Svaret af Hale af Josdirk on Nov 1, 2016 15:59:54 GMT
Baron Jasson af Legan & Ridder Hale af Josdirk
Det var tydeligt på alt ved Legans byhus, at man som besøgende helst skulle glemme, det var et baroni. Kun et par dage forinden havde arvingen til baroniet Josdirk taget kontakt for en ægteskabsaftale med Legans yngste. Niklaus, Katrina og Leonora var selvfølgelig blevet gennet ind i stuen, skulle Hale nu få lyst til at blive introduceret endnu engang og så havde Baronen ellers taget plads i sit kontor efter nøje at have tjekket, at alt spillede ned til mindste detalje. Tavsheden i huset var total, som det ventede.
Hale havde kontaktet Baronen kort efter, at han havde talt med Nora om situationen. Der havde vekslet et par breve frem og tilbage og nu var de altså blevet enige om at holde et egentligt møde. Han var mødt op ved Legan-huset i sit stiveste puds - næsten - og blev vist ind til Baronen, som han bukkede for. Måske en smule dybere, end etiketten egentlig foreskrev. Men Baron Jasson var jo også en vigtig mand og Hale vidste af erfaring, at man ikke gik galt i byen med at overdrive respekten lidt, når det kom til Baronen. ”Deres Excellence. Tak fordi, De ville se mig.”
Så livede det op. Som et mekanisk klokkespil gik de alle i gang, da Hale ankom til døren. En tog hans overtøj, en førte ham op til baronen. Jasson rejste sig langsomt op, blikket vurderende. Så skridtede han over gulvet hen til Hale. “Ridder Hale.” Stemmen var ikke uvenlig, men hverken varm eller imødekommende. “Velkommen til.” Kontoret var holdt i mørkt træ og så selvfølgelig Legans slægtsfarver. Flere steder i lokalet hang den grå blæksprutte. “Vær venlig at tage plads.” Han nikkede mod stolen foran skrivebordet og satte sig selv tilbage på sin plads.
Hale smilede venligt og gjorde, som han fik besked på. ”Jeg er glad for, at De er villig til at overveje en ny forlovelse så kort efter, at den anden sluttede,” sagde han, mens han satte sig. Det var vigtigt, at han fik nævnt den afbrudte forlovelse så hurtigt som muligt og helst uden at støde Baronen i processen. ”Deres datter virker jo som en indtagende ung kvinde.”
Ikke en mine fortrak sig i Baronens ansigt, mens Hale talte. Så nikkede han ganske langsomt og lænede sig så frem ind over bordet. “Ja, hun har heldigvis fået min hustrus kønne ansigt,” et smil tegnede sig endelig over hans læber, før han vinkede en af tjenerne hen. Inden længe var der åbnet for en flaske whisky og hældt op til dem begge. “Men dem er der massere af derude, det må De vel have bemærket,” han hævede sit glas og slyngede væsken lidt rundt i glasset, betragtede den mens. “Fortæl mig, hvorfor det netop er min yngste, der har fanget Deres blik.”
Hale besvarede smilet og tog imod glasset med en kort kompliment også til Baronen’s hustru. Manden gik dog lige til sagen og Hale nikkede - ganske tilfreds hermed. ”De har ret. Dem er der mange af for øjeblikket. Men som De ved, har vore slægter tidligere forsøgt at knyttes tættere sammen, da det vil gavne vores indbyrdes handel. Det er stadig et emne, som ligger os meget på sinde i Josdirk. Desuden har jeg som sagt talt personligt med Deres datter og hun virker til at have lært af eventuelle fejltagelser og er parat til at gå et mere ansvarsfuldt liv i møde.” Det skadede ikke, hvis Baronen troede, at Leonora havde fortalt Hale om disse fejltagelser.
Da Hale gav sig til at svare, lænede han sig tilbage og tog en tår af den gyldne væske. Det havde altid været den bedste forfriskning at klare forhandlinger over og et kommende ægteskab til Leonora var intet andet end de andre vigtige forhandlinger og aftaler, han havde indgået igennem årene. “Så det er et ønske om at gøre bod for Deres søsters fejltagelser?” Han smilede lidt, stadig siddende tilbagelænet i stolen. “Det kan jeg godt lide, må De forstå. En mand, der kan stå ved ansvaret og få gjort noget ved det.” En trækning af bitterhed ilede over hans ansigt og forsvandt næsten øjeblikkeligt.
