Svaret af Mabelle af Danne on Jul 29, 2016 12:44:57 GMT
Det var dagen, hvor Mabelles fader havde fødselsdag. Og han havde valgt at holde en stor fest for samtlige politikere og adelige, som boede i Tangvig. Men det var samtidig også dagen, hvor han ville fejre, at hun var færdig med sin uddannelse og var kommet hjem igen. Hun havde kun nået at være i Tangvig i en lille uge, og hun savnede allerede roen på universitetet.
Det var varmt, og derfor var hendes valg faldet på en tynd kjole, som hun ville kunne holde ud at have på, når hun blot skulle sidde ned hele tiden. Den var råhvid og med en dyb udskæring. I sin tid i Carthak, havde hun taget deres udfordrende mode til sig. Mest på grund af bevægeligheden i kjolerne, men også fordi de var nemmere at ånde i.
En banken på døren indikerede, at det var tid for hende. En tjener løftede hende op fra den stol hun sad i, og bar hende ud af soveværelset og nedenunder. Hun blev placeret i en stol, hvor hun sammen med sine forældre skulle tage imod gæsterne.
Mikal havde taget lette klæder på og gik roligt hen mod hoveddøren, hvor man allerede var igang med at annoncere de gæster, som var kommet før ham. Han følte sig særdeles godt tilpas og han førte sig frem som en verdensmand og med et stort smil om læberne.
Grunden var tydelig nok. Han havde fået besked om, at ambassadørens datter endelig var kommet til Tortall og aftenen var af den grund blevet en anledning til ikke bare at hylde ambassadøren selv, men også møde den unge kvinde, som han havde fået tilbudt at gifte sig med.
Ikke at hun vidste det selv selvfølgelig. Ikke endnu. Mikal havde forlangt at få en mulighed for at se hende an, inden planer for alvor blev lagt. Han vidste selvfølgelig, at hun for øjeblikket ikke kunne gå, men det så han ikke som det store problem. Det måtte der være råd for. Spørgsmålet var, om hun var køn nok.
Hun var en smule nervøs. Hun havde aldrig mødt disse mennesker før. Og nu skulle hun vises frem for dem, som om hun var et dyr, der skulle sælges. Det gjorde hende en smule utilpas, og hun havde mest bare lyst til at begrave sig under dynen.
Hun klistrede dog et passende smil på læberne, og rankede ryggen i stolen. Hendes lyse hår var sat op i en sirlig frisure, der indrammede hendes ansigt. Hun gav hånd til gæsterne, da de hilste på hende og hun ville sådan ønske, at hun kunne stå op sammen med sine forældre og neje for dem. Men det var jo en umulighed.
Hun drejede hovedet, og fik øje på sin faders rådgiver. Hun havde set ham en enkelt gang gennem vinduet, da han for et par dage siden, havde hentet hendes fader en morgen. Hun slog forlegent blikket ned, da han nåede frem til hende. ”Nådigherre Mikal,” hilste hun med røde kinder, uden at vide, hvorfor de blev røde. Hun turde dog ikke møde hans blik.
Han kom ind og gik hen mod værtsfamilien for at hilse, sådan som det var almindeligt og han hilste først på ambassadøren og hans hustru, inden han rettede fokus på Mabelle, som dog allerede havde sit blik i skødet og røde kinder. Irriteret så han op på ambassadøren for at forlange at få at vide, hvorfor han dog havde fortalt sin datter om deres planer, men inden han nåede det, havde hendes far allerede rystet bestemt på hovedet.
Overrasket så han ned på hende igen med et overrasket udtryk i ansigtet, som dog kort efter gled over i et sejrssikkert smil. Hun anede ingenting og dermed var hendes reaktion udelukkende på grund af den korte kontakt, de havde haft med hinanden. Selvom hun ikke havde reageret sådan over for nogen af de andre gæster. Ganske positivt.
Han så på hende et langt øjeblik og bukkede så let. ”Komtesse Mabelle. Velkommen. Til Tangvig.” Han bukkede igen og forføjede sig så, mens de andre gæster hilste. Han ville opsøge hende senere igen. Finde ud af, hvorfor hun havde rødmet.
Da deres hænder mødtes, kæmpede hun hårdt for ikke at gispe. Hun bed sig i underlæben og var glad for, at have bøjet nakken ganske let, så kun folk der stod tæt på hende, ville kunne se det. ”Tak Nådigherre Mikal. Og tak fordi De ville komme,” sagde hun åndeløst med skælvende stemme.
Da han forlod hende, tog hun sig selv i at se efter ham, og lod derfor en af de andre gæster vente. Men hun vendte hurtig sin opmærksomhed mod de sidste gæster. Hun burde virkelig lære at opføre sig pænt. Hun kunne ikke tillade sig at folk mente hun var uhøflig. Det ville gå udover hendes fader.
Til sidst havde de hilst på alle gæster, og det var tid til at maden blev serveret. En tjener kom hen og løftede hende op i sine arme, hvorefter han førte hende ind i spisestuen sammen med de andre. Hun blev sat ned i en stol, og da hun så på, hvem hendes bordherre ville være, rødmede hun endnu mere i kinderne. Mikal.
Mikal stod op af en væg med sin drink og så Mabelle blive båret ind til bordet. Hun brød sig tydeligvis ikke om opmærksomheden, men var alligevel så vant til det, så man næsten ikke kunne se det på hende. Men han var fokuseret og derfor var det let at spotte.
Da resten af selskabet begyndte at bevæge sig over til bordet, gjorde han det samme. Hun havde allerede røde kinder igen og det pirrede hans nysgerrighed i stor grad. Derfor havde han nærmest kun sat sig, inden han lænede sig over mod hende og sænkede stemmen til en lavmælt tone, som kun hun ville høre. ”De er simpelthen nødt til at fortælle mig, hvorfor De rødmer, hver gang jeg er i Deres nærhed,” drillede han i en underholdt tone.
Det var frygteligt, så tydeligt han skilte sig ud fra de andre mennesker. De virkede små ved siden af ham. Hun måtte tage sig sammen. Han var blot hendes faders rådgiver, og endnu en gæst. Hun skulle skænke dem alle sammen sin opmærksomhed.
Hun så ikke op, da han satte sig ned ved siden af hende. Men da han lænede sig ind mod hende, gispede hun lydløst og fik en klump i halsen af nervøsitet. Hvad… Hvad lavede han? Hendes røde kinder bredte sig til hendes ører og nakke, da han stillede hende et spørgsmål. Det kunne hun da ikke svare på. Måtte man overhovedet stille sådanne spørgsmål til en ukendt komtesse? ”J-jeg undskylder, Nådigherre Mikal,” svarede hun hviskende, og troede han mente, det var forkert af hende.
