Endnu en træningssession

[Amos Søfarer]

Amina Syerske

Kamptræningen havde stået på i et stykke tid efterhånden. Hver eneste dag, havde han slæbt Amina med ud og træne. Sommetider vidste folk på Duen, hvor han var og sommetider gjorde de ikke. Men nu hvor han havde accepteret, at hun var hans, så var der ikke noget at komme efter. Hun skulle lære at kunne forsvare sig. Og hun skulle lære det så hurtigt som overhovedet muligt. Og det betød træning hver dag.

De trænede stadig med knive, men han var begyndt at blande nogle slag og spark, samt tilhørende blokader ind i det. For der var ikke en eneste slyngel i Corus, som ville holde sig til kun at bruge knive, hvis han var ved at tabe.

De havde været igang i næsten en time og sveden drev efterhånden af pigebarnet, som hun troligt fulgte hver eneste øvelse, han smed efter hende. Da han mente, at det nu var nok, gjorde han tegn til, at hun måtte stoppe. "Få dig lidt at drikke," forlangte han brummende, mens han selv rakte ud efter sit vandskind.

[Amina Syerske]

De havde været igang længe med at træne efterhånden, og selvom det var hårdt og til tider gjorde ondt, så nød Amina det hver gang. Hun ydede hvad hun kunne og anstrengte sig for hele tiden at gøre det så godt som muligt. Det skulle ikke være sådan at Amos fortrød at han havde sagt ja til det. af samme grund gemte hun også alle klagerne væk og jamren, når det gjorde ondt. Men som hun blev træt blev det sværere t gemme væk og det skete at man kunne se på hende, når det gjorde særligt ondt.

Selvom hun havde kæmpet med næver og ben siden hun var lille, kunne hun godt mærke, at de slag hun lærte nu var bedre udførte og med mere teknik bag sig.
Det var hård træning hver gang bestemt var det det. Amina kunne mærke hvordan sveden Løb af panden af hende, men hun fortsatte i bedste stil. Så endelig kom det. Amos bad hende tage noget at drikke. Måske forlangte han det, hun ænsede ikke forskellen. Hun pustede bare ud, fandt et lille smil frem og bukkede sig efter sit vandskind. Det gjorde virkelig godt!
D hun havde fået en ordentlig slurk vand, kiggede hun på Amos "bør jeg have min egen kniv?"

[Amos Søfarer]

Hendes spørgsmål fik ham til at rynke lidt på panden, mens han overvejede, om hun var klar til at rende rundt med en kniv nu. Men på den anden side. Hvis hun ikke havde en, så var hun jo alligevel dårligere stillet, uanset hvor dårlig hun var til at bruge den. Derfor endte han med at nikke. "Du burde have mere end én," svarede han i sin normale dybe tone. "Jeg tager nogle med til dig imorgen. Sammen med remme, så du kan spænde dem fast forskellige steder på kroppen." Så måtte de også hellere til at øve, at hun kunne få fat i dem i en glidende bevægelse.

[Amina Syerske]

Amos's svar overraskede hende. Ikke bare gav han hende ret, men han mente sågar hun skulle have mere end én. Og hvad mere var, Han ville Giver hende dem. Hun så på ham med rynkede bryn, hun måtte have misforstået et eller andet. "Undskyld hr. Majestæt, vil du give mig knive?" Hun ville jo blot have hørt, hvor hun kunne anskaffe sig nogen, ikke andet. Så kiggede hun på ham med lyden af at slå forretning af "Hvad skal jeg betale for dem?" Hun var klar på alt fra penge til mere arbejde, et eller andet. Hun vidste ikke, hvad han tog for den slags. Gratis regende hun hvert fald ikke med at de var.

[Amos Søfarer]

Han sukkede let og var lige ved at ryste irriteret på hovedet af hende. Havde hun da ikke fattet, at hun kunne tage det mere roligt, nu hvor de var alene? Men nej.. Selvfølgelig havde hun ikke det. Han havde jo ikke fortalt hende alt det, han havde tænkt og som han havde snakket med Serena om. Og pludselig virkede tanken om den samtale alt for stor til at tage hånd om. Han sukkede lidt igen. "Bare sig Amos, når vi er alene." Han strøg en hånd gennem sit hår og rystede så på hovedet. "Du vil ikke kunne betale for den slags knive, som jeg har tænkt mig at give dig. Se det som en gave." Alt den træning hjalp ikke noget, hvis hun ikke havde de rigtige redskaber.

