Svaret af Raoul af Condia on Aug 14, 2016 10:26:43 GMT
Collab mellem Gisela af Maren og Raoul af Condia
Tortall havde vist sig for Gisela at være dødkedelig at rejse igennem. Og Gisela havde kedet sig hver gang, hun var blevet bedt om at sætte sig ind i vognen. Hun kørte sammen med sin anstandsdame, og en tjenestepige, som skulle opvarte hende hele tiden. Men helt ærligt, så havde hun brugt det meste af sin tid på at læse eller brodere. Og pigen var kun blevet brugt, hvis Gisela var sulten eller tørstig.
Da Corus dukkede op ude i horisonten, følte den unge prinsesse at stik af hjemve. Hun havde absolut ikke lyst til at skulle bo her. Eller giftes med denne Prins Raoul. Som endda havde været gift før. Hun fnøs ved tanken, og lænede sig demonstrativt tilbage i sædet. Ikke, om hun havde tænkt sig at se ud, før de var kommet ind gennem byens porte og hen til det fornemme kvarter.
Vognen sænkede efterhånden farten, og hendes anstandsdame lænede sig frem. ”Vi er ved at være der, Deres Kongelig Højhed,” sagde anstandsdamen og et tungt suk gled over Giselas læber, da hun tog en dyb indånding, klistrede et passende smil på læberne og vinkede til dem, der var samlet ude foran. Hun følte sig som et dyr i bur, som skulle underholde dette lands befolkning.
Til sidst standsede vognen endelig. Nu var det nu. Dronningen, kronprinsen og kronprinsessen ville ikke være til stede. De var alle tre optagede af deres egne pligter, så det var kun Prins Raoul der ville tage imod hende. Sikke en velkomst. Døren til vognen blev åbnet, og den lyshårede prinsesse steg ud, med hjælp fra en tjener, og hendes lyseblå kjole blev arrangeret bag ved hende. I hendes hår sad et lille diadem, og ellers havde hun ikke andre smykker på.
Hun gled op ad trapperne op til paladset. Ryggen var rank, hagen i sky og hendes fyldige læber var kruset i et reserveret og lille smil. Nej, hun glædede sig ikke. Men det behøvede ingen andre at se. For enden af trappen stod han. Det gik hun i hvert fald ud fra. Han var så forskellig fra hende, som nogen kunne være. Han var mørk, og hun var lys. Hun nejede for ham, og bukkede ganske let i nakken. ”Deres Kongelig Højhed,” hilste hun, og formåede at lyde blot en smule overvældet af hele situationen. Som en prinsesse jo burde.
Raoul var ikke ligefrem rolig, da han så vognen første gang på sin vej op af Paladsvejen. Den sneglede sig af sted syntes han, men han var også klar over, at det sikkert var ham selv og ikke andet. Hans ansigt var påklistret et lille smil, som han dog ikke ligefrem følte var ægte for øjeblikket. Han var dog glad for, at hans familie havde respekteret hans ønske om at møde Gisela alene i første omgang. Han følte ikke ligefrem for at møde sin kommende hustru for første gang med alt for mange tilskuere.
’Han kommende hustru’. Bare tanken var mærkelig. Han havde troet, at Aenna skulle være hans hustru til deres dages ende og nu stod han pludselig over for endnu et ægteskab. Og endnu en kvinde, som han skulle forsøge at lære at gøre til sin partner. Og være partner for. Han tog en dyb indånding og mindede sig selv om, at det jo var lykkedes med Aenna. Det måtte også kunne lykkes med Gisela. Hvis de begge gjorde sit til det.
Endelig stoppede vognen og ud trådte en smuk kvinde. Høj og lys og tydeligvis bevidst om sin egen skønhed også, sådan som hun gik. Tanken skubbede han dog hurtigt væk. Hvorfor skulle hun ikke være stolt af det? Det havde da været værre, hvis hun havde været grim. Da hun kom helt op til ham, var smilet mere ægte, selvom nervøsiteten således også skinnede bedre igennem. Han bukkede, som det passede sig og rettede sig så op igen. ”Deres Kongelige Højhed,” svarede han venligt og fortsatte så næsten med det samme. ”Jeg håber, De har haft en behagelig rejse?”
