Hvad er det, du siger?

[Amos Søfarer]

Sacherell Mastebærer

2. august, 527 M.T.

Amos sad på Duen denne aften og var for en gangs skyld i rigtigt festligt humør. Han havde et fuldt ølkrus foran sig og to tomme, som Olivia kom og hentede, samtidig med, at hun satte den flaske rom, han havde bedt om, foran ham sammen med et par glas. Han havde nemlig indbudt et par af de faste slyngler til at drikke med sig og de lo og hyggede sig og han gav Olivia et lille klap bagi, inden hun vimsede væk igen og han kom til at smile lidt over det. Netop da kom Sach ind af døren til kroen og Amos gjorde en velkommende bevægelse med hånden. "Du kommer lige til tiden. Der er lige kommet rom på bordet!"

[Sacherell Mastebærer]

Under normale omstændigheder, ville Sacherell sikkert havde besvaret Amos's brede grin med et lignende og taget imod tilbuddet om rom og festligt lag uden at tøve. Tanken om tøsen han havde efterladt i pakhuset ødelagde dog stemningen lidt og i stedet for at sætte sig på sin sædvanlige plads ved siden af tyvekongen, stoppede han ved siden af ham og bøjede sig ned så han kunne tale lavmælt. Hvad han havde at sige, var kun for hans ører og ikke for resten af bordet, eller klientellet i krostuen "Har du tid.. under fire øjne." spurgte han og rettede sig op igen med et afventende blik ned på sin ven.

[Amos Søfarer]

Amos fornemmede næsten med det samme, at der var noget galt. Han havde kendt Sach i mere end 15 år og han lavede et hurtigt ædruelighedstjek, inden Sach kom op til ham. Heldigvis var han ikke mere end almindelig påvirket og han havde klaret sig gennem svære situationer i værre tilstand, så det var da lidt betryggende.

Han nikkede derfor bare let, da Sach lænede sig ned mod ham og så rejste han sig op uden at undskylde til nogen af de omkringsiddende. Det behøvede han ikke. Sammen gik de ud i et af baglokalerne og det brede smil var nu erstattet af en alvorlig mine. Da døren blev lukket bag dem, vendte han sig om mod Sach igen og sukkede lidt. "Nå.. Fortæl mig så, hvad det er, der skal ødelægge min gode aften." Der var ingen bebrejdelse i hans stemme. Uanset hvad det var, så var det jo ikke Sach's skyld.

[Sacherell Mastebærer]

Sacherell sagde ikke et ord før døren til baglokalet var lukket og selv da den var, vidste han ikke helt hvor han skulle begynde. I sidste ende var der dog ikke rigtigt andet for, end at.. ja, begynde fra en ende. Han åndede tungt ud og strøg en hånd over kæben "Jeg rendte i en tøs nede på havnefronten.. der ledte efter dig." han gjorde en lille pause for at se på vennen, men fortsatte næsten med det samme igen "Eller hun spurgte efter Natravnen, som hun var sikker på ville ligge i Corus." igen en lille pause mens han granskede Amos's ansigt og så kom til sagens egentlige kerne "Hun var overbevist om hun er dit afkom, Amos."

[Amos Søfarer]

Han satte sig på kanten af et bord med den ene fod på en stol, da Sach ikke ligefrem havde hastværk skrevet ud over sin skikkelse. Det måtte være en anden type problem. Han afbrød ikke eller forsøgte at få vennen til at komme frem til sagens kerne hurtigere. Det virkede normalt bedst bare at vente.

Problemet var bare, at de ord, der kom ud, ikke rigtigt fortalte ham noget, som gjorde ham lige så seriøs, som Sach var. Ikke før de sidste ord forlod vennens læber og en lille rynke fandt frem mellem hans bryn. Et øjeblik så han bare overrasket ud og så forlod en lille underholdt lyd hans læber, inden han rystede på hovedet. "Virkelig?" Det havde han ligegodt aldrig været udsat for før og han vidste ikke helt, hvordan han skulle tage det nu. Stemmen han talte med var lige dele overrasket og underholdt. "Og hvad bygger hun den antagelse på?"

