Tilbage til hverdagen

[Larkin af Stenbjerg]

Myrilla af Stenbjerg

Kieran havde ikke spildt tiden med at rejse tilbage til Corus. Så snart gæsterne rejste, fulgte han med. Larkin havde sine mistanker om broderens interesse for at rejse med et bestemt følge – især efter at have observeret hans interaktioner gennem bryllupsugen. Larkin kommenterede dog ikke på det og lod lillebroderen stikke af til Corus. Han havde trods alt brugt rigeligt med tid på godset.
Bryllupsugen var forløbet problemfrit. Da den endelig gik på hæld var det en lettelse at gå en roligere tid i møde. Alle arrangementerne og festerne havde været gode, men også udmattende når man selv stod for dem. At de endelig var færdige var en lettelse.
Derfra stod de over for en helt ny udfordring. Hverdagen. Myrilla skulle introduceres til dagligdagen på godset og overtage husholdningen. Larkin vendte tilbage til sit arbejde, der mest bestod af budgetter, dokumenter der skulle godkendes og diverse møder med forskellige folk, der havde forretning med lenet eller kom med problematikker, der skulle løses. Han kunne derfor ikke hjælpe Myrilla meget med at falde ind i sin rolle og overlod meget af det til Annalin – hun havde jo kun sin søn at tage sig af, og det ville egentlig være fint, hvis Myrilla var lidt omkring børn. Så kunne hun vænne sig til det.
Han sagde det ikke højt – endnu – men han var så småt begyndt at vente på, hvornår hustruen ville meddele, at hun var med barn. Selvfølgelig var det endnu ikke en hastesag. Det var jo ikke unormalt, at der måske gik et par måneder. Derfor sagde han heller ikke noget om det. Det skulle nok komme. De havde lagt sig fast på dele soveværelse, og det var ikke fordi, at de ikke fik nydt hinandens selskab i sengen.

Denne morgen vågnede han som sædvanligt alt for tidligt, så han kunne komme ned at træne. Det krævede en del af ham at sætte sig op i sengen og svinge benene ud over sengekanten, hvor han gabte, og en irritabel tanke blev sendt mod hans onkel. Hvorfor var det så vigtigt, at man trænede om morgenen? Det kunne da være lige meget, hvornår man gjorde det ...

[Myrilla af Stenbjerg]

Efter brylluppet havde der ikke været stilstand så meget som et enkelt sekund. Alle hendes ting var blevet flyttet. Igen. Fra Corus til Naxen til rundrejse oppakningen til Corus til det midlertidige værelse i Stenbjerg og nu endelig til Larkins værelse. Hendes og Larkins værelse. Deres værelse. Murray og Marcus var taget af sted igen og det havde vist sig, at brylluppet slet ikke havde været den svære del i forhold til den mængde information, der var havde fulgt.

Heldigvis havde Larkins opførsel været eksemplarisk. Det havde hjulpet på deres spændinger, at de nu delte seng sammen og så udmattet, hun havde været, havde det ikke været noget problem at finde til ro om natten, selv med ham ved sin side. Også selvom hun aldrig nogensinde havde prøvet at have et andet menneske ved sin side, når hun skulle sove.

En bevægelse fik hendes øjenlåg til at sitre lidt, mens varmen fra Larkins hud pludselig forsvandt. “Larkin?” Myrilla rakte en doven hånd ud i blinde for at finde ham, men måtte opgive og lod endelig de grønne øjne åbnes. Hun blinkede søvnigt et par gange og skubbede sig så en smule op på albuerne, da hun så, at han sad op.

[Larkin af Stenbjerg]

Han drejede hovedet for at se om på sin hustru, da hun talte. ”Vækkede jeg dig? Det må du undskylde,” sagde han lavmælt og lænede sig lidt tilbage for at kysse hende på panden. Så rejste han sig fra sengen for at gå over og skifte til sit nyligt udpegede træningstøj. ”Der er stadig en times tid til, at morgenmaden bliver bragt op.” Han kørte fingrene gennem håret et par gange for at sætte det ordentligt. ”Sov du bare videre.” Hun havde vist brug for søvn. Hendes nye forpligtelser lod stadig til at være overvældende for hende.

