Det er oppe over

[Mabelle af Danne]

Mikal af Danne

For en, der var lam fra livet og ned, var det en vanskelig ting at prøve kjoler. Især, når skrædderen ville se, hvordan den så ud i helhed. Hvilket Mabelle var fuldstændig ligeglad med. Ingen ville alligevel se hende stående oprejst i kjolen. Så skørtet skulle være så tyndt som muligt. Udover det, så følte hun sig forkert, når hun prøvede alle de fine kjoler, med de store skørter og smukke sten syet ind i dem, når hun alligevel blot sad i en stol hele tiden.

Derfor havde hun denne eftermiddag overladt kjolen til hendes moder og skrædder. I stedet, så havde hun spurgt sin fader, om hun ikke måtte tage en ridetur. Blot en lille en. Hun havde fået en speciel sadel, som kunne holde hendes krop oprejst, og hendes ben fast, selvom hun var lam. Og heldigvis lystrede hendes hest på ord og tøjlerne. Hun red dog aldrig uden opsyn. Der var derfor hele tiden en tjener til stede, når hun red ude i haven, bag ved deres hus.

[Mikal af Danne]

Mikal havde overladt stort set alt omkring brylluppet til Mabelle og hendes mor. Han havde selv sørget for en gæsteliste til sin side af familien og sine egne venner, men derudover havde de to fået frie tøjler.

Han havde i stedet haft mere travlt end sædvanligt, mens de forhandlede en aftale hjem med Galla omkring eksport af tømmer. Det havde taget en hel del af hans tid og han havde derfor ikke haft nær så meget tid sammen med Mabelle, som han havde håbet at have. Han havde kun set hende en enkelt gang eller to om ugen. Men han besluttede, at han ikke ville irritere sig over det. Han var alligevel nået meget længere med hende allerede, end han havde håbet på.

Da han ankom til Solbjerg-residensen, blev han dog vist direkte ud til Mabelle. Det var blevet så meget rutine, at han ikke engang gik ind for at hilse hendes forældre først. Da han så hende til hest for første gang, mærkede han dog blodet strømme i kroppen næsten med det samme - som det ofte skete, når han var sammen med sin forlovede. At se hende sidde overskrævs på hesten gav ved til hans fantasier og han smilede derfor allerede skævt, da hun opdagede ham. "Mabelle," hilste han roligt. "Hvad siger De til, at vi rider en tur sammen?"

[Mabelle af Danne]

Da lyden af Mikals stemme lød gennem haven, løftede hun blikket op og lod sine blå øjne hvile på ham, mens hendes sædvanlige generte smil hvilede på hendes læber. Hun standsede hesten med en lav lyd, og så på ham med højrøde kinder over hans forslag. Det ville igen betyde, at de skulle være alene. Noget hun endnu ikke havde vænnet sig til. Men hendes forældre havde aldrig sagt noget imod det. Mikal var bare altid så... Intimiderende på en måde, der fik hendes hjerte til at stoppe med at slå nogle gange.

"Hvis De gerne vil gøre mig med selskab," svarede hun og slog straks blikket ned, mens hendes gyldne hoppe Solstråle, dansede et par skridt til den ene side. En smule utålmodig efter at udforske den ukendte person. Et par klik med tungen, fik hurtigt sat hoppen i skridt, og Mabelle bevægede sig hen mod Mikal.

[Mikal af Danne]

Hans smil blev mere skævt, da han så hendes højrøde kinder. Han elskede, at han kunne få hende til at reagere på den måde og han gjorde det så ofte som overhovedet muligt. Han stod stille, som hun rutineret dirigerede hesten over til ham og han hilste på den med et smil, inden han vendte blikket op mod hende igen. "Det vil jeg meget gerne." Hans stemme havde en smule løfter i sig, som hun sikkert ville genkende fra deres tidligere udflugter. "Der er et sted langs med åen øst for byen, som jeg godt kunne tænke mig at vise dig. Skal du have noget at spise, inden vi tager af sted?" Han vidste jo ikke, hvornår hun sidst havde spist.

[Mabelle af Danne]

Hun spærrede øjnene op ved hans løfte, og hendes kinder blev endnu mere røde. Hun så straks væk fra ham og sank en klump i halsen, ikke helt i stand til at styre sin stemme. Ved hans spørgsmål, så hun over på tjeneren. "Hvor lang tid er der til middagen?" Spurgte hun g tjeneren rømmede sig lidt. "Herren siger, at middagen først bliver serveret ved solnedgang," svarede tjeneren og Mabelle så over på Mikal. "Måske vi skulle tage noget med?" Foreslog hun uskyldigt og så ned på sine hænder, der næsten krampagtigt holdte fast i tøjlerne.

[Mikal af Danne]

Hans smil holdt stadig, da hun blev endnu rødere og han fik altid lyst til at skubbe endnu mere til hende, når han så dette. Det lod han dog være med denne gang. Tjeneren var tydeligvis allerede lidt overrasket og der var ingen grund til at skubbe det endnu mere. "Så går jeg lige ind og giver kokkepigen besked om at finde noget frem til os," sagde han med et smil og vendte om og gik ind.

Et stykke tid senere kom han ud af huset til sin egen hest, som også var gjort klar til ham med et par pakker under armen. Han stak dem nonchalant i sin sadeltaske og sad op. "Er De klar?" Han brød sig ikke om at sige 'De' til hende. Det var de langt forbi. Men han havde lovet, at han kun ville vige fra det, når de var alene.

[Mabelle af Danne]

Hun nikkede og så efter ham med et skjult blik, inden hun drejede hesten rundt og fik hoppen til at gå hen til tjeneren, som bar på en lille bakke. "Vandglasset tak," bad hun og rakte hånden frem, hvorpå hun tog glasset fra bakken og tømte det. Solen bagte, og skønt hendes ridedragt dækkede hver en centimeter af hendes hud, så følte hun den stadigvæk brænde i sin nakke. Hun skulle have taget en hat på med større skygge.

