Veninder for livet

[Julietta af Dunlath]

Leonora af Legan
18. september 527 M.T.

Bryllupsnatten var efter det noget forhastede bryllup heldigvis intet mindre end perfekt og havde efterladt Julia både kvidrende og lykkelig i dagene efter brylluppet. Bedre var det selvfølgelig kun, at både Adrians gode ven, Alexander, og hendes egen Leonora begge havde valgt at blive et par dage, hvilket den nye nådigfrue af Dunlath bestemt ikke havde tænkt sig at gå spildt hen.

Dagen var blevet tilbragt i hendes og Leonoras tegn. Dunlath var allerede koldt og vinteragtigt i forhold til Julias mere sydlige ophav, og de fleste aktiviteter havde derfor været holdt inden for. Der havde dog både været mulighed for snak, te, broderier og andet godt. Nu sad de, hovederne konspiratorisk tæt og hænderne flettede sammen, fnisende i en sofa i en af de mindre stuer. En markering med to fingre fra Julias side havde efterladt begge piger med brændende kinder og tøset fnisen. Alt var, som det plejede.

[Leonora af Legan]

Leonora fnisede og måtte holde sig på maven. Hun var gad for at de to piger var blevet veninder igen, og dette øjeblik var det mest bekræftende eksempel på hvor oprigtigt det var. "hvordan er det så at være Nådigfrue?" hun lavede stemmen overtolkende fornem ved ordet Nådigfrue ikke som i en hånd men som tøselige pjatterier.

Det havde været en smukt bryllup omend lidt underligt fordi Adrian jo havde været gommen. Leonora havde aldrig rigtig fået snakket med ham efter hvad der var sket mellem de to, og nu var han gift med hendes bedste veninde.

[Julietta af Dunlath]

Fra øjenkrogen fangede hun en tåre efter latterudbrudet, der hurtigt blev tørret væk og glemt, latteren igen forstummede fra de to piger. Et varmt smil lå dog stadig på hendes læber. "Jeg ved det ikke helt endnu," indrømmede hun ærligt. Det var immervæk kun to dage siden, hun og Adrian var blevet gift og hidtil havde hun ikke mærket andet til det end goderne ved at kunne sove i hans arme.

"Men nok om mig og mit bryllup," med den perfekte mand tilføjede hun mentalt og var egentlig slet ikke færdig med at tale om det, men noget andet skulle lige ordnes først. "Jeg hører, du selv er blevet forlovet."

[Leonora af Legan]

Leonora tav lidt "Jeg ved ikke. Det meget svært at være forlovet med en jeg ikke kender eller har set." hun tøvede lidt og overvejede hvad der var passende at sige "Jeg misunder dig virkelig for at have fundet kærlighed. Det ville jeg gerne oplev"
Hvor Leonora havde fået den tanke fra vidste hun egentlig ikke, men hun var meget opsat på at kærlighed var en vigtig ting for at blive elsket og være lykkelig.

[Julietta af Dunlath]

Selvfølgelig misundte veninden hende, hun forstod det sagtens. For kun et år siden havde hun selv frygtet en dag at stå i hendes situation, men i stedet havde hun fået hele pakken. Lykke, kærlighed, en smuk husbond. Hun gav Leonoras hånd et blidt klem. "Der er stadig massere af muligheder for, at han kan forelske sig i dig, søde," påmindede hun hende blidt med et venligt smil om læberne og trak en lok af Leonoras mørke hår om bag hendes små ører. "Og jeg har hørt, at Ridder Damien af Theaham skulle være både noget så god mod øjnene." Hun blinkede sigende.

[Leonora af Legan]

Leonora kiggede på sin veninde "Er du sikker?" Hun trak lidt på skuldrene "Men.. Det egentlig heller ikke det jeg frygter mest. Det er mere.. Hvad hvis han ikke kan lide mig? hvad hvis jeg ikke er god nok til ham?" Som 3. barn i en familie kunne det være svært at føle sig speciel og vigtig. Katrina havde bestemt fået det smukke udseende og Nik var klog og god til altting. Leonora selv var hende der altid satte sig selv i problemer.

[Julietta af Dunlath]

"Selvfølgelig er jeg det," forsikrede hun varmt veninden og rykkede sig lidt tættere på. Deres knæ strejfedes og hun blev en smule varm i kinderne. "Du er sød og god som dagen er lang, Leonora." De små hænder blev lagt tæt om hendes kinder, mens hun prøvede at smile opmuntrende til hende. "Det vil han se med det samme." Ellers ville det være baronsønnen, der var en tåbe!

