[TW: Vold] Manden fra Meron

[Dominic Skarpretter]

 Elaine Støvleskaft

Dominic trådte ind på Sølvmønten og hilste som det første på Dronningen med et respektfuldt nik og afventede hendes svar. Hun vidste at han ikke ville komme før opgaven var fuldført, så han havde bestemt et ærinde her, i hendes interesse men hvis hun ikke havde tid, lige nu, var der heldigvis rigeligt han kunne beskæftige sig med i krostuen. Dominic så både sin søster Carma og en del bekendtskaber, af både venskablig og intim art, rundt om i lokalet. Han ville bestemt ikke kede sig.
De to fløjls poser han havde spændt til sit bælte under kappen var ikke tunge men Dominic var ivrig efter at komme af med dem alligevel. 

Han havde siddet i flere timer end han gad tælle og ventet på manden fra Meron. Et af Katinkas gadebørn havde holdt øje med manden og varskoet Dominic i det øjeblik han forlod sit værelse på Den Amourøse Skjald og hvilket værelse det var, så Dominic var mere end klar da manden endelig returnerede. 

Til Dominics irritation havde manden en Havfrue med sig tilbage, selvfølgelig havde han det. Det var ikke en del af Dominics plan at blive upopulær hos Havfruerne men var det uundgåeligt, så ville hendes livløse krop ende i havnen.  
Dominic sad i en bred og behagelig stol og ventede på at døren lukkedes igen, så han fik, som det første, øjenkontakt med Havfruen som døren gled i bag det kyssende par og selvom han havde en finger for munden i en tyssende bevægelse nåede hun at give et forskrækket, højt og meget kvindeligt udbrud fra sig.
Naturligt nok, vendte manden sig mod Dominic, for at finde ud af hvad det var der havde skræmt den kønne pige. 
I en glidende bevægelse var Dominic, kniv i hånd, oppe af stolen og gennemborede mandens hals, til det korte skæfte mødte hans dansende strubehoved, alt i mens han stadig tyssede på den nu rystende og lettere hysteriske Havfrue. 
Manden stirrede overrasket og en smule forvirret på Dominic mens blodet gurglede ud gennem den nye åbning.
Han greb ud efter Dominic, fik fat i hans ærmer og holdt krampagtigt fast i dem mens han forsøgte, enten, at tilkalde hjælp eller bede for sit liv. Begge dele nytteløse og resulterede kun i at mere blod, om muligt, forlod ham.

Havfruen bakkede væk fra de to mænd, klynkende og med store bugnende øjne. Dominic opgav at tysse på hende. Det hjalp tydeligvis ikke. 
Som mandens ben gav op under ham og han gik i knæ med et dunk, guidede Dominic ham helt ned at ligge stadig med et fast greb om kniven.
Havfruen klynkede højere og mere hysterisk.
"Hold kæft." Dominic så på hende med et rasende blik og trak kniven ud af mandens hals med en sygelig, våd lyd.

[Elaine Støvleskaft]

Solen var for længst gået ned i Legan, og det muntre liv på Sølvmønten var livet gevaldigt op de seneste par timer. Elaine sad på sin sædvanlige plads, omringet af sine nærmeste. De spillede kort, mens hun ventede på, at der kom nyheder ind. Hun var en kvinde med mange jern i ilden, og havde ikke det mindste problem med at holde styr på dem. Tværtimod.

Hun lænede sig tilbage på stolen, da hun var færdig med at spille kort. Kruset med øl foran hende var tomt, og en ung pige kom med et nyt krus til hende, lige i det øjeblik Dominic gik ind ad døren. Hun nikkede i hans retning, da han hilste, inden der blev prikket på hendes skulder, og hun var nødt til at vende sin opmærksomhed et andet sted. Hvad var der nu sket? Uroligheder på Søhesten. En af Havfruerne var ikke dukket op. Hun rynkede på næsen, og kastede et kort blik i retningen af Dominic, inden hun blev nødt til at rejse sig.

Der blev hvisket et ord til den kvinde, som havde talt til Elaine, og hun forføjede sig med det samme. Tyvedronningen selv, gik hen imod de lokaler, som hun brugte til forretninger. Det var absolut ikke noget, hun gjorde i fuld offentlighed. Nej. Og Hakeem havde sørget for, at man ikke kunne lytte med på hendes samtaler derinde fra, med minde man fjernede besværgelsen. Da hun var henne ved døren, gav hun et kast med hovedet i retningen af Dominic, og en lille pige kom hen til den store mand - han var i hvert fald højere end hende, selv når han sad ned - hun hviskede ham i øret, at Elaine ville se ham inde ved siden af.