Rødmen blev endnu dybere og han rystede let på hovedet. ”De skal da ikke undskylde. Jeg vil meget hellere, at De svarer på spørgsmålet. Hvad er grunden? De forestiller Dem vel ikke, at jeg er nøgen?” Han lo let og havde det godt med, at det gjorde hun i hvert fald nu.
Hun vovede at se op på ham, og hendes blå øjne mødte hans grønne. Hun var lige ved at åbne munden for at sige noget, da hans forslag gjorde hende forfærdet. ”N-nej!” Udbrød hun rædselsslagent. ”D-det kunne jeg aldrig finde på!” Hun følte sig utilpas. Hun fjernede med det samme sit blik fra ham, og var blevet bleg i ansigtet i stedet for. Hun foldede sine hænder dydigt i skødet og sad med rank ryg ved siden af ham. ”De må endelig ikke tro sådan om mig,” sagde hun i en lav og bedende stemme.
Han lo lidt igen over hendes svar og rystede på hovedet over hendes forfærdelse. ”Og hvis nu jeg ønsker, at De skal tænke sådan om mig? Så må jeg vel gerne glæde mig lidt over, at det er sandt?” Han smilede skævt og lænede sig til siden for den tjener, som kom med maden. ”Men hvis De ikke tænker på mig nøgen…” Og han morede sig igen over, at hun sikkert gjorde det nu. ”Hvorfor rødmer De så?”
Hun løftede hovedet igen og så forfærdet på ham. Hvorfor ønskede han dog sådan noget? Hendes hænder skælvede, da hun flyttede servietten ned i sit skød, så tjeneren kunne servere maden for dem. ”H-hvorfor ville De ønske sådan noget?” Hun anede ikke det mindste om mænd. Hun havde sjældent haft med dem at gøre. Hun vidste ikke, hvordan de så ud nøgne. Hendes kinder blev igen røde. ”J-jeg… De…” Hun kunne umuligt sige, at det var fordi han var så flot, og havde taget pusten fra hende, første gang hun havde set ham. ”Jeg vil så nødigt gøre noget, De ikke bryder Dem om. Jeg er blot nervøs,” svarede hun og så ned på sine foldede hænder igen.
Hun blev tydeligt forfjamsket og han morede sig kosteligt. ”Fordi, hvis De tænkte på mig nøgen, så ville jeg også være fri til at tænke på Dem nøgen og jeg må indrømme, at det kunne jeg få temmeligt lang tid til at gå med.” Han morede sig stadig og var egentlig lidt ligeglad med, om hun var lige så godt tilpas. ”Men lad os tale om noget andet. Hvordan befinder De Dem i Tangvig?”
Hun rødmede til op over begge ører, og anede slet ikke, hvad hun skulle sige. Hun brød sig ikke om, at en mand tænkte på hende nøgen. Det havde han ingen grund til. Hun ville langt hellere blot sidde stille og roligt, uden at tiltrække sig alt for megen opmærksomhed. Og lige nu havde hun hans fulde opmærksomhed, uden at ønske det. Da han skiftede emne, åndede hun lettet op. Det var et langt mere sikkert emne. ”Det er anderledes end Carthak, og jeg har endnu ikke vænnet mig til den livlighed, som hersker i byen,” hun havde kun opholdt sig på universitetet og i familiens hus det sidste år. Så hun havde ikke deltaget i nogle former for sociale arrangementer, og var ikke vant til så mange mennesker.
Han kunne næsten mærke hendes lettelse, da han skiftede emne og han lovede sig selv, at han havde planer om at få samtalen tilbage til noget lignende igen senere. For nu lod han hende dog finde tilbage på fødderne - metaforisk set - og nikkede let. ”Så skulle De se den østlige bydel. Den er meget mere livlig end heroppe. Jeg tager Dem med derned en dag.” Det var ikke rigtigt et spørgsmål. Han vidste jo godt, at han kunne gifte sig med hende, hvis han ønskede det.
Hun begyndte at spise, da de ikke længere talte om noget dybt upassende. Ved hans forslag, flakkede hendes blik usikkert, og hun så over på sin fader, inden hun så tilbage på ham igen. ”Det ved jeg ikke, om min fader vil tillade,” sagde hun, uden at tage stilling til, om det var noget hun ønskede. For det krævede, at hun skulle bæres rundt udenfor. Så alle kunne se hende.
Han rystede bare afvisende på hovedet. ”Det er jeg sikker på, at han vil,” svarede han bare med et lille smil, mens han spiste. ”De har ikke spor godt af at sidde i dette store hus altid alligevel.” Han vendte sig intense blik mod hende igen og blinkede en enkelt gang, inden han vendte tilbage til sin mad. ”Jeg er sikker på, at De vil more Dem.”
Hun rynkede panden og vred sig ganske let under hans intense blik. Hun havde sine tvivl. Hvorfor skulle hendes fader dog tillade, at hun tog med en fremmed mand ned i byen? ”Jeg kan godt lide at sidde herhjemme,” hviskede hun lavmælt og holdt sit blik på maden. Herhjemme kunne hun gemme sig, og brodere eller spille musik. Udenfor skulle hun tage stilling til så mange ukendte ting, og det skræmte hende.
Han rystede bestemt på hovedet igen. ”Nu er De jo bare stædig. Tillad mig at spørge Deres Fader med det samme.” Han fokuserede ikke længere på hende, men på hendes far, som sad ganske tæt på. ”Deres Excellence? Ville De have noget imod, hvis jeg viste Deres datter kunstner-kvarteret i løbet af den næste uges tid?” Han så afventende på manden med et venligt smil.
Hun vred sig igen. Hun var overhovedet ikke stædig. Det var blot en omformuleret sandhed. Men det kom jo ikke ham ved. Hun var lige ved at protestere, men nåede det ikke, før han havde henvendt sig til hendes fader. Hun skyndte sig at se uskyldig ned i skødet, mens de talte sammen. Hun hørte dog tydeligt sin faders svar. ”Intet ville glæde mig mere, end hvis hun kom ud og blev præsenteret for byen,” svarede han og gengældte Mikals smil. Det måtte da klart være en hentydning til, at han fandt Mabelle interessant.
Svaret kom ikke bag på ham og han vendte sig om mod Mabelle endnu engang. ”Der kan De selv se. Skal vi sige i overmorgen?” Han spiste videre og ventede ærligt talt ikke rigtigt på hendes svar. Han havde tænkt sig at få sin vilje uanset. ”Hvad får De egentlig dagene til at gå med?”
