Ægteskabets forviklinger

[Vania af Naxen]

Murray af Naxen

8. oktober, 527 M.T.

Vania havde haft en anstrengende dag. Husholdersken, som havde været mere end vant til at styre hele Naxen-huset med hård hånd, havde ikke vist sig helt villig til at lade Vania overtage den del, som hun havde besluttet sig for.

Derfor sad hun faktisk og småblundede i den lille stue med et broderi i skødet, da Murray kom ind af døren og hun rettede sig op med et lille sæt og glippede med øjnene. "Murray? Hv.. Hvor sent er det?"

[Murray af Naxen]

Han så frem til at komme hjem til fred og ro, da han kom hjem. En tjener stod straks klar til at tage hans kappe, og da han spurgte efter sin hustru, blev han hurtigt peget i retning af en af stuerne. Han hadede at være inde på paladset og håndtere alle de andre adelige, så han var noget drænet. Da han trådte ind i stuen, smilede han svagt af Vanias forskrækkelse. ”Det er ikke så sent endnu.” De var kun lidt henne ad aftenen. ”Træt?” Han gik hen og skænkede op til sig selv af den vin, der stod klar på stuebordet.

[Vania af Naxen]

Hun gabte en lille smule og skjulte det bag bagsiden af sin hånd. "Lidt," indrømmede hun og rystede så lidt på hovedet. "Jeg er bange for, at det ikke er gået helt så gnidningsløst med at overtage tøjlerne her i huset, som jeg havde håbet," sagde hun så og løftede en hånd for at stoppe eventuelle forsikringer om indgreb fra Murray's side. "Jeg skal nok få styr på det," lovede hun så og gabte igen. "Hvordan er din dag gået? Hvad har du lavet?" Hun smilede til ham og forsøgte at skubbe sine egne bekymringer i baggrunden.

[Murray af Naxen]

Han åbnede munden, men Vania afviste straks hans usagte tilbud. Han kunne let forestille sig, hvem der var problemet og var mere end klar til at tage hånd om det. Men Vania ville som sædvanlig selv ordne det. Ja, ja, det var jo også hendes ansvar nu. Han burde ikke blande sig i husholdningen. ”Jeg var inde på paladset,” brummede han og drak lidt af sit glas, før han slog sig ned i en stol. ”Det var som det plejer at være.” Alt for mange folk og samtaler. ”Jeg gik dog en lille tur med Iliane ...” Ja, han var vel nødt til at fortælle hende om det ...

[Vania af Naxen]

Hun satte sig bedre til rette for at lytte til hans dag. Hun havde savnet ham og var glad for, at han var hjemme igen. Og hun ville gerne støtte ham, fordi hun trods alt godt vidste, at han ikke brød sig meget om at være ved hoffet. Da han fortalte, at han havde gået tur med Iliane, strammedes hendes fingre dog umærkeligt om det broderi, hun stadig holdt i hænderne. Et lille stik af irritation gled gennem hende, men hun forsøgte at ryste det af sig. "Ja, det var jo uundgåeligt," svarede hun så og forsøgte at smile. Hun havde bare håbet, at der ville gå længe, inden hun skulle tage stilling til den kvinde igen. "Havde hun noget interessant at sige?"

[Murray af Naxen]

Han trak på skuldrene og drak lidt mere vin, før han kunne få sig selv til at svare. ”Jeg bemærkede på halskæden, og hun sagde, at hun havde sendt den for at se, hvordan du ville håndtere det – en eller anden slags prøve ...” Han gættede på, at det næppe ville falde i god jord hos Vania, så han tilføjede straks: ”Hun var imponeret.” Hvilket hun selvfølgelig burde være.

[Vania af Naxen]

Hun fik et irriteret drag om munden, da han sagde, at han havde kommenteret på halskæden. Det havde han udtrykkeligt lovet, at han ikke ville gøre! Hendes hjerte begyndte at banke lidt hurtigere og hun mærkede vreden boble i årerne, da han fremførte den løgn, hun uden tvivl havde brygget sammen netop for hans skyld. Grebet om broderiet blev strammere igen og hendes øjne lynede lidt. "Så hun var imponeret, var hun?" spurgte hun med en stemme som var voldsomt kontrolleret. Vreden bag gik dog tydeligt igennem.

[Murray af Naxen]

Han var ikke helt sikker på, om det var godt, at Vania virkede så rolig. Hendes hænder antydede en noget anden sindstilstand. ”... Det var hun – selvfølgelig.” Han stillede glasset fra sig og overvejede, hvad han burde gøre. ”Jeg havde ikke tænkt mig at sige noget, men jo mere vi talte sammen, jo svære blev det at lade være at nævne det ... Jeg sagde kun, at jeg ikke brød mig om, at hun sendte den gave. Det var alt.” Han havde ikke skældt Iliane ud, men blot erklæret at han ikke var tilfreds med Ilianes valg.