Hun rettede sig op igen, da han havde bukket og hilst på hende. Hun foldede hænderne dydigt foran sig og rettede sine blå øjne op mod ham. ”Den har været behagelig, men lang,” sagde hun i en let stemme, og fandt det mærkeligt, at de skulle stå her og konversere på trappen. Hun var lige ved at rynke utilfreds på næsen over det, men tog sig selv i det, og bukkede så let i nakken, så hun ikke fortsatte med at se direkte på ham.
Hendes mund føltes lige så tør som en ørken, og hun sank derfor en klump i halsen, i et desperat forsøg på at fugte munden og læberne. ”Jeg håber ikke, at de små forsinkelser har været til besvær for Hendes Majestæt og Hans Kongelig Højhed?” Hun skulle være ankommet for en uge siden, men en knækket aksel på den ene vogn og dårligt kørevejr havde ændret lidt på planerne.
Han nikkede med et forstående smil og rakte arme frem i en inviterende gestus. ”Så tillad mig at vise Dem, hvor De skal tage ophold det næste stykke tid,” svarede han og tilføjede et ’indtil brylluppet,’ i tankerne. Der var ikke mere end halvanden måned til og så skulle de i stedet dele hans gemakker. Det var slet ikke til at forstå.
De var begyndt at gå ind, da han svarede på hendes andet spørgsmål med en hovedrysten og et let smil. ”Bestemt ikke. Min moder og bror har været ganske forstående for Deres situation. Hændelige uheld kan jo ikke behjælpes.”
Hun blev en smule overrasket over hans forstående smil. Forsøgte han at fedte sig ind på hende? Hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle håndtere det, så hun håndterede det som alle andre situationer der gjorde hende usikker. Kølig distance. ”Meget gerne,” sagde hun og havde ikke noget imod at få anvist sine gemakker, hvor hun kunne friske sig en smule op. Hun havde trods alt været ude på rejse i flere uger. Måneder.
Hun lod som om, at hun blev lettet, da han fortalte at de havde været forstående. ”Det glæder mig. De kan slet ikke forestille Dem, hvor bekymret jeg har været, hver gang jeg har måtte sende et bud afsted med dårlige nyheder,” egentlig interesserede det hende ikke. Men det behøvede Raoul ikke at vide noget om. Hun havde et spil, som hun skulle spille resten af sit liv. Og det gjaldt om at opretholde den perfekte facade.
Han kunne ikke lade være med at føle en dyb lettelse i kroppen over hendes opførsel. Det var virkelig rart at vide, at hun var en rimelig og venlig ung kvinde, han skulle dele sit liv med. Bare det, at hun havde bekymret sig om hans families reaktion på forsinkelserne, viste, at hun tog sit ansvar til sig og måske endda ville passe godt ind i familiedynamikken. ”Jeg er i hvert fald glad for, at De er fremme nu. Det kan ikke være behageligt med så mange dage på rejse i en vogn.” Hans stemme var rolig og med medfølelse. ”Jeg håber, at De vil få det rigtigt godt her på paladset.” ’Og sammen med mig.’ Og det håbede han oprigtigt.
Hun blinkede ganske let med sine øjenvipper og tillod sig selv et ganske lille smil. ”Jeg har set frem til slutningen på rejsen, det indrømmer jeg gerne,” og det var endda ikke helt usandt. Hun gad ikke sidde et sekund længere i en vogn, som bragte hende til et fremmed land. Og til et nyt hjem. ”Jeg håber det samme,” sagde hun og placerede med vilje en let skælven i hendes stemme, som om hun var en smule rørt af hans ord og hele situationen. Der var ganske få positive ting ved situationen; rejsen var slut og de skulle have en kort forlovelse. Bagefter, så kunne hun droppe skuespillet.