Hun var igen lige ved at protestere. Hun ville sige, at hun havde planer, og ikke bare sådan kunne skubbe dem til side for ham. Men sandheden var jo, hvor ynkeligt det end var, at hun ingen planer havde. Hun gjorde blot, som hun fik besked på af sine forældre. Derfor lukkede hun også blot munden og hendes læber blev til en smal streg, mens hun forsøgte at fokusere på sin mad. ”J-jeg læser, eller broderer om dagen. Og om aftenen kan jeg godt lide, at spille på min harpe, når solen går ned,” svarede hun med skælvende stemme.
Han nikkede igen. Det var ganske normale ting for en kvinde at beskæftige sig med. ”Hvad med politik. Har De nogensinde interesseret Dem for Deres faders arbejde?” spurgte han videre, mens han forsøgte på at lade være med at presse hende mere. Hun var tydeligvis ubehageligt tilpas og selvom han normalt gjorde, som han selv bedst kunne lide, så kunne han godt tillade sig at give hende en pause om ikke andet.
Hun trak let på skuldrene. ”Jeg finder det fascinerende, men jeg er bange for, jeg er meget uvidende på det punkt,” svarede hun undskyldende, som om han havde beskyldt hende for, at have en manglende interesse. Hun havde blot aldrig selv ønsket, at blive politiker. Hun havde haft ganske andre planer for sig selv, inden ulykke. Hun bed sig kort i underlæben, inden hun drejede hovedet og så op på ham. ”Har De altid ønsket at være politiker?” Spurgte hun forsigtig, usikker på, om hun kunne tillade sig at spørge om sådanne ting.
Fascinerende, havde hun kaldt det. Og det var vel også, hvad han kunne forvente sig af en, som havde valgt at læse noget andet. For øjeblikket pressede han ikke på. I stedet lænede han sig lidt tilbage i sin stol og sænkede skuldrene. ”Ja, det har jeg altid vidst, at jeg skulle være,” svarede han, som sandt var. Det havde godt nok aldrig helt været hans drøm, men sådan var det nu engang stadig.
Hun rynkede panden over hans svar. Det var ikke helt det, som hun havde spurgt om. Men måske mente han, det var for personligt et spørgsmål. ”Og De kan godt lide Deres arbejde, som min faders rådgiver?” Hun så spørgende på ham, mens hendes blik flakkede, da hun følte, hun havde set på ham for længe. Hun flyttede det straks ned til maden, og forsøgte at skjule sin usikkerhed.
Han så den lette panderynken og smilede bare selvsikkert i respons igen. Hendes spørgsmål fik ham til at nikke og smile igen. ”Jeg er meget glad for mit arbejde, ja,” svarede han og lænede sig let hen mod hende igen, så de fik en fortrolig samtale. ”Jeg kan godt lide at have muligheden for at hjælpe Deres fader med at vinde fordele til Tusaine.”
Hun var forundret over hans smil. Hun havde ikke set et magen til før, og det virkede så selvsikkert, at hun blev endnu mere nervøs og usikker på sig selv. Og da han lænede sig ind mod hende, fik hun røde kinder igen, og hendes vejrtrækning ændrede sig. ”Jeg er sikker på, at min fader sætter stor pris, på Deres hjælp,” sagde hun og forsøgte at kontrollere sine stemme, der truede med at skælve. ”Men hvad syntes De selv om Tangvig? Jeg kunne forstå på min faders breve, at De har været hos ham i en del år?” Hun havde selv kun boet i Tangvig i et år. Og det var året inden hun skulle på klosterskole.
Han så hende rødme igen og lænede sig en anelse tættere på, mens han lyttede til hendes spørgsmål. Inden han svarede, smilede han dog skævt og var nødt til at drille lidt igen. ”De dufter virkelig henrivende.” Han måtte stoppe sig selv for ikke at gøre mere end det, men hans krop reagerede alligevel på de tanker og ideer, der løb gennem hovedet på hende. ”Jeg synes, at Tangvig er en dejlig by. Hvis jeg skal være helt ærlig, så håber jeg at kunne tilbringe resten af mit liv her.” Langt væk fra sin egen far.
Hun slap sin gaffel og løftede den ene hånd på til sit kraveben, hvor en lille fin halskæde hang mellem hendes udskæring i kjolen. Hun sank en klump i halsen. ”Tak,” hviskede hun åndeløst, og kunne ikke undgå at føle sig utrolig meget intimideret af Mikal. Hun drejede hovedet, for at se op på ham. Hendes øjne var store, og hendes læber let adskilte. ”Jeg håber selv, at kunne blive boende her i varmen,” hun kunne ikke forestille sig, at bo oppe i det kolde. Det havde været rigeligt, da hun gik på klosterskole.
Hendes svar fik ham til at smile igen og han så dybt ind i hendes øjne så længe, hun ville tillade ham det. ”Jeg er også ganske sikker på, at de lette kjoler, man kan tillade sig at bruge her i byen, fremhæver Deres.. Ja.. Former.. Bedre end de tunge varme kjoler hjemme i Tusaine.” Han slap hende med blikket og lod sit blik glide ned over hendes skikkelse ganske langsomt og så op igen.
Hun snappede efter vejret, da han mødte hendes blik. Det føltes så intenst, og hun holdt lidt hårdere om kniven, end normalt. Hendes knoer blev hvide. ”De må ikke sige sådan noget,” hviskede hun forfærdet, og vred sig, mens hun rev sit blik løs fra hans. Hun så igen ned på sin tallerken, og følte sig varm i hele ansigtet af forlegenhed. ”Der findes mange andre kvinder, som er smukkere end jeg, og har langt flottere former end jeg i disse kjoler,” hun var virkelig ikke noget at tale om. Hun var spinkel, og kunne ikke gå. Og fordi hun havde redet så meget, mens hendes krop udviklede sig, var hun ikke så langt fremme, som så mange andre kvinder.
Han smilede igen og lænede sig en anelse tættere på. Næsten uanstændigt tæt på, så han kunne næsten hviske i hendes øre. ”Hvorfor må jeg ikke sige det? Bliver De varm i kinderne over det?” Hans stemme udviste tydeligt, at han morede sig. ”Desuden.. Hvis De havde ret i, at der var mange kvinder, der er kønnere end De, hvorfor er det så Dem, jeg ser på hele tiden?” Han smilede stadig underholdt, da han trak sig tilbage og spiste lidt mere, mens hun fik mulighed for at slappe lidt af.