Da Mikal kom ud igen, stod hun parat med Solstråle i midten af haven. "Det er jeg ja," svarede hun roligt og ventede med at satte i gang, til han var op på siden af hende. Hun sendte ham endnu et skjult blik, men sørgede for at vende sit blik mod deres sti ganske hurtigt.

[Mikal af Danne]

Han satte hælene let i siden på Tadly og red op på siden af hende. "Det var godt. Så lad os komme af sted." De red af sted ved siden af hinanden og inden længe var de på den store vej, som gik tværs gennem byen. "Jeg er glad for at se dig igen," sagde han så roligt, da de endelig var alene. Han turde ikke ride helt tæt på hende, fordi Tadly havde en tendens til at være lige rigeligt interesseret i hopper. De to heste kunne sagtens lære hinanden at kende senere, men ikke lige nu.

[Mabelle af Danne]

Hun lod sit blik være rettet på den store vej, ikke helt tryg ved at ride derude. Det var mange år siden, at hun havde gjort det sidst. Den gang havde hun været en lille pige. Det var hun jo ikke længere. Hun drejede hovedet kort for at se over på ham. Og uden at tænke sig om, sagde hun; "Jeg har savnet dig." Så snart det gik op for hende, hvad hun havde sagt, bed hun sig i underlæben, fik røde kinder og rettede straks blikket væk fra ham igen. Heldigvis kunne Solstråle finde ud af at gå stille og roligt ved siden af Mikals hest. Hoppen var ikke særlig interesseret i hingsten, men mere i de mange mennesker, dufte og lyde, som de red igennem.

[Mikal af Danne]

Han smilede og nikkede let. "Det er jeg glad for, min egen. Der går ikke længe, inden vi får lov til at være lidt tættere sammen. Så kan du få lov til at få savnet ordentligt ud af kroppen." Han havde alle intentioner om, at de skulle være tætte sammen nede ved åen. Og det vidste hun sikkert også godt. Han lod ikke mange chancer for det gå fra sig i den retning. "Hvordan går det med forberedelserne?" Der var ikke mere end en lille uge til, at de skulle være mand og kone. Og så behøvede han ikke at opretholde denne facade længere.

[Mabelle af Danne]

Hun snappede efter vejret. Uanset hvor ofte Mikal kom med disse ord og løfter, så kunne hun ved Guderne ikke vænne sig til dem. De var så upassende og sjofle, at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv, når det skete. Hun sagde derfor heller ikke noget til det. Hun var bange for, at hun blot ville sige noget tåbeligt eller barnligt. Til hans spørgsmål sukkede hun lavmælt. "Jeg kan ærlig talt ikke sige, at jeg har moret mig," hendes stemme var trist. "Moder bliver ved med at holde på, at skørtet til min kjole skal have fylde. Men hvad nytter det? Jeg sidder jo alligevel ned under hele aftenen," hun ville ikke engang kunne danse på sin egen bryllupsdag.

[Mikal af Danne]

Han kunne næsten høre på hendes toneleje, at hun var presset over alt planlægningen. Det kunne han dog ikke gøre så meget ved, så han forsøgte sig i stedet med at muntre hende lidt op. "Ikke hele aftenen," sagde han med endnu et skævt smil. "Når først vi har trukket os tilbage, så vil jeg lægge dig fladt på vores seng og så må jeg indrømme, at jeg vil tage mig god tid til at sætte pris på, præcis hvor smuk, du er i den kjole," fortsatte han med alle de samme undertoner som før. Han løj dog ikke. Han havde alle planer om at gøre, præcis som han sagde.

[Mabelle af Danne]

Hun gik næsten i stå ved hans ord. Deres seng. De skulle snart dele seng. Åh nej. Det… Det ville hun ikke! Det kunne hun da ikke! Nej nej… Hun havde lyst til at græde igen. Hun ville ikke kunne være nogen god hustru for Mikal. Alt det han lovede hende, hun ville slet ikke kunne leve op til hans forventninger om, hvordan en hustru var. Og lavede. Hun klappede derfor i som en østers, og så ned på sine hænder, der knugede omkring tøjlerne. Solstråle fulgte bare med Mikals hest, så hun ikke behøvede holde øje med vejen.

[Mikal af Danne]

Han kunne se hende panikke og trak mentalt på skuldrene. ”Du behøver ikke at være bange,” sagde han så i en rolig stemme, mens de red forbi de mange huse. ”Jeg ved godt, hvad du kan og hvad du ikke kan. Jeg har lagt planer efter det.” Han havde allerede fortalt hende, den første gang de mødtes, at han ikke havde tænkt sig at danse rundt om hendes handicap, sådan som hendes forældre gjorde det. Og så måtte hun ellers slå og skælde ud, alt hvad hun havde lyst til. Han havde tænkt sig at behandle det, som ethvert andet dagligdags problem, som de bare måtte finde en løsning på.

[Mabelle af Danne]

Bange? Hun var ikke bange. Hun var rædselsslagen. Og hun havde alt mulig lyst til nu at vende om og ride tilbage, for så at lægge sig i sin seng og græde. Tænk, at han tillod sig selv, at tale om sådan noget. Til hende! Hun var chokeret, og var stærkt i tvivl om sin stemmes brug, så hun lod i stedet sine øjne være våde, og rettede nu blikket mod vejen, mens hun så meget som muligt rankede i ryggen. ”H-hvornår er vi fremme?” Spurgte hun i stedet med skælvende stemme. Hendes røde kinder var forsvundet, og i stedet var hendes ansigt blegt og træt.