[Dominic Skarpretter]

Dominic tørrede sin dolk af i mandens skjorte inden han rettede sig op og så på Havfruen. Hun holdt, mod hans ellers klare anvisning, ikke kæft. Hun bakkede hastigt væk fra Dominic og manden på gulvet mens hun rystede manisk på hovedet og klynkede højlydt. Dominic forsøgte at tysse på hende igen.. Stadig uden resultat.

Dominics indre fornemmelse for tid fortalte ham, at han var ved at løbe tør for netop det. En beslutning om Havfruen skulle træffes.
"Du er ny.." Prøvede han for at se om hun var til at trække ud af sin trance. Der var ingen forbindelse.
"Jeg vidste ikke.. Det var ikke min idé.. Hun sagde at jeg bare.." Havfruen rablede usammenhængende, stadig med blikket på manden på gulvet.
Dominic så interesseret på Havfruen. Hvad skulle hun? Dominic rystede let på hovedet. Der var ikke tid til at rode rundt i hendes ord nu. Beslutning!
Han trådte et hurtigt skridt frem og sendte Havfruen i gulvet med sin knyttede næve. Hun gav et overrasket udbrud fra sig inden hun snurrede omkring og faldt sammen på gulvet i en mindre end smuk stilling. Han lod hende ligge for nu, med bagdelen mod loftet og kinden hvilende mod gulvets tykke tæppe.

Alt skulle gå i dobbelt tempo nu, der var ikke tid til at være så omhyggelig som han ellers ville være.. Dominic startede sin jagt på værdierne han var sendt for at sikre. Den indledende opgave havde været at sikre at Manden fra Meron, manden der nu lå på gulvet i en pøl af sit eget blod, aldrig forlod Legan. Efterfølgende var det blevet aftalt at alt manden havde med sig, og nu ikke skulle bruge igen, tilhørte hans Dronning, Elaine.

Dominic bøjede sig til siden ned mod den lille pige. Han koncentrerede si kort om ikke at kigge på Elaine, en evne man udviklede i dette miljø hvor alle var på vagt og meget interesserede i hvad andre lavede.
Dominic tømte det sidste af sit krus med øl i én slurk og satte det fra sig på bordet med bunden i vejret. Han var ikke færdig med at drikke men havde ingen intentioner om at betale for et krus flad øl når han kom tilbage.
Med lange skridt gik han gennem lokalet mod det rum hvor Elaine var.

[Elaine Støvleskaft]

Hun satte sig ned i en stol, da hun kom ind i det ene afsides rum, hvor hun holdt sine små hyggesamtaler. Eller. Der var bestemt ikke noget hyggeligt over dem. Det var rent arbejde. Og lige nu gjaldt det et job, som hun havde givet Dominic, og som hun gerne så færdigt nu.

Fødderne med de langskaftede støvler, blev svunget op på bordet, efter at hun havde skænket sig selv et glas med en gylden væske. Whiskey var altid godt, når havgusens kølige tåge lå ind over byen. Nu ventede hun kun på aftenens hovedperson.

Da han kom ind, så hun på ham med et løftet øjenbryn. "Jeg går ud fra, at jeg ikke skal lede efter en forsvunden Havfrue. Du ved vel ikke tilfældigvis, hvor hun befinder sig?" Det var ikke unormalt, at Havfruerne kom i klemme, når Dominic udførte sit fornemme stykke håndværk.

[Dominic Skarpretter]

Dominic fandt to fløjls poser. Den ene i mandens oppakning og den anden under madrassen i hans seng. Han bandt begge fast til sin livrem og stoppede dem ned foran i sine bukser. Intet område på hans krop passede han bedre på og hvis han, mod forventning, ville falde i baghold et sted mellem her og slummen ville de færreste lede efter noget dér.
Han tog et skridt over mod Havfruen for at tage hende med sig. Det var ikke hendes skyld at manden i hendes selskab måtte dø, så han havde ikke planer om at lade hende tilbage med alt rodet.. Dominic tøvede da han passerede manden på gulvet. Noget sagde ham at han ikke var færdig med at finde værdier, så han bøjede sig ned over manden og rodede hans lommer, pengepose og bukser igennem men det var rundt om halsen på manden at Dominic fandt den sidste pose. Nu hang den pose omkring Dominics egen hals.

