Der er altid en risiko

[Murray af Naxen]

Vania af Naxen

25-10-527 M.T.

For sølle fem dage siden havde Myrilla siddet her i stuen. Murray havde siddet i den samme stol, som den han havde indtaget denne aften. Han havde lyttet, imens søsteren var kommet med den glædelige nyhed, at hun var med barn. At hun skulle være mor, og at Stenbjerg muligvis snart fik sin arving. Hun havde måske ikke virket så glad for Larkin, men hun havde trods alt virket optimistisk omkring barnet.
Murray tømte sit glas og lagde hovedet tungt tilbage mod ryglænet. Så snart Vania var kommet hjem efter Myrillas besøg, havde han fortalt hende de glædelige nyheder, og nu ... Blikket vandrede ned mod brevet i hans ene hånd igen. Far var taget over til Stenbjerg-huset, så snart de havde læst brevet. Murray var blevet hjemme. Hertugen af Stenbjerg gav tydelig udtryk for, at Myrilla ikke var i en tilstand, hvor en masse gæster var ønsket. Men hun var fars datter, og Murray havde ikke forsøgt at stoppe ham, da han tog derover. Det var kun naturligt, at han ville se til hende med det samme.
Så nu sad Murray her. Og forsøgte at finde ud af, hvordan han skulle fortælle Vania det.

[Vania af Naxen]

Vania havde været rundt i huset endnu engang. Hun var endelig så småt ved at have vundet den gamle husholderskes respekt, men hun var endnu ikke helt i mål og derfor måtte hun stadig arbejde hårdere end reelt nødvendigt, så hun ikke tabte det fremskridt, hun havde lavet. Hun var dig i udmærket humør, da hun kom ind i stuen. Hun smilede til Murray og sukkede tilfreds. "Ved Gudinden, jeg tror, hun er ved at give sig!" Smilet på hendes ansigt stivnede ved synet af ham. Der var et eller andet i vejen. "Er der sket noget?"

[Murray af Naxen]

Da Vania kom ind i stuen, var han stadigvæk ikke nået frem til den rette måde at fortælle hende om Myrilla. Han kunne heller ikke rigtig samle sig om en reaktion på hendes fremskridt med husholdersken. Han burde rose hende, men formåede ikke rigtig andet end at se træt ud og nikke lidt. Og selvfølgelig opfangede hun straks, at der var noget galt. Han sukkede svagt og foldede brevet sammen. ”Vi har fået et brev fra hertugen af Stenbjerg. Det kom for få minutter siden ...” Han bundede sit glas og satte det fra sig. ”I nat aborterede Myrilla. Hun har brugt dagen på at være sengeliggende for at komme sig ... Vores far er allerede taget over for at se til hende.”

[Vania af Naxen]

Vania kom nærmere og satte sig i stolen ved siden af ham og lagde sin hånd over hans, mens han fortalte. Da ordene var sluppet ud mellem dem, mærkede hun en isnende kold hånd lægge sig over hendes hjerte og hun fik tårer i øjnene. "Åh nej. Og hun ønskede sig sådan det barn. Hvor er det forfærdeligt, Murray." En enkelt tåre undslap hendes kontrol, inden hun tørrede sig under øjet og derefter rejste sig. "Kom. Vi går derover nu."

[Murray af Naxen]

Han nikkede lidt til hendes ord. Desværre var denne slags ting en reel risiko. Han havde bare aldrig overvejet, at hans søster blev offer for naturens luner på den måde. Da Vania rejste sig, blev han siddende og trak hende i stedet ned til sig igen. ”Far er allerede derover. Vi tager derover i morgen formiddag.” Han syntes ikke, at Myrilla skulle forholde sig til alt for mange folk lige nu. Det var nok, at far var over for at se til hende og forsikre hende om familiens støtte. Da han først havde Vania nede hos sig, lagde han armene om hende og hvilede ansigtet i hendes hår.