Hun anede slet ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Han sagde nogle upassende ting, og var alt for tæt på hende. Hun havde åndedrætsbesvær og sank en klump i halsen, mens hun samlede mod til sig. Men det mislykkedes. Hun havde det frygtelig varmt, varmere end hun nogensinde havde haft det før. Og hans næste ord, gjorde det ikke bedre. Tværtimod blev det værre. Hun følte sig svimmel. ”Jeg… J-jeg har det ikke så…” Hun nåede ikke at fuldende sin sætning, før mørket lagde sig over hende, og hun besvimede.
Han havde netop taget en bid af sin mad, da hun på trods af alt overraskede ham og han nåede lige at gribe hende, da hun gled ned til siden og ind mod sig. Hendes forældre reagerede forskrækket ved at rejse sig og var lige ved at tage over, men det havde Mikal ikke mange planer om. I stedet tog han hende op i sine arme, efter at have sikret sig, at hun bare var besvimet og bukkede let i retningen af ambassadør-parret.
”Jeg er bange for, at det er blevet for varmt for hende herinde. Nu skal jeg tage hende med udenfor, så hun kan få lidt frisk luft. Hun kommer sikkert til sig selv igen om et øjeblik. Hvis De vil undskylde mig?” Han bukkede igen og gik ud af rummet og fandt sig en udgang til en af altanerne i huset. Her fandt han en stol, som han satte sig ned på og arrangerede hende roligt, så hun sad sidelæns og med hovedet ind mod hans bryst. Og så satte han sig bare til at vente. Hun skulle nok vågne snart.
Hun mærkede ikke, at nogen løftede hende op. Eller bar hende udenfor. Det var først, da hun mærkede en brise mod hendes kind, at hun rørte på sig. Hun blinkede ganske let med øjenlågene, i et forsøg på at orientere sig. Det mislykkedes. Så tog hun en dyb indånding og fik endelig åbnet øjnene helt. Hun sad stille. Hun var på en af altanerne. Men hun var ikke alene. Nej. Forskrækket drejede hun hovedet og så direkte ind i Mikals ansigt. Det var kun få centimeter væk fra hendes. Hun snappede efter vejret og kiggede sig omkring. De var helt alene. Hun burde ikke sidde her i hans arme. Men hun kunne ikke tænke andet, end at hendes fader selv havde givet ham lov, da hun var besvimet. ”Undskyld,” hviskede hun med tydelig dårlig samvittighed.
Han lo let af hendes undskyldning og lagde sin varme hånd mod hendes liv, mens den anden stadig var bag om hendes ryg. ”De skal endelig ikke undskylde. Nu fik jeg jo lov til at sidde med Dem på mit skød. Det havde jeg ikke kunnet tillade mig, hvis De ikke var besvimet.” Hans stemme blev drillende igen, som han søgte hendes blik med sit. ”Måske gjorde De det endda med vilje og håbede på, at jeg ville gøre dette?” Det havde hun selvfølgelig ikke, men han kunne ikke lade være med at drille hende.
Hun så endnu mere forskrækket op på ham, da han talte. Hvorfor skulle hun dog? Og hvorfor ville han have det? Hun rystede på hovedet. ”De… Nej,” svarede hun lavmælt, og fjernede hurtigt sit blik fra hans. Hun turde ikke møde det. Det var alt for intenst og gjorde hende både nervøs og bange. ”Jeg burde ikke være besvimet,” undskyldte hun igen, og håbede, at de snart kunne gå indenfor igen. Hun var ikke helt tilpas ved, at være alene med ham.
Han kunne næsten mærke hendes ubehag, men det fik ham ærligt talt bare til at smile endnu mere. ”De skal ikke undskylde,” afgjorde han med en rolig stemme. ”Desuden er jeg ganske glad for at vide, at jeg har den indflydelse på Dem.” Han burde virkelig ikke sige noget, men han kunne simpelthen ikke lade være. Muligheden var for god. ”Ved De forresten godt, at Deres fader og jeg har talt om ægteskabsforbindelser?”
Hun skulle lige til at protestere igen, men lod være. Hvad nyttede det? Hun var blot en kvinde, og han var en mand. Han vidste langt mere om livet end hun gjorde. I stedet blev hun ved med at se på sine sammenfoldede hænder. Hun havde dog fjernet sit hoved fra hans skulder. Det passede sig ikke for hende at ligge så tæt ind til ham. Hun blev stiv i kroppen og krympede sig. Ægteskab? Hun var jo lige kommet tilbage… Hun mærkede, hvordan hendes øjne blev en smule våde, og da hun løftede hovedet for at se op på ham, var de blanke og hendes underlæbe bævede en smule. ”Nej, det vidste jeg ikke. Men jeg ved heller ikke særlig meget,” svarede hun med skælvende stemme.
Hendes reaktion var ærligt talt ikke, hvad han havde forventet. Overhovedet. Han havde forventet flere røde kinder og måske lidt talebesvær. Men ikke tårer. Og han vidste ikke helt, hvordan han skulle reagere på det. Han endte med at beslutte at fortsætte, som han havde gjort indtil nu. ”De skal da ikke græde.. Det var bestemt ikke min mening.” Han nussede hendes kind et øjeblik og morede sig over, hvor dybt upassende, det var. ”De må da finde mig tiltrækkende. Hvorfor skulle De ellers besvime ind i mine arme?” Hans stemme var stadig drillende.
Hun veg straks tilbage, så snart han rørte hendes kind. de burde ikke sidde sådan her. Og hvis hun havde kunne, så havde hun rejst sig op, og var gået sin vej. Men det kunne hun ikke, og at bede om hjælp ville være en fornærmelse mod ham, og hendes fader. Hun blev ved med at have våde øjne, og da han blev ved med at drille hende, kunne hun til sidst ikke holde dem tilbage. Den første tåre trillede ned over hendes kind. ”De er den første mand, jeg har set siden klosterskolen,” hviskede hun og lagde beskyttende armene omkring sin spinkle krop.
Han havde det egentlig godt med, at hun ikke helt kunne finde ud af, hvad hun skulle gøre. Han blev dog igen lidt usikker, da hun gav sig til at græde for alvor. Hun var så vanvittigt uskyldig og han kunne så godt lide det. Men hvis han ikke ville have, at nogen skulle komme ud og blive fornærmet over hans opførsel, måtte han få hende til at slappe af. ”Shh… Forsøg nu at slappe lidt af, ikke? Jeg driller Dem bare lidt. De må undskylde, men jeg kan ikke lade være. De er så smuk, at jeg ikke kan holde mig selv tilbage.” Den hånd der var på ryggen af hende, aede hende let, mens han talte.
