Brev hjemmefra

[Damien af Theaham]

Adelaide af Theaham

Han havde gået i flere dage og overvejet, hvad han skulle stille op. Aftalen var allerede i hus, så der var ikke meget, han kunne gøre for at stoppe det. Dermed stod han nu i den uheldige situation, at han skulle overbringe nyheden til Adelaide – helst før hun hørte om det i breve fra familien.
At få et privat øjeblik med hende var dog vanskeligt. Han ventede til aftentimerne, hvor folk enten var på patrulje, sov eller var nede i byen. Så var der ikke alt for mange øjne udenfor, og han og Adelaide kunne gå en lille tur på fortets område – bare for at strække benene lidt og sådan. ”Der er kommet nyt hjemmefra ...” startede han, da de var kommet tilpas langt væk fra sovesalene og andre livlige bygninger.

[Adelaide af Theaham]

Normalt var Adelaide ikke typen på at gå tur "bare for at strække benene", men når det gav hende lidt tid med Damien, kunne hun som regel gøre en undtagelse. Det gik ikke hendes næse forbi, at han ventede med at tale, til de var kommet væk fra de mest befolkede områder. Det i sig selv, var ikke så underligt, da det åbnede op for de lidt mere private emner. At han mente at de skulle finde et privat sted, til at snakke om nyt hjemmefra, fik hende derimod til at skæve bekymret til ham "Du ville ikke slæbe mig herud for at fortælle om mors roser." Svarede hun i en begyndende bekymret tone "Er der sket noget?" Hun antog at det havde et eller andet at gøre med lenet, og det bekymrede hun sig dybest set ikke ret meget for. Det var ikke hende der skulle styre det, og selv hvis det var, havde hun ikke den fjerneste anelse om hvordan. Det til trods, kunne hun sagtens være bekymret på Damiens vegne. Han gik noget mere op i det, end hun nogensinde havde gjort. En anden grund til bekymring, var at det også kunne handle om selve familien. Det håbede hun virkelig ikke det gjorde.

[Damien af Theaham]

Han skævede til hende. At trække det ud ville nok bare gøre hende mere bekymret, og det kunne ikke udskydes for evigt. Han var nødt til at sige det. ”Det er der ...” Det skar i ham at være nødt til at sige det. Det var så forbandet svært. ”Mor har arrangeret en forlovelse mellem mig og komtesse Leonora af Legan.” Han stoppede op. Der var ikke så meget mere at sige, og han så derfor blot på Adelaide. Han havde lyst til at trække hende ind i sin favn og love hende, at alt nok skulle gå, men det var næppe et løfte, han kunne holde, og hun ville måske slet ikke have hans omfavnelser lige nu.

[Adelaide af Theaham]

Forlovet? Han stod og sagde, at ham var blevet forlovet? Adelaide stod som frosset til jorden og stirrede på Damien. I starten så hun efter det mindste tegn på, at han lavede sjov. At han bare havde glemt, at det ville være det værste forsøg på sjov nogensinde, og at hun ville give ham et ordentligt lag tæsk for det. "Kontesse hvem af hvad?" Udbrød hun til sidst, da han ikke gav hende det mindste signal, til noget som helst andet end alvor. Hun ventede ikke på svaret. Hun var fuldstændig ligeglad med hvem kvinden var, der var ingen der skulle giftes med Damien. Hvis hun ikke selv kunne, var der ingen der skulle. "Jamen du stopper det da? Ligesom du plejer?" fulgte hun op. Han havde stoppet masser af forlovelser, og mangt et forsøg, fra deres mors side. Det her kunne da ikke være så meget anderledes.

[Damien af Theaham]

Han åbnede munden for at gentage kvindens navn, men Adelaide havde allerede bevæget sig videre i samtalen. Han lukkede munden igen ved hendes spørgsmål. Ja, han havde fået talt sig ud af det før ... Denne gang var dog anderledes. ”... jeg har prøvet. Jeg skrev hjem, men ...” Han rystede på hovedet. ”Mor har bestemt sig. Legan er et rigt len blandt baronierne, og vi kan fastholde vores alliance med Linden, siden komtessens storesøster ...” Han skar sig selv af og rystede lidt på hovedet. Det var vist ikke noget, der interesserede Adelaide. Det var alt sammen politik-snak. ”Hun har ikke tænkt sig at afbryde den.”

[Adelaide af Theaham]

Det var kun godt at Damien stoppede forklaringen. Hvis han var blevet ved, havde det uden tvivl gjort hende endnu mere frustreret. Hun havde meget lidt til overs for politiske lege. "Politik? Du har tænkt dig at overgive dig for politik? Laver du sjov med mig?" Adelaide vidste godt at det var urimeligt, at anklage ham for ikke at prøve nok. Hun vidste også godt, at det var urimeligt af hende, at være vred på ham og deres mor. "Nej" Udtalte hun bestemt "Du skal ikke giftes. Det bliver over mit lig. Hvis du ikke har tænkt dig at gøre noget ved det, så gør jeg det" Hvæsede hun ophidset. "Jeg stopper det her vanvid" Hun vendte sig for at gå mod staldene. Hvis det ikke nyttede noget at skrive, skulle det nok virke at tale med dem. Hun skulle bare have fat i Støvregn og noget proviant.

