forskellige fra kvinder. De kunne også godt lide at tale om sig selv.

[Martin af Meron]

Han ventede på at høre hende fortælle om sig selv og rynkede blot brynene let, da hun skiftede emne næsten med det samme. Ikke videre høflig, tænkte han ved sig selv, men sagde intet højt. Han var også lidt irriteret over hendes noget nonchalante tiltale af ham. 'Greve'. Hmpf! Bedre opdraget var hun altså ikke.

Udadtil var der dog ikke noget at se på hans ansigt, hvor han bare smilede venligt til hende. "Det er jeg, ja. Men jeg bor nu i byen flere måneder om året," svarede han roligt.

[Charlotte af Hamin]

Hendes smil blev hverken bredere eller mindre, da han svarede på hendes spørgsmål. "Men så vidt jeg ved, så plejer De ikke at bo i Corus om vinteren?" Hun drejede ubevidst glasset mellem sine spinkle fingre, mens hendes brune øjne betragtede ham. Hun fugtede ganske let sine lyserøde læber, mens tankerne kredsede gennem hendes hoved. Igen skjulte hun et suk, og skævede over til sine forældre, der sendte hende underlige øjne. "Deres Nåde må undskylde mig," hun bøjede hovedet ganske let. "Jeg... Jeg vil helst ikke fornærme dem..." Startede hun, og brød sig overhovedet ikke om dette her. At lege, at hun bare skulle være underdanig og rette ind til højre. "Jeg er blot ikke vant til at deltage i disse arrangementer," fordi hun brugte sin tid på studier og ikke havde haft meget tid til overs.

[Martin af Meron]

Igen hævede han et bryn og overvejede, hvad hun mente, at det kom hende ved, hvor han befandt sig i vinteren. Han rystede dog bare mildt på hovedet. "Nej, det gør jeg ikke. Jeg har det bedre med mit hjemlens varme klima. Men i år har jeg desværre presserende sager, som jeg er nødt til at tage mig af i Corus." Det var i hvert fald kun halvvejs løgn.

Hendes undskyldning fik ham til at ryste på hovedet med et mildt smil. "Det skal De ikke tænke over," svarede han bare og begyndte så småt at se sig om efter en anden komtesse, som stod alene. For selvom denne nu havde undskyldt, så havde hun vitterligt ikke været videre imponerende. Han havde dog ikke heldet med sig. "Hvorfor er De ikke vant til sådanne arrangementer?" spurgte han derfor, for at spørge om noget. De fleste unge komtesser kom ikke udenom det.

[Charlotte af Hamin]

Hun havde haft ret i sine tanker. Og viden omkring lenet. Den var måske begrænset, fordi det ærlig talt ikke interesserede hende. Men hun kunne godt se, at det måske var en fejl fra hendes side af. Men kun en lille en. Til gengæld havde hun så mange andre kompetencer at byde på.

Hun smilede og nikkede til ham, og begyndte selv at se sig om efter en ny at tale med. Men... Hendes skuldre hævede og sænkede sig i et lydløst suk, da det gik op for hende, at alle andre end netop Greven var optaget. Hvilket han også selv opdagede. "Min tid har siden klosterskolen været brug på universitetet, hvor jeg har taget en del fag," svarede hun og var en anelse forsigtig med, hvordan hun udlagde det. Hun var ikke i tvivl om, at mange mænd endnu ikke fandt det særlig charmerende eller tiltrækkende, når kvinder begyndte at tage sig uddannelser i alle mulige fag.

[Martin af Meron]

Han nikkede igen og lod hende ikke se, hvad han tænkte omkring dette. "Hvilke fag, har De fulgt?" forhørte han sig med et lille smil. Han kunne lige så godt få styr på så meget som muligt, når nu hun alligevel var den eneste at tale med. Han vidste trods alt, at hans moder ville bede om hans mening om hver enkelt, når aftenen var omme.

[Charlotte af Hamin]

Hun spidsede ganske let læberne ved spørgsmålet, og nippede bagefter til sit glas for at overveje sine ord. "Jeg startede med musik da jeg gik ud af klosterskolen, og bagefter gik jeg igang med litteratur,"fortalte hun, mens hendes brune øjne hvilede på hans aldeles sten-agtige ansigt. Havde den mand virkelig kun ét ansigts udtryk? "For blot et år siden gik jeg i gang med at læse økonomi," hvilket hun elskede mere end nogle af de andre fag. Men det var nok fordi, at det var mere krævende og udfordrende end de to første.

[Martin af Meron]

Han lyttede roligt og tog taknemmeligt imod et glas vin, som en tjener kom hen til ham med. Musik var et godt traditionelt fag for en kvinde. Litteratur var lidt på vippen, men kunne gå. Da hun nævnte økonomien, himlede han mentalt med øjnene. Så hun var én af dem. Han nikkede derfor blot, denne gang uden at smile særligt meget. "Det er interessante fag," svarede han bare, mens han igen lod blikket glide ud over forsamlingen. "Hvis komtessen vil undskylde mig," sagde han så, da han fandt en undskyldning for at gå i form af hans moder, der netop kom ind i rummet igen. På vej væk opdagede han, at han ikke engang havde taget sig sammen til at få hendes navn. Det måtte han spørge sig diskret til ved sin moder.

*Tråd afsluttet*