Hun så uforstående op på ham. Drillede? Jamen… Hun anede ikke, hvad hun skulle sige. Eller gøre. Så hun gjorde det, der instinktivt føltes mest rigtigt, og det var igen at lægge sit hoved ind mod hans skulder. Hun lukkede øjnene og forsøgte at få styr på sin vejrtrækning. ”Jeg forstår ikke Deres ord. Jeg er ikke smuk, eller har pæne former. De burde finde en anden kvinde, som med sikkerhed ville være langt smukkere, end jeg nogensinde bliver,” hun havde ikke særlig meget selvtillid. Men når man var lam fra livet og ned, så led ens selvtillid gevaldigt under det. Ingen mand fandt en lam kvinde tiltrækkende.
Han smilede tilfreds, da hun lagde hovedet ind mod hans skulder. ”Se.. Har De det ikke meget bedre, nu hvor De slapper af?” Han lagde sine arme tættere om hendes skikkelse. ”Jeg har det i hvert fald bedre nu. Og hvis der kommer nogen herud, så lad som om, De stadig er besvimet. Så vil folk ikke finde det upassende.” Han smilede tilfreds igen og valgte at lade være med at kommentere på, om han virkelig fandt hende smuk eller ej.
Hun svarede ham ikke. Hun var bange for, hvad hun skulle sige. Om det ville være rigtigt eller forkert. Og hun turde ikke gøre ham vred, eller glad. For det virkede så intimiderende, når han smilede sit selvsikre smil. Hun gjorde store øjne af hans ord, og så straks mod døren ind til spisestuen. ”Jamen, det er upassende, at jeg sidder her hos Dem,” protesterede hun og bed sig straks i underlæben over hans ord. Nu havde hun sikkert fornærmet ham. ”Undskyld.”
Han lo lidt af hendes kommentar, fordi han bare havde lyst til at svare, at det vidste han da sådan set godt. I stedet satte han sig bedre til rette og slappede af med hende ind mod sig. ”Ja, selvfølgelig er det upassende. Men upassende er også sjovt. Og rigtigt rart,” svarede han med et smil i stemmen og nussede hendes kind ganske kort igen.
Hun rynkede panden over hans kommentar. ”Hvorfor er sjovt at være upassende?” Spurgte hun uforstående. Hun kendte intet til at være upassende. Det var den første gang i hendes liv, at hun rørte ved en mand, som ikke var ansat til at bære rundt på hende. ”Og hvorfor er det rart?” Hun vidste måske ikke særlig meget, men hun spurgte i det mindste, når der var ting hun ikke forstod. Da han nussede hendes kind, veg hun igen tilbage. Men langsommere denne gang. Ubevidst naturligvis.
Han lo lidt af hende igen og var egentlig generelt godt tilpas lige nu. ”Jeg synes, at det er rart at have dig ind mod mig på denne måde,” svarede han med et varmt smil og slog helt bevidst over i en mindre formel tiltaleform. ”Synes du måske ikke, at det er rart at sidde her sammen med mig? Det er køligt, vinden er rar og himlen er smuk. Og så sidde her og nyde det hele med en, som man finder tiltrækkende?” Han lo lidt indvendigt, selvom det bestemt var sandheden, han havde sagt.
Hun rynkede på næsen, da han pludselig blev meget personlig. ”Vi er ikke dus,” forsøgte hun at påpege, men glemte det hurtigt ved hans ord. Hun ville nok have syntes de var romantiske, hvis hun ikke havde været så intimideret af ham og hans nærvær. Hun fik røde kinder igen, og drejede hovedet væk fra ham. ”De burde ikke sige sådan nogle usande ting,” hendes hjerte slog hårdt i hendes brystkasse, og hun skælvede ganske let i kroppen, men forsøgte at skjule det med, at vinden fik hende til at føle sig kold om armene.
Han ignorerede, at hun forsøgte at føre dem tilbage på et mere passende spor. Det var ikke noget, han brød sig særligt meget om. ”Så må vi gøre noget ved det. Skal vi forsegle vores ‘dus’ med et kys eller vil du bare indvilge i, at vi er det?” spurgte han og morede sig igen voldsomt godt. Det her var virkelig for sjovt. ”Desuden er det ikke usande ting. Himlen er virkelig smuk og jeg finder i hvert fald mit selskab ganske tiltrækkende.”
Hun skubbede straks sin overkrop væk fra ham. Hun kunne ikke komme længere væk, end han tillod hende. Og så, inden hun nåede at reagere på det selv, havde hun flyttet sin hånd og stukket ham en lussing. Den var overhovedet ikke hård. Det havde hun ikke kræfterne i armene til. Hendes underlæbe dirrede igen og øjnene var våde. ”Jeg er ikke en, De kan kysse på. Jeg er ikke en… En glædespige!” Hun havde hørt ordet blive brugt og spurgt ind til dens betydning. Hun ignorerede fuldkommen, at han sagde, han fandt hende tiltrækkende. Han havde såret hendes stolthed, ved at tro, at hun ville lade ham kysse hende.
Hendes slag kom ikke totalt bag på ham. Han havde skubbet hende konstant den sidste time og nu havde hun altså fået nok. Derfor gjorde han heller ikke noget for at sætte hende på plads over slaget. Han var sådan set godt tilfreds med, at hun ikke bare var en lille nikkedukke. ”Det har jeg bestemt heller aldrig anset dig for,” kommenterede han i en underholdt tone og strammede grebet en smule om hende. ”Men det ændrer ikke ved det faktum, at jeg godt kunne tænke mig at kysse på dig. Men hvis du tænker efter, så gav jeg dig også muligheden for bare at indvilge i, at vi var ‘dus’ i stedet for at kysse mig.” Han trak let på skuldrene og smilede så til hende igen. ”Du kan ikke blive vred på mig for at gøre forsøget over for en smuk kvinde.”
Hun kneb øjnene sammen og så skeptisk på ham. Hendes hjerte hamrede hårdere end nogensinde nu, og hendes håndflade sved. Det havde måske ikke gjort ondt på ham, men det havde gjort ondt på hende. Nok til, at hun aldrig ville gøre det igen. Hun ømmede sig og havde stadigvæk tårer i øjnene, da hun kiggede ned på sin røde hånd. ”Jeg bryder mig ikke om, at De skænker mig så meget opmærksomhed,” hviskede hun, uvidende om, at kvinder normalt ville slå ihjel for den slags opmærksomhed fra en mand som Mikal. ”Vil De ikke være venlig, ikke at drille mig mere?” Bad hun ydmygt og så bedende op på ham.