[Amina Syerske]

Hun smilede for sig selv "Amos så" Så drak hun lidt mere vand og spekulerede over hans kommentar omkring knivene. En Gave? Var det godt at tage imod en gave fra tyvekongen?Hun skævede til ham. Det var et dristigt spørgsmål, det vidste hun, men hun ville gerne have en smule vished "Så.. Det er kun på Duen, at jeg skal skjule hvem jeg er?"
Det var svært. Manden sagde ikke rigtig noget om hvordan han havde det med hende, og hver gang hun bragte det på banen virkede han til at lukke lidt af.
Hun pillede lidt ved sin mors armbånd, så rettede hun ryggen og rejste sig. "Skal vi træne videre?" Hun var nødt til at bevæge sig, at lave et eller andet for ikke at sumpe helt hen i sine tanker omkring sin far, om accept og des lige, og hun havde ikke rigtig mod på at bringe det på banen igen.

[Amos Søfarer]

Han sukkede lidt igen. Han anede ikke, hvordan han ville have, at de skulle opføre sig omkring hinanden lige nu, så han havde ikke særligt lyst til at have denne snak. Men hun lod til at ønske det og han kunne vel heller ikke rigtigt undslå sig mere. "Ja, når vi er alene, behøver du ikke at skjule noget," brummede han derfor lavmælt og begyndte at samle træningsknivene sammen. "Nej, vi fortsætte i morgen. Du lader til at have fået nok."

[Amina Syerske]

Hun smilede. Godt nok var han en bestemt mand som ikke sagde meget omkring sine tanker, men hun var ved at nå frem tid den konklusion, at han faktisk var god nok, når alt kom til alt. "Godt så." Hun pillede lidt ved kanten af hendes bluse, da hun fortsatte "Jeg skal desuden nok lade være med at kommentere mere på dét. Jeg er fint tilfreds med tingene som de er" Hun nævnte ikke Direkte hvad Dét var, men hun regnede med, at Amos godt selv kunne tænke så langt. Hun ville dog gerne have lidt mere tid sammen med ham, og besluttede sig for ikke at være træt og tørrede panden for sved "Jeg kan fint klare en halv time mere" Det var nok ikke helt rigtig, men hun var ikke klar til at gå tilbage endnu.

[Amos Søfarer]

Han rystede på hovedet og satte sig ned på græsset, mens han gjorde tegn til, at hun også skulle sætte sig. "Hør nu her," begyndte han brummende og så over på hende, mens han forsøgte at finde ordene til den samtale, som han ikke ville have. "Du må gerne spørge, hvis du har brug for det. Jeg vil ikke love, at jeg svarer og jeg vil ikke love, at jeg ikke bliver irriteret over dine spørgsmål. Men.. Det er det mindste, jeg kan gøre..." Han sukkede lidt igen og fortsatte så. "Altså.. Så længe jeg var i tvivl.. Men nu... Jeg aner ikke, hvordan jeg skal opføre mig over for dig," sluttede han så af. "Jeg forsøger bare at gøre mit bedste her."

[Amina Syerske]

Hun satte sig lidt fra ham, men stadig tæt nok på til ikke at virke uhøflig. Som han ridsede det op for hende, blev hun i tvivl om, hvad hun egentlig ville spørge om. Det hun aller helst ville høre, fik han sagt. Dog pakket ekstra godt ind. Hun endte med at trække lidt på skuldrene "For at være ærlig, så ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal spørge om..." Hun holdt en pause før hun fortsatte. Det var svært at sidde her og snakke med ham om det. Ham, den mand hun havde manglet så langt tilbage hun kunne huske, den mand hun havde ledt efter så længe. "Jeg vil bare gerne høre til et sted, hvor det... Hvor det er okay at være mig" Hun følte sig sårbar ved at sige det, og håbede aller mest på at han ikke ville kommentere på det. "Jeg vil gerne vide hvem du er" Det var egentlig noget hun ville opleve, frem for bare at få svar på. Hun forstod godt nu, hvad Sach havde ment den dag på havnen om at Amos skulle opleves. "Desuden så.. opfører du dig helt fint, hvis du altså spørger mig. Jeg forventer ikke mere end det du allerede gør"
Så tav hun. Der var gået hul på en indre byld af tanker som nu flossede ud af munden på hende. Nu var det sagt. Hun frygtede for hvad der ville komme nu, og var mest klar på bare at rejse sig, gå hjem og aldrig tale om noget af dette her igen.

