Tilbage i vante rammer

[Gilbert af Meagmarsk]

James af Perlegab

Allerede tilbage i Corus. Gil ærgrede sig usigeligt over, at turen til Frølund ikke havde varet længere, men i det mindste vendte han tilbage som væbner og skulle ikke sidde og glo til mere teoretisk undervisning på paladset. Han kom dog stadigvæk derop.
For eksempel i dag hvor Niklaus havde taget ham med op for at træne og omgås de andre riddere og væbnere lidt. Her var trods alt en del folk, som ikke havde været i Frølund, så der var lidt at få samlet op på. Efter træningen faldt Niklaus i snak med nogle riddere, han åbenbart kendte fra sin pagetid, og Gil fik lov til at undskylde sig, så han kunne fordrive ventetiden med noget andet.
Han havde egentlig haft planer om at tale med nogle pager, som han kendte, men i stedet spottede han noget meget mere interessant, der var på vej ind i stalden. Gil satte straks kursen derover og fandt Jamie stående derinde med Tess. ”Goddag,” hilste han smilende, imens han vandrede over til ridderen. ”Har du været heroppe for at træne?” spurgte han nysgerrigt. Egentlig lidt ærgerlig over, at han måske havde misset det.

[James af Perlegab]

Jamie hørte ikke nogen følge efter sig, før han hørte Gil tale til sig. Han sendte ham et skævt smil og nikkede så. "Ja. Jeg blev færdig for en times tid siden og besluttede så, at Tess og jeg kunne klare en tur med lanserne også." Hesten blev naturligvis rørt dagligt, men træningen skulle jo også holdes ved lige. "Hvad med du selv?"

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil blev lidt ærgerlig over at have misset Jamies træning, men der var ikke noget at gøre ved det. Han var jo afhængig af Niklaus’ skema. ”Jeg har også været oppe og træne – med Niklaus.” Han lyste op i et smil ved tanken om træningen. Det var virkelig meget sjovere at træne med en ridder end at sidde og falde i søvn til undervisningen som page. ”Han faldt i snak med nogle riddere, han kendte, så jeg fik lov til at passe mig selv lidt.” Han trak på skuldrene, før han trådte lidt frem og nussede Tess på mulen. ”Er du glad for at være tilbage i Corus?” spurgte han og skævede til ridderen.

[James af Perlegab]

Jamie nikkede bare lidt, mens han fandt striglen frem og gav sig til at børste Tess, som hun bedst kunne lide det. Han lyttede skam til, hvad Gil sagde, han reagerede bare ikke med meget andet en smil og nik. Ikke før han blev stillet et spørgsmål. "Der er da venner her, som jeg er glad for at kunne gense." Og veninder. "Men der er et selskab, som jeg savner mere end de andre for tiden." Han blinkede let til Gil.

[Gilbert af Meagmarsk]

Som altid blev han varm i kinderne af Jamies hentydninger, men denne gang trådte den røde farve i det mindste ikke frem. I stedet forsøgte han sig med et kækt, selvtilfreds smil – der blev noget akavet i sidste ende, fordi han var for nervøs og forlegen til virkelig at få det til at virke. ”Forhåbentlig vil der snart være mulighed for et gensyn.” Det var da sådan, man lavede hentydninger ... ikke? Han fortsatte med at nusse Tess lidt, imens han tænkte over det. Snart gled tankerne dog videre til noget andet. ”Jeg tror ikke, jeg fik nævnt det for dig tidligere,” for der havde vi vist lidt travlt med vigtigere ting. ”men jeg mødte min forlovede ved et tilfælde i Gudernes By. Hun er åbenbart Niklaus’ grankusine.” Han sukkede opgivende ved tanken. ”Det var virkelig svært at tale med hende ... Slet ikke så let som med dig eller Elisia. Jeg kunne ikke engang nå at forberede poesioplæsning eller noget som helst.” Han skar en grimasse ved tanken. Både ved tanken om at citere poesi, og så over hvor uforberedt han havde været.

[James af Perlegab]

Han grinede let og rystede på hovedet. "Det ville jeg gerne have set," drillede han og fortsatte med at børste Tess. "Næste gang må du have lært et stykke udenad." Han grinede igen og rystede på hovedet. "Altså Gil, du kan jo ikke, at hun vil være lige så let at snakke med som din veninde. Det er jo bare akavet, med akavet ovenpå, at I er blevet forlovet uden at have mødt hinanden." Han smilede igen og skiftede så emne. "Har du overvejet mere om, hvorvidt du har lyst til at eksperimentere lidt?"

[Gilbert af Meagmarsk]

Han skar en grimasse af Jamie ved mandens bemærkning. Tsk, så stod han bare der og morede sig over hans smerte. Jamie havde dog nok ret i, at det ikke var så lige til som at tale med en veninde. ”Måske, men det er bare ...” Han endte med at sukke opgivende uden at færdiggøre sætningen og hvilede panden mod Tess’ mule. Han kunne altså ikke overskue, hvordan han skulle komme godt ud af det med nogen, som han ikke kunne finde ud af at snakke med. Jamie distraherede dog hurtigt hans tanker fra den slags problemer. Spørgsmålet gjorde ham rød i hovedet, og han skævede lidt rundt i stalden. Der var heldigvis ikke nogen i deres umiddelbare nærhed. ”Det har jeg ikke,” fastholdt han så og rettede sig op for at se lidt mere selvsikker ud. De brændende kinder underminerede det dog lidt. Han var måske nysgerrig omkring det, men han kunne simpelthen ikke få sig selv til at indrømme det. Det var bare pinligt.

