Det bedste sted i verden

[Francine af Gyldensø]

Emmett af Gyldensø

Det var stadig tidligt på dagen og det niende timeslag havde endnu ikke lydt, men Francine havde været oppe længe. Det var ikke noget hun var uvant med, men hvor det plejede at være på grund af træning, var det nu af helt andre grunde. Hun sad i den lille pejsestue, ikke fordi den var så lille endda, men i forhold til mange af lensborgens andre rum, var den. Hun sad i en af de bløde stole, med ryggen mod døren, vendt mod de store vinduer der gav en smuk udsigt over søen der havde givet navn til både hendes slægt, eller måske var det omvendt. Ingen kunne helt huske det længere. Det var dog ikke udsigten hun var optaget af at se på, men den lille dreng, der sov i hendes arme.

Han var præcis en måned gammel i dag og hun smilede ved tanken. Hun havde allerede svært ved at huske en tid, hvor han ikke havde fyldt hendes dage. På trods af sin egen frygt, modvilje og nervøsitet, havde de små, buttede fingre grebet hårdt omkring hendes hjerte i det øjeblik jordemoderen havde lagt ham på hendes bryst og hun havde glemt hvorfor hun havde forsvoret i så mange år, at hun skulle have børn. Hun havde fundet en side af sig selv hun aldrig havde tilladt at vinde frem og som resultat følte hun sig mere i balance, end hun kunne huske at have gjort før.

[Emmett af Gyldensø]

Emmett havde forsøgt på at sove videre, men solen var stået op og han kunne simpelthen ikke finde en stilling, som var rar at ligge i mere. Så i stedet var han stået forsigtigt op for ikke at vække Christi og var blevet klædt på. Han havde tilbragt lidt over en time i arbejdsværelset nu og hans ryg trængte til en pause, så han var gået ud for at se, om der skulle være lidt liv på borgen nu.

Hans ansigt lyste op i et mildt smil, da han åbnede døren ind til en stue og fandt Francine siddende derinde med lille Raoul. Emmett var glad for alle sine børnebørn, men Raoul var alligevel noget andet. Det var ham, som en dag skulle arve Gyldensø. Han lukkede roligt døren bag sig for ikke at vække drengen og gik langsomt hen til sin datter. "Godmorgen, min pige. Har du fået sovet lidt i nat?"

[Francine af Gyldensø]

Francine så op da døren bag hende gik op og mens sønnen klynkede svagt i søvne, for så at falde til ro igen, lænede hun sig selv lidt til siden, for at kunne se omkring stolens ryg og sende sin far et varmt smil "Det jeg havde brug for.. ammen tog ham i nat." svarede hun lavmælt mens blikket igen fandt tilbage til det lille, fredfyldte ansigt. Hun havde faktisk forsvoret hun selv ville amme, men da hun først skulle tage beslutningen, kom den alligevel ganske naturligt - også selvom hun stadig havde ammen til at tage de tidspunkter hun ikke selv kunne, eller bare valgte at springe over "Han har et godt sovehjerte.. ligesom sin far." fortsatte hun med et smil og strøg fingrene blidt over det dunede, og allerede mørke, hår på det lille hovede.

[Emmett af Gyldensø]

Han smilede og satte sig langsomt ned ved siden af hende i en dejlig blød stol, som tog hensyn til hans gamle knogler. Han sukkede tilpas og lænede sig frem for at stryge sin pegefinger over drengens ansigt og smilede så op til sin ældste datter. Han nikkede dog bare til hendes ord - glad for at han ikke havde holdt hende vågen for længe. En nybagt mor havde brug for sin søvn. "Det er fordi han gemmer sine kræfter til at blive en stor og stærk lille dreng." Hans stemme havde fået et hint af noget sødt over sig, mens han talte om drengen.

[Francine af Gyldensø]

Francines læber krøllede sig i et varmt, underholdt smil ved Emmetts ord og hun lagde hovedet lidt på sned for at kunne betragte ham "En stor, lille dreng?" gentog hun spørgende, med et glimt i de brune øjne "Ligesom sin far.. og bedstefar.. og tipoldefar." det havde været et helt naturligt valg, at opkalde sønnen efter hendes egen oldefar og Emmetts bedstefar og heldigvis havde Conal været enig "Amme mener han spiser godt.. næsten for godt, men hellere det end det modsatte." hun løftede hovedet igen efter at have set på lille Raoul "Du er tidligt oppe?"

[Emmett af Gyldensø]

Emmett smilede bare varmt til sin datter, men lod være med at svare på hendes drillende kommentar. Han kunne dog ikke lade være, da hans bedstefar blev nævnt. "Jeg er sikker på, at han bliver en stor kraftskarl. Præcis som den fantastiske mand, som han er opkaldt efter." Han fik et lidt fjernt glimt i blikket, som han et øjeblik mindedes mennesker, som ikke længere gik blandt dem.

Hendes spørgsmål fik ham dog tilbage til virkeligheden og han smilede, mens han igen strøg drengen over kinden og trak lidt på skuldrene. "Jeg er ikke så ung, som jeg har været. Vi har ikke brug for så meget søvn på vore gamle dage." Han undgik behændigt at omtale sine værkende lemmer.

[Francine af Gyldensø]

Francines allerede varme smil blev endnu mere udtalt mens hun solede sig i rosen til sin førstefødte ”Han har nogle store sko at fylde ud, men det har vi vel alle sammen haft.” musede hun, uden at være usikker på, om sønnen om mange, mange år ville kunne udfylde dem. Hun løftede hovedet igen og så på sin far med let sammenknebne øjne. Selvom han ikke sagde det, kendte hun ham ret godt ”Er det benet igen?”