Han trak lidt på skuldrene af hendes ord og slappede af ind mod stolen igen og trak hende med sig. ”Jeg kan ikke love, at jeg vil lade være med at drille dig ret længe. Sådan er jeg nu engang. Men jeg kan love, at vi kan sidde her lidt, hvor jeg vil lade være.” Han smilede og forsøgte at tvinge hende til at finde ro ind mod ham. ”Desuden kommer jeg nok til at skænke dig temmelig stor opmærksomhed i fremtiden. Du må hellere vænne dig til det først som sidst.” Han var lige ved at vende ansigtet, så han kunne kysse hende på håret, men han havde trods alt lige lovet at lade være med at drille lige nu, så det gjorde han ikke.
Hun var ikke helt villig til at hvile sig ind mod ham igen. Hun strittede lidt imod, men til sidst opgav hun og sukkede blot udmattet. Hun var ikke vant til sådanne sindsoprivende aftener. Rejsen til Tangvig havde tæret på hendes i forvejen sparsomme kræfter. ”Tak,” hviskede hun, og tog imod det hun kunne få af ham. Ved hans sidste kommentar, løftede hun hovedet og så op på ham med let adskilte læber, og et uforstående blik i hendes næsten barnlige ansigt. ”I fremtiden? De mener da vel ikke… Hvorfor?” Forlangte hun så at vide. Han kunne få mange andre kvinder. Hvorfor sagde han ja til hendes faders tilbud?
Han slappede helt af igen og trak hende helt ind til sig, da hun endelig gav efter. Han tog en dyb indånding og slap det igen med et velbehageligt suk. Dette var nu rent faktisk temmeligt rart. Men sådan havde han det næsten altid, når han havde fået en kvinde til at bøje sig for ham. Problemet var ofte at holde interessen ved lige.
Til hendes spørgsmål smilede han ud i natten og trak på skuldrene. ”Fordi jeg godt kan lide dig. Og fordi du er smuk. Og selvfølgelig også, fordi det ikke kan skade min karriere at gifte mig med ambassadørens datter.” Han smilede stadig tilfreds og ventede så på hendes reaktion.
Hun havde det meget ambivalent ved at ligge sådan her i hans arme. Hun burde overhovedet ikke gøre det. Uanset hvor meget hun følte sig bare en lille smule tryg i dem, så burde hun virkelig ikke lægge hovedet mod hans skulder. Men det var åbenbart en nat, hvor hun ikke gjorde, som hun burde. Og langsomt fandt hendes hoved til hvile mod hans skulder.
”De kender mig ikke, og alligevel ønsker De at gifte Dem med en, som umuligt kan give Dem det, en hustru burde,” hun rystede på hovedet. Det med hans karriere havde hun fuldt forståelse for. Hun vidste jo godt, at det var sådan en mand, hun en dag skulle giftes med. En der kunne hjælpe hendes fader, men også en, der ønskede noget af hendes fader.
I dette øjeblik føltes det næsten som om, at de havde kendt hinanden i evigheder. Ellers fik man ikke lov til at sidde med en kvinde på denne måde. Men Mabelle var heller ikke en almindelig kvinde. Hun havde været meget igennem og lod til at have brug for lidt tryghed i sit liv. Det var selvfølgelig ikke rigtigt hans gebet, men lige nu kunne han godt give hende lidt af det.
Han slappede stadig meget af, ganske tilpas over, at hun havde valgt at stole på ham. Ikke at hun havde megen mulighed for at sige nej selvfølgelig. Han smilede lidt igen. ”Jeg er sikker på, at lammelsen vil forsvinde engang med tiden. Sandsynligvis, når du mindst venter det. Så vidt jeg har fået at vide, så er der intet fysisk i vejen med dine ben, vel?” Han gik lige til benet. Det gjorde han altid.
Hun nåede at føle sig tilpas, bare en lille smule i hans arme. De var store og stærke. Beskyttende. Og hun lukkede øjnene, mens hun forsøgte at få sit hjerte til at sætte farten ned. Men det virkede som en umulig opgave, så længe de sad så tæt på hinanden.
Hun stivnede, så snart han nævnte hendes lammelse. Og så flåede hun sig selv væk fra ham, mens et flammende vredt blik skød op i hendes blå øjne. Hun drejede hovedet med en hurtig bevægelse, så noget af hendes lyse hår, dansede omkring hendes ansigt. ”Hvad ved De, om min sygdom?” Hvæssede hun hidsigt, og forsøgte at skubbe sig længere væk fra ham. ”Tror De ikke, at hvis det havde været muligt, så havde jeg været i stand til at gå?” Hun følte sig igen krænket, men samtidig også frygtelig skyldig. ”Hvor vover De at antyde, at det er med vilje, jeg bliver båret rundt på som en simpel kludedukke!”
Han havde åbenbart ramt en nerve, for hendes reaktion var slet ikke noget, han havde forventet. Han holdt dog fast i hende, så hun ikke ville komme til skade, hvis hun faldt ned. Han smilede dog ikke mere. Der var intet at grine over lige nu. I stedet tvang han hende ind i sin favn igen - ingen stor kraftanstrengelse, når hun var så svag, som hun var - og talte, mens hun stadig kæmpede imod ham. ”Det sagde jeg på ingen måde. Jeg sagde blot, at der ingen grund er til at tro, at du vil skulle leve med din lammelse for evigt.” Han holdt hende stadig fast, mens han ventede på hendes reaktion.
For hver gang hun strittede imod, tærede det voldsomt på hendes kræfter. Det blandet med hendes vrede og de tårer, der nu løb over hendes kinder gjorde hende utrolig udmattet. ”De skal aldrig tale om det igen! De ved ikke, hvordan det er!” Og så gjorde hun noget ubevidst. Hun lagde armene omkring hans hals og begravede sine tårer i hans fine tunika. Akkurat, som hvis det havde været hendes moder, hun havde siddet med.
Han nægtede at lade hende trække sig væk og han blev belønnet, da hun i stedet søgte ind til ham og selv lagde armene omkring hans hals. Hans restriktive omfavnelse gled over i trøst, fordi han instinktivt vidste, at hun havde brug for det og han kyssede hende på håret en enkelt gang. ”Jeg tror, at du har brug for at tale om det. Og jeg kommer ikke til at danse om emnet som resten af din familie. Og så kan du slå mig og råbe af mig alt det, du har lyst.” Hans arme om hendes krop var stadig rolige og stemmen det samme, mens han lod hende falde til ro igen.
Hun havde ikke kræfter til at stritte imod. Eller til at protestere mod hans ord. I hvert fald ikke i hendes hidsige tonefald, som før. ”Jeg vil ikke tale om det,” sagde hun og lagde sit hoved i hulrummet mellem hans hals og skulder. Det krævede godt nok, at hun rankede ryggen lidt mere og strakte sig. Desværre betød det også, at hun var langt tættere på ham end før, og hun var overbevist om, at han kunne mærke hendes hjerte slå ind mod hans krop. Hun skælvede, da hun mærkede ham kysse hendes hår, men hun sagde ikke noget. Lod bare de lydløse tåre glide over sine kinder, mens hendes læber hvilede mod hans hud.
