Efter brylluppet [R]

[Raoul af Condia]

Gisela af Condia

30. oktober, 527 M.T.

Raoul var endelig sluppet fra samtalen med den gallanske ambassadør. Det var snart en halv time siden, at han havde bedt Gisela om at gøre sig klar til, at de skulle forlade salen, men manden havde ikke været til at slippe af med før nu og derfor var det altså også først nu, at han selv gik hen til sin forlovede. Han lagde en hånd på hendes lænd og stemmen var lavmælt, som han spurgte; "Er du klar til at trække dig tilbage?"

[Gisela af Condia]

Det var svært for Gisela ikke at blive en smule irriteret over at stå og vente på Raoul. Var det en vane han havde, at bede hende om noget, men så helt glemme det igen? Hun håbede det så sandelig ikke, for det ville hun ikke stå model til. Da han ikke var kommet hen til hende, var hun gået i gang med at tale med en ung komtesse, som hun ikke engang kendte navnet på. Men hvad betød det? Hun skulle nok ikke se pigen alligevel igen. Så da Raoul kom hen til hende, kvalte hun et opgivende suk, inden hun undskyldte sig overfor den unge komtesse. "Det har jeg da været siden du bad mig om det," sagde hun med sin honningsøde stemme og trådte et skridt tættere på ham.

[Raoul af Condia]

Hun var heldigvis ikke vred på ham over det og han besvarede hende med et varmt smil. "Så lad os gå." Han tog hendes hånd og placerede den i hans armkrog, inden han førte dem op til højbordet, hvorfra de bød gæsterne farvel. Under jubel og klapsalver gik de ud og efterlod gæsterne tilbage, hvor de kunne feste videre på egen hånd.

Selv havde han det bedre i samme øjeblik, at dørene bag dem blev lukket. Han brød sig ikke meget om at være midtpunkt og slet ikke i så store forsamlinger og man kunne næsten se, hvordan hans skuldre faldt og han blev bedre tilpas, nu hvor de var alene. "Nu skal jeg vise dig vores værelser." Han smilede og begyndte at gå. Han var ikke sikker på, hvorfor hun havde undgået dem indtil nu. For det var tydeligt for ham, at det netop var dét, der var sket. Men nu kunne hun i hvert fald ikke undslå sig længere.

[Gisela af Condia]

Hun mønstrede et smil og fulgte med ham op til højbordet, hvor de sagde farvel til gæsterne. Det var underligt. Hun havde været til så mange bryllupper igennem sin levetid, og nu var det hendes eget, hun deltog i. Og folk jublede af dem, og klappede. De vidste naturligvis godt, hvad der skulle ske. Gisela frygtede det en smule.

Da døren blev lukket bag dem, drejede hun hovedet og så på Raoul da han talte. Hun nikkede stilfærdigt. "Tak," sagde hun og kunne ikke gøre så meget andet, end at følge med. Hendes tanker kredsede dog omkring det, der skulle til at foregå. Og en uro begyndte at sætte ind. Hvad skulle hun dog gøre?

[Raoul af Condia]

Han forsøgte ikke at tale til hende, mens de gik op mod det, som nu skulle være deres fælles værelser. Hun virkede nervøs og han anede ikke, hvordan han skulle sætte hende til ro. Så derfor gik de blot ved siden af hinanden, indtil han lukkede døren bag dem i deres værelser. Det første de var trådt ind i var hans stue. Her var masser af plads til gæster og hans våbensamling hang til fremvisning på endevæggen. Derfra var der tilknyttet et arbejdsværelse til den ene side, mens soveværelse og vaskekammer var til den anden. Fra soveværelset var der også et par små ekstra værelser tilknyttet, der dog for nu blot stod aflåst, men som en dag skulle tjene som børneværelser. Forhåbentlig.

[Gisela af Condia]

Hun havde ingen ord at sige til ham, mens de gik gennem paladsets gange. De føltes næsten tomme, nu hvor næsten alle tjenerne var nede til festen, og det fik hende til at føle sig meget alene. Sammen med Raoul. Alene sammen med ham.

Han åbnede døren og hun trådte inddenfor. Hun havde hun en enkelt gang eller to få et glimt af stuen, efter hun havde banket på hans dør. Men hun havde aldrig været derinde. Hun så rundt på væggene, og møblerne. Det lignede bestemt ikke noget af det, som hun var vant til at færdes i. Hun kunne se de forskellige døre, men anede ikke, hvilken hun skulle bevæge sig igennem. Derfor stillede hun sig afventende inde i midten af stuen, med hænderne foldet foran sig. "Hvad så nu?" Spurgte hun, og lagde hovedet ganske let på skrå.