[Sacherell Mastebærer]

Amos's reaktion fik Sacherell til selv at trække på smilebåndet i et skævt smil, mens han brummede et bekræftende "Mhmm.." han lænede sig op ad væggen og slog ud med begge hænder, før han lagde armene over kors og trak på skuldrene "Gisninger og ting hendes mor åbenbart har bildt hende ind." han rynkede brynene og fiskede de oplysninger sammen tøsen havde givet ham "Maren for femten år siden, hun har blå øjne og hedder Amina - antageligt for at være opkaldt efter dig, men det var hvad hun havde."

[Amos Søfarer]

Amos lyttede og lavede lidt mental hovedregning, inden han trak på skuldrene på en afværgende måde. "Ja, det med Maren passer jo meget godt.. Du husker nok, det var den sommer, hvor vi tog alle havnebyerne langs den carthakiske kyst og så stak tværs over Indlandshavet for at slappe af i Maren mellem togterne?" En let rynke indfandt sig igen mellem hans bryn og så rystede han på hovedet igen. "Ligemeget. Et navn og et par øjne siger ingenting. Du fik ikke hendes mors navn? Ikke at jeg nødvendigvis kan huske det selvfølgelig. Det er trods alt mange år siden." Han smilede skævt til sin gamle kammerat.

[Sacherell Mastebærer]

Sacherell brummede bekræftende og nikkede. De havde kun været store knægte dengang, men alligevel allerede mænd i langt de fleste henseender "Det er ikke en sommer jeg glemmer foreløbigt.." konstaterede han tørt, med et sjældent, flabet smil lurende i den ene mundvig. Der var sket meget den sommer "Nej.. kun tøsens eget." han rystede på hovedet "Tror du der kan være hold i det? Eller er det bare barnlige fantasier?"

[Amos Søfarer]

Amos smilede tilbage til sin gamle ven og trak så på skuldrene. "Aner det ikke. Det er første gang, jeg hører om det, men selv hvis tøsen havde ret, hvordan ville vi så nogensinde kunne vide det med sikkerhed?" Han slog det let hen med en håndbevægelse. "Uanset, så kan jeg jo ikke gå og tage gadebørn til mig, bare fordi de måske ligner mig lidt," fortsatte han med en hovedrysten. "I løbet af to måneder ville jeg have flere hundrede af dem rendende. Nej, lad tøsen sejle i sin egen sø.. Hvis hun har klaret at komme helt til Corus alene, så klarer hun sig sikkert også videre herfra." Han rejste sig op og børstede sine bukser en enkelt gang. "Og nu.. Var det så ikke noget med den rom?" Han smilede skævt, mens han skubbede alle andre tilløb til følelser fra sig over denne uventede nyhed. Han kunne da virkelig ikke tage sig af sådan noget pjat.

[Sacherell Mastebærer]

Sacherell hævede brynene lidt og det skæve smil sitrede videre i hans mundvige "Flere hundrede ligefrem? Praler du ikke en smule nu?" situationen havde måske nok en hvis alvor, men der var altid plads til at prikke lidt til vennes nogengange ret imponerende ego. Smilet falmede dog igen før han nikkede "Jo.. men.. hvis du alligevel beslutter at se hende an og høre på hende, så har jeg ladet hende overnatte nede i pakhuset." han følte stadig det havde været den rigtige beslutning, men hvis Amos valgte at lade være, måtte han selv gå ned til tøsen - næste morgen.

[Amos Søfarer]

Amos kom til at le lidt selv, inden han rystede på hovedet. "Nu mente jeg sådan set ikke, at de var mine. Nok nærmere det modsatte." Han smilede igen og gav sin ven et klap på skulderen. Hvis først det rygtedes, at han tog børn ind, som han antog var hans, så var der mange børn i Nedre By, som kunne finde på en god historie for at prøve at snøre ham.

Han var sådan set på vej tilbage til krostuen, da Sach fortalte om pakhuset og Amos stoppede midt i et skridt, mens han mærkede en ubehagelig illing løbe ned langs ryggen. Han ville sådan set ønske, at Sach aldrig havde fortalt dét. For lige pludselig var pigen blevet virkelig i hans hoved. Noget, som han var nødt til at tage stilling til på én eller anden måde.

Han rystede på hovedet. "Nej." Han forsøgte ikke at forklare. Afvisningen var tydelig nok, men hans stemme havde noget over sig, som kammeraten sikkert alligevel ville fange. "Kom med ind og få noget at drikke i stedet." Han gav Sach's skulder et varm klem for at vise, at han trods alt mente, at han havde håndteret situationen rigtigt.

*Tråd afsluttet*