[Leonora af Legan]

Det var trøstende at sidde her med veninden og snakke om, at hun ikke være så slem som hun selv troede og at alt nok skulle gå. Det føltes vældig trøstende, da Julietta kom tættere på og hun smilede til sin søde veninde. "Jeg er virkelig glad for at jeg har dig. Lov mig at ligegyldig hvor langt vi flytter fra hinanden, vil vi altid bevare kontakten" Det var en anden ting Leonora var bange for. At blive ensom og glemt når hun en dag var blevet gift og var flyttet.

[Julietta af Dunlath]

Det var en vældelig følelsesmæssigt overvældende situation og hun mærkede, hvordan kinderne blussede og øjnene blev blanke. Hvordan hun nogensinde skulle have overvejet at skære Leonora ud af sit liv, kunne hun i øjeblikket slet ikke begribe. "Det er et løfte. Du vil have mig som din veninde for evigt." Uden behovet for flere ord trak hun hende ind til et tæt kram, lagde armene om hendes spinkle skikkelse. Hun duftede egentlig ganske godt og de mørke lokker var silkebløde, kildede let mod hendes kind.

[Leonora af Legan]

Det var rart med et kram. Et godt tæt venskabeligt kram. Endelig var der en da gad lytte til Leonora uden at belære hende eller sige hun tog på vej. Julia valgte bare at lytte, hvilket var lige hvad Leonora havde brug for. Af samme grund hvilede hun sit hoved på Julias skuldre da de var helt tætte i et kram. Hun mærkede en enlig tåre i øjenkrogen, men lod den være. Det var rart at føle nærhed og omsorg for en gangs skyld

[Julietta af Dunlath]

Et kram var lige det, hun havde brug for. Også selvom Adrian havde ligget og holdt om hende hele natten. Alle tanker om Adrian blev dog skubbet i baggrunden, da den søde duft af hasselnøddefarvet hår lagde en lyserød dis om hendes tanker. Kinden var så blød mod hendes skulder. Ganske langsomt trak hun sig tilbage, kinderne strejfede hinanden. Tungespidsen gled lynsnart over hendes læber, da de blå øjne låste sig fast på Leonoras blødt buede amorbue. Så trak hun blikket til sig igen. "Hvor længe har du tænkt dig at blive?" spurgte hun og prøvede ikke at fokusere på den ukarakteristiske tørke i svælget eller de blussende kinder.

[Leonora af Legan]

Leonora fik hurtigt tørret tåren væk, da Julia gav slip. "Jeg bliver nok ikke meget mere end et par dage til. Måske kun en enkelt dag. Jeg skulle gerne til Frølund snart op og møde Damien" I dette øjeblik havde hun nu mest lyst til at blive her, men hun vidste hun var nød til at tage afsted. Mest for hendes egen skyld. "Men du og Adrian får vel også travlt nu i er gift?"

[Julietta af Dunlath]

"Det lyder helt perfekt," fortalte hun, selvom hun ikke kunne lade være at føle sig en smule trist ved tanken om, at veninden snart ville tage af sted igen og der ikke var efterladt nogen garanti om, hvornår de skulle se hinanden igen. Spørgsmålet fik hende til at fnise piget. "Det håber jeg da," fnes hun, men måtte rømme sig. "Selvom.. Han kom egentlig herop for at arbejde på sine magiske studier, så det er ikke sikkert, vi får så meget tid sammen, som vi måske kunne tænke os."

[Leonora af Legan]

Leonora smilede og tog venindens hånd i sin "Jeg er sikker på han er meget glad for dig og at han vil forsøge at finde tid." Hendes smil blev større hun var ikke et øjeblik i tvivl om at Julia og Adrian kunne skilles ad. De var som skabt for hinanden og de havde set så smukke ud ved brylluppet.

Leonora faldt lidt i staver over sine tanker og idet hun fik øjenkontakt med Julia igen rødmede hun og fniste så "Det nok også meget godt at jeg kommer lidt væk fra Corus"

[Julietta af Dunlath]

Venindens hånd var så øm og fin mod hendes egen og det øjeblik, den greb om hendes, flammede følelserne op i hende. Det var noget helt andet, noget smukt og skrøbeligt, underligt tillokkende. Bevares, hun var slet ikke forelsket i veninden som de svimlende, altoverskyggende følelser, hun havde for Adrian, men de store øjne, de slanke fingre og den lette kjole, der faldt ih så åh så godt ned over kvindelige former.

Julia havde altid været en pige i sine følelsers vold og netop det øjeblik, kunne hun ikke ignorere sine impulser. I hvert fald vandt hjertet længe nok, til at hun tøvede med munden let åben og et blik, der flakkede fra venindes øjne til hendes fyldige små læber. Uden at tænke over hvad hun havde gang i, lænede hun sig et lille stykke frem og plantede et enkelt, blidt kys på Leonoras læber.