Det var det med den snak

[Gavin af Trebond]

Elise af Ravntoft

Gavin så sig om, da han kom ind til frokost og kom til at smile lidt, da han så Elise sidde alene for en gangs skyld. Han havde forsøgt at finde hende alene de sidste par dage, men han havde aldrig været i nærheden, mens hun var det og han ville ikke ligefrem troppe op på hendes dørtrin, når nu han ikke kendte hende bedre.

Derfor greb han muligheden med det samme og satte sig ned over for hende med sin bakke med mad. "Ridder Elise," hilste han venligt, mens han satte sig til rette. "Hvordan går det?"

[Elise af Ravntoft]

Det havde taget hende nogle dage at hidse sig ned efter fars brev. Hun havde nu stadig lyst til at skrive til Gal og tigge ham om at gribe ind og forsøge at overtale far til at droppe sine planer. Hun var lige ved at blive færdig med at spise, da Gavin slog sig ned over for hende. ”Bedre,” svarede hun med et svagt smil. ”Og du?” Hun var endnu ganske misundelig på Gavin og hans held med at finde sit livs kærlighed. Det var så romantisk.

[Gavin af Trebond]

Han smilede let. og brød et stykke af sit brød med fingrene. "Det er jeg glad for at høre," svarede han og smilede venligt til hende. "Jeg har det såmænd fint. Begynder så småt at glæde mig til at komme hjem igen," fortsatte han og tyggede sin mad et øjeblik. "Du har måske fundet dig en mulig ægtemand, som vil hjælpe dig?" fortsatte han i en let tone.

[Elise af Ravntoft]

Smilet blev lidt bredere, og hun nikkede forstående. ”Du er sikkert også savnet i Corus,” vurderede hun. Det var sikkert hårdt at være adskilt fra den, man elskede. Ved hans spørgsmål sukkede hun og gumlede lidt på sin gaffel, før hun svarede: ”Det kan jeg ikke påstå. Det er lidt svært bare at bringe sådan et emne op hos ens medriddere.” Hun rystede let på hovedet. ”Jeg har selvfølgelig set mig omkring, men ... ja ...” Hun syntes ikke rigtig, der virkede til at være nogen, som hun kunne bruge. Mange af dem var allerede forlovede eller var typer, der så på ægteskab med stor frygt og afsky.

[Gavin af Trebond]

Han nikkede mildt og et flygtigt nu, glædede han sig til, at Iliane måske ville lade høre fra sig, inden han skubbede tanken væk. "Nej, jeg kan forestille mig, at det ikke er let," svarede han så med et lille skuldertræk, mens han stak gaflen i et stykke kød, uden at nogen af delene dog kom tættere på hans mund af den grund. "Jeg har faktisk talt med én," begyndte han let tøvende og så op på hende med et lille undskyldende smil. "Han søger også et ægteskab, hvor man kan komme til en fælles overensstemmelse - dog af andre grunde end din." Han vævede lidt i det.

[Elise af Ravntoft]

Elise trak på skuldrene. Der var vist ingen af dem, der havde forventet, at det blev en let sag. Måske hun skulle se efter mænd på universitetet, når hun kom hjem? Hun var dog ikke helt sikker på, at det ville være et bedre sted at lede ... Da Gavin fortsatte, lagde hun hovedet på skrå. ”Virkelig? Fortæl!” bad hun nysgerrigt. Det var opmuntrende at vide, at en af dem havde haft bare en smule held med det her.

[Gavin af Trebond]

Gavin sad og vippede hovedet lidt fra side til side i en vurderende bevægelse. Så så han over på Elise med et undskyldende ansigtsudtryk. "Ja, jeg vil gerne fortælle. Men... Der er ting, som jeg ikke kan fortælle dig. Ikke endnu i hvert fald. Jeg har fået lov at stikke et par følere ud, men han er ikke overbevist om, at I kan finde en løsning på begge jeres problemer." Han kunne godt selv høre, hvor vag han var, men han havde ingen planer om at udlevere Niklaus' hemmeligheder. Og han ville heller ikke risikere at komme til at gøre det ved et uheld. Hun måtte jo bare tage det, eller lade være. "Han kan ikke love, at du ville kunne fortsætte som ridder for evigt. Han har visse... Forpligtelser... Og hans hustru ville få det samme. Dog sikkert først om nogle år." Kunne han sige, at det var når, han engang arvede? Hvor mange arvinger var der i Frølund lige nu? Ville hun kunne gætte, hvem han talte om så? Han måtte hellere holde sin mund.

[Elise af Ravntoft]

Så snart han sagde ’forpligtelser’, sukkede hun. ”En arving?” Det lød det i hvert fald som om, hvis hun kom til at skulle tage del i dem. Det var måske ikke videre optimalt for hende selv, men hun vidste, at en arving ville være lettere at sælge til far. Han ville næppe lade hende vælge selv OG vælge en person, der ikke rigtig gav nogen indflydelse. ”Hvis det stadigvæk ligger langt ude i fremtiden, kan jeg vel leve med det. Så længe jeg kan fortsætte med mit arbejde nogle år endnu.” Det var bedre end at skulle indfinde sig som en eller anden nådigfrue allerede om et par måneder.