Efter at have bundet Havfruens ene håndled fast til hendes ene knæhase, slyngede Dominic hende over skulderen som en anden sæk og åbnede vinduet.
Balancerende i vinduet, greb Dominic fat i tagspærren over sig og testede dets holdbarhed. Hvis det ikke kunne holde til dem begge ville han efterlade Havfruen.
De knagede men holdt. Han hev sig helt op så han kunne gå på spærren i stedet for at gå armgang, dinglende foran alle vinduer. Mens han sneg sig gennem byen, tag for tag, mod sin søsters bolig, funderede han over hvad Havfruen havde sagt.

Dominic endte med at læsse Havfruen af i sin søsters baggård med instrukser om at få hende på benene, hvis hun stadig var i live, og så finde ud af hvad hun vidste. For noget vidste hun.

Dominic lukkede døren bag sig og vendte sig mod Elaine. "Nej, der er ingen grund til at lede. Jeg ved hvor hun er." Han trak let på skuldrene. "Jeg ved dog ikke om hun er i live."

Han gik hen mod bordet mens han løsnede fløjlsposerne fra sin livrem, denne gang hang de uden for hans bukser.
"Hans værdier.." Dominic gik ind i opgaven med den viden at han skulle finde ædelstene inden han forlod mandens værelse men.. Hvor mange og hvilken størrelse vidste han ikke. Vidste Elaine det? Vidste hun hvad det var Manden fra Meron havde haft med sig?
Dominic forstod at manden ikke måtte forlade Legan og da han havde set hvad han havde haft med sig kunne han godt samle lidt flere dele af det samlede billede.
Legan var byen man tog til for at komme til Kobberøerne. Man handlede tydeligvis med ædelstene, hvilket passede fint med navnet 'Manden fra Meron'.

Et par sekunder efter de indledende to poser med ædelstene, trak Dominic den sidste pose over hovedet. Havde nogen måske forsøgt at snyde Elaine? To poser med ædelstene var absolut ikke det samme som tre. Dominic havde kun hørt om to poser i forbindelse med opgaven. Det kunne også være at Elaine testede hans troværdighed. Det var bestemt også en mulighed.
"Tre poser. Ikke to." Dominic holdt sin stemme jævn og fast, uden følelser.

[Elaine Støvleskaft]

Hun var ikke overrasket, da Dominic fortalte hende, at Havfruen var i hans varetægt. Til hans kommentar om det, trak hun blot på skuldrene. "Hvis hun ikke er, så finder jeg en anden. Og hun kan smides i havnen med en sten om benet. Ingen vil savne hende alligevel," for Elaine var Havfruerne blot forretning. Ingen ville savne pigerne. Og de der kom på bordellet vidste bedre end at stille spørgsmål, når en af pigerne var forsvundet.

Da Dominic skiftede emne, og begyndte at tage poserne frem med ædelstene i, havde hun sit blik stift rettet mod hans ansigt. Selvom han ikke var den type mand, der røbede meget med ansigtsmimik, så gjorde hans øjne det ofte i stedet. Derfor sagde hun heller ikke noget, før han til sidst selv trak den tredje pose frem. Hun rynkede på næsen. Havde tåben virkelig formået at skille sig af med det vigtigste hun ville have? "Du så ikke tilfældigvis en bunke papirer hos ham? Nydeligt pakket ind med et rødt silkebånd?" Kærlighedsbreve var gode afpresningsmidler. Og det var netop det, som pakken indeholdte.

[Dominic Skarpretter]

Dominic havde arbejdet for Elaine så længe nu, at han vidste hvad han skulle rage til sig på en opgave som denne. Så frem fra bagerste del af bukselinningen trak han den omtalte stak breve. De var krøllede og indpakningen knap så pæn længere men den var der.
"Jeg gik ud fra at alle hans værdier, betød alle hans værdier.."
Dominic delte ikke Elaines hang til afpresning. Han var en mand af handling og derfor kom han heller ikke med trusler. Sagde Dominic noget, så gjorde han det også. Alt blev fulgt op af en handling.

Dominic lænede sig tilbage i stolen med let spredte ben og en afmålt mine. "Havfruen.. Hun havde noget at sige." Han så Elaine i øjnene, uden at ligge følelser i. "Jeg forudser ballade på Søhesten." Dette vidste Elaine nok i forvejen så han uddybede ikke yderligere men han holdt aldrig oplysninger tilbage fra Elaine og slet ikke nogle der kunne bide ham selv i røven senere.
"Hvis hun lever, vil du så se hende?" Følte Elaine sig ovenpå en eventuel situation på Søhesten eller ville hun gerne have oplysninger fra Havfruen.
"Hun kan også forsvinde?" Var der mere for ham i denne opgave eller var han færdig?

