Travl dag

[Gwyneth af Masbo]

Til - Angus af Genlith

Det havde været en travl dag idag, dronningen havde for en gangs skyld haft brug for sine hofdamer hele dagen og det kunne mærkes. Gwyneths fødder var så ømme efter at have spænet frem og tilbage hele dagen og bragt hende ting hun havde brug for. Der havde været mål af nye klæder og hun havde hjulpet til med at sætte nåle i og klippe stof ud. Sveden piblede nærmest ned af hendes pande og da hun var på vej tilbage til sit kammer, var hun allerede ved at dåne af træthed. Hendes udmattelse gjorde det sværere for hende at finde rundt og da hun skulle finde skrædderens depot var hun gået forkert og endt op i nærheden af der hvor væbnerne holdt til. Det var et sted hun sjældent kom, faktisk havde hun aldrig været her og pludselig vidste hun ikke hvordan hun kom tilbage igen. Hun hankede op i de ting hun bar på og bandede over hun havde bundet sit korset så stramt. Åh, forfængelighed, sikke en upraktisk følelse tænkte hun og sukkede. Hun satte sig ned på en lille skammel, der stod op ad væggen og ventede et øjeblik til hun havde samlet sig lidt. I mens rettede hun på sit brune hår, der bare ikke ville sidde rigtigt.

[Angus af Genlith]

Angus kom gående mens han repeterede dagens opgaver i sit hoved. Det var ikke så meget ud af frygt for at glemme dem, som det bare var for at sikre sig at de var let tilgængelige forrest i hans sind. På vejen passerede han en ung dame, men bed ikke mærke i det før han havde rundet hjørnet og hans travle hjerne indhentede ham med billedet af situationen. Der var i hvert fald noget der ikke så helt rigtigt ud og Angus trådte tilbage og fandt hende siddende på skamlen. Den var god nok, nok var han ikke altid lige god til at læse følelser, men hun lignede ikke en der var på toppen.
Som han satte kurs mod hende gav en overhørt samtale for et par måneder siden ham et navn, Gwyneth og selvom en oversigt over de adelige familier, studeret for adskillige år siden gav ham flere forskellige muligheder, var det meget let at udelukke og reducere listen til én.
"Lady Gyldensø, ikke sandt?" spurgte han høfligt og fokuserede sit isblå blik på hendes øjne, "..Er De vel?"

[Gwyneth af Masbo]

Gwyneth lukkede øjnene et øjeblik, mens hun hørte skridt gå forbi hende på gangen. Hun overvejede ikke at spørge om hjælp, da hun egentlig mente at hun havde det helt fint. I stedet tog hun en så stor vejtrækning som muligt og så op. Hendes blik faldt på den unge væbner, som hun vist var bekendt med under navnet Genlith. Hendes mund pressede sig lidt sammen og hun genkaldte sig hertugslægtens historie.
”Det tror jeg..” Hun tøvede og så ned, hvorefter hun en anelse frygtsomt mødte hans blik.
”Undskyld, men kan De føre mig tilbage til den royale fløj? Jeg havde så travlt at jeg glemte hvilken vej jeg skulle” Hun smilede undskyldende til den unge mand. Hun rettede febrilsk på stofferne i sin favn. Hun var ikke helt glad ved tanken om at gå med en ung mand, men hun havde ikke meget andet valg. Gwyneth rejste sig derefter op og kom på benene så elegant hun kunne præstere. Hun måtte virkelig bede sin kammerpige om ikke at snørre hendes liv så stramt næste gang.

