Svaret af Silvya Hæler on Aug 16, 2016 15:49:54 GMT
Legan. De havde været i byen i en dag. Hende og Orvar. Kun lige tid nok til, at finde et sted at sove, og skaffe sig noget at spise. Det havde været en lang rejse. Både følelsesmæssig men også fysisk. Silvya var træt. Udmattet og ødelagt. Hun havde mareridt. Og mange af dem. Det var sjældent, hun kunne få en nat uden at vågne op badet i sved, liggende i Orvars arme. Det var alt sammen Selmas skyld. Den lille og lede heks. En dag, så skulle hun få betalt. Det samme med Vitor. Han skulle have skaffet sig af med hende, så snart Orvar havde opsøgt ham. Og så kunne de alle tre være taget til Scanra. I stedet var Orvar og Silvya blevet forvist fra Corus.
Silvya havde ikke tænkt sig at spilde tiden. Selvom hun absolut ikke lignede sig selv, så havde hun brug for et arbejde. Og den eneste måde man kunne få arbejde som slyngel på i Legan, det var ved at få lov af Tyvekongen. De var blevet opsøgt på deres værelse, og var blevet bedt om at møde op på Sølvmønten ved solnedgang dagen efter. Elaine ville mødes med dem.
Det måtte man give kvinden. Hun lod tydeligvis intet gå forbi hendes næse. Heldigvis havde Silvya fået tilladelse, efter en del forhandling, til at åbne en ny forretning op. Mod at Elaine naturligvis fik procenter. Men så var butikken også beskyttet. Hun havde forladt baglokalet og havde planlagt at gå hjem til Orvar, da et velkendt ansigt i mængden så på hende. Hun troede ikke sine egne øjne. Annis. Annis var her. I Legan.
Annis havde tilbragt ganske mange aftener på Sølvmønten i den sidste tid. Mest for at vise sit ansigt til Elaine og fordi, hun gerne ville skabe et forhold til kvinden, så de kunne tale seriøse forhandlinger i stedet for bare at insistere på, at Elaine skulle stole på hende fra starten af.
Hun var dog ikke forberedt på at se Silvya her på kroen. Hun havde efterladt hende i Corus og havde ærligt talt forventet, at hun ville blive der. Og det første, der gik gennem hendes hoved var, at Amos havde fået nys om deres forehavende og selv havde sendt en kurér til byen for at holde på Elaine.
Disse tanker gled dog i baggrunden, da hun rigtigt fik tid til at se på søsteren. Hun var bleg og tynd, med mørke rander under øjnene og hår, der han tjavset og uden glans. Absolut ikke, som hun havde set hende sidste gang. Med øjnene gjorde hun tegn til, at de skulle sætte sig over i en bås ved væggen. Det her var hun nødt til at finde ud af.
Hun havde lidt frygtet, at Annis ville ignorere hende. Men det lod ikke til at forholde sig sådan. Med et lydløst suk nikkede hun, og bevægede sig langsomt gennem mængden. Hun satte sig ned i den omtalte bås, og tillod sig selv at slappe blot en smule af. Man kunne dog tydeligt se anspændtheden i hendes krop, og der var et jaget udtryk i hendes øjne.
”Annis…” Hviskede hun lavmælt. Hun havde ikke forventet at møde søsteren her. Hun vidste egentlig slet ikke, at søsteren havde forladt Corus. Grunden til det interesserede ikke Silvya det mindste.
Hun satte sig ned over for den søster, som hun aldrig rigtigt havde kendt. De havde kun talt sammen ganske få gange, siden de var børn, men alligevel følte hun et bånd til kvinden, som ikke kunne fornægtes på trods af fysisk og psykisk afstand.
”Hvorfor ser du sådan ud, Silvya? Hvad er der sket?” Hun var ikke ligefrem en kvinde, som var kendt for at liste rundt om grøden. Ikke når der var noget, hun ville vide.
Selvfølgelig. Hun så væk fra Annis’ blik. Ikke helt sikker på, om det var noget, hun kunne fortælle Annis. Hun bed sig let i underlæben, inden et træt suk gled over hendes læber. ”Orvar og jeg måtte forlade Corus,” sagde hun i et hviskende toneleje, ikke alt for interesseret i, at nysgerrige ører skulle opfange deres samtale.
Hun pillede lidt nervøst ved sin kjole. ”Og inden da? Annis… Orvar kidnappede Selma. Og så kidnappede hun mig,” det var tydeligt på hendes blå øjne, der blev våde, hvor meget episoden stadigvæk havde sit tag i hende.
Hendes øjne kneb sig sammen, da hun fik at vide, at Silvya havde været nødt til at forlade Corus. Sammen med en mand, som hun knap nok havde hørt om. Og hun kunne ikke lade være med at tænke, at det måtte være hans skyld, at Silvya var blevet forvist fra sit hjem. Hun havde en god aftale med Amos og selvom Annis aldrig havde været tilfreds med forbindelsen, så havde den trods alt ydet søsteren godt med tryghed.