[Elaine Støvleskaft]

Et listigt og faretruende smil gled over Elaines læber, da brevene lå foran hende på bordet. Sådan. Nu havde hun den adelsmand lige nøjagtig, hvor hun ville have ham. Snød man Elaine, så kom man til at fortryde det bittert. "Som altid, Dominic, så ved du, hvad jeg vil have," kommenterede hun blot og tog brevene til sig, sammen med to af poserne med ædelstene. Den anden skubbede hun over mod ham igen. Det var hans foreløbige betaling.

Da han nævnte problemerne på Søhesten blev hendes blik straks mørkt og hun knugede sine knoer, så de blev helt hvide. "Jeg ved det," snerrede hun lavmælt, mens hun gemte brevene væk i sin frakke, og hængte poserne med ædelstenene omkring halsen. "Der er en mand..." Sagde hun tænksomt og slappede af i kroppen igen. "Han sætter idéer i hovedet på Havfruerne. I sidste uge forsvandt to, og det var ikke på min ordre," hendes mund blev til en smal streg, som hun løftede blikket og så op på ham. "Hvis hun lever, vil jeg selv udspørge hende om situationen. Hvis hun ikke gør? Havnen..." Den var alligevel så fyldt. Og fiskene skulle vel også have lidt at spise.

[Dominic Skarpretter]

Et skævt smil gled over Dominics læber.. Nej, det var ikke første gang.. og han fulgte hendes hænder som hun fordelte poserne. Jo mere Elaine fik ud af noget, jo mere gjorde han også. Den pose der endte foran ham forsvandt under hans skjorte som han hang den om halsen. Elaine betalte godt for opgaver hun ikke selv kunne eller ville løse men langt hen af vejen var hun, selvforsynende, så at sige.

Dominic nikkede til hendes ordre. Han kunne have Havfruen klar i nat.. Hvis hun overlevede.
Han havde bidraget med sin del uheldige mennesker til havets dyb, hvad gjorde én fra eller til?

Dominic nikkede kort. "Når du har en løsning på situationen på Søhesten, så ved du hvor jeg er." Det var længe siden han havde besøgt Søhesten. Kvinder eller mænd, Havfruer eller slyngler, det gjorde ingen forskel for Dominic. Indtægt var indtægt.
Han så spørgende på Elaine, løftede et øjenbryn. "Er der andet..?"

[Elaine Støvleskaft]

Hun så hans skæve smil. Og hendes ene øjenbryn blev løftet. Så trak hun på skuldrene. Der var ingen grund til at hidse sig op over, at han smilede. Han var trods alt ikke flabet. Ikke som de andre mænd, når de havde udført en opgave for hende.

Hun kørte en hånd over brystkassen, blot for igen at sikre sig, at breve var forsvarligt gemt væk, indtil hun var tilbage på sit kammer. Hun nikkede til hans ord. Hun vidste naturligvis hvor Dominic ville være. Akkurat som hun vidste hvor alle andre var henne. Hun var ikke en dronning, der bare hvilede på hænderne på sin kongetrone. Ikke på vilkår. Men kom ikke sovende til magten.

"Du har måske travlt med at komme ud igen?" Hun besvarede hans spørgsmål med et nyt, og hendes grønne øjne glimtede ganske let i den svage belysning fra lygterne på væggene. "Kom ud og få et krus øl ved bordet," det var naturligvis hendes eget bord, som hun talte om.

[Dominic Skarpretter]

Tværtimod.. Dominic så på Elaine, bredte armene ud i en bevægelse der favnede ham og hele rummet. "Ikke nødvendigvis." Han sendte hende et nyt smil. "Jeg er altid til rådighed for dig, Elaine."

Glimtet i hendes øjne rev hans tanker fra forretninger til fornøjelser på et split sekund og han mærkede det med det samme fra lysken og ud i kroppen. Han trak vejret ind gennem næsen og pustede langsomt ud men blev siddende trods hendes indbydelse til et krus øl ved bordet. Hendes bord.
Han holdt hendes blik noget tid inden han rejste sig langsomt og trådte hen mod hende. Hvis hun ikke var interesseret så var der plads til at hun kunne rejse sig og gå og han ville følge hende..

Én ting var Dominic dog sikker på. Mænd kom til Elaine, ikke omvendt.

[Elaine Støvleskaft]

Hun var lige ved at fnyse hånligt. Alle var til rådighed for hende. Hun var deres Konge. Hun bestemte. Og hvis de ikke gjorde, som hun befalede? Så fik de skåret halsen over. Der var ingen kære mor, når det kom så vidt. Elaine var iskold, når folk ikke makkede ret. Blødsødenhed kom man ikke langt med.