[Vania af Naxen]

Mentalt var hun allerede på vej ud af døren og hen til Myrilla. Hun ville støtte sin svigerinde nu, hvor hun havde brug for det, ligesom Myrilla havde været så god til at støtte hende. Men Murray var af en anden mening og pludselig sad hun på hans skød. Hun var stadig ikke overbevist om, at de ikke skulle gå derover, men Myrilla var Murray's søster og i sidste ende ville det være ham, som besluttede det. I stedet forsøgte hun at slappe af og putte sig ind til Murray, som lod til at kunne bruge støtten. "Hvordan har du det?"

[Murray af Naxen]

Han brummede blot af spørgsmålet. Ikke videre interesseret i at fortælle om sine følelser. I følge Larkin burde situationen være under kontrol, og Myrilla selv var udenfor livsfare. Det var ærlig talt det vigtigste lige nu. Det ændrede dog ikke på bekymringen for søsteren. Hun havde det uden tvivl elendigt lige nu. Han kyssede Vania en enkel gang i håret og knugede hende ind til sig. Tanken om at sådan en situation kunne ske for Vania, skræmte ham fra vid og sans, men han var ikke meget for at sige det.

[Vania af Naxen]

Han virkede ikke til at være snakkesaglig og hun holdt derfor op med at tale. I stedet puttede hun sig tættere ind til ham og lod ham holde sig, mens han kom sig. Hun kunne slet ikke forestille sig, hvordan det måtte være at gennemgå sådan noget. Og selvom en person, som ikke kendte Murray, måske ville tro, at han var ufølsom, så havde hun lært, at det forholdt sig lige modsat. Han følte meget mere, end man skulle tro. Han var bare ikke god til at vise det. Og lige nu trængte han tydeligvis til trøst. Hun rakte op og lagde en hånd mod hans kind, som hun strøg ganske forsigtigt, inden hun tiltede hovedet op og placerede et kys på hans kind.

[Murray af Naxen]

Igen brummede han lidt, da hun kyssede ham og strammede grebet om hende. Bare for at være sikker på, at hun ikke forsøgte at smutte af den ene eller anden grund. ”Lov mig at når du bliver gravid, vil du ikke forsøge at skjule det for mig, hvis der er noget galt,” bad han endelig. Stadig med panden hvilende mod Vanias hoved. Hun havde jo tit ret svært ved at indvie ham i hendes problemer, og det bekymrede ham lidt, når det kom til graviditet. Der ville han altså vide, hvordan hun havde det, og om der var grund til bekymring eller ej.

[Vania af Naxen]

Hun lagde sit hoved tilbage på hans skulder og sukkede trist og tilfreds på samme tid. "Det lover jeg," svarede hun lavmælt og strøg ham over armen. "Jeg kunne ikke finde på at holde den slags skjult for dig," fortsatte hun så og ønskede af hele sit hjerte, at det var sandt. Det var ikke ret meget, hun var i tvivl alligevel. "Er der noget, jeg kan gøre for dig?" spurgte hun så, da de havde siddet lidt i stilhed.

[Murray af Naxen]

Det var en lettelse at høre hende sige det. Murray indsnusede duften af hendes hår og nikkede lidt. ”Du kan blive siddende her lidt.” Lige nu ville han bare gerne have hende tæt på sig lidt, så han var sikker på, at hun var sikker. I morgen ville de så gå over og besøge Myrilla. Hertugen havde sikkert ikke givet hende den trøst, som hun havde brug for, så det måtte de jo sørge for.

[Vania af Naxen]

Hun nikkede og sukkede så blidt - et forsøg på at berolige ham. "Så gør jeg det," svarede hun og slappede af ind mod ham. Hvis det var dette, han havde brug for, så ville hun give ham det. Imens tumlede hun selv med tanker omkring Myrilla og hvilken støtte, hun mon kunne give sin svigerinde. Som også var blevet hendes veninde.

*Tråd afsluttet*