[Emmett af Gyldensø]

Han smilede igen bare mildt til hende og smilet blev bredere, da drengen greb fat om hans finger. Han så dog op på hende med et udtryk, som viste, at han ville ønske, hun ikke havde spurgt, da hun spurgte ind til benet. Nu kunne han ikke bare tale udenom længere og han sukkede stille. "Benet.. Ryggen.. Jeg er ikke så ung, som jeg engang har været, min søde. Jeg er ved at være gammel." Han sad stadig og lænede sig ind over lille Raoul, så han slap for at se hende for meget i øjnene lige nu. En ryg, der brokkede sig var en mild pris at betale for det lige nu.

[Francine af Gyldensø]

Francine rynkede brynene ganske lidt, forsøgte virkelig at skjule sin bekymring, men vidste også, at hvis nogen kunne læse hende som en åben bog, så var det ham. Hun blødte det op med et smil og så ned på sin søn igen, der nu var ved at vågne for alvor. De små arme og ben fægtede ivrigt i luften, mens de små fingre holdt godt fast i Emmetts finger. ”Men du er her.. og det er vi glade for.. er vi ikke også?” det sidste pludrede hun til drengen der pludrede begejstret til bage.

Da de små fingre i en ny fægten mistede deres greb, tog hun forsvarligt fat under ham og rejste sig, for så at lægge drengen ned i armene på Emmett i stedet. Hun slap ham først da hun var sikker på hans bedstefar havde fat og satte sig så på hug ved siden af stolen, med armene hvilende på det ene armlæn ”Sammy spurgte i går om han måtte tage ham med på jagt sammen med far og kunne ikke forstå da jeg mente det var bedst at vente til han selv kunne gå.” hun smilede for sig selv over sin yngre brors skuffelse ”Han mente vi bare kunne have ham i en kurv på sadlen.”

[Emmett af Gyldensø]

Emmett smilede mildt og tog gladeligt imod sit lille barnebarn, da Francine lagde ham til rette. Han var trods alt i fin træning med sine egne to små børn og han smilede fra øre til øre, da drengen så op på ham med sine store øjne. "Sammy bliver ridder, som sin storesøster, det er der ingen tvivl i mit sind om," konstaterede han med en klukkende stemme som svar på hendes lille historie. "Der er mere spræl i den dreng end i en makrel på land." Han så op på hende og smilede stort. "Du har noget at se frem til, kan jeg love dig."

[Francine af Gyldensø]

Hun blev siddende på hug og betragtede skiftessvis sin far og sin søn. Synet af dem sammen gjorde hende varm indeni, mens hun stædigt fortrængte bekymringen fra før, dog med blandet held "JEg håber han har fået bare lidt af Conals besindighed i stedet for alt for meget Gyldensø." konstaterede hun tørt, men muntert, lænede sig lidt frem og plantede et kys på de mørke dun på Raouls hovede "Og hvis han har fået bare lidt fra dig også.." fortsatte hun og lagde en hånd mod sin fars knæ med et varmt smil "Så kan det ikke gå helt galt."

[Emmett af Gyldensø]

Han kom til at smile skævt af hendes ord, som de mindede ham om de mange skænderier, han og Francine havde været på modsatte sider i. Temperament lå til deres linje. Og Raoul ville sikkert have godt af at arve det, hvis eller man spurgte ham. Smilet gled over i noget mildt og kærligt, da hun forsatte. "Hvordan kan han andet? Han er jo din søn." Hans tone var drillende. For selvom de kunne være rygende uenige, så lignede de hinanden mere end de altid var villige til at indrømme.

[Francine af Gyldensø]

Det varme smil trak længere op og blottede endes tænder. Uanset hvor meget de kunne skændes og være uenige - og det var immervæk en del - så elskede hun sin far højt og håbede ikke han var i tvivl om det "Jeg har stadig ikke vænnet mig til det..." hun så ned på drengen igen med et underfundigt blik "At være nogens mor. Det skræmmer mig så uendeligt meget og alligevel kan jeg ikke forestille mig noget andet nu." musede hun, halvt for sig selv, mens hun strøg fingrene blidt over det lille hovede.

[Emmett af Gyldensø]

Han smilede til sin datter og kildede drengen lidt på hans mave. "Og det er præcis, som det bør være," svarede han gammelklogt. "Havde det været anderledes, så havde jeg været nervøs for dig." Han blinkede let og rakte så drengen tilbage til hende. "Nu tror jeg dog helelre, jeg må komme tilbage og lave noget. Jeg trængte bare lige til en lille pause."

[Francine af Gyldensø]

Francines smil blegnede ikke det mindste mens hun rejste sig smidigt og bukkede sig for at plante et flygtigt kys på sin fars skæggede kind, før hun tog sin søn op på armen med et nik "Selvfølgelig.. Jeg havde også planer om at få trænet lidt mens Conal er ude, men den her unge herre distraherede mig." hun løftede drengen bedre til rette og gjorde et lille kast med hovedet "Vi kan følges et lille stykke så jeg kan få ham op til amme." foreslog hun og fulgtes ud af stuen sammen med sin far. Der var altid noget at se til og hun havde en instinktiv følelse af, at den tid hun havde med den ældre mand, ikke var evig.

Tråd lukket