Hvad laver du her?

[Dominic Skarpretter]

Mallaidh Lille

Natten den 15. Februar 527

Dominic stod i smøgen og ventede. Han stod lænet op af muren ved døren til det værelse han vidste at hun havde lejet. Nu ventede han bare på at hun kom tilbage. Ved døren hang en gammel lanterne med et talglys i. Der var ikke meget gang i den længere, ligesom der i hele denne del af havnen heller ikke var meget liv. Hun havde valgt et ganske udemærket sted at opholde sig.

Lyset, som var eneste indikation på at her foregik noget hang ikke højt nok til at nå Dominics ansigt så han var kun synlig fra brystkassen og ned.

Dominic var normalt ikke en mand der brød sig om at vente, ikke på noget eller på nogen men meget havde ændret sig det sidste stykke tid og flere, større forandringer var under opsejling. Det kunne næsten smages i luften.
Det var ikke rigtig sikkert for nogen at færdes nogen steder. Heller ikke for ham.
En usynlig krig var i gang i slummen og ingen vidste endnu hvem der ville stå tilbage som Legans nye Konge.

Dominic så op ved en svag puslen. Var det tid?

[Mallaidh Lille]

Mallaidh følte sig tæt forbundet med med mørket, og gjorde ikke store anstrengelser for at skjule sine lette skridt i natten. Kun et trænet øre ville alligevel opfatte hendes trænede gang. Hun havde valgt sit skjul med omtanke, men tidspunktet var også fredet af gadernes tomhed efterhånden. Hun var stadig ikke i sikkerhed, men dog ikke i umiddelbar fare; der var dog ingen grund til at udfordre skæbnen. Hun havde rejst for langt og ofret for meget til at lade tingene glide nu – eller nogensinde.

Lyset ved hendes dør afslørede en skikkelse, der fik hende til at sagtne farten. Hendes kæbe spændtes, men hun fortsatte frem. Hun havde ikke drukket, så hendes sanser var ved fuld bevågenhed, og noget bekendt ved skikkelsen drev hende til at lade tvivlen komme vedkommende til gode. Så åndede hun ud i et suk.

”Jeg føler mig helt beæret,” sagde hun nogenlunde roligt, men lavmælt. Hun var standset op et stykke fra ham. ”Jeg vil i hvert fald gå ud fra, at jeg får lov at beholde mit liv i aften, når jeg finder dig her foran min dør.” Det var ikke et spørgsmål. Det vovede hun ikke at sige højt. De gik også langt nok tilbage til, at hun kunne satse på den slags. De vidste begge, hvad der foregik i krogene, og hun gik ud fra, at det var derfor, han var her. Hun trådte hen i lyset og så et langt øjeblik mod ham uden at finde hans ansigt i mørket. Så åbnede hun døren ind til og lod ham gå først. Døren blev forsvarligt låst igen.

[Dominic Skarpretter]

Dominic trak let på skuldrene, stadig med sit ansigt i skyggerne. "Jeg er ellers kendte for også at komme på hjemmebesøg." Et smil sneg sig ind i hans stemme. "Meen.. Du ville være en alt alt for dyr dame at skaffe af vejen." Dominic veg normalt ikke fra en opgave men lige en kvinde som Mallaidh, ville ende med at koste utrolig meget.
Da hun åbnede døren, blev han stående med skulderen mod muren og så et par sekunder på hende inden han skubbede sig væk fra muren og ind af døren. Han stolede på at hun ikke ville stikke ham i ryggen.

Inde i værelset vendte han sig mod Mallaidh, sendte hende et lille smil men hans øjne afslørede en form for tristhed. "Jeg har brug for at du fortæller mig, hvorfor du ikke er her, Lille." Han vidste godt at hun nødigt havde lyst til at fortælle præcis hvorfor hun var der, om hun var der for at handle informationer eller om hun var her for at møde bestemte mennesker og han respekterede hende for meget til overhovedet at spørge. Så i stedet bad han hende fortælle hvorfor hun ikke var i Legan så han kunne udelukke det han håbede på hun ikke var der for.

Der var uro i Legan og det havde der været noget tid. Dominic havde ikke tilkendegivet sin støtte offentligt men de rigtige mennesker vidste hvor hans støtte var.

[Mallaidh Lille]

Mallaidh smilede, og hendes øjne blev ved med at se en smule beklemt på ham, inden de helt fulgte med smilet om hendes mund. ”Ja, det er du rigtignok kendt for, Dominic,” svarede hun uden at forfølge det nærmere. Det var der ingen grund til at grave dybere i. Hun smilede bredere. ”Det er jeg glad for, at vi er enige om.” Hendes stemme var kæk, men med en blød undertone. Der var ikke brug for så mange ord for dem at vide, hvor de havde hinanden. Hun lukkede ham ind.

Hun gik tværs over gulvet. Da rummet var lille, tog det ikke mange skridt, og hun blev stående der, mens hun så på ham. Hendes grimasse blev straks alvorlig igen, som havde smilet på hendes ansigt aldrig været der. Hun så tristheden og følte sig nogenlunde sikker på, hvad den betød. Den vækkede en slags genkendelsens sympati hos hende. Der var uro overalt, hvor man kom, ikke mindst i Legan, og selvom hun snart ville vende tilbage til Corus, så var problematikken den samme overalt, hvor man kom. Den evige vælgen side. Hun bed tænderne sammen.

