Når børnene flyver fra reden

[Horik Vilterskæg]

Daniella Stjernestøv

Horik sad på den bænk han for år tilbage, havde fået sat udenfor sin lille hytte. Helt op mod den kalkede mur mellem bindingsværket, hvor solen stod lige på det meste af eftermiddagen og varmede såvel muren, som den der nu måtte sidde på bænken. Der var ingen sol lige nu, men luften var lummer og ikke kold. Det havde regnet for ikke så længe siden, men bænken var stadig tør, i læ under tagets udhæng.

På bænken ved siden af ham stod et krus hvis indhold stadig dampede dovent, men Horik selv betragtede muntert to egern, der kæmpede om et agern i det store egetræ der stod ikke langt fra hytten. Han smilede for sig selv mens han tog kruset op i hænderne igen. Der stod to krus mere og en skåret tekande på en ramponeret kasse, der gjorde det ud for et bord ved siden af bænken. Luften var lun og for en gangs skyld havde han ikke sin slidte kåbe på. I stedet var han i en løs, sandfarvet skjorte og et par brune bukser, mens det lange hvide hår, var bundet tilbage med en læderrem. En lyd ved siden bænken, fik ham til at se ned. Han smilede og rakte hånden ned, og kløede en skravlet, stribet hunkat bag ørerne.

"Er du også her, lille Isa. Fik du brug for en pause fra børneflokken?" han forsatte med at klø katten, der nu sprang op på skødet af ham og så imens ud over haven "Hvor har du gjort af Rufus i dag, hmm? Forsømmer han sine pligter som far, eller vil han stadig ikke vedkende sig sin medvirken?" hunkatten strakte sig dovent og begyndte at spinde, og andet svar fik han ikke fra den "Javel ja." han kluklo "Vi får snart gæster endda og så ligger du bare der." han rystede på hovedet med et smil og strøg katten over ryggen.

[Daniella Stjernestøv]

Daniella var næsten ved at sprænges af forventning. I dag var dagen og hun knugede næsten Arram's hånd i sin, fordi hun ikke kunne styre sin begejstring. Hun havde fulgt den lille killing, som hun havde navngivet Safira for sine blå øjne, siden den var kommet til verden for nogle uger siden og nu mente Horik endelig, at hun ville kunne klare sig uden sin mor. Hun havde naturligvis besøgt killingen næsten hver dag og hun havde ubehjælpeligt tabt hjertet til den lille vildbasse.

Da de kom rundt om en af stiens sving, så de pludselig Horik og hendes skridt blev hurtigere. Hun var så begejstret, at hun ikke engang kunne finde ud af at tale til Arram om det. Hun gik bare rundt med strålende øjne og et stort smil. "Goddag, Magus Horik."

[Horik Vilterskæg]

Arram gik ved siden af Daniella med et insisterende træk i mundvigene. Det afspejlede sig muntert i hans blik. Hendes utålmodige iver var.. bedårende. Det var det bedste ord han kunne finde, men han tænkte det kun, mens de gik det sidste stykke ned til et af havernes fjerneste hjørner, hvor Horiks lille hytte lå.

Horik selv sad udenfor, og det lettere idylliske syn af den ældre magus i solen på bænken med kattene, fik kun Arrams smil til at vokse ”Godeftermiddag Magus Horik.” hilste han som Daniella og nikkede respektfuldt. Horik selv blev siddende, men hans eget smil fik alle rynkerne i hans ansigt til at blive dybere ”Åh der var I. Ventet utålmodigt, som I altid er. Velkommen til! Sid ned! Sid ned!” bød han hjerteligt og slog ud mod den ledige plads der stadig var på bænken, hvor hans krus havde stået for lidt siden ”Hvis vi flytter kanden, kan der vist også sidde en der.” fortsatte han og stoppede så med et inspicerende blik på Daniella ”Med mindre den unge dame er utålmodig?”

[Daniella Stjernestøv]

Hun smilede varmt til den gamle mand, da han viste dem på plads og hun tog plads, mens hun forsøgte at dæmpe sin begejstring. "Nej, nej, jeg kan såmænd sagtens vente." Det var måske ikke helt sandt, men hun kunne alligevel ikke være bekendt bare at tage killingen og så gå hjem. Så hun kunne lige så godt vente først som sidst.

[Arram Dalben]

Et spontant, muntert udbrud undslap Arram før han nåede at stoppe det og Daniellas hånd fik et klem, før han slap den og satte sig på kassen, mens han satte tekanden forsigtigt ned på jorden ”Du har ikke talt om andet hele ugen end den lille pelsklump. Jeg har glædet mig til at se hende.” brummede han muntert og den ældre troldmand klukkede ligeså muntert ”Åh, du søde pige. Lad os gå ind at se til dem. Teen er alligevel blevet lunken mens jeg sad her.” han rakte ud og gav hendes arm et par kærlige klap, før han greb fat om stokken og gjorde anstalter til at rejse sig ”Jeg skal bare lige..” mumlede han, halvt for sig selv ”Have bentøjet til at vågne igen.”

[Daniella Stjernestøv]

Hun sendte Arram et lille smil, som dog også indeholdt en lille misbilligelse over, at han kunne finde på at sige den slags, når nu Horik tydeligt ønskede, at de skulle sidde og drikke lidt te. Det var noget nyt for hende at gøre noget som helst, som var anderledes end hvad Arram mente, men tiden i Gudernes By havde givet hende en smule mere rygrad og selvtillid. "Nej virkelig, Magus Horik. Bliv endelig siddende. Jeg kan sagtens vente et øjeblik. Hun kommer jo med os hjem i dag, så jeg skal nok få min lyst styret til fulde." Hun smilede undskyldende.