[James af Perlegab]

Jamie så på Gil og var ikke sen til at opdage de røde kinder. Derfor slap han også striglen og kom tættere på, indtil han kunne læne sig mod boksdøren og se på Gil med et skævt smil, der dog også indeholdt noget omsorgsfuldt. "Ville det hjælpe dig at tale med nogen om det, som har prøvet det? Som altså ikke er mig, selvfølgelig." Han strøg Gil over kinden et kort sekund. Det var en idé, han var kommet på, på det sidste af turen hjem til Corus.

[Gilbert af Meagmarsk]

Jamies kærtegn fik ham straks til at se sig nervøst omkring igen, men der var stadigvæk ingen i nærheden til at bemærke dem. Tøvende vendte han blikket tilbage mod Jamie. ”Har du bare tænkt dig at få en af dine venner til at sige det samme som dig?” spurgte han en anelse kritisk og kneb øjnene lidt sammen. Man vidste aldrig, om Jamie var villig til at prøve sådan noget. Han var jo af og til lidt urimelig, når det gjaldt denne slags ting.

[James af Perlegab]

Han kunne ikke lade være med at grine af Gil's mistroiske spørgsmål. Det var nu altså ganske morsomt. "Hvis jeg skal være ærlig, så har vi knap nok vekslet et par ord sammen," svarede han med et skævt smil. "Jeg opdagede blot ganske tilfældigt, hvilke præferencer, han havde og hvis det får dig til at føle dig bedre tilpas, så er han helt sikkert mere interesseret i at passe på dine interesser, end han tager sig af mine." Han smilede skævt igen. Han kunne ikke forestille sig, at Alexander ville være særligt venligt stemt over for ham. Det var Niklaus trods alt heller ikke rigtigt og mon ikke, at yndlingen havde overtaget sin kærestes synspunkter i den henseende?

[Gilbert af Meagmarsk]

Det var faktisk lidt af en lettelse, da Jamie indrømmede, han ikke rigtig kendte denne ’ven’. Da han fortsatte, blødte Gils mistænksomme mine også meget mere op, og et lille smil endte med at finde vej tilbage på ansigtet. ”Så ...” Hvorfor overvejede han det overhovedet? Han havde jo ikke tænkt sig at give Jamie sin vilje i sidste ende. Uanset hvad var det stadig forkert. ”Så kan jeg vel godt møde denne ’ven’.” Han trak på skuldrene og forsøgte at lade være med at se for ivrig ud. Han var ærlig talt noget nysgerrig efter at møde en anden person, der havde det ligesom dem. Han havde et eller andet sted svært ved at tro, at der fandtes andre som Jamie og ham selv.

[James af Perlegab]

Han rystede lidt på hovedet. "Han er som sagt ikke min ven. Men han er da ven af én af dine venner, så jeg tænker, at han ville være et oplagt valg." Han kunne simpelthen ikke dy sig. Niklaus havde valgt at holde sine tendenser skjult for Gil, selvom manden brugte alt for meget tid på at grave i Gil's følelsesliv. Og selvom han aldrig kunne finde på at sige noget, så kunne han nu godt se det sjove i, at sende Gil til Niklaus' kæreste for at få råd.

[Gilbert af Meagmarsk]

En af hans venner? Gil tænkte straks på Elisia og Tristen og alle de andre mere jævnaldrende kammerater. ”Virkelig?” Det havde han ikke set komme. Måske var det derfor, Elisia havde været så accepterende? ”Men det kan vi vel godt aftale så.” Selvfølgelig ville han bare gerne møde en anden person, der var ligesom ham selv. Han var i hvert fald ikke interesseret i mødet på grund af Jamies eksperiment. Det skulle han i hvert fald ikke nyde noget af, nå!

[James af Perlegab]

Han nikkede bekræftende og kunne ikke lade være med at smile drillende til Gil. Det var lidt skægt at se, hvordan han brød sit hoved med, hvem det mon kunne være. Det skulle blive rigtigt underholdende, hvordan han mon reagerede, hvis han kunne få Alexander overtalt til at deltage. Desværre ville han nok ikke få reaktionen at se. "Så vil jeg spørge ham, om han vil være os behjælpelig," sagde han derfor bare og blinkede en enkelt gang til Gil.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han kastede endnu en gang et panisk blik rundt, da Jamie blinkede til ham. ”Du ender med at afsløre os,” sagde han i en lettere bebrejdende tone, men uden at virke særlig vred. Han kunne godt lide opmærksomheden, trods alt. Han blev bare også utrolig nervøs, når ridderen gjorde denne slags ting et offentligt sted. ”Men hvad med dig? Du var også blevet forlovet, ikke sandt? Hvordan går det med det?” spurgte han så nysgerrigt. Han ville gerne vide mere om Jamie. Nu var der jo endelig en situation, hvor de ikke bare kunne falde omkuld på den nærmeste vandrette flade. Han kunne faktisk snakke med ridderen lige nu!