Kvinderne i vores liv

[Raoul af Condia]

Jonathan af Condia

Raoul havde lige efterladt Gisela på hendes værelse og eftersom han havde været så voldsomt anspændt op til deres møde, så trængte han nu mest bare til at slappe af. Derfor satte han kursen mod sin bror's arbejdsgemakker og bankede på i en let lille rytme, som han altid brugte sammen med Jonathan. Det var startet som en barndoms-spøg, hvor de havde aftalt et hemmeligt signal, som han skulle give, hvis han bare var alene og ville tale uformelt og det have holdt sig helt frem til deres voksne år. 

[Jonathan af Condia]

Ved lyden af det første bank var Jonathan tæt på at bede hvem det end var, om at komme tilbage senere, eller næste dag, men da bankene fortsatte i en velkendt rytme, trak det svagt i hans mundvige og han nikkede til sim kammertjener uden at behøve at sige mere. Da han havde lukket Raoul ind, forføjede han sig til de tilstødende lokaler, så prinserne havde arbejdsværelset for sig selv.

”Er prinsessen blevet indkvarteret uden problemer?” spurgte han sin bror og så op, mens han stadig skrev færdig på dokumentet foran sig. Han tilbragte langt flere timer bag skrivebordet disse dage end det huede ham, men det kunne ikke være anderledes.

[Raoul af Condia]

Han blev lukket ind og han var godt tilfreds med, at de fik værelset for sig selv, hvorefter han lod sig falde ned i stolen på den anden side af skrivebordet. Han satte sig lidt sidelæns i sædet og smækkede fødderne op på hjørnet af bordet, det ene ben over det andet.

Han nikkede let og den anspændthed, som havde præget ham de sidste par dage, var løftet en hel del. Han smilede rent faktisk let. "Ja, der var ingen problemer. Hun virker rent faktisk sød," sagde han i en lettet stemme.

[Jonathan af Condia]

Pennens stoppede sin skratten hen over pergamentet, mens Jonathans ene øjenbryn hævede sig let misbilligende, da Raoul lagde benene over hjørnet på bordet. Han sagde dog ikke noget, men skrev færdig mens broderen svarede ”Virkelig?” han satte pennen i holderen efter at have tørret den af for blæk og dryssede lidt af det fine sand til formålet, ud over dokumentet han lige havde skrevet under på ”Så måske er der alligevel ikke det store hold i rygterne?” spurgte han, og vippede papiret, så det overskydende sand gled tilbage i skålen da blækket var tørt.

[Raoul af Condia]

Han sukkede let og rakte ud efter en lille dekorativ kugle i nærheden, som han gav sig til at kaste fra hånd til hånd, mens han trak på skuldrene. "Det er for tidligt at sige," svarede han med et ærgeligt udtryk. "Men.. Ja.. Hun opførte sig fuldkommen eksemplarisk og venligt. Hun virker mest af alt bare overvældet over at være ankommet til at nyt land. Og.. Hvem ville ikke være det? Når det nu pludselig også skal være ens hjem." Han så spørgende over på Jonathan.

[Jonathan af Condia]

Jonathan satte hænderne mod bordkanten og skubbede sig tilbage på stolen "Selvfølgelig." han rejste sig, tog en smuk glaskaraffel fra et lille bord og løftede proppen med en lav klirren af glas mod glas "Hvis alt vi har hørt præcis blot var rygter, så ville det da kun være til din fordel, ikke sandt?" han drejede hovedet halvt for at se spørgende på sin bror, mens han skænkede en gylden væske op i to glas og tog begge med tilbage til bordet. Han satte det ene foran Raoul før han selv satte sig og lænede sig tilbage på stolen med sit eget glas i hånden.

[Raoul af Condia]

Raoul lod sine fødder finde ned på gulvet igen og han satte sig op, så han kunne lægge kuglen på plads og tage imod glasset i stedet. Han nikkede let og nippede til glasset. "Jo, virkelig. Jeg må indrømme, at jeg har været ret nervøs for at møde hende. Efter Aenna.." Hans stemme svandt ind og han endte bare med at trække på skuldrene og skylde savnet ned med en mundfuld af den stærke væske.

[Jonathan af Condia]

Jonathan nikkede mens han selv nippede til den gyldne væske og slog ud med den ene hånd "Det ville være underligt andet, Raoul." hans vidste at ingen af dem nogensinde ville få komplet frie tøjler med hensyn til hvem de giftede sig med. Han var også ganske tilfreds med sin hustru, men svigerindens død i barselssengen var langtfra glemt. Store titler skånede ingen fra Den Sorte Gud.

