En tid alene

[Astor af Fenrig]

Alice af Kystskov

Det var en af de mange festligheder på paladset og Astor kedede sig ærligt talt lidt. Caelie havde han sendt efter en ung baron-søn, hvis fader dog så lidt afskrællet ud og det kunne ikke skade at lade hende fortrylle ham en smule. Det kunne kun blive til deres fordel.

Han sad i en stol og så ud over selskabet med et glas vin i hånden, som han nippede til engang imellem. Der var masser af unge komtesser, som ikke havde fundet en ægtemand på rundrejsen, som gik sammen i grupper og fnes og udpegede unge mænd, som deres forældre måske ville opfatte som passende.

Netop som han havde tømt sit glas, blev en sådan gruppe splittet op og tøserne gik i alle retninger. En af dem gik i nærheden af ham og han besluttede, at det da vist var på tide med noget underholdning. Han rejste sig og tog to glas fra en nærtstående tjener, inden han satte efter hende og stod ved siden af hende, som hun stod og så ud af et af de store vinduer nær altanen. "Må jeg byde Dem på et glas vin, komtesse?"

[Alice af Kystskov]

Alice der var blevet tvunget til at tage til disse fester, og dette var en af dem. Hun var ikke meget for den måde nogle komtesser fremstillede sig på, som de var en genstand en mand kunne byde på. Alice var dog nød til at gøre lidt det samme. Selvom hun nu foretrak at være ved Eos eller sidde i fars regnskaber. Hvor hun dog længste efter sit hjem, men hun vidste den dag først kom når hun havde en forlovet hun skulle vise frem. Alice fnøs kort ved tanken og fulgte efter de andre komtesser. De snakkede endnu om rundrejsen, Alice følte kort et prik i sig. Da hun selv ikke havde deltaget på rejsen, men fortrød lidt nu. De havde en fordel, de havde fået udvidet deres venskaber mens hun havde siddet der hjemme.

Pludselig blev gruppen brudt op, og Alice søgte imod altanen, før hun nåede hen til den så hun igennem et vindue. Hvor måtte fugle føle sig frie, tænkte hun kort og før hun vidste af det stod en herre ved hendes side og bød hende en vin. Hun smilede venligt og så op imod ham "Ja, det må De" svarede hun venligt, og tog imod glasset.

[Astor af Fenrig]

Hun tog imod glasset uden tøven og han mærkede sig, at hun ikke var en almindelig lille, rødmende komtesse. Og han smilede til hende, mens han lænede sig lidt op af væggen ved sin side. "Er De på vej ud på altanen? Jeg kunne selv klare lidt frisk luft." Desuden havde han det bedst med, at der ikke var for mange øjne på ham, hvis hun nu skulle vise sig at være mere interessant end som så.

[Alice af Kystskov]

Hun fast holdt blikket roligt på ham, som samtalen forsatte "Det var jeg." svarede hun anerkende. Alice kunne heldigvis nemt snige sig lidt væk fra mængden, nu hvor hendes mor stadig var der hjemme. Selvom hun forlangte at Alice sendte breve i ny og næ, og hvordan fremskridtene gik. Hun skubbede tankerne væk fra, da de gjorde hende irritabel. "Det ville være rart med lidt selskab der ude" svarede hun med et lille smil, og begyndte at gå ud på altanen. Selvom vinden var kølig og lettere blæsende, var det så forfriskende i forhold til indenfor, hvor luften var lukket og fyldt med dufte. Alice var bestemt ikke vant til disse omgivelser og elskede den friskede luft. Den mindende om havet, hvilket gjorde hende i godt humør. Efter at have nydt omgivelser vendte hun sig imod herren og sagde roligt "Mit navn er forresten Alice af Kystskov" hvorpå hun efterlod et lille smil på læben.

[Astor af Fenrig]

Han så på hende og analyserede roligt på, hvordan hun ikke trak blikket til sig som de fleste unge komtesser og hvordan hun var ganske tilfreds med at komme væk fra mængden. Ganske interessant.

Han fulgte med hende udenfor og stillede sig op af kanten af rækværket, som skulle sørge for, at ingen faldt ud over. Han stod således med front mod hende, som så ud over haverne i en anden retning. "Mig en glæde. Grev Astor af Fenrig," præsenterede han sig roligt.

[Alice af Kystskov]

Alice nippede til vinen. Det var ikke ligefrem noget hun drak meget af, faktisk aldrig. Det var kun til sådanne arrangementer at hun nød en enkel eller to, men så hellere ikke mere. Hun smilede da han præsenterede sig selv og svarede høfligt tilbage "I lige måde". Hun studerede ham kort og konkluderede at han var noget ældre end hende selv, men hvor meget var hun ikke helt sikker på. Det var jo ligefrem sådan et spørgsmål man kunne tillade sig at spørge om. "Hvor længe har De været her i Corus?" spurgte hun med en venlig stemme. Det ville være ubehageligt at stå her ude i stilhed.

[Astor af Fenrig]

Han betragtede hende og så ærligt talt hellere på hende end på haverne og smilede bare let, da hun ikke kunne holde stilheden ud mere. "Jeg er kommet hjem sammen med rundrejsen. Men jeg har været i byen i mange år." Han nippede lidt mere til vinen. "Hvad med De selv? Jeg synes ikke, at jeg så Dem på rundrejsen." Ikke at det nødvendigvis betød noget. Hun kunne reelt være lavadel og så ville deres veje sikkert ikke have krydset hinanden. Men hun var trods alt til festen denne aften.