[Gavin af Trebond]

Han trak på skuldrene og sendte hende et undskyldende smil, uden at kommentere på, om hun havde gættet rigtigt eller ej. Der var trods alt også andre mennesker end lige arvinger, som havde forpligtelser, som en hustru kunne blive en del af. "Der burde være en hel del år til, ja," svarede han og så på hende med et venligt smil. Hun ville nok være nødt til at skulle indstille sit ridderliv for en tid, mens de sørgede for, at hun fik en arving. Men der var jo ikke noget i vejen for, at hun kunne genoptage det bagefter, hvis hun ønskede det. Men han var godt klar over, at det ikke nødvendigvis var et let liv, hun ville komme til at leve. Og han syntes godt nok om hende til at ville give hende en lille advarsel. "Men. Du skal altså ikke forvente noget i form af romantisk interesse fra ham," sagde han stille. Det kunne han godt tillade sig at sige. Han kunne jo også bare være dødeligt forelsket i en borgerlig kvinde. "Heller ikke på sigt. Det ville udelukkende blive et partnerskab."

[Elise af Ravntoft]

Hm, hvis der faktisk var tale om en arving, ville hun nok komme under pres i forhold til børn. Men hvis de nu skyndte sig at ordne den del, kunne hun måske være i gang som ridder igen et år eller halvandet efter brylluppet. Det var vel en tidsramme, som var til at overkomme? Så var der forhåbentlig stadig nogle år tilbage at arbejde i. Elise var lige ved at sukke igen, da Gavin fortsatte. Hun havde egentlig ikke forventet romantik, men nu hvor han nævnte det, ærgrede det hende endnu engang. Hun kæmpede for at holde endnu et suk inde. ”Ja, det havde jeg vel også forventet ...” Hvis nogen var villige til at lave en aftale med hende, måtte det jo skyldes deres egne forsøg på at undgå et eller andet ægteskabs-relateret.

[Gavin af Trebond]

Gavin følte virkelig med hende. Det var en værre kaos-situation, hun befandt sig i og han var slet ikke sikker på, at dette var den rigtige løsning for hende. Men det var dét, hun ønskede. Og der var trods alt en chance for, at det var den rigtige løsning for Nikluas. Og for Gavin var det også værd at tage med. "Jeg er ked af det," sagde han så i en lavmælt stemme og rakte over og gav hendes hånd et let klem uden at tænke over det. "Men jeg tror til gengæld heller ikke, at han ville sætte sig imod, hvis du opsøgte kærlighed på egen hånd. Så længe du er diskret selvfølgelig." Han smilede opmuntrende og skyndte sig så at tilføje; "Men det er altså ikke noget, jeg har hørt fra hans egen mund. Det er bare min fornemmelse."

[Elise af Ravntoft]

Hun sendte ham et skævt smil. ”Tak, det er sødt af dig.” Der var sikkert folk derude, som havde det langt værre end hende. Det gjaldt vel bare om at finde en måde, hvor hun kunne få det bedste ud af sin situation. Desuden havde hun også ofte drømt om hemmelige affærer og den slags, så måske ville det ikke engang blive så slemt? ”Godt.” At forbyde hende at søge kærlighed andre steder var i hvert fald urimeligt, syntes hun. ”Har du tænkt dig at fortælle mig, hvem vi taler om? Eller er det hemmeligt?” Hun løftede et spørgende øjenbryn.

[Gavin af Trebond]

Han smilede let og tog sin hånd til sig igen. Det var jo ikke, fordi han kendte hende vildt godt. Men han følte alligevel, at hun var en sød pige og at hun havde fortjent et bedre lod i livet. Tænk engang, at forældre kunne finde på at opføre sig på den måde over for deres børn. Han takkede Mithros for, at hans egne forældre ikke havde valgt at gøre noget lignende over for ham, men havde ventet på, at han selv fandt en passende forbindelse. Hendes spørgsmål fik ham dog til at trække let på skuldrene. "Det kan jeg nok ikke tillade mig. Jeg vil dog kontakte ham og fortælle, at der måske alligevel er noget fællesgrund for jer at bygge på. Og så håber jeg, at han kontakter dig selv. Men jeg er sådan set ikke sikker på, at jeg kan love dig det. Han er.. Hvad skal man kalde det? En smule reserveret?"

[Elise af Ravntoft]

Elise rynkede på panden. Hun måtte ikke få at vide, hvem manden var? ”Ved han, hvem jeg er?” I så fald syntes hun ærlig talt, at det var en urimelig fordel at give manden. Hun sukkede og hvilede hagen mod hænderne. ”Reserveret, siger du? Ja, det snævrer det jo kun ind til at være mindst halvdelen af ridderne.” ’Reserveret’ kunne gælde de fleste mænd omkring hende. Selvfølgelig ikke Gavin, men der var frygtelig mange riddere, der nærmest ikke kunne tale og brummede sig gennem de fleste samtaler i stedet. Hun grinede lidt ved tanken.

[Gavin af Trebond]

Han smilede og trak på skuldrene. "Det er jeg bange for," svarede han undskyldende. "Men han er min ven og jeg har lovet at holde min mund." Og som sådan var han bundet af sit løfte. Uanset om hun mente, det var uretfærdigt eller ej. "Men jeg lover, at jeg giver ham besked så snart som muligt om vores samtale. Og så håber jeg, at han selv kontakter dig." Det ville være godt for ham. "Hvis du har fortrudt er det nok nu, du skal sige det." Han smilede mildt. Selvfølgelig ville der være mulighed for at springe fra senere også, men han følte alligevel, at han skulle sige det.