[Angus af Genlith]

Angus for virkelig sjældent vild, og de ganske få instanser havde det været en anden persons skyld. Selvom at han var sikker på at hans instrukser ville være helt perfekte, fortalte et blik på kvindemennesket ham at det ikke ville være tilstrækkeligt. Det var lidt sjovt at da han startede i væbnerskolen havde han været overbevist om at piger intet havde at gøre med ridderkunst, men at han disse dage havde svært ved at respektere de mere traditionelt velsete hofdamer. Med deres sladder og fnidder og bløde værdier - det irriterede ham lidt. Men som væbner og som mand var han forpligtet til at tage sig af dem, og selvom han ikke rigtig nød det (endnu), have han tænkt sig at opfylde sin pligt. Hvilket i øjeblikket var en lille smule uklar.
"..Skal jeg hjælpe dig med at bære noget?" spurgte han en anelse usikkert og skævede til den store mængde tekstiler i hendes arme.

[Gwyneth af Masbo]

Gwyneth var ikke specielt glad for denne situation og hun håbede af hele sit hjerte at den unge mand ikke ville se ned på hende. Hun smilede opløftet til ham og nikkede. ”Meget gerne.” Bemærkede hun og så på den unge mand, der virkede venlig, på trods af hans lettere sørgelige udtryk. Hun rakte ham derefter to ruller med stof og så sig derefter omkring, stadig lidt forvirret over hvor de skulle hen. Hun regnede dog ikke med at de skulle længere ned ad gangen mod væbnerfløjen, så hun begyndte i stedet af gå den anden vej, mens hun overvejede hvad man sagde til en ung væbner. Et øjeblik senere havde hun fundet frem til noget.
”Så De er på paladset for en gangs skyld Væbner.. Genlith.. ikke sandt? Det må være rart at være hjemme.. Selvom i selvfølgelig sjældent er kede af at være ude på landevejen..” Sikke hun pludrede, tænkte hun for sig selv og overvejede om hun bare skulle holde sin mund i stedet.

[Angus af Genlith]

Angus tog imod stoffet og selvom at det var en anelse uhåndterligt og han fandt selvskabet en anelse ulideligt (eller i hvert fald uforståeligt) havde han nu en klart afgrænset opgave der skulle udføres. Med øjenkrogen prydet af den lille trækning der som regel var det tætteste han kom på et tilfreds smil, vendte Angus sig mod Lady Gyldensø og fandt..
At hun var på vej i den helt forkerte retning. Han lukkede øjnene, åbnede dem og lukkede dem så igen da han indså hvad han burde være i gang med lige nu. Det var egentlig ikke meningen at han skulle blive irriteret, det faldt ham bare så let.
"Det er denne vej." sagde han så afmålt som muligt og pegede den modsatte retning. Kun få af hans tanker havde banets sig vej til overfladen og udryddet smilet i øjenkrogen til fordel for en mild nedadretning af munden.
"De har ikke været her på paladset særlig længere.." fortsatte han som de satte ned af gangen. Ikke så meget som et spørgsmål som en konstatering; en påminding om at måske skulle hun ikke vandre for langt fra det hun kendte.

[Gwyneth af Masbo]

Gwyneth havde allerede taget et par skridt i den forkerte retning, da hun hørte hans stemme og vendte sig om. Først så det ud til hun ikke rigtig havde hørt ham, men så løftede hun øjenbrynene og åbnede forbløffet munden. "Nåda" Hun gik tilbage til den unge væbner og undgik bevidst hans blik, da hun stoppede op ved siden af ham. 
"Siden januar.. Jeg er en af dronningens hofdamer.. Hun var så god at tro på at jeg kunne klare opgaven.. Men jeg har så svært ved at finde rundt.." Hun glemte helt hvem hun talte til og lod flere ord undslippe sine læber end hun normalt ville. Imens traskede hun en smule bleg i den retning hun nu havde fundet ud af var den rigtige.
"De er ikke taget i krig? Men er De ikke væbner?" Spurgte hun og stoppede op mens hun så ud i luften et øjeblik med et tomt blik, men vendte sig så mod Angus og forsøgte at smile en anelse.

