Efterårsløfter [ÅBEN]

[Annalyn Tømrer]

Mabon - 21. september 527 M.T.

Bryllupsfest for
Owen Tømrer og Annalyn Tømrer

Tågelygten var fuld af mennesker, ikke fordi der var noget underligt i det. Den velseete krostue summede næsten altid af liv, men i dag var grunden en helt anden. Der var reelt set to grunde, men for Annalyn var det for en gangs skyld ikke en af hendes yndlings-højtider - Mabon - der trumfede. Tværimod det faktum, at hun nu ikke længere kun var nogens datter, eller søster. Hun var nogens hustru. Og ikke bare hvem som helst, men hustru til Owen som fik hendes hjerte til at svulme mindst tre størelser op, bare hun så på ham i dag.

Festlighederne der denne Mabon foregik på Tågelygten, var for dem, for de løfter de tidligere på dagen havde givet hinanden og de bånd der var blevet bundet, med både Guder og mennesker som vidner. Hun havde stadig ikke helt forstået, at de var gift og at når de forlod Tågelygten den aften, ville hun ikke skulle hjem til sin fars hus, men til deres hus. Hendes ting var blevet flyttet dagen før, selvom hun stadig selv havde overnattet hos sine søstre. Samme søstre var alle midt i en dans. Md røde kinder og klare øjne, der spillede mod deres respektive dansepartnere der skiftede langs kæden, indtil de nåede tilbage til den oprindelige igen.

Krostuens borde var skubbet ud til væggene for at gøre plads til dansen og ingen spillemænd eller musikanter var nødvendige, når man havde Mylas, hans sønner og døtre, der skabte en stemning som ingen andre. Også Annalyns kinder var røde af varme, vin og stemning og hun havde næsten ondt i kæberne af at smile, uden på nogen måde at kunne stoppe med at gøre det. Tværtimod blev smilet lige en smule større, da hendes blik mødte Owens som han manøvrerede sig i kanten af de dansende hen mod den bænk hun sad på for at tage et øjebliks hvil.

---

Tråden er åben for alle der har lyst til at smide en reaktion med og som føler,
de har en eller anden relation til brudeparret og deres familier.

[Owen Tømrer]

Owen havde forsøgt at komme til at se præsentabel ud. Han var i tøj, som var både rent og pænt og han havde fået en ny krykke af kammeraterne henne på værkstedet, som faktisk passede bedre i højden, nu hvor han igen havde fået en ny protese og som var bedre udformet på den øverste det, så den var mere behagelig at gå med. Håret havde han givet op på for længe siden. Det sad, som det selv ville, ligesom det alle dage havde gjort. I sidste ende var det jo heller ikke det vigtigste.

Selve ceremonien havde været smuk, men enkel og det havde Owen været taknemmelig for, da han havde været meget i fare for at slippe en tåre af lykke og den slags brød han sig bestemt ikke om at gøre, mens folk så på. Uanset, at det så kun var Lynn's familie og et par nære venner. Han havde sendt sin egen familie et brev, hvor han forklarede dem, at han skulle giftes og nu var bosat i Corus, men da svaret kom, forklarede hans far, at de havde for travlt på værkstedet til at kunne afse tid til rejsen. Noget kunne tyde på, at de havde brug for mere tid. Han forstod dem godt.

Heldigvis var Lynn der og for ham var det fuldstændigt umuligt at dvæle ved fortiden eller være trist, når hun var i nærheden og netop nu var han på vej hen til hende. Han fik sig placeret på en stol ved siden af hende og tog hendes hånd i sin. "Morer du dig?" Hans smil rummede alle de følelser, som han var så dårlig til at sige højt.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn behøvede ikke engang sige noget, for hendes forelskede blik og insisterende smil, havde svaret for hende, allerede før Owen stillede sit spørgsmål "Hvordan skulle jeg kunne andet?" spurgte hun uden reelt at forvente et svar, tøvede et sekund og lænede sig så ind mod ham og lod læberne hvile mod hans et kort øjeblik. Det var måske ikke hverken stort eller upassende - slet ikke nu, men det gav i stedet hendes varme kinder,en dybere rødmen, der passede til varmen i hendes blik "Men jeg forudser mine fødder er ømme i morgen." hun havde allerede danset meget, men var bestemt ikke færdig endnu hvis hun selv skulle bestemme. Det var alt for sjældent hun havde muligheden og endnu mere sjældent hun var på Tågelygten på denne side af disken.

[Owen Tømrer]

Det var uundgåeligt, at der ikke skulle komme et lille stik i hjertet over, at alle andre end han selv, kunne danse ordentligt med hans hustru på deres bryllupsdag, men der var så meget andet, som gjorde ham lykkelig, at han ikke udviste nogen ydre tegn på det. "Hvis det bliver rigtigt slemt, så bærer jeg dig hele vejen hjem," drillede han med et skævt smil. De vidste begge, at det ikke ville være muligt, men han tog det ikke så tungt alligevel. "Og så må jeg jo bare sørge for, at du ikke skal stå på fødderne hele dagen i morgen." Han blinkede smilende, men sagde ikke mere. De havde begge fået en enkelt fridag efter brylluppet og han havde alle planer om at de skulle bruge den på at komme på plads i deres nye liv sammen.

[Annalyn Tømrer]

Annalynsene hånd fandt ømt til hvile mod Owens ene kindBare et kort øjeblik, men i hendes blik var svaret på det hun vidste han tænkte. At han var alt hvad hun havde brugt for, også selvom han måske ikke kunne svinge hende i en dans, men at det ikke betød hun ikke ville danse med ham til melodier der var knap så livlige "Du kan låne en trækvogn af Mylas og trække mig hjem i den. Give hele kvarteret et syn der er alle pengene værd." spøgte hun varmt og lod tommelfingeren stryge over hans kind før hun lod hånden falde igen "Hvem skal så lave din morgenmad.. hvis jeg ikke må stå på fødderne hele dagen?" spurgte hun drillende, mens hans blik fik hendes mave til at slå en kolbøtte.

[Owen Tømrer]

Han smilede og trak på skuldrene i en halv undskyldende gestus og lod det så fare. Hendes spøg fik ham til at le underholdt og han rystede så på hovedet. "Det ville jeg høre for resten af min tid, hvis jeg gjorde det," kommenterede han lavmælt og lagde armen om hendes skuldre. "Men jeg mener det skam alvorligt. Sig mig, tror du ikke, at jeg kan lave morgenmad?" Hvis sandt skulle siges, så anede han ikke, om han var i stand til at lave noget, som ikke var en humpel brød og noget ost, men på den anden side. Så var det nok for hendes skyld, at han ville gøre forsøget.

[Annalyn Tømrer]

Hans latter gik lige i hjertet på hende, og fik hende til at lyse op på en måde det kun var ham der kunne og impulsivt lænede hun sig frem igen, og lod læberne strejfe hans kind denne gang "Nej.." svarede hun simpelt, med øjne der spillede drilsk. Det skete ikke så tit hun var så direkte skælmsk, men hele stemningen, måden han betragtede hende og måske de få glas cider hun havde fået, havde fået hendes naturlige forsigtighed til at krybe i baggrunden, mens hun for en gangs skyld næsten nød at være midtpunktet.