Han sagde ikke mere. Han havde allerede sagt, hvordan han havde det med alt dette. I stedet lagde han armene tættere om hende, da hun rettede sig op, så han støttede hende og hun samtidig ikke rigtigt kunne trække sig tilbage igen. Han lod sin ene hånd lægge sig på hendes nakke, som han nussede roligt og igen tænkte han på, at han gerne ville kysse hende. Men han havde lovet at lade være med at drille, så han valgte at gemme det væk lidt endnu. Han kunne dog ikke lade være med at kysse hende på håret igen, fordi han havde mærket, at hun skælvede. Men på et tidspunkt virkede det til, at hun havde grædt det, hun skulle og han smilede let igen. ”Se selv. Jeg er slet ikke så slem.” Den drillende tone var tilbage igen.
Hendes hud sitrede, der hvor der ingen kjole var mellem hans hånd og hendes hud. Hun tilbageholdte et suk, det var ikke noget, hun skulle sidde og sige sammen med ham. Eller nogen for den sags skyld. I stedet knugede hun sig næsten ind til ham, mens hun desperat forsøgte at falde til ro igen. Da der ikke var flere tåre at græde, var hun udmattet og helt drænet for energi. Hun kunne knap nok holde sine arme rundt om hans hals, og de faldt ned i skødet på hende. ”Nej,” hviskede hun udmattet, og lagde ikke mærke til den drillende tone i hans stemme. Hun lukkede øjnene. Hver gang hun sank, talte eller bevægede læberne, var det ind mod huden på hans hals. ”Jeg er træt,” mumlede hun lavmælt.
Han smilede, da hun gav ham ret og han kyssede hende på håret igen, fordi hendes læber mod hans hals havde en spændende effekt. ”Hvis du indvilger på at sige ‘du’ til mig i fremtiden, så skal jeg bære dig op i seng, så du kan sove,” tilbød han med et smil i stemmen, mens han stadig strøg hende over ryggen og nakken. Hvis hun igen sagde nej, så havde han alle planer om, at de bare blev siddende her på altanen lidt længere. Det var jo ikke fordi, hun kunne løbe væk fra ham.
Hun trak sit ansigt væk fra hans hals, og så op på ham med røde øjne, og hævede kinder. Det var tydeligt for enhver, at hun havde grædt. Og hun ville under ingen omstændigheder vise sit ansigt inde i spisestuen, eller foran gæsterne, når hun så sådan ud. Hun bed sig i underlæben. ”Kun…” Hun sank en klump i halsen. ”Kun hvis vi er alene,” svarede hun så. Hun ville ikke turde gøre det i fuldt offentlighed.
Han nikkede og smilede det der selvsikre smil til hende igen. ”Naturligvis. Tænk hvad din far ville sige, hvis han vidste, at vi allerede var dus.” Han grinede skævt og blinkede til hende, inden han flyttede sine arme rundt og lagde en arm under hendes knæ igen, så han tog hende med op i sin favn, da han rejste sig. ”Du må lige pege, hvilken retning jeg skal gå. Jeg ved jo ikke, hvor dit værelse er.”
Hun gispede forfærdet. Hendes fader ville blive vred. Det var hun sikker på. Hun så bedende op på ham. ”De… Du må endelig ikke sige noget til fader,” hviskede hun, og turde slet ikke tænke på konsekvenserne. Han ville bare tro, hun havde været en uartig pige. Hun lagde sit hoved ind mod hans skulder igen. ”Ud i hallen og op ad den store trappe. Og så til venstre,” første der, ville hun kigge frem igen, men for nu gemte hun sit forgrædte ansigt ind mod hans brystkasse.
Han kyssede hende på panden med et smil. ”Bare rolig. Jeg siger ikke noget.” Han smilede veltilfreds og bar hende så ind fra altanen og fulgte hendes anvisninger op af trappen. Han mødte kun to tjenestefolk på vejen og de fik begge et lille smil med på vejen og de så selv ganske forstående ud. Mabelle havde måske kun været i huset i en uge, men noget kunne tyde på, at de alle vidste, hvor hurtigt hun blev udmattet.
Han kom op af trappen og drejede til venstre, som hun havde sagt. ”Hvad vej skal vi så, smukke?” Den drillende tone var tilbage igen og han smilede tilfreds, mens han ventede på hendes svar.
Hun vidste ikke, hvor de var, før hun mærkede ham gå op ad trapperne. Og først her turde hun kigge frem. Hun så frem, og pegede i retningen af den sidste dør for enden af gangen. ”Det er den dør,” svarede hun. Hendes værelse var stort. Men hun var også den eneste datter. Og noget af værelset vendte ud til vejen, så hun kunne se indkørslen, og dermed holde øje med alle dem, der kom ind i huset. Akkurat, som hun havde holdt øje med Mikal.
Han nikkede og gik ned til døren for enden af gangen. Med den ene albue, åbnede han døren og lod den svinge op, inden han gik sidelæns ind af den, så hun ikke ville slå sig. Værelset var faktisk rimeligt stort og han smilede let, som han gik hen til sengen i midten af rummet og lagde hende forsigtigt ned på den, inden han slap hende og rettede sig op.
Hendes seng var næsten unaturlig stor, og hun forsvandt mellem de hvide dyner, da han lagde hende ned i den. Hendes blik hvilede på ham, og instinktivt rakte hun ud efter ham. ”Vil De… Du ikke blive lidt?” Spurgte hun og håbede på, at han ville sige ja. Hun havde ikke lyst til at være alene. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst var faldet i søvn alene i et værelse.
Det rykkede underholdt i hans mundvige, da hun bad ham blive. Det havde han ærligt talt ikke forventet, men han kunne godt lide det. ”Siden du nu spørger så pænt,” svarede han med endnu et smil og trådte ud af sine sko, inden han uden videre lagde sig ned ved siden af hende i sengen. På siden selvfølgelig, så han kunne se direkte på hende.
Hun åndede lettet op, da han indvilligede, men hun spærrede øjnene forskrækket op, da hun så, hvad han lavede. Hun havde ikke forventet, at han ville lægge sig op i sengen til hende. Og hun kunne intet gøre for at forhindre det. I stedet lå hun på ryggen, og forsøgte at se op i sengens himmel. ”Tak,” hviskede hun og løftede igen en hånd, for at lægge den over halskæden. Så drejede hun langsomt sit hoved for at se på ham. ”Jeg plejer at holde øje med faders gæster heroppe fra.”
