En brik mere i puslespillet

[Annalyn Tømrer]

Owen Tømrer

Annalyn havde travlt som hun aldrig havde haft før, men på samme tid svævede hun også rundt på en permanent lille sky med et smil på læberne. Om en måned, kun en måned. Fire små uger, ville hun være gift, være Owens hustru. Tanken var så kæmpestor og uvirkelig, at hun slet ikke kunne rumme den, men den var der alligevel, hver vågen ting og sikkert også i hendes drømme om natten.

Der var nok at se til inden dagen oprandt og hun arbejdede som en lille hest for at nå det hele og stadig klare sit arbejde, både på Tågelygten og hjemme hos sin far, men hun gjorde det hele med et smil, fordi hun vidste hvad der ventede forude.

I dag havde hun dog fået lov at gå lidt tidligere og på lette fødder der selv kendte vejen, nåede hun frem til Almsteds tømmerværksted. For en sjælden gangs skyld var det hende der kunne sidde og vente på han fik fri. Hun satte sig på bænken der altid stod op mod husmuren og nød solen der tittede frem mellem de spredte skyer, mens hun forsøgte ikke at være alt for nysgerrig efter, hvad det var Owen om morgenen havde sagt han ville vise hende senere.

[Owen Tømrer]

Owen var stadig ikke helt kommet sig over det faktum, at Erik rent faktisk havde tilbudt ham et job, da han havde spurgt om det og han var stadig så lykkelig over det, at han arbejdede hårdt hver eneste dag, for at sørge for, at ingen i familien fortrød den beslutning.

Lige for tiden, var han dog endnu mere lykkelig end ellers. For han var godt i gang med at realisere alle sine drømme. Eller.. De drømme, han havde klaret at opbygge efter, at han var ankommet til Corus. Ikke nok med, at Lynn havde sagt ja, uden at tøve. Det havde Hilam også og Owen forstod slet ikke sit held.

På baggrund af alt dette, havde han meget mere energi, end han normalt ville have haft og hvor han normalt var en lidt mut og indelukket type, så kunne han ikke lade være med at smile til sine omgivelser og han fik både fløjt og tilråb med på vejen, da fyraftenen indtraf og han gik ud af værkstedet sammen med både svende og lærlinge og de alle så ham gå hen til Annalyn. Han bad dem om at skrubbe af med et veltilfreds smil om munden og gav i stedet sin elskede et knus. "Har du ventet længe?"

[Annalyn Tømrer]

Annalyn rejste sig fra bænken i samme sekund hun hørte stemmer inde i gården, og selvom hun fik varme kinder over de andre svende og lærlinges godmodige drillerier, var der ingen tøven da hun lagde armene omkring Owens hals og gengældte hans omfavnelse "M-m.." mumlede hun og lukkede øjnene bare et sekund eller to før hun trak sig lidt tilbage og rystede på hovedet "Nej. Der var ikke så travlt i dag, så jeg fik lov at gå lidt før." hun trak armene til sig, men listede i stedet den ene hånd ind i hans mens hun så spændt på ham "Hvad ville du vise mig? Jeg er ved at gå helt ud af mit gode skind." indrømmede hun med et bredt smil og kinder der igen fik ekstra farve fordi hun ikke kunne skjule sin nysgerrighed bedre.

[Owen Tømrer]

Han nød hendes skikkelse mod sin. Hun var så blød og varm og.. Kærlig.. Der var ingen, han ønskede at være så tæt på som Lynn. Så da hun trak sig tilbage, var det længe for tidligt, men han lod hende naturligvis gøre det. 'Om en måned,' lovede han sig selv. Så behøvede han ikke at lægge så mange bånd på sig selv mere.

"Det var dejligt," svarede han mildt og strøg lidt hår væk fra hendes ansigt, inden hans smil blev let gavtyveagtigt og han rystede på hovedet. "Du må vente at se. Det jeg vil vise dig er lige på vejen hjem." Han tilbød hende sin armstump, sådan som de altid gik, og begav sig så hjemad.

[Annalyn Tømrer]

Annalyns blik var varmt og grundigt forelsket mens hun så på ham. Hun elskede når han smilede på den måde han gjorde lige nu. Hun vidste det havde været en proces og derfor satte hun kun endnu mere pris på han gjorde det ”Du nyder lidt for meget, at jeg er dårlig til overraskelser.” mumlede hun, men tog hans arm uden protester eller tøven ”Hvad har du fundet på?” spurgte hun stadig nysgerrigt og så sig diskret omkring mens de gik.

[Owen Tømrer]

Hun var uforbederligt nysgerrig og han elskede, når han rent faktisk havde en overraskelse, som han vidste, at hun ville blive glad for. Derfor smilede han også bare igen og bukkede sig lidt akavet ned og gav hende et kys på kinden, mens de gik, som svar på hendes spørgsmål. Det var ikke noget, han havde kunnet klare for bare et par måneder siden og akavet eller ej, så blev han bare glad for, at det var muligt nu. "Jeg elsker at overraske dig, Lynn. Du må hellere lære at leve med det først som sidst," drillede han muntert og efter et stykke tid, drejede han ned af en vej, som han ikke normalt ville benytte på turen til værkstedet.

[Annalyn Tømrer]

Hun så op på ham med et bebrejdende blik, eller, prøvede at se bebrejdende på ham, uden at have det store held med det. Hun endte med et lille, indigneret fnys, men gav alligevel hans arm et klem og sagde ikke mere. Ikke før han drejede ned ad en anden gade end hun forventede.