”Det spørgsmål måtte du vel dukke op med før eller siden…” svarede hun tørt og placerede en smule defensivt armene over kors. Hun brød sig ikke om at blive stillet til ansvar for sin færden, særligt når hun havde løbet fra det i snart et år. Måske ikke direkte løbet, for hun havde arbejdet hårdt for sin egen overlevelser. Hendes netværk var intakt, nej, det stod endnu stærkere end før, men hendes egen position var ironisk nok stadig truet i kraft af sin stadig udeblevne erklæring af kulør. Det måtte jo indhente hende før eller siden.

”Jeg kommer ikke til at skabe problemer for jer, Dom” svarede hun endelig. ”Faktisk… Håbede jeg, at tiltroen på det, vi byggede op, kunne overleve tvivlen, som min pludselige afrejse måske skabte. Jeg var nødt til at forsvinde…” Der sneg sig en ufrivillig hårdhed, næsten sorgfuldhed, ind i hendes stemme. ”Men jeg er her stadig. Jeg kom tilbage og har ikke trukket våben, for jeg har brug for, at I lytter. Ingenting har ændret sig.” Selvom hele verden stod i brand. Hun vidste, at hun havde alles øjne på sig, men den første at overbevise var Dominic. Dronningen var uden for rækkevidde uden ham.

[Dominic Skarpretter]

Dominic spejlede Mallaidhs kropssprog og lagde selv armene over kors men inden længe blev han så anspændt at han lod sine arme falde igen. Han var hverken sur, usikker eller havde grund til at ville virke intimiderende overfor Mallaidh. Endnu.
Ved kommentaren om at det kun havde været et spørgsmål om tid før ham havde opsøgt hende med sit spørgsmål, fik Dominic til at løfte et sigende øjenbryn og give hende et skuldertræk. Selvfølgelig var det, det.

Dominic lod Mallaidh tale ud, så længe på hende inden han trak vejret dybt ind og rettede sig mere op. Han var skuffet.. Havde været skuffet. Det havde taget ham tid at forenige sig med tanken om at hun var rejst. Den ene dag havde hun været der, i Legan, og pludselig en dag var hun der ikke længere. Fuldstændig forsvundet. Om ikke andet så havde Dominic ikke været i stand til at finde hende. Havde hun været i problemer?
Han var nok stadig lidt skuffet. Skuffet over at hun ikke var kommet til ham.
Hvor havde hun søgt tilflugt og hvad havde drevet hende bort?
Dominic pustede ud og så på Mallaidh. "Hvad vil du gerne have at vi hører?"

[Mallaidh Lille]

Mallaidh blødte lidt op, da hun mærkede spændingen mellem dem. Der var intet behov for at vise muskler eller spille noget spil. Ikke lige nu. Ikke mellem dem. I den verden de kom fra, betød loyalitet trods alt noget. Det var måske endda den eneste valuta, der betød noget på nuværende tidspunkt, mens fronterne stod så skarpt malet op. Alle var fokuserede på at lande en god aftale, alles sikkerhed var truet, så længe der herskede uro. Konsekvenserne var tydelige at mærke: Man havde trukket en streg gennem sandet, og på hver side af skillelinjen stod gamle venner og fjender, blandet på kryds og tværs i nye alliancer. Hun havde et ar på hoften, der resten af hendes dage ville minde hende om det.

Hun betragtede hans mimik, mens hun talte. Hun ledte efter spor på, hvor samtalen gik hen, men fandt det hun frygtede mest. Hun forstod det godt. Hun havde måtte tage et valg, der brændte en del broer, men hun håbede, at denne havde overlevet. Det var bare ikke nok med håb, så hun måtte vide besked.

”For det første, at vi er på samme side,” sagde hun, men det var også et spørgsmål. Var de på samme side? Hun mente det, men spørgsmålet var så, om hun var velkommen tilbage i folden? Kunne det tilgives, at hun var forsvundet fra jordens overflade fra den ene dag til den anden? Hun havde ikke haft tid eller mod til at efterlade besked. ”Det må jeg i hvert fald tro på… Jeg ved godt, at jeg ikke bare kan komme valsende ind og tro, alt er ved det gamle – intet er det samme længere – men jeg er parat til at betale min bod, hvis dronningen kræver det,” svarede hun. Om Dominic ville være lige så tilgivende vidste hun ikke. Han var den første, hun burde være gået til, men alle hendes muligheder var blevet afskåret med trusler ikke bare på hendes liv, men på et særligt knudepunkt i hele hendes netværk. Rebakah…

”Jeg ville være død, hvis jeg ikke var rejst,” sagde hun så endelig. ”Et navn dukkede pludselig op, og jeg måtte finde ud af, om der var hold i det. Det var et navn, jeg måtte beskytte. En ung kvinde mod nord trak i nogle tråde, og efter min ankomst stod det klart, at jeg var nødt til at fjerne hende. Der var ikke tid til at forklare eller sende besked efter hjælp… Fandt de hende, ville hun lave stor skade på alt, jeg har arbejdet for,” Det ville have været lidt for let at begynde at trevle tingene op. ”Det var et spørgsmål om dage…” Hun skar tænder. Det havde udviklet sig og flere havde utilsigtet krydset hendes vej. Det var blevet noget rod, der ikke karakteriserede hendes arbejdsmetoder, og det havde taget lang tid at genoprettet skaden, der var gjort. Mallaidh var mange ting, tyv, skøge og løgner, men hun havde ikke været morder. Hun følte, at noget dyrebart var blevet taget fra hende som kvindens blod flød på jorden. Man så det i hendes blik.