Forbundne skæbner

[Mabelle af Danne]

Mikal af Danne

De havde ikke set hinanden siden deres noget mislykkedes ridetur. Og det var Mabelle på en måde ganske tilfreds med. Men samtidig var hendes nervøsitet vokset. Den havde nået uanede højder her til morgen, hvor hun var blevet vækket af sin kammerpige, der skulle igang med at gøre komtessen klar til at blive gift med Mikal.

Næsten hele dagen var gået som om, at hun ikke var til stede. Hun følte sig... Mærkelig til mode, fraværende og meget bange. Ofte havde hun lyst til at græde og bare ligge sig op i sin seng. Men det kunne hun naturligvis ikke.

Middagen var for længst startet, den sidste ret var spist og nu begyndte selve festen. Fejringen. Hun følte sig træt og udkørt. Kunne hun dog ikke snart få lov til at lægge sig op? Samtidig følte hun sig ukomfortabel i sin hvide kjole. Men heldigvis var den lavet af et materiale, der afkølede hendes krop, så varmen ikke generede hende.

Festen blev holdt ude i ambassadørens have, og Mabelle sad endnu for enden af bordet, mens en tjener stod bag ved hende, klar til at løfte hende, hvis hun skulle ønske det. Et eller andet sted befandt Mikal sig.

[Mikal af Danne]

Mikal var stadig vred over deres sidste møde. Han havde forventet, at hun ville være kommet for at undskylde i den forgangne uge, men det var hun ikke og det gjorde ham ikke venligt stemt. Derfor brugte han heller ikke sin bryllupsfest sammen med sin nye hustru, men i stedet sammen med sine egne venner og gæster. Han hyggede sig såmænd også fint nok, hvis det ikke var for den lille torn i hans bevidsthed, der hed Mabelle.

Han anede simpelthen ikke, hvad han skulle stille op med hende. De havde haft det hyggeligt og godt og han havde haft store forhåbninger til hende, men da først det var så sent, at han ikke kunne trække sig ud af aftalen, så havde hun vist sine sande farver. Og nu hang han på hende.

Det var flere timer efter, da hans svigerfar kom hen og bad ham - på en ganske diplomatisk omend fuldstændigt utvetydig måde - om at indfinde sig hos sin hustru og Mikal skjulte sin utilfredshed med et smil og en venlig bemærkning. Det ville ikke gavne ham det mindste at blive uvenner med ambassadøren.

[Mabelle af Danne]

Ingen af Mabelles veninder var inviteret til brylluppet. Hvordan kunne de også blive det, når budet med invitationen først ville nå frem, den dag hun skulle giftes. Derfor var det hendes faders og Mikals venner og gæster, som var til stede. Hun kendte dem af navn, men ikke privat. Flere af dem havde hun end ikke talt med.

Hun tog en sidste tår af det glas saft, som stod foran hende. Det gik efterhånden op for hende, at hun var den eneste, som ikke morede sig ved festen. Det var også svært, når man som hende var lam, og ikke kunne bevæge sig frit mellem samtalerne. Hun sukkede udmattet og drejede hovedet for at se på tjeneren bag ved hende. "Vil du ikke bære mig ned til dammen? Jeg vil gerne nyde stilheden i pavillonen," det ville måske muntre hende lidt op at se på vandet dernede. Tjeneren gik frem og løftede den lette komtesse op fra stolen. Han vidste bedre, end at bære hende ned gennem gæsterne. Der var heller ikke nogen som kastede et blik i deres retning, da tjeneren gik ud til den ene side og gik ned gennem en sti, for til sidst at ende ved dammen. Her satte han Mabelle ned på en hvid bænk.

[Mikal af Danne]

Han havde ikke mere end lige fået deres pladser i sit øjesyn, førend han så en tjener bære hende væk. Med et suk fulgte han efter. Det havde hendes far trods alt allerede givet sin klare mening omkring. Han trængte sig dog ikke på på vejen. Han ville ikke risikere at skulle begynde at bære rundt på hende igen.

De skulle altså ned til dammen? Midt i en fest? Han sukkede teatralsk for sig selv og gik så ned og satte sig ved hendes side. "Din far er nervøs for, om du keder dig," sagde han ligeud. Han lød ikke vred eller lignende. Bare.. Informerende.

[Mabelle af Danne]

Hun havde lukket øjnene, da hun hørte en sætte sig ned ved siden af hende. Hun åbnede øjnene og drejede hovedet, alt for udmattet til at blive forskrækket eller bange. Det var Mikal. Hun tilbageholdte et suk og trak let på skuldrene. "Jeg blev træt," sagde hun blot og hendes stemme afspejlede det ganske tydeligt. "Jeg kender ingen her ved festen, så det er svært at more sig, når man ikke kan tale med nogle af gæsterne," hun lænede sig tilbage på bænken og trak benene op under sig ved at løfte dem op på bænken.