[Damien af Theaham]

”Det er mors beslutning! Jeg kan ikke gøre noget ved det, når hun først har indgået aftalen,” sagde han og forsøgte at lade være med at lyde frustreret. Han havde prøvet at komme ud af det, men alle hans argumenter var blevet viftet til side. Han kunne ikke gøre mere. ”Adelaide, vent!” Han skyndte sig efter hende, da hun marcherede af sted. Han var nødt til at stoppe hende, før hun gjorde noget dumt. ”Du kan ikke bare ride hjem og forbyde mor at arrangere en forlovelse.” Han spærrede hendes vej og lagde hænderne på hendes skuldre. ”Du risikerer at afsløre os. Hvis mor og far finder ud af det ... vi ville aldrig få lov til at se hinanden igen, Addie ...” Han søgte hendes blik.

[Adelaide af Theaham]

Adelaide havde ingen planer om at vente. Af nøjagtigt den grund, blev hun først stoppet da Damien tog fat i hende. Hun skulle lige til at protestere, og fortælle Damien at hun sagtens kunne give deres mor besked på, at styre sit sygelige giftekniv-kompleks. Problemet var bare, at han havde en rigtig god pointe. Der var ikke stor forskel på det, og direkte at fortælle, at hun ville have ham for sig selv.
Med et hårdt bid i sin underlæbe, tvang Adelaide sig selv til at falde en lille smule ned, og tænke bare nogenlunde logisk. Nej, der var vel ikke ret meget hun kunne gøre. Det eneste hun kunne komme på, var at skubbe den uheldige kvinde har var blevet forlovet med, ud foran en flok vilde heste... bogstaveligt eller billedligt. Og begge dele var i strid med alle mulige regler. "Men jeg kan ikke se dig med en anden" Hun fik endelig taget sig sammen til at se ham i øjnene. "Bare tanken..." Hun ville næsten hellere have sin indvolde revet ud af sin krop og brænde dem.

[Damien af Theaham]

Han ville så gerne bare tage hende i sin favn og knuge hende ind til sig. Indånde hendes dufte og nyde følelsen af hendes krop. Men det var risikabelt midt ude i det åbne, så han måtte nøjes med hænderne på hendes skuldre. Det var slet ikke nok. ”Jeg ved det. Bare tanken om at se dig med en eller anden mand ... ” Han skar en grimasse ved tanken, men sukkede så. Tungt og opgivende. ”Jeg ville få lyst til at kradse mine egne øjne ud efter sådan et syn ...” Han slap hendes skuldre og sukkede så igen. ”Jeg vil prøve at stoppe det. Lidt endnu i hvert fald. Hvis jeg bliver for indædt, vil mor måske bare tro, at jeg har en anden komtesse i kikkerten, og så bliver der bare endnu flere problemer ...” Han havde virkelig håbet på, at denne situation først ville være sket om mange år. At stå i den allerede virkede uoverskueligt.

[Adelaide af Theaham]

Adelaide havde på en gang lyst til at skrige, og til at lukke fuldstændig sammen, og marchere endnu længere væk fra byen. Hun endte med at vælge den gyldne mellemvej; at surmule og brokke sig….. Og at give efter for den jalousi der fik hendes indre til at vride sig. Hun lagde armene over kors og rankede ryggen. ”Kontesse Leonora af Legan” Fnøs hun. Navnet alene var mere end nok til, at give hende en dårlig smag i munden. ”Hun er uden tvivl lige så spændende som en brosten” foresatte hun i samme gnavne tone ”Og sikkert ikke ret meget pænere.. Har du nogensinde mødt hende?” Adelaide hævede et øjenbryn, og så spørgende mod sin bror. Så vidt hun selv kunne huske, var det ikke en kvinde hun nogensinde havde mødt. Det kunne naturligvis også skyldes, at hun ikke havde bekymret sig om den slags i lang tid.

[Damien af Theaham]

Som forventet gik der ikke lang tid, før Adelaide vendte tilbage til at snakke om hans nyligt udpegede forlovede. Damien kunne ikke bebrejde hende det. Han ville også selv blive arrig og jaloux, hvis søsteren en dag kom og fortalte, at hun var blevet forlovet. De tilhørte jo først og fremmest hinanden. ”Sikkert,” medgav han blot ved hendes hån af komtessen. Det han havde set af komtesse Leonora var nu vist ganske fint – hun var vist en nydelig ung kvinde. Men hun var jo ikke Adelaide, og Damien så ingen grund til at forsvare hende. Det ville blot starte et tåbeligt skænderi. ”Jeg har været til nogle af de samme arrangementer som hende. Bryllupper og den slags begivenheder, du ved?” Baronfamilierne havde jo en del med hinanden at gøre, så han havde set hende lidt rundt omkring. ”Vi har dog kun hilst på hinanden – aldrig rigtig haft en samtale.” Han havde jo undgået så vidt det var muligt at tale med komtesser. Mor skulle jo ikke få sat sig ideer i hovedet. Det havde så ikke virket særlig længe ...