"Skal vi til bageren?" prøvede hun igen, uden at lægge skjul på hun fiskede "Eller slagteren?" fortsatte hun med et indsmigrende smil og et sjældent drillende blik. Det var ikke mange hun følte sig tryg nok sammen med, til at vise den side af sig selv, men han var i særdeleshed en af de få.

[Owen Tømrer]

Han kunne ikke lade være med at smile og kom også til at le lidt, da hun gav sig til at udspørge ham igen. "Altså vi skal forbi slagteren," hintede han drillende og nød at se, hvordan hjulene begyndte at snurre i hovedet på hende igen, mens hun - forhåbentlig forgæves - forsøgte at finde ud af, hvad han havde for.

Endelig nåede det hen forbi slagteren og så drejede han ned af en mindre vej igen, som mundede ud i et område med flere mere eller mindre nybyggede huse. "Er du klar?" drillede han videre i stedet for bare at fortælle hende det.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn rynkede brynene og fortsatte i tavshed mens hun grublede som en gal. Hvert andet øjeblik så hun op på ham for at prøve at aflæse ham, de andre holdt hun stadig øje med omgivelserne, men da han talte igen, var hun ikke kommet det mindste nærmere nogen konklusion. Så hun smilede bare opgivende og nikkede ”Det har jeg været siden i morges. Det ved du godt.” hun gav hans arm endnu et klem og så sig søgende omkring igen, så spændt at hun næsten havde en lille smule ondt i maven.

[Owen Tømrer]

Han kom til at grine lidt igen og stoppede så op foran et lille hyggeligt hus, som lå klemt tæt ind mellem to andre. Der var en lille smal sti på hver side af huset, hvor man kunne gå om til den lille have, der var på den anden side, men Owen - som havde været der før - vidste trods alt, at der også var en udgang fra bagsiden af huset. "Jamen så.. Tadaaaa...." Han slog ud med armen og nøjedes således med at holde krykken fast ned mod jorden med armhulen.

[Annalyn Tømrer]

Annalyns blik gled over de små huse, for så at finde Owens øjne, let uforstående "Hvad skal jeg se?" hendes blik flakkede en lille smule usikkert. Det virkede som om han syntes det var indlysende, men omfanget af hans overraskelse, var ikke helt gået op for hende "Skal vi besøge nogen hernede?" forsøgte hun tøvende og så igen ud over gaden og husene, og tilbage på ham, med en insisterende fornemmelse af, at der var noget hun slet ikke fangede.

[Owen Tømrer]

Han smilede og fik hende til at slippe sin arm, så han kunne stille sig om bag ved hende og lægge armene omkring livet på hende, mens han kyssede hende på kinden igen. "Vi skal ikke besøge nogen, min elskede." Han morede sig stadig lidt, det var tydeligt at høre. "Vi skal ind og se det hus, som vi skal bo i, når først brylluppet er overstået." Stemmen var fuld af glæde og forventning.

[Annalyn Tømrer]

Annalyns blik flakkede igen, stadig forvirret og hun drejede hovedet lidt akavet i et forsøg på at se hans ansigt, som han nu stod bag hende. Hun sagde ikke noget da hun så på huset foran dem igen og det første hun bed mærke i han havde sagt, var at brylluppet skulle overståes. Hun var ikke selv nået ret meget videre end til planlægningen af netop det, for at gøre det til en smuk dag for dem begge. Hvad der skulle ske efter det, var måske nok kommet lidt i anden række - indtil nu.

Hun drejede igen hovedet for at se på ham, mens hans mening langsomt gik op for hende "Mener du at vi... " hun så tilbage mod det lille hus, så rigtigt på det mens hun overvældet fortsatte "..at vi skal bo.. men.. hvordan.. det.. åh Owen.." uden at tænke over det, havde hun lagt begge hænder over hans arme og knugede dem fast.

[Owen Tømrer]

Hendes reaktion var gennemgjort sød og han strammede grebet om hende og lagde sin kind mod hendes, da hun lod til at have brug for hans nærhed. Til hendes ord, nikkede han let og smilede igen. "Det er din far, som har købt det," fortalte han i en rolig tone. "Vi var ude at se på et par stykker i sidste uge og dette var dét, som vi bedst kunne lide. Og så ligger det næsten midt mellem din familie, tågelygten og værkstedet." Og med værkstedet mente han selvfølgelig Almsted-familiens værksted. Det kunne ærligt talt ikke være mere ideelt placeret. "Så din far købte det. Og har givet os lov til at leje det." Han kyssede hende på kinden igen.

[Annalyn Tømrer]

Annalyns blik var nu fæstnet intenst på huset mens hun prøvede at rumme, at det var deres. At det ville blive deres hjem, sammen. En lille overvældet lyd undslap hende, næsten en latter, men alligevel ikke helt ”Hvor længe har I..” igen fejlede hun i at få gjort sætningen færdig og lo denne gang tydeligt, om end stadig overvældet ”Jeg havde slet ikke nået at tænke så langt.” indrømmede hun mumlende og lettere flovt, lod armene falde og vendte sig om mod ham, uden at trække sig væk. Hun endte med hænderne mod hans brystkasse mens hun strakte sig lidt på tæer og kyssede ham.