[Mikal af Danne]

Han trak lidt på skuldrene af hendes svar. Hun blev altid træt. Det var der ikke noget nyt i. "Hvorfor har du ikke inviteret nogle af dine egne veninder?" spurgte han så og kunne ikke helt lade være med at være lidt nysgerrig. Han havde overladt næsten al planlægning til Mabelle og hendes mor og det gav ikke rigtigt mening for ham.

[Mabelle af Danne]

Denne her gang sukkede hun. Det lød trist og fortvivlet på en og samme tid. "Mine veninder bor enten i Corus eller i Carthak," fortalte hun ham. "De få jeg har," endnu et suk, mens hun lod sit blik hvile på dammen. Hendes øjne havde dog fået et blankt skær. "De bor så langt væk, at når først budet ville nå frem til dem med invitationen, så ville vi være gift," sådan var betingelserne for at bo så langt væk fra hovedstaden, hvor de fleste af dem hun havde gået i klosterskole med boede.

[Mikal af Danne]

Han sukkede også lidt. "Hvorfor har ingen tænkt på at invitere dem tidligere?" spurgte han så. "Det kan da ikke være rimeligt, at du ikke skal kende nogen til dit eget bryllup." Det var virkelig da ikke pænt af hendes mor. "Men rejsen er måske også for lang, når det trods alt kun er for en enkelt dag," fortsatte han så sin egen tankerække. "Vi må invitere dem, når vi engang har fundet os på plads." Hvorfor vreden pludselig var gået af ham nu, anede han ikke. Men det var den altså.

[Mabelle af Danne]

Hun trak let på skuldrene. Hun vidste det ikke, og vidste derfor heller ikke, hvad hun skulle svare. "Mine forældre tænkte lidt mere på forretninger end mig, går jeg ud fra," hviskede hun for sig selv og så væk fra ham, indtil han talte igen. Hun spærrede øjnene overrasket op og lagde så armene omkring hans hals. "Åh Mikal," snøftede hun ind mod hans hals. "Tak."

[Mikal af Danne]

Han blev helt overrasket, da hun nærmest kastede sig om halsen på ham. Det havde han ærligt talt ikke forventet. Lettere usikker på, hvordan han skulle opføre sig, lagde han en arm omkring hendes skuldre og gav dem et let klem. Så for en tanke i ham og inden han nåede at overveje, om det var en god idé, havde han lagt en finger under hendes hage og tiltet hendes hoved op, så han kunne lægge sine læber mod hendes igen. Denne gang kunne hun da i det mindste ikke nå at blive nervøs.

[Mabelle af Danne]

Da han lagde en arm omkring hendes skuldre, skælvede hun ganske let over nærkontakten med ham. Hun pressede sin krop tættere ind i hans trygge favn, hvor hun vidste, at hun kunne lide at være. Da han tiltede hendes hoved op, så hun op på ham med våde øjne, mens han pludselig lagde sine læber mod hendes. Hun var chokeret, overrasket og overrumplet, men ikke bange. Ikke denne gang. Hele hendes krop slappede af, som hun meget forsigtigt, og kun ganske lidt begyndte at bevæge sine læber.

[Mikal af Danne]

Hun blev ikke stiv som en stenstøtte denne gang. Tværtimod. Hun bevægede sine læber mod hans og han strammede ubevidst grebet om hendes skikkelse, så hun blev trykket tættere ind til hans bryst. Selv bevægede han også sine læber og trak kysset ud så længe, som hun tillod ham.

[Mabelle af Danne]

Hun vidste ikke, om hun gjorde noget rigtigt, og derfor blev hun forlegen over sig selv. Hun trak sig tilsidst væk med højrøde kinder, og så straks ned på sit eget skød. "Undskyld," hviskede hun og bed sig i underlæben. Hun følte sig endnu mere træt nu, og derfor lænede hun sig ind mod hans brystkasse.

[Mikal af Danne]

Han slap hende ikke, da hun trak sig væk. Ikke rigtigt. Så da hun lænede sig ind mod ham igen, lagde han bare ansigtet mod toppen af hendes hoved. "Du skal ikke undskylde, Mabelle. Det var præcis, som det burde være." Og ikke, som det havde været den anden dag. "Sådan skal du bare gøre hver gang." Han kyssede hende i håret og gav hendes skuldre et let klem igen.

[Mabelle af Danne]

Hun rødmede i kinderne igen og lukkede genert øjnene i, mens han talte. "Jeg er så bange..." Hviskede hun og tryggede sig tættere ind mod ham igen. "Jeg er bange for nye ting," hun holdt godt fast i hans skjorte, og sukkede tungt. Og træt. Hun ville så gerne op i sin egen seng, så hun kunne hvile sig. Men hun fik nok ikke lov endnu.