[Vania af Naxen]

Hans forsøgte tydeligvis at gøre det bedre, men det gjorde ingenting bedre. Tværtimod gjorde hans forsøg hende blot mere vred. "Åh Murray, din store torsk!" sagde hun så vredt og rejste sig op, mens hun smed broderiet fra sig i stolen. "Du lovede det!" råbte hun så næsten og vendte ryggen til ham. "Jeg skulle aldrig have fortalt dig det!" Alting var ødelagt nu.

[Murray af Naxen]

Han sukkede svagt. Ja, han havde jo lovet det. Han rejste sig op fra sin plads og gik over til hende. ”Jeg ved det godt, Vania. Jeg skulle ikke have sagt noget.” Han havde brudt sit løfte til hende. Det kunne han ikke løbe fra, og han bebrejdede hende ikke at hun var vred. ”Jeg brød mig ikke om, at hun gik og spillede uskyldig uden at blive konfronteret med det ...”

[Vania af Naxen]

Han rejste sig og gik hen til hende, men for en gangs skyld brød hun sig ikke om at have ham i nærheden. "Nej, du burde ikke have sagt noget! Jeg har jo fortalt dig, hvorfor det var vigtigt, at du ikke sagde noget om det." Hun havde gjort meget ud af at forklare den kvindelige psyke for ham. "Og når du så alligevel vælger at gøre det..." Hun mærkede forrædderiske tårer prikke hende i øjnene. "... Så.. Så.." Hun tog sig sammen og fortsatte. "Så skælder du hende ikke engang ud! Du.. Du står bare dér og accepterer, at hun har sendt mig så forfærdelig en gave!" Tårerne kom frem igen. "Du siger bare, at du er utilfreds med hende..! Og så lader du hende stikke dig en løgn om, at hun forsøgte på at teste mig?!" Hvor var det hele bare forfærdeligt nu. Han havde taget hendes sejr fra hende! Han havde formindsket hende over for det hæslige kvindemenneske!

[Murray af Naxen]

”Vania ...” Han så bekymret på hende, da hun begyndte at råbe og var på nippet til at græde. Han ville holde hende ind til sig, men turde ikke endnu. ”Jeg ville ikke sige for meget ...” Han havde været nervøs for at gøre det hele værre, hvis han begyndte at skælde Iliane ud i længere tid. Ville det ikke bare gøre Vania endnu mere vred. Hvad burde han gøre? Skulle han røre hende lige nu? Hun virkede meget oprevet ... Han var ikke sikker på, om han kunne slippe af sted med det denne gang.

[Vania af Naxen]

Hans ord nåede slet ikke ind til hende. Hun hørte dem godt, men havde slet ikke plads i hovedet til at lade ham forklare sig. For hvert eneste ord han sagde, gjorde hende kun mere ked af det. "Du lod hende vinde! Du opførte dig som om, du var fuldstændigt ligeglad med, at hun havde sendt dem til mig! Som om det eneste, du gik op i, var at hun havde stillet dig i dårligt lys!" Og pludselig blev hun ramt af en bølge af usikkerhed over, om det mon faktisk var tilfældet. Hun hulkede lidt. "Du kunne lige så godt have kastet mig for fødderne af hende og fortalt, at jeg var din trofækone og ingen anden værdi havde!!" Hun var tæt på hysterisk nu og hastede hen mod døren med tårerne trillende ned af kinderne og et hjerte, der pulserede i en underligt knækket rytme.

[Murray af Naxen]

Vent, hvad?! Murray skyndte sig at gribe fat om Vania, da hun forsøgte at stikke af. ”Vania, det var slet ikke det, der skete!” Det var overhovedet ikke sådan samtalen med Iliane var gået. Han havde bare understreget, at grevindens handling havde været usmagelig. Han sagde ikke mere, for han gik ikke ud fra, at hun ville lytte til ham lige nu. I stedet fokuserede han på og holde fast om hende, så hun ikke bare kunne stikke af fra ham. Han lagde armene om hendes mave og forsøgte at trække hende ind i sin favn.

[Vania af Naxen]

Han fangede hende på vej ud og hendes hjerte gav et lille hop af lykke, selvom hendes hoved bestemt nægtede, at han skulle så meget som røre hende lige nu. Hun kæmpede imod det bedste, hun havde lært for at komme fri, men han havde for godt fat og var derudover også mange gange stærkere end hende. Hun endte med ryggen mod hans bryst, inden hun gav lidt op med at kæmpe, men nu trillede tårerne hende ned af kinderne. "Du forsvarede mig ikke engang!" hulkede hun fortvivlet og knækkede sammen i hans arme. Havde han ikke haft ved hende, var hun sunket ned at sidde i fosterstilling.