[Arram Dalben]

Arram besvarede Daniellas blik med et drenget smil, der halvt udfordrede hende til at modsige ham. Når sandt skulle siges havde han fundet hendes forventning ganske bedårende. Det gjorde han stadig som de sad der udenfor den lille hytte og hans blik var kærligt drillende da det mødte hendes ”Jeg har jo ret.” brummede han mens han rakte hende et krus med te, der nu ikke føltes helt så lunkent som den ældre troldmand havde bedyret.

[Horik Vilterskæg]

Horik stoppede med bagdelen løftet lidt fra bænkens sæde, så indgående på Daniella og lod sig så dumpe ned at sidde igen med et bump "Du har så evigt ret, min søde pige, men hvem er jeg at holde dig tilbage når jeg ved dine fingre kribler efter at være begravet i blød pels?” spurgte han med et varmt smil og nåede at give hendes arm endnu et klap, før han tog imod det krus Arram også rakte ham ”Så fortæl mig hellere om jeres nye residens? Hvordan fik I overtalt Witysh til en sådan ombytning? Jeg mener ikke han plejer at overgive sig så let.”

[Daniella Stjernestøv]

Hun fik det lidt bedre, da begge troldmænd tog hendes ord til sig og blev siddende. Der var ingen grund til, at de ikke skulle kunne sidde og hygge sig lidt. For når hun først fik killingen i hænderne, så vidste hun godt, at hun ville være tabt for omverdenen et stykke tid. Hun kunne godt styre sin entusiasme lidt endnu.

Da talen faldt på Witysh, blev smilet bredere og hun fik et glimt i øjet, som hun så på Arram. "Det var ærligt talt mest Arram's fortjeneste." Hun så over på ham og forventede, at han selv fortalte historien. Hun havde selv været alt for nervøs til at tale med den ældre magus og var mere end glad for, at Arram var sprunget til.

[Arram Dalben]

Arram slog en munter latter op og trak på skuldrene med et smørret grin ”Jeg lovede ham bare, at jeg ikke længere ville blande mig i hans studier omkring beskyttende mure.” konstaterede han nøgternt, men de brune øjne spillede skælmsk hen over krusets kant da han drak af sin te ”Efter det var han ganske samarbejdsvillig.” han havde et godt forhold til den ældre troldmand der styrede skolen, men det var alment kendt, at de to ofte var uenige om fremgangsmåder.

[Horik Vilterskæg]

Horiks gamle ansigt trak sig sammen i muntre rynker mens han klukkende af latter så overtalelsen for sig ”Det tenderer afpresning, min dreng. Du er og bliver en lømmel.” han viftede en bebrejdende pegefinger, stadig klukkende af morskab og vendte så blikket mod Daniella igen ”Og er I så kommet godt på plads nede ved jorden?”

[Daniella Stjernestøv]

Hun sad og smilede let, mens han fortalte. For selvom hun aldrig selv ville have kunnet finde på at bruge lignende kneb, så vidste hun også, at den ældre Magus ikke for alvor var blevet irriteret over deres værelsesskift og derfor havde hun ingen dårlige samvittighed.

Da Horik stillede spørgsmål til hende, vendte hun blikket mod ham og smilede igen. "Det synes jeg, ja. Der er faktisk lidt mere plads end i det sidste, men det gør nu ikke den store forskel. Vi har jo ikke meget med os."

[Horik Vilterskæg]

Horik nåede at nikke adskillige gange mens Daniella talte. Ikke fordi han var utålmodig, men ganske simpelt for at vise han lyttede og var interesseret ”Der kan nå at komme meget til endnu.. skulle I vælge at blive for en længere periode.” han smilede varmt og lagde ikke skjul på, at han håbede det ville være tilfældet ”Har du fundet en kurv til den lille krudtugle? Ellers har jeg vist et par stykker jeg kan undvære. Du kan få en med når I går.” fortsatte han, på et helt andet spor, men tanker vandrede som de nu engang gjorde, og i hans alder syntes det pludseligt vigtigt at gribe tankerne når de var der.

[Daniella Stjernestøv]

Hun blev en lille smule forfjamsket over antydningen af, at de måske kunne gøre Gudernes By til deres hjem for en tid. Det var ikke noget, hun og Arram havde talt om og hun blev lidt rød i kinderne og skottede over til Arram, mens hun forsøgte at finde noget at sige. Men kort efter havde Horik selv skiftet emne og hun åndede lidt friere. "Jeg havde faktisk håbet, at jeg måtte låne en kurv af dig," indrømmede hun - denne gang med røde kinder af en anden grund. "Midlertidigt naturligvis."

[Horik Vilterskæg]

Horik klukkede endnu engang muntert mens lod krusets varme forplante sig til gamle, stive fingre ”Ikke tale om. Jeg har rigeligt som det er og jeg ved lige hvilken den lille er særligt glad for.” han nikkede bestemt en enkelt gang og tålte ikke modsigelse, selvom det blev afgjort med samme varme smil som altid ”Jeg har et par andre ting du skal have med også, men det ser vi på efter teen.” han tog en forsigtig mundfuld af sin som for at understrege og da han sænkede koppen igen, hang nogle dråber i det hvide skæg, uden at han selv lod til at bemærke det da han fortsatte ”Fortæl mig. Hvordan går jeres studier? Skrider de frem som ønsket?”