Han kunne tydeligt se, hvor chokeret hun blev, men han tog sig ikke af det. Han havde trods alt gjort det, netop for at chokere hende. Han rakte ud og greb hendes hånd, så han kunne trække den til siden. I stedet rakte han selv frem og tog hendes halskæde i hånden. Det var nemlig en rigtig god undskyldning for at rykke lidt tættere på hende på en uskyldig måde. ”Jeg er sikker på, at det også er meget mere spændende, end at møde dem selv,” svarede han i en lettere ironisk tone. I stedet lænede han sig nu lidt ind over hende for at studere halskæden. ”Der er magi lagt i denne,” sagde han så i en tænksom tone. ”Men det er ikke mod uønsket svangerskab.” Sådan nogle havde han set så tit, at han kendte magien i dem. Denne var anderledes.
Da han greb hendes hånd, så hun bange på ham, og ville rykke den til sig, men hun havde ikke kræfterne til det. Og hun kunne kun se på med rædsel, da han lagde sin hånd om hendes halskæde og kom tættere på. Hun sank en klump i halsen. ”Det var sådan jeg så dig. Gennem vinduet,” hviskede hun skyldigt og kiggede væk. Hans ansigt var så tæt på hendes brystkasse, at hun kunne mærke hans ånde, når han trak vejret og talte. Hun fik røde kinder af hans ord og rystede på hovedet. ”Nej,” svarede hun. ”Den er mod træthed,” det var jo ingen hemmelighed. Men så rynkede hun panden og så på ham med overraskede øjne. ”De… Du har Gaven,” det var en konstatering mere end et spørgsmål.
Han smilede af hendes ord og søgte hendes blik et øjeblik. ”Så det var derfor, du rødmede? Fordi du allerede havde lagt mærke til mig gennem vinduet?” Han kunne ærligt talt godt lide, at hun allerede havde tænkt på ham dengang. Han nikkede let og slap så halskæden igen, men uden at trække sig tilbage. Det var altid sjovt at være upassende. Og hun var især sjov at drille, fordi hun reagerede så voldsomt hver gang. I stedet strøg han hendes hår tilbage om bag hendes øre. ”Det har jeg ja. Og noget kunne tyde på, at jeg skal til at øve mig lidt i helbredelse, hvis jeg skal have dig med ned til den østlige bydel i den nærmeste fremtid.” Det havde han bestemt stadig tænkt sig.
Hun rødmede igen, men fik nu også røde ører. Hun nikkede. ”Ja,” sagde hun åndeløst, og så op på ham med let adskilte læber, inden hun bed ned i sin underlæbe. ”Jeg var frygtelig nysgerrig efter at se min faders rådgiver. Han har lovprist dig i sine breve,” svarede hun og drejede hovedet væk fra ham, da han strøg en tot hår væk fra hendes ansigt. Han var frygtelig meget tæt på hende. Hans ord fik hende dog til at se på ham igen. Denne gang var den hende, der bevægede sig, og hun lagde sig om på siden, og lagde en hånd på hans brystkasse. ”Vil du virkelig gøre det for mig?” Hun fandt det unødvendigt, at han gjorde sig nogen former for anstrengelse. Hun var ikke det værd.
Det kom sådan set ikke bag på ham, at ambassadøren havde fortalt hende om ham. Det var jo trods alt ret smart, hvis hun skulle podes til at ville giftes med ham. Derfor smilede han bare lidt skævt og strøg en hårtot mere bag hendes øre - ligeglad med, at hun havde forsøgt at bevæge sig væk fra ham.
Da hun vendte sig om mod ham og lagde hånden på hans brystkasse smilede han dog bare tilfreds igen og lod sig falde lidt sammen, så han lå med hovedet på en sammenfoldet arm og dermed lod han sin egen finde over hendes fingre, så hun ikke kunne flytte sin hånd fra hans brystkasse igen. ”Ja naturligvis. Jeg kan jo ikke tage dig med så langt væk, hvis du besvimer efter bare en halv time i mit selskab,” drillede han igen. ”Så skulle vi jo tage hjem igen med det samme.”
Denne gang veg hun ikke væk fra ham, da han igen fjernede en tot hår. Men hendes blik søgte hans, forundret over ham. Han var slet ikke, som hun i sit stille sind havde forestillet sig mænd kunne være. Men hendes erfaring var også noget begrænset.
“Mikal,” sagde hun og smagte på hans navn. Hun havde jo lovet at være dus med ham, når de var alene. “Tak,” hun lænede sig forsigtigt frem, prøvende og fuldkommen usikker på sig selv lige nu. Men hun havde læst om dette her i hendes bøger. Forsigtigt lagde hun sine læber i et flygtigt kys på hans kind, inden hun forskrækket trak sig tilbage. Hvad havde hun dog gjort?
Han smilede bare og ventede, mens hun tydeligvis var i gang med at reagere på en eller anden måde. Hun overraskede ham med et kys på kinden og han smilede tilfreds til hende, selvom hun virkede næsten chokeret over, hvad hun havde gjort. Uden at tage sig af det, stak han dog armen ind under hendes kind og trak hende tættere på, mens han selv skubbede sig tættere på også. Armen fandt ned om hendes ryg og holdt hendes skikkelse ind til ham, mens han lagde den anden hånd fra sig på hendes liv. ”Det var så lidt,” svarede han bare roligt og nussede hende let på ryggen. ”Og nu må du hellere sove,” fortsatte han i rolige toner, inden han lagde sin hånd fra hendes liv mod hendes kind og nussede den igen.
Han blev ikke vred. I stedet smilede han, og det gjorde hendes kinder højrøde. Det var nemt at se i hendes blege ansigt, som normalt havde en gylden kulør. Hun gispede, da hun pludselig kunne mærke hans krop ind mod sin egen og hun skælvede. Hun gemte sit ansigt ind mod hans skulder og lukkede øjnene, mens han rørte ved hendes liv og kind. “Ja,” svarede hun og trykkede sig ubevidst tættere på, mens hendes vejrtrækning langsomt blev roligere og roligere.
Hun var sjovt nok rolig sammen med ham og han valgte at tage det, som en dags godt arbejde. Eller. En aftens. Han smilede lidt for sig selv og tog sig i at overveje, om hun mon kunne mærke, hvis han rørte hendes ben. Eller andre steder under hendes liv. Det var dog eksperimenter til en anden dag. For øjeblikket havde han dog bare tænkt sig at vente på, at hun sov og så ville han gå ned og besegle aftalen med ambassadøren. Hun var en interessant lille pige og det var ikke umuligt, at dette arrangerede ægteskab ville blive væsentligt sjovere, end han lige havde frygtet.
