Whiskey og selskab

[Hugo af Harise]

Martin af Meron

Festlighederne ved det kongelige bryllup var endelig overstået. Og Greven af Harise kunne endelig slippe af med sin påtagede attitude med, at alt absolut var i den skønneste orden. For nu hvor han sad i sin dagligstue, med fødderne oppe på en skammel og med et glas whiskey i hånden, så føltes intet helt i orden. Lyset i stuen var slukket, og det eneste der oplyste rummet, var de sidste stråler fra dagslyset udenfor.


Den tydelige ensomhed fyldte rummet, da han slyngede glasset rundt, så væsken bølgede op ad kanterne, inden hun tog en tår. Karaflen ved siden af ham var næsten tom. Og den havde bestemt været fyldt, da Greven var stået op. Hvilket først var blevet gjort ved formiddag. Der var ansat en amme og mange andre kvinder, som kunne tage sig af de to sønner, Grevens nu afdøde hustru havde skænket ham. Blot for at forlade ham. Hvor kunne hun…

[Martin af Meron]

Martin havde ikke haft mulighed for at tale i enrum med Hugo, siden vennen var kommet tilbage fra Harise. Han havde naturligvis hørt nyheden og han kunne ikke blot sidde det hele overhørigt, mens Hugo sandsynligvis ville lukke sig selv inde. Det var i hvert fald, hvad han selv ville have gjort, hvis det samme var overgået ham.

Derfor bankede han på ved Harise’s hus og selvom kammertjeneren afviste ham automatisk på Grevens ordre, så forlangte Martin at blive vist ind. Og efter en kort diskussion, fik han da også sin vilje. Måske især fordi kammertjeneren også var nervøs for sin Herre’s tilstand.

Han gik ind i stuen, som kammertjeneren udpegede og satte sig i uden videre i en stol i nærheden. ”Jeg tænkte, at jeg ville holde dig med selskab i aften,” sagde han lavmælt og skænkede sig selv en whiskey, inden Hugo nåede at tilbyde ham en.. Eller det modsatte.

[Hugo af Harise]

En lav og advarende knurren forlod Hugos strube, da han hørte døren ind til stuen blive åbnet. Men inden han kunne nå at sige noget, havde en rødhåret Greve sat sig ned ved siden af. ”Jeg har ikke lyst til selskab gamle ven,” sagde han en anelse brysk, men man kunne godt høre, at der efterhånden var kommet en del whiskey indenbords i løbet af dagen.

[Martin af Meron]

Martin trak på skuldrene og satte proppen tilbage i karaflen. ”Så må du bare lade som om, jeg ikke er her,” svarede han roligt og lænede sig tilbage i stolen. Han nippede lidt til sin drink, men forsøgte ikke at tale med Hugo om, hvad der var sket. De var begge private mænd, som ikke brød sig om, at andre gravede i deres sager. Men Martin håbede stadig, at selskabet kunne hjælpe lidt. Selvom han ikke sagde noget.

[Hugo af Harise]

Han brummede lavmælt og trak let på skuldrene. I en tid, primært gennem det glas af whiskey som han sad med i hænderne, sad de i fuldkommen stilhed, mens lyset til sidst svandt ind. Ganske forsigtig blev døren åbnet, og en tjener kom ind. ”S-skal jeg tænde for lamperne, Deres Nåde?” Spurgte en forsigtig stemme. Et tungt og træt suk forlod Hugo, der dog rettede sig op i stolen. ”Ja, gør bare det,” normalt ville stemmen have lydt brysk over at blive afbrudt. Men for første gang i mange år, følte Greven sig både gammel og træt.

Da lyset blev tændt, gned han sig i øjnene over det pludselige lys. Det blev da også tydeligt, at håret ikke var redt og skægget ikke plejet. I det hele taget virkede han som en, der ikke havde været ude siden han var stået op. ”Nød du festen?” Spurgte han dog Martin om, mens han hældte det sidste i karaflen op i sit glas. Heldigvis havde tjeneren set det, for kun få sekunder efter, var den tomme flaske erstattet af en fyldt.

[Martin af Meron]

Martin drak nærmest ikke. Han havde intet behov for det for øjeblikket. Han havde dog heller intet imod stilheden og nippede bare lidt til glasset engang imellem. Da tjeneren kom ind, missede han også lidt med øjnene og rettede sig lidt op i stolen. Til Hugo’s spørgsmål trak han let på skuldrene. ”Nød og nød. Den var vist som så mange andre fester. Og jeg har ærligt talt ikke helt fundet min glæde for dem igen efter rundrejsen.” Han smilede let og nippede til glasset igen.

[Hugo af Harise]

Han nikkede. Og forstod hvad vennen sagde. ”Jeg blev dødtræt af alle de medlidenheds blikke, som kvinderne sendte mig,” sagde han og havde på ingen måde nydt festlighederne. Ikke at kunne drikke sig fra sans og samling, for blot at gå op ad trapperne og lægge sig i sengen, det havde været hårdt. For det var stort set det, han havde gjort siden han var kommet tilbage til Corus. ”Jeg lagde mærke til, at din lillebror er kommet hjem fra de varme egne. Har han det godt?”