Hendes mistanke blev da også bekræftet kort efter, selvom Silvya’s ord skabte flere spørgsmål end svar. Og inden i Annis rullede følelserne højt. Hun var ikke helt sikker på, hvor hun skulle dirigere dem hen endnu, men det var helt tydeligt, at Silvya havde været udsat for noget ubehageligt og tanken gjorde hende syg indeni. Uden at tænke over det, rakte hun over bordet og tog sin lillesøsters hånd i sin og knugede den. ”Hvad mener du med, at hun kidnappede dig? Og hvorfor kidnappede Orvar Selma?” Der var ikke ret meget, der gav mening af det, hun sagde.
Silvya så godt Annis’ reaktion, og hun fortrød straks, at hun havde fortalt noget om det til storesøsteren. En person, som hun knap nok kendte. Hun var lige ved at rejse sig op, og forlade bordet, da Annis rakte over og tog hendes hånd. Hun blev så overrasket, at hun ikke lige med det samme opfattede den andens spørgsmål. Men så sukkede hun. Igen.
”Orvar er Vitors storebror. Og Vitor har åbenbart gjort noget slemt i deres hjemland. Så da Orvar ikke kunne få Vitor med sig, hævnede han sig på Selma…” Hun havde ikke helt spurgt ind til, hvad der var foregået. Mest fordi hun ikke brød sig om at høre det. ”Og Selma hævnede sig på mig…”
Vreden sydede rundt i kroppen på hende, da ordene ‘hævnede sig på mig’, kom ud af Silvya’s mund. Der var alt for mange spørgsmål i hendes hoved, til at hun kunne forstå, hvad hun følte. Hun var bare vred.. På nogen. Mere vred, end hun havde prøvet at være i lang tid. ”Orvar er din kæreste, kan jeg forstå?” Det havde ikke været svært at gætte, men hun havde alligevel brug for at få det bekræftet. ”Og hvad? Er Vitor og Selma sammen nu?” Hvor meget kunne der lige nå at ske på to måneder?
Hun nikkede stille til spørgsmålet om Orvar. ”Det har han været i flere måneder,” faktisk lige siden den dag, han var trådt ind i hendes butik og hun egoistisk nok havde bedt ham om at sove hos sig. ”Ja, vidste du ikke det?” Det kan alligevel lidt bag på hende, at Annis ikke havde den slags information omkring Vitor. Men så igen… Silvya havde kun lagt mærke til det, fordi de brugte så meget tid sammen. Og så var det altså ikke svært at regne ud.
Vreden ulmede i hende og hun blev langsomt mere og mere vred. Hun følte det næsten, som hun skulle eksplodere, men trak det hele ind til en hård, kold knude i maven, fordi Silvya ikke så ud til at kunne håndtere, hvis hun lod det få luft her. Men hun anede ikke, hvordan hun skulle håndtere så voldsomme følelser. Hun havde aldrig prøvet det før. Ikke for alvor. Og som det var lige nu, så var hun bange for, at hun ville banke den første person, som kom i hendes vej til lirekassemand. Hun tog to dybe indåndinger, mens hun pressede følelserne langt nok tilbage, til at hun kunne fokusere på Silvya igen.
”Nej, det vidste jeg ikke,” svarede hun og undgik kun med nød og næppe at hvæse det ud mellem tænderne. Det her klarede hun ikke særligt godt. Hun tog endnu en dyb indånding og skubbede tankerne om Vitor væk også. ”Fortæl mig, hvad der skete. Det hele.” Hun knugede stadig søsterens hånd i sin og en ukendt følelse af desperation bredte sig i brystet på hende.
Hun bed sig i læben, og så forskrækket ud, så snart Annis svarede på hendes spørgsmål. Hun fortrød straks sit spørgsmål. Det var ikke svært at se på søsteren, at denne var vred. Hun havde absolut ikke lyst til at tale om det. ”Jeg har stadigvæk mareridt…” Mumlede hun undskyldende og trak let på skuldrene, i et desperat forsøg på at tale det ned, og undgå at kunne svare.
Men hun kunne godt se, at det nok ikke kom til at ske. Så endnu et suk gled over hendes læber og hun lukkede øjnene i et kort øjeblik. ”Jeg ved ikke helt, hvad der er sket inden Orvar besluttede sig for at tage herned. Men på vej i vognen, blev døren pludselig åbnet og jeg blev trukket ud og op på en hesteryg,” hun havde skreget i panik.
