Svaret af Emmet af Vårfos on Mar 5, 2014 13:47:34 GMT
Collab mellem Emmet & Jessamine
d. 5. marts 525 M.T.
Jess strakte sig og gabte stort. Hun kastede et blik ned af sig selv og sikrede sig at uniformen sad som den skulle. Vårfos’ farver føltes i den grad hjemmevante efter tre år og det ville blive virkelig underligt at skifte dem ud med blå og sort. Efter at have gjort sig helt klar og strammet snoren omkring sin fletning, forlod hun det lille telt. Hun bed endnu et gab i sig og stak hovedet indenfor Emmets telt uden at spørge først. “Godmorgen,” hilste hun semi-entusiastisk. “Skal du bruge mig til noget eller kan jeg pakke mine egne ting sammen først?”
Emmet af Vårfos sad på kanten af sit leje, i færd med at trække stølver på og med et lettere sammenbidt ansigtsudtryk. Hans tanker var fuldt optaget, men ikke af den forestående krig og mange måneders belejring og kamp, de kunne se frem til.
Tværtimod havde det alt at gøre med den rødhårede - alt for unge - væbner, der stak hovedet ind gennem teltduen. Tænkte han over det bagefter, ville han sandsynligvis selv have syntes at mådes hans nakke fløj tilbage på og han straks fandt hende med blikket, var yderst mistænkelig. Emmet strammede fingrene sammen om læderet, med et ufrivilligt hårdt drag om munden. “Nej. Du kan gå.”
Et sæt øjenbryn røg op i panden på væbneren ved teltets indgang. Hendes ridder var den muntre - lidt for meget nogen gange, ærlig talt - type. Han plejede heller ikke at være morgensur. Et sekund var hun ved at trække hovedet tilbage og gøre som hun havde fået besked på, men så stoppede hun og rynkede panden lidt. “Har jeg gjort noget forkert, Sir?”
Lettere brysk trak Emmet støvlen på og kom lidt for hurtigt på benene og satte kursen mod den simple taburet, der ikke bare havde et vaskefad stående, men som også var strategisk placeret, så han stod med ryggen til sin væbner. Det dunkede ubehageligt i hans ene tinding, og han havde en dårlig smag i munden, over måden han netop havde talt til Jessa på. Men hvad end der skulle til, for at slå de meget uvelkomne… Følelser, ned. Han prøvede at gøre sin tone lettere, uden stor succes og uden at se på hende. “Intet. Du kan sørge for dine egne ting først og se til mine efter morgenmåltidet.”
At han så selv i mellemtiden havde tænkt sig at pakke sine ting, det var underordnet.
Jessas panderynker forsvandt ikke. Hun var en god væbner, pligtopfyldende og i relativt stor udstrækning også respektfuld, men det var på tidspunkter som disse, at den lave aldersforskel og det tidligere venskabelige forhold skinnede igennem. I stedet for at gå sin vej, trådte hun helt ind i teltet og kløede sig lidt på underarmen. “Emmet… Hvis der er noget jeg ikke har gjort tilfredsstillende eller misforstået, vil du så ikke nok være sød at sige det?”
Emmet modstod fristelsen til at banke hånden ned i træet, som han i forvejen lænede sig indover. Det var svært nok at tænke når hun ikke var der, men det at han blot skulle vende sig, for at se… Han stoppede sig selv. Med en lydløs indånding rettede han sig op, og drejede sig modvilligt imod hende.
Smilet på hans læber var lettere anstrengt, selvom han forsøgte at skjule det. “Jessa, der er intet… Bare… En dårlig morgen.” Han ville have trukket på skuldrene, som for at børste det af sig, men bare tanken var for utroværdig til, at han overhovedet gad prøve.
Panden forblev rynket. Hun nåede dog så langt som til at bebrejde sig selv lidt for at antage, at det overhovedet havde noget med hende at gøre. Hun var trods alt ikke solen, månen og stjernerne. Emmets svar bekræftede netop de tanker og hun nikkede en enkelt gang, imens hun smilede prøvende. “Jeg beklager. Du må endelig sige til, hvis der er noget jeg kan hjælpe med. Hvis det er hovedet, kan jeg hente Mester Evin? Arthur sagde, at han er pokkers god til at tage sig af både den slags hovedpiner der er fra stærke sager og dem, der opstår naturligt.”
I et øjeblik havde han håbet, at det ville være nok til at få hende på afstand for nu. At han tog fejl, det viste sig snart. Det værste var, at han ikke engang blev irriteret på hende over det, men derimod sig selv. Hvornår var det, han var stoppet med at betragte Jessamine af Ravntoft som intet mere end sin væbner og ven…? Emmet vidste det ikke. Han vidste til gengæld nøjagtigt, hvornår han havde indset det. Tanken fik ham til at bide tænderne sammen, en handling der ikke gjorde smilet mindre anstrengt.
“Jeg klarer mig.” Han havde lyst til at vende ryggen til igen. “Men… Tak.”
Jess så et øjeblik lettere opgivende på sin ridder og ven. Han plejede virkelig ikke at være opofrende eller forfalden til selvpineri. Desuden var han et rimelig simpelt væsen. Det kunne hun ufattelig godt lide - primært fordi hun selv var det samme. “Jeg siger bare, at det måske var en god idé… Arthur havde denne her enorme hovedpine i Danne, fordi han aldrig rigtig havde drukket noget andet end fortyndet øl og den forsvandt med et snuptag. Jeg tror også Mester Evin tager sig af andre fysiske småskavanker.”
Han prøvede virkelig, men der gik kun så længe, før tålmodigheden slap op. Ufrivilligt skar han en grimasse, og kun for at gøre ondt værre, fik han også lige himlet med øjnene. “Hvis jeg havde hovedpine, gjorde du den kun værre lige nu,” bed han, kort for hovedet.
Naturligvis fortrød han med det samme, og det viste sig da også på hans ansigt, i samme øjeblik, som han rystede på hovedet. “Undskyld.” Em gned sin ene tinding. “Jeg har bare brug for et øjeblik, Jessa.”
Hun var vist selv ude om det. Det var i hvert fald den tanke, der skød igennem hovedet på hende, da han bed af hende. Hun sænkede blikket og nikkede med adskillige rynker i panden. “Ja. Undskyld,” svarede hun til hans beklagelser. Med en dyb indånding, rettede hun ryggen op og formåede at smile høfligt - adelskvinde var man vel. “Du ved hvor du kan finde mig.” Og med et let buk, vanesag mere end så meget andet, forlod hun teltet igen og gik tilbage for at pakke sine ting sammen. Imens forsøgte hun at gennemskue hvorfor Emmet opførte sig så mærkeligt.
Emmet sukkede dybt, da Jessa forlod teltet igen. Det havde ikke været hans intention at lade sin egen irritation skinne igennem. Slet ikke overfor hende. I nogle sekunder blev han blot stående, selvom hun for længst var væk, inden han endelig tog sig sammen og drejede sig. Vandet var koldt, da han plaskede det imod sit ansigt og han kunne ikke sige sig fri for at føle, at han var det samme.
Men selvfølgelig, når han nu engang jo var en idiot, så kunne han jo lige så godt også opføre sig som en.