[Raoul af Condia]

Han så på hende og kunne ikke lade være med at smile af hendes spørgsmål. Han kom et par skridt nærmere med hænderne strakt let ud til siderne. "Ja. Hvad nu?" Han smilede og gik om bag hende, så han kunne lægge hænderne om hendes liv og trække hende ind til sig. Han kyssede hende forsigtigt på siden af halsen. "Har du lyst til et glas vin? Eller skal vi trække os tilbage med det samme?"

[Gisela af Condia]

Hun så på ham med rynket pande. Det burde være ham, som gav hende instrukser i, hvordan det fungerede. Hun havde ikke været gift før, men det havde han. Derfor forventede hun, at han vejledte hende. Men det kom ikke. I stedet bevægede han sig om bag ved hende, og trak hende ind til sig. Hun kom med et overrasket udbrud, da hun mærkede hans læber på sin hals. "E-et glas vin ville være dejligt," hun havde kun fået et enkelt under middagen, for ellers havde hun drukket saft. Men nu følte hun, at hun trængte til noget at styrke sig på.

[Raoul af Condia]

Han smilede og nikkede og gik hen for at hente et glas til hende. Han kom tilbage med kun det ene og undlod at tage noget selv. I stedet førte han hende over til en sofa, hvor han fik hende til at sætte sig, inden han satte sig ved hendes side. Hun sad for enden og havde derfor ikke mange muligheder for at rykke væk, da han satte sig helt op af hende. Uden den sædvanlige afstand, de normalt forsøgte at holde mellem hinanden.

[Gisela af Condia]

Hun tog imod glasset og skulle til at sige noget om, hvorfor han ikke selv tog, da han i stedet førte hende hen til sofaen. Hun følte at der lå en mærkelig form for stilhed over dem, samtidig med at en lige så mærkelig spænding begyndte at vokse mellem dem. Hun satte sig ned i sofaen uden et ord og forsøgte ikke at rykke på sig, da han pludselig sad frygtelig tæt på hende. Denne nærhed var stadigvæk en smule fremmed for hende, og hun skyndte sig derfor at tage en tår af den blodrøde vin, som Raoul havde skænket op til hende. Den var krydret og gav hende straks farve i kinderne, hvilket han kunne se, da hun drejede hovedet for at se på ham.

[Raoul af Condia]

Han smilede, da hun så på ham og han lagde en ru hånd mod hendes kind for at føre hende ind i deres første kys som mand og hustru. Hun havde noget så bløde læber og han havde svært ved at holde sig fra hende, men måtte dog alligevel trække sig efter den første mundsmag, fordi han ikke ville overvælde hende for meget for hurtigt. "Gisela af Condia," sagde han så eftertænksomt. "Tænk engang, at vi klarede det hele."

[Gisela af Condia]

Hun var lige ved at rive sig væk, da han kyssede hende. Men hun kunne ikke længere tillade sig det, nu hvor de var mand og hustru. Hun gengældte det derfor ganske forsigtigt, mens hun håbede på at vinen ville hjælpe på hendes nervøsitet. Da han trak sig tilbage, så hun derfor en mulighed for at tage endnu en lille tår mens han talte. "Ja, det er mærkeligt at tænke på," kommenterede hun og vidste ikke helt, hvordan hendes nye navn lød på hans læber. Condia. Hun hed Condia nu.

[Raoul af Condia]

Han kunne mærke hendes reservationer og lagde i stedet armen om hendes skulder og trak hende ind til sig, så hun hvilede hovedet mod hans skulder. Han lagde sine læber i hendes hår og blev igen opmærksom på de mange udsmykninger, der var i det. Hånden fra hendes skulder løftede sig og gav sig til at trække det ud lidt efter lidt, så frisuren blev løsnet. "Jeg skal nok passe på dig," lovede han.

[Gisela af Condia]

Hun slappede lidt mere af, da han trods alt besluttede sig for at sætte farten ned. Hun lod sit hoved hvile mod hans skulder og lukkede øjnene, mens hendes fingre stadigvæk holdte omkring stiklen på vinglasset. "Raoul..." Hviskede hun, mens hun mærkede sit hår blive løsnet ganske langsomt, indtil det kun var hendes diadem der sad tilbage. Da satte hun det nu tomme vinglas ned på bordet. Hun havde fået det så pludselig varmt, og hendes kinder var blussede af vinens påvirkning. Hun lagde den ene hånd på hans brystkasse og lagde hovedet en smule tilbage, så hun kunne se op på ham.

[Raoul af Condia]

Han smilede til hende og lagde en finger under hendes hage igen, så han kunne kysse de bløde læber. "Gisela," svarede han med et skævt smil. De røde kinder var for bedårende og han strøg hende over dem med en finger, inden han kyssede hende igen. De havde hele natten, så han havde ikke travlt med at skynde på hende. Men der ar heller ingen grund til ikke at gøre fremkridt overhovedet.