[Angus af Genlith]

Angus havde en smule svært ved at tilpasse sig Gyldensøs tempo, både fysisk og konversionelt. Han havde netop åbnet munden for at bemærke at det var et problem mange nye lod til at have, da hun stillede ham et helt andet spørgsmål. Et øjeblik blev hans udtryk blankt og han indså at hun havde stoppet med at gå og gjorde ligeså.
"Ridder Masbo, for hvem jeg er væbner, er af grunde der er mig ukendte, ikke blevet sendt med første udsending." informerede Angus, igen med en irriteret trækning i mundvigen der denne gang ikke så meget var rettet mod Gwyneth. Han skævede til den ældre kvinde og hendes tøvende smil - dekorum dikterede at han besvarede det, men lige på dette punkt havde han aldrig været særlig god. Det var alligevel tydeligt at Angus ikke var tilfreds med at skulle blive i Corus; hans blik var stift og hans kæbe stålsat.

[Gwyneth af Masbo]

Gwyneth havde det så utroligt skidt, men var for stædig til at indrømme det overfor sig selv. Hun måtte blive ved med at udføre sine pligter, tænkte hun for sig selv og pressede sine læber mod hinanden. Hun havde næsten glemt den unge mand da han talte og hun vågnede op igen som om han aldrig havde været der.
”Åh - Ja... De er vist ikke den eneste der ikke er blevet udsendt.. Lige med det samme” Hendes stemme var lav og hun blev stående et øjeblik, før hun tog et skridt til og gik i stå igen. Ligbleg løftede hun en hånd op mod sin pande og sukkede pinefuldt. Hvis hun bare kunne komme tilbage igen skulle det nok gå. I stedet for at fuldeføre denne plan, mistede hun balancen et øjeblik og faldt hen mod den ydre murs vinduer, hvis glas svarede igen med en rungende klang. Gwyneth hvilede panden mod den kolde rude, mens hun trak vejret overfladisk, uden at lægge mærke til de ruller med tekstiler hun lige havde tabt på gulvet.

[Angus af Genlith]

Okay, der helt tydeligvis noget galt med Lady Gyldensø og Angus brød sig ikke om det! Selvom at hans træning havde inkluderet grundlæggende lægekunst (især i kamp og krigsøjemed), var han ikke sikker på at det var gældende i netop dette tilfælde. Hun lignede godt nok en der led af blodmangel, men det tvivlede han stærkt på at var gældende. Her pippede en lille del af hans hjerne ind med et overhørt stykke trivia om den kvindelige anatomi men Angus skyndte sig at spærre det inde i det mentale rum markeret upålideligt og - lige i dette tilfælde - unødvendigt ækelt.
Han lagde forsigtigt stoffet fra sig og tilbagelagde så meget af afstanden han følte han skulle tillade sig, mens han stadig var tæt nok på til at gribe hende, skulle hun svime.
"..Er der noget jeg kan gøre for Dem?" spurgte Angus med en bekymring der ikke så meget var for hende, som for hvad han skulle stille op hvis hun pludselig mistede bevidstheden.

[Gwyneth af Masbo]

Gwyneth følte sig utrolig varm og samtidig frøs hun som var det midvinter. Hendes ånde duggede ruden til mens hun forsøgte at samle sig lidt. Måske det alligevel var bedst at gå tilbage til sit kammer og lægge sig i sin seng, tænkte hun og glemte sin stædighed. Gwyneth åbnede sine øjne og trak sig en anelse væk fra vinduet, men støttede sig stadig med sin ene hånd, mens hun vendte sig mod den unge væbner.
”Undskyld.. Kan De ikke føre mig tilbage til mit kammer.. ” Hun var alt for svimmel til at tænke over at det ikke var helt efter de sædvanlige omgangsformer at han skulle føre hende til hendes kammer.
I stedet vendte hun sig mod ham, placerede sin hånd mod hans arm og støttede sig let op ad ham, mens hun forsøgte at se klart. ”Væbner Genlith jeg kan ikke selv gå..” Hun så bedende på ham, en smule bange for at han ville forlade hende og lige nu var det eneste hun ville at komme tilbage til sit gemak.

