Dronningens fødselsdag [Åben]

[Ganiel]

Dronningens fødselsdag var hvert år grund til festligheder, men i år var lidt mere speciel end de andre. Der var flere grunde, men den vigtigste var, at det i år var tres år siden Lianokami var kommet til verden om Roald d. 2.'s ældste barn og arving. Det var en høj alder, omend der var mange der blev ældre. Det var dog ikke længere nogen hemmelighed, at dronningens helbred skrantede, og havde gjort det et stykke tid.

Den store vej gennem Corus, der løb hele vejen fra paladset og ud af byen, var pyntet op og folk havde allerede i god tid samlet sig langs den, for at få et glimt af dronningen og resten af den royale familie, når de kørte forbi på den årlige karettur og luften emmede af en blandet stemning. Begejstring. Spænding, Bekymring.

Bag en længere række af Condia-klædte ryttere, Dronningens livgarde, kom regentens karet til syne som den første. Hun sad rank på sin plads, smilende, med den ene handskeklædte hånd løftet for at hilse på sine undersåtter. Hun var bleg, men det kunne tilskrives den kolde oktobervind, der også løftede i de få lokker af det stadig mørke hår, der havde revet sig løs fra den ellers sirlige opsætning. Hun var pakket grundigt ind i pels og tæpper og mens hendes blik gled over menneskemængden, var hendes hofdames blik hele tiden på hende. Diskret, men ikke vigende på noget tidspunkt.

Bag dronningens karet fulgte endnu en, denne med kronprinsen, kronprinsessen og deres børn og igen bag den, prins Raoul og hans forlovede. Alle vinkede, smilede, men skuet havde alligevel en anden stemning end man ville have forventet for en rund fødselsdag. Mens følget bevægede sig gennem Tempeldistriktet og forsatte mod broen over Oloron, faldt dronningens hånd og dækkede i stedet over et hosteanfald. Det kunne ikke høres over mængdens glade tilråb, men det tog lidt før Lianokami igen løftede hånden mod mængden og genfandt sit smil.

I denne tråd håber vi på at se nogle reaktioner til, hvad sidens karakterer tænker om Dronningens sygdom. Du behøver selvfølgelig ikke svare med dem alle sammen, men hvis nogen tænker noget specielt, så vil vi gerne høre det. ^^

[Martin af Meron]

Martin havde ventet tålmodigt, mens Dronningen's procession var kravlet ned gemmen byen og først, da hun nærmede sig Højager, var en tjener kommet ind for at fortælle, at det var tid til at komme ud. Flere af hans bazhirvagter havde afspærret et lille område helt ude ved vejen, hvor han selv og enkelte medlemmer af Meron-slægten kunne stå og han trådte ind som den sidste. Vagterne blev stående for at sikre, at ingen fandt på at benytte sig af den tætte folkemængde til at gå efter slægtens pengepunge.

Da Dronningen's karet endelig dukkede op, holdt han nøje øje med, hvad han kunne se i karetens skygger. Det var ikke meget, man så til Dronningen ved hoffet for tiden og han var træt af ikke at vide, hvordan det stod til, når man pillede alt hofsladderen ud. Hvad han så, fik ham til at rynke ganske let på brynene. Da han et kort nu fik øjenkontakt med hende, ændredes det dog til at smil og han bukkede respektfuldt for sin Dronning. Da han rettede sig op igen, var hun allerede forbi. Og han ænsede knap nok de næste karetter. Her var ting at tænke over.