[Amos Søfarer]

Han sad virkelig og forsøgte at gøre klar til at svare på de spørgsmål, hun måtte have. Men hun havde ingen. Og han sukkede lettet. "Så længe du ikke roder dig ind i problemer, så vil du kunne være her. Jeg vil ikke smide dig ud." Han rystede lidt på hovedet.

"Det er godt," konkluderede han videre. "Jeg kan kun opføre mig, som jeg er. Historietimen må dog vente til en anden dag. Den har jeg ikke lyst til at tage hul på idag." Han klappede sig på lårene og rejste sig op. "Nå. Skal vi gå tilbage så?" Så var den samtale forhåbentligt overstået.

[Amina Syerske]

Jo det havde bestemt været bedre ikke at sige noget. Nu var stemningen mellem dem blevet underlig. Hun kunne ikke helt finde hoved og hale i hverken tanker eller følelser og hun ville aller helst gerne bare hurtigt hjem til Iggy og hendes værelse, hvor hun kunne få lidt ro. Et stik af smerte ramte hende, da hun blev klar over at det hun virkelig havde brug for var hendes mor. Det skubbede hun dog hurtig væk. Han skulle ikke se det!
Hun rejste sig hurtigt op og var nu mere end klar til at tage hurtigt hjem. "Ja lad os" Han satte i travs med retning mod Duen. Hun ville gerne hurtigt tilbage.

[Amos Søfarer]

Hun virkede til at være tilpas med, at de ikke talte mere om det lige nu og et lille smil krøb rent faktisk frem i hans mundvige. Han kunne pludselig se lidt af dét, Serena havde sagt, om at Amina lignede hende lidt. Og det var sikkert det, som trak et smil frem. Han var ikke en mand, der smilede. Indtil nu, var det kun Serena forundt at se ham smile. "Så lad os komme af sted," sagde han brummende og gik af sted.

[Amina Syerske]

Han smilede. Det var ellers et sjældent syn. Hun var ikke helt sikker på, hvad der havde fået smilet frem, men det var heller ikke så vigtigt.

Hun fulgte med ham tilbage, men sagde ikke noget. Indvendigt var hendes hoved fulde af en storm af tanker, som viklede sig ind og ud mellem hinanden, uden at hun rigtig kunne fast i nogen af dem længe nok til at kunne få dem til at give mening. De mange tanker var med til at give hende helt ond i hovedet, og hun sænkede farten en smule.
Amos gik videre med sine store lange skridt, så med tiden kom hun lidt bagud. "Så ankommer vi heller ikke til Duen på samme tid" tænkte hun for sig selv i en monoton tanke.

[Amos Søfarer]

De gik tilbage og ingen af dem lod til at have mere at sige. Det gjorde ham bedre tilpas. Han havde stadig ikke helt affundet sig med den nye livsrolle, han havde fået påduttet sig. Men måske lignede hun ham selv mere, end han troede. Han gik i sine egne tanker det meste af vejen og derfor lagde han heller ikke mærke til, at Amina faldt bagud, førend de var næsten tilbage ved Duen. Så så han tilbage med en rynke i panden. Han kunne ikke så godt være familiær med hende her. Ikke hvor folk kunne se dem. Så han trak på skuldrene. Måske havde hun en grund til at falde bagud. De skulle jo alligevel træne næste dag også. Så han gik bare ind selv. Og tænkte, at han lige så godt kunne få fundet de knive, han havde lovet hende, først som sidst.

*Tråd afsluttet*