Svaret af Larkin af Stenbjerg on Aug 18, 2016 13:46:56 GMT
Myrilla af Stenbjerg
Kieran havde ikke spildt tiden med at rejse tilbage til Corus. Så snart gæsterne rejste, fulgte han med. Larkin havde sine mistanker om broderens interesse for at rejse med et bestemt følge – især efter at have observeret hans interaktioner gennem bryllupsugen. Larkin kommenterede dog ikke på det og lod lillebroderen stikke af til Corus. Han havde trods alt brugt rigeligt med tid på godset.
Bryllupsugen var forløbet problemfrit. Da den endelig gik på hæld var det en lettelse at gå en roligere tid i møde. Alle arrangementerne og festerne havde været gode, men også udmattende når man selv stod for dem. At de endelig var færdige var en lettelse.
Derfra stod de over for en helt ny udfordring. Hverdagen. Myrilla skulle introduceres til dagligdagen på godset og overtage husholdningen. Larkin vendte tilbage til sit arbejde, der mest bestod af budgetter, dokumenter der skulle godkendes og diverse møder med forskellige folk, der havde forretning med lenet eller kom med problematikker, der skulle løses. Han kunne derfor ikke hjælpe Myrilla meget med at falde ind i sin rolle og overlod meget af det til Annalin – hun havde jo kun sin søn at tage sig af, og det ville egentlig være fint, hvis Myrilla var lidt omkring børn. Så kunne hun vænne sig til det.
Han sagde det ikke højt – endnu – men han var så småt begyndt at vente på, hvornår hustruen ville meddele, at hun var med barn. Selvfølgelig var det endnu ikke en hastesag. Det var jo ikke unormalt, at der måske gik et par måneder. Derfor sagde han heller ikke noget om det. Det skulle nok komme. De havde lagt sig fast på dele soveværelse, og det var ikke fordi, at de ikke fik nydt hinandens selskab i sengen.
Denne morgen vågnede han som sædvanligt alt for tidligt, så han kunne komme ned at træne. Det krævede en del af ham at sætte sig op i sengen og svinge benene ud over sengekanten, hvor han gabte, og en irritabel tanke blev sendt mod hans onkel. Hvorfor var det så vigtigt, at man trænede om morgenen? Det kunne da være lige meget, hvornår man gjorde det ...