[Martin af Meron]

Han nikkede let og sendte på ingen måder medlidende blikke til vennen. Det ville han heller ikke selv kunne håndtere. ”Kvinder forstår ikke altid finesserne i, hvordan mænd håndterer deres sorg,” svarede han lavmælt og så roligt over på Hugo, som skiftede emne med det samme. ”Ja, han har vist haft en spændende rejse til Tangvig. Mødt en masse mennesker.”

[Hugo af Harise]

Han rystede på hovedet for at vise sin enighed med den rødhårede Greve. "Det har du ret i. Men jeg må indrømme, at mine kæber til sidst var trætte af hele tiden at skulle smile og lege høflig," sagde han og sukkede. "Især overfor hendes forældre..." Blikkene de havde sendt ham, havde så absolut nok været de værste. "Men i det mindste rejser de hjem nu, og jeg kan få lov til at være alene. Eller..." Han skævede over til to kurve, som stod i rummet.

[Martin af Meron]

Martin nikkede igen medfølende. Det kunne ikke have været let. "Jeg håber, at du ser dem som positiv ting, Hugo." Martin's stemme var rolig og uden mange følelser i sig. "De er en del af både du og Eiralys. Og det er dine arvinger." Han drak en slurk af sit glas og lagde så hovedet lidt på skrå. "Hvem af dem er ældst?" spurgte han så i en interesseret tone.

[Hugo af Harise]

Det var svært at se dem som positive ting. Især fordi de mindede ham om, hvorfor det nu var, at Eiralys ikke kunne sidde i stuen med ham nu, eller opdrage hans børn. "Det er de. Og heldigvis sunde og raske. Det siger helbredere i hvert fald hver gang hun er her," og det var hun tit. Han kiggede over på kurvene igen. De havde fået hver sit tæppe, fordi han ellers ikke ville kunne kende forskel på dem. "Simeon er den ældste. Det er ham i kurven med det gule tæppe. Og Nestor kom ud sidst. Efter flere timer," det havde næsten taget en hel dag at føde de to tvillinger.

[Martin af Meron]

Martin smilede lidt og rejse sig op. Langsomt gik han hen til drengen, med det gule tæppe over sig. "Nå så det er dig, der skal være Greve en dag?" spurgte han i en rolig stemme. Drengene sov, så han rakte ikke ned for at forstyrre dem. I stedet så han indgående på dem begge to. "De lader til at have fået hendes næse," sagde han så lavmælt. Som om det næsten havde været til ham selv bare, men alligevel så højt, så Hugo kunne høre det.

[Hugo af Harise]

Han fulgte Martin med blikket, da denne rejste sig op og gik hen til kurvene med de sovende børn. Han tilbragte stort set kun tid sammen med dem, når de var i den sovende tilstand. Ellers havde de en tendens til at græde og skrige. Der var det altså at ammen tog over. Han nikkede brummende til Martins ord. "Det har de. Og deres øjenfarve kommer først om et par måneder. Så indtil videre ligner de deres moder på en prik," forklarede han. Og på den måde var de en konstant påmindelse om, hvad han havde mistet. "Hvad med dig? Du skal da også snart have dig et par, ikke?"

[Martin af Meron]

Han nikkede let og så ned på de små børn. De var så fredfyldte, når de lå der og sov. Da talen faldt på hans egen mangel på arvinger, gik der en trækning over hans ansigt, inden han vendte sig om mod Hugo. "Nu begynder du ikke også," klagede han halvtvært. Den eneste grund til, at han ikke blev rigtigt irriteret, var fordi han trods alt var glad for at Hugo bare sagde noget. "Jeg ved ikke, hvad der er med komtesserne i dag. Ingen af dem lader til at have de dyder, jeg ønsker mig." Han havde været meget på udkig under rundrejsen, men ingen havde taget Meron's traditioner helt så alvorligt, som han selv gjorde det.

Han lod sig falde ned i stolen ved siden af Hugo igen. "Mellem du og jeg, så frygter jeg snart, at Enkegrevinden begynder at blande sig. Jeg har fået indtil flere hentydninger."

[Hugo af Harise]

Da Martin kom med en halvtvær kommentar, og klagede over de unge komtesser, kunne Hugo, i sin lille brandert, ikke dy sig for at grine ganske let. "Jeg mente nok, at jeg havde set dig gå rundt blandt dem," klukkede han og havde for en stund glemt sin selvmedlidenhed.

Til den sidste kommentar om Enkegrevinden rystede han opgivende på hovedet. "Forældre..." Sukkede han opgivende. Han havde været i den heldige situation, at hans fader i det mindste var død, inden brylluppet var blevet arrangeret. Så at afbryde forlovelsen havde absolut ikke været svær. "Men komtesser er nu om dage mest fyldt op med, at de skal være små pyntegenstande," at Hugo selv ønskede netop sådan en, det var jo noget helt andet. De to mænd ønskede ikke det samme i kvinder.