Hale havde været lige ved at modsige Baronen. Det var ikke godt at give ham overhånden og han ville have forsøgt at bagatalisere Mariette’s opførsel. Hvis altså ikke, det var fordi Baronen nu fortalte, at han så det som en god ting. Og ikke som et mærke i Legan’s sorte bog. Derfor holdt han sin mund og nikkede blot i stedet. ”Jeg er bange for, at min søster er af den opfattelse, at hun vil kunne finde kærlighed og parti i ét. Og selvom det selvfølgelig er en mulighed, så burde hun vide bedre end at bryde en forlovelse i sin søgen efter det. Hun bliver stadig straffet for det. Forhåbentlig lærer hun sin lektie inden længe.” Han havde taget et skud i tågen her. Der gik rygter ude i byen om, hvordan Baronen selv kunne finde på at disciplinere sine børn. Og Hale håbede, at han ville vinde et eller andet ved at nævne Mariette’s straf.
Det glædede ham tydeligt, at Hale blot sad tilbagelænet, mens de diskuterede den horrible handling, hans yngre søster havde begået. Udmærket. Så ville der heller ikke herske nogen tvivl om, at det var et ekstraordinært tilbud. “Jeg ved ikke, hvor de unger lærer det. Ved De det, Ridder Hale?” spurgte han med rynkede bryn og skyllede endnu en tår ned. “Jeg må være ærlig at indrømme, at det er en glædelig overraskelse at høre om dette. Kvinder må ikke fristes til at tro, de skal have for meget råderum i den slags situationer og det glæder mig, at De ville tilbyde samme værdier til min Leonora.”
Hale rystede på hovedet. ”Jeg ved det simpelthen ikke,” svarede han åbent. ”Hverken jeg selv eller min anden søster kunne finde på at gøre noget lignende. Og vi føler stadig skam over, at hun kunne finde på at opføre sig med så lidt hensyn til Josdirk’s ry.” Han rystede på hovedet og lod irritationen, som han stadig følte, skinne igennem. ”Jeg må også sige, at jeg er glad for at høre, at det trods alt er de samme værdier, Leonora har med i bagagen. Det var ikke helt den opfattelse jeg fik, da jeg talte med hende. Selvom hun nu virkede ganske opsat på at overveje endnu en ægteskabsforbindelse.”
“Nej, jeg har godt hørt om den sti, De og Deres søster er trådt ind på,” svarede han roligt. “Jeg må sige, det er imponerende, om end jeg nu en gang eller to har overvejet, hvorfor Legan aldrig blev tilbudt hende som dispensation for Deres yngre søsters letsindigheder.” Den slags tanker blev dog straks glemt igen, da Ridderen i stedet skiftede spor til hans datters fejltagelser. Han stillede langsomt glasset fra sig og lænede sig lidt frem igen. “Min datters tåbelighed var i det mindste ikke af samme kaliber og hun erkendte hurtigt hvert lille fejltrin. Så Deres valg har tydeligvis været fornuftigt.”
Hale holdt mund om Nora og skiftede i stedet emne. For det første, fordi han ikke havde pengene til at tilbyde en sådan aftale og for det andet, fordi han på ingen måde ønskede Nora gift væk til Niklaus af Legan. Absolut ikke. Han smilede dog venligt, da Baronen gik i defensiven over Leonora’s fejltagelser og han holdt en afværgrende hånd op som en fredsytring. ”Det er også min opfattelse,” svarede han roligt. ”Ellers ville jeg aldrig have overvejet hende som kommende Baronesse af Josdirk.”
Heldigvis var han hurtig til at indse fejlen i at have ytret sig kritisk om Leonora, i hvert fald når det angik hendes opdragelse hjemmefra og Baronen lænede sig tilbage igen. “Nu der er enighed, så lad os snakke om de praktiske detaljer.” Der var immervæk en del, der skulle ordnes. Medgift, bryllupsdato, bryllupsbudgetter, flytningsdato og meget mere.