Han satte sig bedre tilrette og tillod sig selv at slappe af "Jeg håber hun viser sig at være værdig til din hånd." han tog endnu en mundfuld og mens han sank, sneg en markant rynke sig ind på hans pande "Var Moder oppe for at møde prinsessen?" spurgte han, og inddirekte om dronningen havde været frisk nok til netop at forlade sit sygeleje.

[Raoul af Condia]

Raoul nikkede bare og drak en slurk mere. Det håbede han virkelig også. Men der var ikke rigtigt mere at sige, når han ikke havde talt mere med hende. Emneskiftet var både velkomment og trist. Han rystede på hovedet. "Nej, jeg bad hende om at blive væk, så jeg kunne tale med Prinsessen alene." Han så over på sin storebror med et tungt blik. "Men ærligt, så tror jeg, at hun var lettet. Jeg er sikker på, at hun var stået op, hvis ikke jeg havde sagt det, men.. Ja.. Hun havde sikkert brugt alt sin energi på det." Og hun havde brug for den til at blive rask.

[Jonathan af Condia]

Jonathan hævede et øjenbryn og trods situationens alvor, sitrede hans mundvige over broderens valg af ord ”Og hun lyttede? Imponerende. Jeg burde skrive det i kalenderen.” kommenterede han en smule tørt og skyllede efter med endnu et nip af den stærke væske ”Hun var oppe flere timer i går. Hun sad i vinterhaven med Illunie. Det lød til de havde hygget sig.” musede han, halvt for sig selv, men hans blik hvilede på Raoul mens han talte. Han vidste han ikke var alene med sine bekymringer, eller frustrationer. De gennemsyrede alt som tingene stod for tiden ”Det er da et skridt i den rigtige retning.”

[Raoul af Condia]

Han kunne ikke lade være med at smile skævt af Jonathan's morsomhed. Det var mere end sandt, at deres mor som oftest var ret ligeglad med deres gode råd. Hun havde en helt bestemt opfattelse af alting og der skulle temmeligt meget til at få hende til at ændre mening.

Han nikkede let og smilede. "Jeg er så glad for, at det går bedre med hende. Jeg er ikke klar til at miste hende endnu," indrømmede han blankt. Så gammel var dronningen heller ikke. Desuden ønskede han også, at de børn han engang skulle få, ville lære hende at kende. "Hvordan går det med Illunie, nu hvor Kalasin er rejst til Klosterskolen?"

[Jonathan af Condia]

Jonathan nøjedes med at ryste på hovedet i sin enighed. Hvis blot den stædige sygdom ville slippe sit tag og helbrederne gøre hvad de blev betalt for, så var han sikker på deres mor ville overleve de fleste. Raouls spørgsmål fik ham til at skære en lille grimasse, halvt et smil, halvt noget andet "Nogle dage føler jeg hun tager det mere stoisk end jeg." konstaterede han en smule tørt og lagde nakken tilbage mod stolens høje ryg med et dybt suk "Jeg troede jeg var klar til det, men jeg må nok sande, at jeg aldrig ville kunne blive klar til det." han rettede sig op igen "I det mindste er der fire år til det er Liannes tur."

[Raoul af Condia]

Han kom til at grine en lille smule og smilede skævt, da han var færdig. "Hvad søren, du bliver da vist lidt blød på dine gamle dage, hmm?" drillede han og blinkede, inden han drak en slurk mere. "Men jeg forstår dig nu godt. Jeg elsker de børn og jeg må indrømme, at stedet er blevet noget stille, efter at hun nu også er rejst." Et kort nu gled savnet gennem ham igen, fordi han selv aldrig havde fået børn. Det var ikke altid let. Især ikke, når han havde været tilskuer til sin bror's lykkelige familie i snart mange år.

[Jonathan af Condia]

Jonathans mundvige trak forræderisk opefter, indtil han endte med et skævt smil "Lad være at lade det sive ud, vil du?" han hævede brynene og så sigende på sin yngre bror, tog en mundfuld mere og skar en lille grimasse "Og jeg har aldrig tænkt hun gjorde særligt meget væsen af sig i forvejen, men ja.. Det var anderledes med Roald. Han er trods alt stadig i huset og når han bliver væbner kommer jeg til at se ham hver dag." han fnøs muntert "Om han ser ligeså meget frem til det som jeg, vil jeg lade være at gisne om.

[Raoul af Condia]

Raoul kom til at grine en lille smule og rystede så på hovedet. "Du ved lige så godt som jeg, at den knægt ville elske at skulle ud på eventyr og op til grænsen hele tiden og lignende. Det kommer han jo ikke ligefrem til, som din væbner." Han smilede stadig skævt og nippede til glasset. "Men det bliver dejligt for dig at få ham lidt før hjem. Og han skal jo også lære noget om alle de pligter, han skal bruge sit liv på at udføre," kommenterede han så i en ironisk tone. Selv havde han aldrig været vild med disse pligter.