Når børnene flyver fra reden

[Arram Dalben]

Arram nikkede selv hen over sit krus, fulgt op af et skævt smil ”Nogenlunde. Vi har ikke haft nogen store forhindringer eller skridt bagud, men det tager tid. Mere end jeg nogen gange føler jeg har tålmodighed til.” han slap en munter lyd, rakte ud og lagde en hånd mod Daniellas knæ ”Jeg har heldigvis nogen til at holder mig fokuseret så mine tanker ikke vandre på så mange afveje som de ellers har tendens til.”

[Daniella Stjernestøv]

Daniella så en lille pelsklump komme stavrende ud af hoveddøren og hun rakte hånden ned og gned fingrene sammen, mens hun lavede en lille lyd med læberne. Killingen, som efterhånden kendte hende ret godt, havde pludselig halen lige i vejret og stavrede med ivrige skridt hen til hende.

Hun smilede varmt til Arram over hans søde kommentar, mens hun bukkede sig lidt frem i sædet og samlede killingen op, så hun kunne placere den i sit skød. Og øjeblikkeligt gav den sig til at slikke Arram på håndryggen. "Jeg synes, at det går frem, som det skal," sagde hun med et smil, henvendt til Horik. "Hvis du spurgte mine forældre ville det naturligvis være en ganske anden sag," fortsatte hun med et lille skævt smil og undredes igen over, som hun var blevet i stand til at lave sjov med emnet.

[Horik Vilterskæg]

Horik opdagede killingen nogenlunde på samme tid som Daniella, men før han nåede at sige noget, havde hun selv lokket killingen til sig. Han klukkede lidt igen, både over killingen på hendes skød og visheden om, at den fik et kærligt hjem, men også fordi fire pelsklumper mere, fulgte efter den ud fra hytten på stadig lidt usikre poter ”Det ser ud til nogen var mere utålmodige end du, min pige.” klukkede han muntert, mens killingerne gik på opdagelse mellem fremmede ben og fødder, mens de på skift overfaldt hinanden og tumlede omkring foran bænken i kluntet leg.

[Arram Dalben]

Arram opdagede ikke killingen som de andre. Ikke før den stavrede mellem fødderne på ham og gned sig op ad Daniellas ankel. Han smilede for sig selv da hun løftede den op og lod sin hånd blive liggende mod hendes knæ da killingen mente den værdig til opmærksomhed ”Har jeg glemt at vaske hænder, eller har jeg bare haft fingrene i noget spændende, plysknold?” han vendte hånden og kløede killingen drillende under hagen med pegefingeren, der straks blev grebet om af små bløde poter, mens små tænder ivrigt spindende forsøgte at gabe over hans finger, uden at gøre nogen skade.

[Daniella Stjernestøv]

Hun grinede let af killingernes leg og så over på Arram, som hyggede sig med den lille pelsklump. "Hun kan godt lide dig," sagde hun med et smil om læberne. "Jeg kan slet ikke fortælle dig, hvor meget jeg har glædet mig til at få hende med hjem," sagde hun med et bredt smil, mens hun så over på Horik.

[Horik Vilterskæg]

Arram sendte hende et skævt smil, uden at sige mere og koncentrerede sig i stedet om at give killingen lidt modstand, uden at han kunne lade være at smile. Han havde glædet sig næsten lige så meget som Daniella, selvom han måske ikke havde givet lige så tydeligt udtryk for det. Han elskede dyr, men det var Daniellas begejstring der var mest indtagende.

Horiks rynker forblev dye fordi han smilede "Jeg tror jeg har en god fornemmelse, min søde pige. Jeg ved hun får et godt og kærligt hjem hos dig. Det er alt jeg kunne bede om." han strakte det ene ben diskret "Hun er allerede vant til at være ude som du ved, men hold hende inde den første uges tid, så hun får en fornemmelse af, at hun hører til hos jer. Hvis hun smutter ud, finder hun sikkert herned, men så ved du hvor du skal søge."

[Daniella Stjernestøv]

Daniella nikkede og smilede, mens hun kælede for katten i sit skød, som bestemt ikke var tilfreds, når hun glemte at klø den mellem ørerne. "Det skal vi nok. Det er heldigt, at det er ved at være så sent på året, at vi kan holde til at have skodderne slået for." Hun smilede skævt og tænkte på Arram, som næsten altid sov med tilgang til frisk luft.

[Horik Vilterskæg]

Horik nikkede tilfredst "Ikke at hun ikke må rende herned, det er såmænd ingen skade til. Så ved jeg også jeg får besøg af en af jer inden længe." ræsonnerede han med et spillende blik mens Arram forsøgte at trække hånden til sig, og blev forhindret i forehavendet af små skarpe klør og tænder "Og jeg skal til at dele seng med jer begge to kan jeg forestille mig." spurgte han tørt, men uden nogen tegn på, at han havde ret meget imod den udsigt.

[Daniella Stjernestøv]

Hun kom til at fnise lidt af Arram's kommentar og løftede den lille skikkelse op i sine hænder, så Arram kunne få sin hånd fri. "Vil du virkelig bede dette lille væsen om at sove på gulvet?" spurgte hun påtaget indigneret og rakte den lille killing frem mod ham med et smil om læberne. "Vil du ikke give mig ret, Magus Horik?"

[Arram Dalben]

Arram trak hånden til sig og fnøs muntert, for så at trække hovedet lidt tilbage, da de små klør langede ud efter hans næse "Nej, for så kommer jeg velsagtens selv til at sove dernede i stedet." spørgte han tørt og prikkede killingen på næsen, før Daniella satte den ned på skødet igen.

Horik klukkede som han nu engang gjorde bedst og nikkede midt i mellem kluk "Jeg har skam forsøgt at holde dem ude af min egen seng, min pige. Det er ikke mig der vandt den kamp. Kun når jeg snorker tilpas højt, Så får jeg sengen ganske for mig selv." konstaterede han med et tenderende selvtilfredst smil under skægget.

[Daniella Stjernestøv]

Hun lo lidt igen og rystede på hovedet. Som om hun kunne finde på at smide Arram ud af sengen. Han måtte da vist have drukket noget gæret saft eller sådan noget. Hun smilede mildt til Horik og nussede så killingen på hovedet, men så så den ud til at kede sig og begyndte at stavre op af hendes arm, indtil den sad lige så fint på hendes skulder. "Hvad var det nu, du sagde, at vi skulle fodre hende med, Horik? Jeg er ikke sikker på, at jeg helt kan huske det."

[Horik Vilterskæg]

Horik klukkede færdig, men morede sig stadig over det spøgefulde spil mellem de to unge magikere. Det varmede hans gamle hjerte og varmen var tydelig i både smil og blik da Daniella henvendte sig til ham igen "Åh, når hun først begynder at komme ud skal hun såmænd nok næsten selv klare den sag. Her er masser af fuldfede mus og småfugle, men en smule mad hjemme får dem da til at komme tilbage." hans blik spillede spøgefuldt mens han fortsatte "Lidt kogt fisk eller kylling, og gerne med en smule kogt ris blandet i, selvom jeg ved det kan være lidt sværere at få fat i. Tørret kød der ikke err for salt er også altid en lækkerbidsken og mælk eller fløde, men tynd det op med vand hvis du giver hende det. Og ikke for meget. mens han talte stablede han sig på benene med en hjælpende hånd fra Daniella og sjokkede forrest ind i den lille hytte for at finde de forskellige ting hun skulle have med sig tilbage sammen med killingen.

Tråd lukket