En sten faldt fra hjertet, da han hørte den lette skælven i hendes stemme. Det var en enorm lettelse, at hun var en kvinde, som tydeligvis både tænkte og følte og som ønskede det samme, som han. At de måtte forsøge at få et godt partnerskab ud af deres situation. Og han endte med at tænke ved sig selv, at det måske slet ikke var så dårlig en forbindelse alligevel. Han sagde dog ikke mere, førend de nåede hen til hendes værelse. ”Jeg håber, at De vil synes om dem. De er ikke ret langt fra mine. De er ved den tredje dør til venstre nede af gangen her,” forklarede han, mens han galant åbnede døren og tillod hende at gå først indenfor.
Hun fulgte med i stilhed. Det var tydeligt, at ingen af dem havde brug for at sige noget. Unødvendig snak var også blot fyld. Og de kendte slet ikke hinanden godt til, at have noget dybere at sige til hinanden. Da de standsede ude foran den dør, som førte ind til hendes gemakker, så hun i retning af hans. Hun nikkede, og indikerede, at hun havde forstået hans forklaring. Ikke fordi hun mente, at hun fik brug for at finde hen til dem. Gisela var overbevist om, at hun først ville se dem efter brylluppet.
Hun sendte ham et genert smil, men kommenterede ikke yderligere på hans ord. I stedet tænkte hun ved sig selv, at han da var opdraget godt, og gik så ind i de gemakker, hun skulle bruge den næste måneds tid. ”Åh, hvor er de nydelige!” Udbrød hun og var ærlig talt en smule overrasket. Men så igen, hun var jo blot blevet skuffet, hvis værelserne ikke havde levet op til hendes forventninger. Alle hendes ting var allerede bragt op. Mængden af kister var overvældende, men hun lagde ikke mærke til dem. I stedet gjorde hun noget, som overraskede hende selv. Hun drejede rundt, og sendte ham et oprigtigt smil. ”Tak, Deres Kongelig Højhed,” og så nejede hun igen. Denne gang dog knap så dybt, som da han tog imod hende.
Hendes reaktion på værelserne var han godt tilfreds med og han sukkede stille, mens han lod det meste af den ophobede ængstelse og frygt for arrangementet sive ud af sig. Hun lod til at være ganske fornuftig og forhåbentlig ville de komme godt ud af det med hinanden. Det var i hvert fald den forhåbning, han havde lige nu. ”Ingen årsag.” Han stod et kort nu og overvejede at tale lidt mere med hende, men bestemte sig så alligevel imod det. Hun var med garanti træt og trængte til at hvile sig og tage alle de nye indtryk ind. De ville få tid til at tale på et senere tidspunkt. Derfor bukkede han i respons på hendes nejen og smilede varmt og venligt til hende. ”Nu vil jeg lade Dem finde Dem til rette. Velkommen til Tortall.” Han bukkede igen, inden han gik ud og lukkede døren efter sig med en varm følelse i maven.
Det oprigtige smil gled over i et påklistret et, da hun kom sig over den overvældende følelse. Hun havde svært ved at tage imod hans venlighed og varme. Som om han ligefrem glædede sig til deres bryllup. Det var en skrækkelig følelse, som det frembragte i hende. Hun var hverken naiv eller dum. Og hvis han glædede sig, så var der nok kun en grund til det. Og netop den grund, fik hende til at samle sig sammen igen. Hun rankede sig, og bøjede ganske let i nakken, så hun ikke så direkte på ham. ”Endnu en gang tak,” lød det spagt fra hende, mens hun lod som om, at hun var træt.
Så snart døren var lukket bag ham, drejede hun hurtigt rundt og så direkte på sin anstandsdame. ”Magen til prins skal man lede længe efter! Tænk at min fader vil have mig gift med ham,” hun fnøs. Selvom det ikke var prinsens skyld, at hun var blevet tvunget til dette her, men derimod hendes egen fader, så hadede hun det. Virkelig meget. Og det ville nok komme til at gå udover prinsen. ”Få mine ting pakket ud, og kald på min kammerpige. Jeg vil klædes af og hvile mig inden middagen,” hun kastede ordre ud, og gik gennem værelserne uden at skænke dem yderligere opmærksomhed. I stedet fandt hun ind i soveværelset med den store seng, og satte sig derefter foran et bord med en stol. Nu manglede kun kammerpigen, som skulle hjælpe hende i seng.