Det trak i hendes mundvige, da hun kunne se ændringen i hans vejrtrækning. Så, det var sådan landet lå. Et lille blik, og så var han på krogen. Det var jo næsten for nemt. Det morede hende. Det var også derfor, at hun lod luften mellem dem fyldes af... Spænding og energi. Hun flyttede sig ikke en tomme, da han trådte hen mod hende. Hun sad stadigvæk tilbagelænet og med støvlerne oppe på bordet, mens hendes blik fulgte ham.

Da han kun var en meters penge fra hende, glimtede hendes øjne igen. Grådighed. Viljestyrke. Og ild. De tre ting strålede ud af de grønne øjne, som mødte hans uden at vige en tomme. "Dominic," sagde hun og rejste sig op fra sin siddende stilling. Det var ikke mange mænd hun lå med. De kunne tælles på en hånd. Men når det skete, var det mænd som respekterede hende og omvendt. Stærke mænd, der havde bevist deres loyalitet for hende.

[Dominic Skarpretter]

Dominic så ned på Elaine. Hans navn på hendes læber hjalp ikke situationen meget. Intensiverede den bare om noget.
Elaine var ikke betydelig høj så selvom hun rejste sig, så han stadig ned på hende. Han holdt hendes blik nogle sekunder. Hunden der ventede på ordre.. Men intet kom. Så Dominic tog sagen i egen hånd.
Hans ene hånd lagde sig på hendes kind, strøg tomlen over hendes underlæbe før han lænede sig ind over hende og kyssede hende. Mens han optog hendes mund, tog han fat i hendes bagdel med begge hænder, løftede hende og spredte hendes ben.
Med hendes ben omkring sig, vendte han sig mod bordet og satte hende der. Han tog en solid tot af hendes hår og tvang hendes hoved tilbage til deres læber skiltes og han så på hende. Den blottede hals var tiltalende.

[Elaine Støvleskaft]

Nå, der var trods alt en smule selvstændighed gemt under den tykke hud, som Dominic rendte rundt med. Han var da i hvert fald i stand til selv at reagere. Hendes blik veg ikke en tomme, da hans hånd lå mod hendes kind. Dominics hænder var store og ru. De fortalte en historie og det hårde arbejde, som manden havde haft gennem sit liv. Men det var ikke de ting, der interesserede Elaine. Ikke lige nu i hvert fald.

Hun lod ham løfte sig op, og lagde benene omkring hans liv, mens hun blev placeret på bordet, som de for et øjeblik siden havde siddet og talt forretninger ved. Kysset var krævende. Det var nu noget andet at kysse med en mand, end nogle af de kvinder, som hun lå med. Oftest var det jo Katinka, der varmede Elaines seng. Men i nat, der skulle det være Dominic. Han fik ikke lov til at forlade kroen, før solen stod op.

Hun trak vejret tungt, da deres læber skiltes ad og hendes hals blev blottet. Hun lagde sine hænder på hans brystkasse og lod dem glide op over den, uden på hans jakke og skjorte. Til sidst lagde de sig om hans nakke. Et listigt og lumsk smil gled over hendes læber. Hun pressede hans underliv ind mod hendes eget, samtidig med at hun lænede sig frem og nappede ham i halsen. Hendes hænder gled fra nakken og op i hans fyldige og mørke hår, hvor de fik godt fat.

[Dominic Skarpretter]

Dominic slap langsomt Elaines hår og lod sin ene hånd finde hendes nakke hvor han tog fat for derefter at indtage hende mund igen. Den anden fandt hendes lår og holdt hende fast da hun først gned sig mod hans underliv.
I en grådig bevægelse lænede han sig ind over hende. Hendes fingre i hans hår, gjorde kun hans bevægelser mere hårdhændede og krævende.

Jakken strammede over hans brede skuldre og var i vejen, så han fik krænget den af sig med en irriteret bevægelse og lod den falde til gulvet uden at tænke videre over det.
Elaines tænder mødte hans hud og det gav et stød gennem ham og direkte til hans hårdt pressede lusken.
Hun havde både bukser og støvler på. Adgang var ikke ligetil men han havde prøvet værre.
Støvlerne kunne hun for hans skyld beholde på. Det ville han faktisk foretrække.
Dominic hev det forreste af sin skjorte fri af bukserne. Han ville gerne mærke hendes hænder på sin bare hud. Han tog et fast tag om hendes bukselinning bag på, trak nedad og mod sig, for at blotlægge hendes bagdel og køn.