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla smilede søvnigt, da hans læber ganske flygtigt strejfede hendes pande. Hele det med at være gift kunne hun måske godt vænne sig til. Det lod i hvert fald til, at det havde været godt for dem. Mens han fik tøj på, kom hun mere til sig selv. Hun havde aldrig været en af de friske, kvidrende komtesser, der bare vimsede ud af sengen til fuglekvidder.

Hun skubbede tæpperne lidt til side og skubbede sig over i hans side, så hun kom lidt tættere på. "Når du siger 'en time til morgenmaden bliver bragt op' forestiller jeg mig en masse ting, vi kunne bruge den time på og ingen af dem involverer, at du tager tøj på og går," mumlede hun klagende og rakte en hånd ud mod ham. Det var en helt måned siden brylluppet og hun var smerteligt bevidst om, at hun stadig ikke var med barn.

[Larkin af Stenbjerg]

Tonen i hendes stemme fremkaldte et skævt smil, og da han først var kommet i tøjet, satte han sig på sengekanten igen. ”Hm, det lyder bestemt fristende,” medgav han og lænede sig ned for at fange hendes læber for en stund. Snart trak han sig dog væk igen og rejste sig. ”Men jeg er nødt til at gå.” For riddere havde åbenbart en latterlig regel om, at man skulle træne på det værste tidspunkt af dagen. ”Men hold endelig fast i den tankegang til senere.” Han strøg lidt af hendes mørke hår om bag det ene ører og rejste sig så for at forlade værelset.

Da han en time senere kom tilbage passede det lige med, at morgenmaden netop var blevet stillet klar til dem på bordet. Han stillede sværdskeden fra sig ved væggen og rettede opmærksomheden mod Myrilla. Smilet spillede snart over læberne. ”Var det hårdt at stå op?” drillede han. Det var hurtigt blevet åbenlyst for ham, at hun nogle gange tog lang tid om at vågne og komme ud af sengen.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det var utroligt, så blid han kunne være, når ikke han fandt hende besværlig. Hun nåede kun lige at lægge hånden insisterende om hans nakke, da han igen trak sig ud af hendes greb. Et dumt smil lå dog på hendes læber, da han forlod lokalet og hun lod sig dumpe ned med hovedet på puden igen. Så rykkede hun sig i stedet over på hans pude. Duften af ham fyldte hendes næsebor, mens øjnene igen var lukkede.

Søvn var det ikke rigtigt, men hun lå længe lige på kanten med ansigtet halvt begravet i hans pude, før hun endeligt drog et sidste, opgivende suk og satte sig op igen. Stadig ikke helt vågen fik hun vasket sig og redt håret. Tøjet var altid sidste punkt på morgenritualet og det var da heller ikke noget, der blev ilet igennem.

De lange fingre bandt netop en af strømperne fast, da Larkin trådte ind. Lidt for selvbevidst ved kun at stå i underkjole, korset, braies og strømper. "Var det hårdt at lege ridder?" vendte hun i stedet spørgsmålet tilbage mod ham og rakte ud efter sin tynde kåbe, som hun trak over sig for at dække sig lidt og udligne uligheden mellem dem.

[Larkin af Stenbjerg]

Blikket gled over den spinkle krop, før Myrilla nåede at pakke sig ind i kåben. Nå, hva ... han kunne altid trække den af hende igen senere. Desuden var her stadig tjenestefolk. Han grinede i stedet lidt af hendes spørgsmål. ”Lad os bare sige, at jeg er blevet forsikret i, at Gudernes By var det rigtige valg for mig,” konkluderede han og strakte kroppen lidt. Som sådan gjorde øvelserne ham ikke rigtig noget, men han hadede tidspunktet. Han holdt stolen ud for sin hustru, så hun kunne sætte sig ved bordet og slog sig så ned på den anden side for at få noget at spise. ”Men jeg finder det dog også ganske interessant. Fægtning kan ikke måle sig med magi, men det er altid rart at udforske et nyt felt.”

[Myrilla af Stenbjerg]

lukket