Annis lyttede intenst og lagrede alle oplysninger i sit hoved til senere granskning. Hun afbrød ikke, men nødede engang imellem søsteren til at fortsætte sin fortælling. Først om sin egen oplevelse og siden om alt, hvad hun vidste, om Orvar’s kidnapning af Selma. Undervejs var hun på et eller andet tidspunkt kommet om at sidde ved siden af Silvya og hun havde nu armen beskyttende om søsterens skuldre. ”Jeg hader, at du har været udsat for det her,” indrømmede hun med følelse. ‘Had’ var vist ikke engang ordet, når alt kom til alt, men det var ikke noget, hun skulle sige mere om lige nu. ”Jeg.. Jeg håber, du ved, at jeg gerne vil.. At jeg..” Hvordan fortalte man sådan noget til en kvinde, man selv havde svigtet noget så eftertrykkeligt? Hun tog en dyb indånding igen. ”Jeg elsker dig, Silvya.. Og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe dig igennem det her.”
Hendes krop var efterhånden begyndt at ryste. Hun havde lovet Orvar ikke at fortælle nogen, at hun kendte ham. Men… Annis var hendes søster. Og de havde måske ikke haft det bedste forhold, men nu sad hun i søsterens arme og blev trøste. Hvilket næsten var for meget. Det og fortællingen om den grimme oplevelse, knækkede hende, og langsomt begyndte tårerne at glide ned over hendes kinder. ”Annis…” Hviskede hun hulkende og gemte sig i storesøsterens arme. Det virkede på en underlig måde helt naturligt.
Annis havde aldrig været tilpas med tårer. Hverken når det var hendes egne eller andres. Men hun kunne ikke slippe Silvya og i stedet for at skubbe hende væk, trak hun hende tættere ind til sig, mens hun lod hende om at græde og selv blot aede hende over ryggen. Det var mange år siden, de havde siddet sådan her sidst, men hendes krop huskede det alligevel og mens hun trøstede hende, talte hun næsten hver af hendes tårer. Nogen ville komme til at bøde for dette. På den ene eller anden måde.
Efterhånden tog gråden af, og hun stoppede med at hulke. Det var næsten ydmygende at gøre det her på kroen, men hun havde ikke været i stand til at stoppe sig selv. Hun tog en dyb indånding, tørrede sine øjne, der nu var røde og rettede sig op igen. ”Jeg…” Hun anede ikke, hvad hun skulle sige. De havde aldrig været tætte. Og det var mange år siden, at Silvya havde grædt hos Annis.
Da Silvya rettede sig op, slap Annis sit tag i hende og byttede det igen ud med hendes hånd i sin. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun havde brug for et fysisk bånd til Silvya lige nu, men det havde hun og derfor agerede hun på det, nærmest uden at tænke. ”Har du brug for noget? Er der noget, jeg kan gøre for dig?” Hun så undersøgende på Silvya’s forgrædte ansigt, mens hun talte. ”Har du et sted at bo?”
Hun havde ikke noget imod, at de holdt hinanden i hånden. Lige nu havde hun bare brug for al den støtte, som hun kunne få. ”Jeg bor sammen med Orvar her i byen,” svarede hun, og vidste ikke helt, hvad hun ellers havde brug for. ”Det eneste jeg ønsker er, at Selma skal komme til at fortryde sin handling…” Utroligt nok var hendes stemme langt mere rolig end hun følte sig.
Orvar. Hun boede sammen med Orvar. Hun var ikke ligefrem overrasket, men vreden sydede hende i maven igen bare ved tanken. Der var ingen chance i verden for, at han kunne tage sig godt nok af Silvya lige nu. Manden havde sat hende i direkte fare og havde så ikke engang beskyttet hende, da hævnen kom. Og Annis havde den allerstørste lyst til at jage en kniv ind mellem ribbenene på ham så snart som overhovedet muligt. Men det ville sikkert bare gøre Silvya endnu mere bange og ked af det. Han havde tydeligvis klaret at gøre hende afhængig af sig. Mænd! Kvalmen vendte sig i hende igen. Under alle omstændigheder var et alvorsord vist på bordet.
Og så kom spørgsmålet om Selma. Den lille synske pige, som Hector ville have haft med på deres rejse. Og hadet flammede op i hende igen ved tanken om, hvad hun havde gjort. Hun ville komme til at fortryde det. Bitterligt. Hun lagde en hånd på Silvya’s kind og sørgede for, at de så hinanden i øjnene, inden hun afgav sit løfte. ”Jeg skal nok sørge for det.”
Hun kunne fornemme vreden fra Annis, men hun troede, at den var rettet mod Selma, akkurat ligesom hun selv havde et stærkt had mod den lille heks. Da Annis drejede hendes hoved og de fik øjenkontakt, flakkede hendes øjne til at starte med, men fandt til sidst hvile. Hun nikkede til de ord, der kom over Annis’ læber. Det var som at have en søster igen. Og det beroligede hende. Hvis bare, de kunne have fundet ud af dette her for flere måneder siden.
Hun tog en dyb indånding og aede så Silvya over kinden et øjeblik. ”Jeg er her i byen for øjeblikket.” Hun gav hende adressen. ”Kom hen til mig, hvis du har brug for noget. Hvad som helst.” Også gerne, hvis hun ville væk fra Orvar, men det skete nok ikke lige med det første.