[Angus af Genlith]

"Naturligvis." svarede Angus stort set uden tøven. Selvom at han havde været en smule gnaven over at hans skema blev forstyrret, var der ikke nogen tvivl om at det her var det rigtige at gøre og pligt var noget han gik meget højt op i. Hans blik blev øjeblikkeligt mens han hastede ned af sine mentale korridorer; det lød mystisk men når man havde så meget information stoppet ind i hovedet som ham, skulle man nogle gange lige huske at man kunne huske noget. To sekunder senere havde han dog fundet hvad han ledte efter og hans blik fokuseredes.
"Du har overtaget Lady Meagmarsks værelse, ikke sandt?" spurgte han og justerede armen så hun bedre kunne holde fast. Igen havde det egentlig ikke været et spørgsmål som en konstatering, men denne tjente det også formålet at holde samtalen i live og Lady Gyldensø ved bevidsthed.

[Gwyneth af Masbo]

Gwyneth kunne ved at støtte sig til Væbner Genlith dreje sig rundt og tilbage i nogenlunde rette kurs, så hun ikke stod med fronten mod muren længere. Det var efterhånden begyndt at gå op for hende at hun ikke kunne lægge al skylden på korsettet.
Den unge mands ord lød meget fjerne, men hun hørte dem og forstod efter et øjebliks overvejelser. Hun nikkede et par gange og tog lidt bedre fat om hans arm, hvorefter hun gik ud fra, at han ville begynde at gå den vej de skulle og da han gjorde, fulgte hun med så godt som muligt. Hendes ben føltes dog svage og de rystede en anelse hver gang hun tog et skridt, men hun hvilede det meste af sin delikate krop mod den unge mands skulder.
Efter noget tid var hun ikke helt klar på hvor de var, men fandt alligevel overskud nok til at sige et par ord.
”Det er virkelig venligt af Dem Væbner Genlith” Hviskede hun og faldt lidt hen i en tåge igen og overladte det igen til ham at holde styr på paladsets gange og korridorer.  

[Angus af Genlith]

Angus gjorde sit bedste for at holde kontakten minimal og anstændig, men det lod ikke til at Lady Gyldensø havde tænkt sig at samarbejde. Til trods for hvor meget hun lænede sig på ham, forsøgte han at gå uanfægtet videre, men til sidst begyndte den akavede vinkel at værke i hans skulder. Næsten forsigtigt, ja næsten blufærdigt, lagde han hånden på hendes talje og hjalp med at støtte hende. Navigationen fik lov til at sker per autopilot og de bevægede sig igennem slottets korridorer mens Angus bare forblev alt, alt for opmærksom på hendes hede krop. Måske var det fordi hun havde feber, måske var det en eller anden naturlig reaktion på den kontinuerlige kontakt mellem dem, men uanset hvad fik det ham til at sætte farten en smule mere op.
"Vi er der snart." Informerede han med en mild stemme han ikke helt vidste hvor kom fra.

[Gwyneth af Masbo]

Gwyneth brugte sin resterende energi på at sætte den ene fod foran den anden og selvom det virkede som en evighed, var der enkelte gange hun registrerede noget hun genkendte. Hvis hun bare kunne komme ned og ligge snart, tænkte hun omtåget og hev efter vejret. En lok af hendes hår havde rykket sig fri af frisuren og hang ned foran hendes ansigt og skulder, men hun lagde slet ikke mærke til den. Ikke engang Angus’ hånd på hendes talje gav hende nogen særlig følelse af frygt som hun ellers ville have haft.
I stedet forsøgte hun at følge med da den unge væbner satte farten op. Det gjorde hende bare mere forpustet og hun var nærmest ved at besvime da de nåede op ad trappen. Det sortnede et øjeblik for hendes øjne, men hun var stædig og ville ikke give sig, ikke endnu. Så hun forsatte med at følge Væbner Genlith, uden at tænke på hvor uanstændigt hele hendes fremtoning var.