[Alice af Kystskov]

Alice lyttede roligt til ham, mens han fortalte. "Jeg deltog hellere ikke, jeg er først kommet til byen for nogle få måneder siden" svarede hun roligt. Alice følte stadig et sted, at hun var gået glip af noget på denne rundrejsen, der var trods alt en del bryllupper efterfølgende. Ikke at det gjorde hende noget, hun var lykkelig på det punkt ikke at være en del af det. "Hvordan var rundrejsen?" spurgte hun nysgerrig. Trods bryllupperne måtte der have sket en masse på rejsen. Alice havde dog lidt svært ved at forestille sig at sove i telt eller fremmede senge. Ikke engang endnu havde fundet sig til rette her i Corus. Lyde og omgivelser var bare ikke det samme som der hjemme.

[Astor af Fenrig]

Han rejste sig helt op og gik hen, så han kunne læne sig op af gelænderet ganske nær ved hende. "Tja. Den var ret meget som at være til disse fester hele tiden," svarede han. Hans tone var faldet, så det næsten lød som om, det han fortalte hende var hemmeligt. "Uendelige mængder af banketter og konkurrencer, som blot er afbrudt af lange dage i vogn eller på hesteryg. Tro mig. De er ikke gået glip af noget."

[Alice af Kystskov]

Alice bemærkede at han trak tættere på hende, hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, flytte sig, blive stående eller rykke tættere på. Efter en kort diskussion blev hun stående, alt andet ville være underligt og der var ikke andet for at tage tingene som de kom. Alice var lettere overrasket, en fest hver dag.. Alice vidste næsten ikke hvad hun skulle svare, det gik jo an på hvad han kunne lide, selvom han faktisk slet ikke mindende om typen der elskede sådanne arrangementer og derfor true hun godt at sige "D..Det lyder da lettere anstrengende" svarede hun forsigtigt, og næsten lige så lavt som ham. Det var nok ikke alle der delte hendes mening. Der var sikkert mange komtesser og junker der elskede opmærksomheden dag efter dag, selvom Alice slet ikke kunne forestille sig at være så meget 'på' foran andre mennesker. Ethvert menneske havde da brug for fred og ro. Mente hun.
Hun smilede venligt til det næste han sagde, nu var hun helt sikker på at han hellere ikke var fan af for mange begivenheder. "Åh det er jeg glad for." svarede hun glad og forsatte "Selvom de andre komtesser for det til at lyde som om man er gået glip af næsten et helt liv" hun grinte næsten ved det sidste, de følte det nok som et helt liv, fordi de elskede festerne, blanketterne og konkurrencerne, samt opmærksomheden.

[Astor af Fenrig]

Han lænede sig lidt ind mod hende med armene over kors, da hun endelig stammede lidt. Var bare en smule påvirket af hans nærvær. Det kunne han godt lide. "Det er garanteret komtesser, som ikke har forstand til andet end at løbe efter mænd. Jeg må indrømme, at jeg tror, at De er betydeligt mere interessant." Stemmen var stadig lavmælt og han så på hende, selvom han stadig havde siden til hende.

[Alice af Kystskov]

Alice så roligt på ham mens han snakkede, først da han kommenterede hende blev hun lidt forbløffet. Hende interessant, lage han mon an på hende, eller hvad var han ude på, var han ikke gift. Alice så forsigtet efter hans hænder, men det var utroligt svært når hans arme var ovre kros. "Det er der stor sandsynlighed for" smilede hun kort, og tænkte kort tilbage på tiden i klosterskolen. Der opdragede dem til at tage initiativ til mænd, og dannelse. Ikke ligefrem Alices store interesser. Alice kunne dog ikke helt undgå at skifte farve i kinderne ved hans pæne kommentar, de blev lidt rødlige, men heldigvis ikke kraftige røde som de kunne blive."Det kan De nok have ret i" svarede hun roligt og lidt kækt igen. Alice var ganske klar over, at hun var anderledes i forhold til mange af de andre komtesser.

[Astor af Fenrig]

Han smilede skævt og en lille underholdt lyd undslap ham, da han så hendes røde kinder. Så de kunne altså blive røde. Interessant. "Jeg gider ikke at tale med tomhjernede gæs. Men jeg må sige, at jeg selv mener, at jeg er god til at finde selskab, som ikke bare glider i ét med mængden." Han smurte måske lidt tykt på nu, men han kunne ikke se, hvordan hun skulle opdage det. "Hvorfor går De og taler med de unge komtesser, hvis De ikke interesserer Dem for det samme?"

[Alice af Kystskov]

Alice var ikke ligefrem glad for de rødlige kinder, hun kunne mærke at der var en vis varme i dem. Grunden til hun nok kunne mærke det var fordi vinden var kølig og de varme. Det irriterede hende, hun ville ikke bare lade sig sådan forføre!. Hun smilede, og kunne alligevel ikke lade værre med at føle sig beæret over at blandt andet følte at hun var mere en tomhjertet gås. "Jeg er glad for at De ser mit selskab som mere end en gås" smilede hun med et lidt drillende udtryk.
Alice sukkede næsen ved det næste, ja hvorfor gjorde hun det. "Min mor ser gerne jeg er som dem. og eftersom jeg skal sende hende breve om hvordan mit forløb går, er jeg ligesom tvunget til det" forklarede hun roligt. Desværre kunne hun ikke slippe ud af den del, ellers ville mor blot komme til Corus og finde på alt muligt, hun skulle foretage sig. Hvorimod nu var til at holde ud.

[Astor af Fenrig]

Astor smilede velvilligt af hendes morsomhed og gav på den måde udtryk for, at hun da havde sans for humor. Hendes næste udtalelse fik ham dog til at ryste på hovedet med et underholdt grin. "Sig mig engang.. Hvorfor finder De ikke bare på noget passende at skrive? Og så bruger Deres tid sammen med folk, som rent faktisk er interessante? Hvis De skal finde en ægtemand, så burde det vel ærligt talt være en af de interessante junkere, ikke sandt?"