Forening af familier [ÅBEN]

[Myrilla af Stenbjerg]

 

BRYLLUP
Hertug Larkin af Stenbjerg & Komtesse Myrilla af Naxen

Dagen var endelig kommet. Månedsvis planlægning kulminerede denne formiddag, hvor gæster og værter forsamlede til håndfæstningsceremonien for Myrilla af Naxen og Larkin af Stenbjerg.

Hertugen selv havde været oppe siden alt for tidligt om morgenen - efter sin egen mening. Han havde haft en sidste træningstime med onkel Joshua, før han havde gjort sig klar til festlighederne. Han skulle heldigvis ikke bruge nær så meget tid på at komme i tøjet som Myrilla. Han klædte sig i et nyligt skræddersyet sæt tøj, der var præget af lenets slægtsfarver. Den lyseblå farve var den mest dominerende, imens det hvide var broderet ind i det blå stof i nogle elegante mønstre.

Begge familier havde heldigvis de samme traditioner, når det kom til brylluppet, da de begge blev gift for Mithros’ blik. Håndfæstningen bestod derfor af de traditionelle ritualer en sådan håndfæstning krævede. Mitrhos’ præster velsignede dem, og de udvekslede deres løfter, imens de samtidig udvekslede kranse af morgenfruer, der skulle hænge om halsen. Endelig tændte de sammen et bål.

Larkin iagttog flammerne tage ordentligt fat i træet for en stund, før han vendte blikket mod Myrilla. Nu var de for evigt bundet sammen.

Flossede nerveender havde bestemt ikke været en mangelvare, hverken fra Stenbjerg eller Naxen, men nu var de her endelig. Og Myrilla vendte blikket mod Larkin, da flammerne endelig havde taget fat i træet. Det spruttede livligt. Hun gav hans hånd et klem. Selvom deres løfter havde fulgt traditioner og normer, havde hun stadig noget til gode.

Hun lænede sig ind mod Larkin. “For evigt. Naxen ligger nu bag mig. Jeg er din, jeg er Stenbjerg og jeg vil gøre alt for at gøre dig stolt.” Hendes stemme var ikke højere end en hvisken, som hun trak sig tilbage med endnu et blidt klem til hans hånd.

Det var svært at trække vejret i kjolen, der sad som syet til hendes spinkle skikkelse. Hvilket den også var. En kombination af blå og hvid, Stenbjergs farver. Hun var hans nu i alle aspekter og selvom det gjorde hende rædselsslagen, kunne hun ikke undgå at føle et lille stik af… Det var ikke lykke, men hun vidste ikke, hvordan hun ellers skulle kategorisere det.

Hendes ord fik ham til at smile svagt. ”Hvornår blev du så god med ord?”spurgte han drillende. Hun var selvfølgelig en intelligent kvinde, men han havde aldrig forventet at høre den slags fra hende. Nu hvor de var gift, kunne han uden problemer læne sig hen og kysse hende på kinden. At de havde et publikum var lige meget. ”Vi vil gøre hinanden stolte,” lovede han hende. Uanset hvad ville de være afhængige af hinanden fra nu af. Han strammede grebet en smule om hendes hånd, før de var nødt til at vende opmærksomheden tilbage til gæsterne, så festlighederne kunne fortsætte.

---

Tråden er åben for reaktioner fra de deltagende ved brylluppet.

[Annalin af Stenbjerg]

Det var alligevel endt med at blive et overdådigt bryllup. Præcis, som hun havde forventet. Og det glædede hende. Både på Larkin og Myrillas vejne. Annalin vidste udmærket godt, hvor hårdt de begge havde kæmpet, for at få det hele til at fungere over de sidste par uger, og nu de endelig stod her, virkede de rent faktisk… Lykkelige.

Hun klemte blidt om Arthurs arm og smilede blidt op til ham, før hun igen vendte blikket mod det, der nu var Hertug og Hertuginde af Stenbjerg. Ganske uvilkårligt flakkede hendes blik mod Kieran. Hun vidste godt, hun ikke burde. At det ville være dumt at værdige ham et blik i dette næsten romantiske øjeblik, men han var den, hun ville have delt det med, hvis verden havde været efter hendes hoved. Hun tvang blikket fra ham igen og fangede i stedet Myrillas gennem mængden. Indforstået blinkede hun til hende og fik et taknemmeligt smil i retur.

[Murray af Naxen]

Ceremonien havde været smuk – mest fordi Myrilla så fantastisk ud – og Murray måtte se både sig selv og far slået, da de begge stod og fik lidt blanke øjne over hele situationen. Fra nu af hørte den lille Naxen-pige til her, i Stenbjerg. Murray havde det stadig noget ambivalent med hertugen, men mandens interaktioner med Myrilla virkede ret afslappede. Han håbede, at Myrilla ville kunne finde en eller anden form for glæde hos sin nye familie.
Som forventet var festen overdådig, og Murray målte og vejede de fleste ting i hovedet for at bedømme, hvordan han og Vania mon skulle gå omkring at toppe det. Selvom det selvfølgelig mest var komtessens afdeling at planlægge brylluppet. Til sidst måtte han også lægge den slags overvejelser til side, da han efter maden fik chancen for at få en dans med sin lillesøster. Han hadede godt nok at danse, men det var alligevel lidt svært at give slip på hende igen, da dansen først var overstået.

[Vania af Naxen]

Vania sad og så på Murray, som dansede med Myrilla og hun kunne ikke lade være med at smile på svigerindens vegne. Det havde været et ualmindeligt dejligt bryllup og det ville blive svært at toppe det, selvom hun ville gøre et forsøg. Hendes blik havde dog også været på hertugen, når han og Myrilla var i nærheden af hinanden og hun var glad for, at hun ikke mærkede den konflikt, som Myrilla havde været plaget af for nogle måneder siden. Det betød dog ikke, at hun troede på, at alt var, som det skulle være. Men på den anden side, så var der ikke meget, der kunne gøres nu, hvor de rent faktisk var gift.

[Marcus af Naxen]

Det var svært for Marcus at sige, at han havde set frem til brylluppet. For det ville være at lyve. Og det var noget han sjældent gjorde. Og da dagen endelig oprandt, så brød han sig endnu mindre om det. Han formåede dog at klistre et passende smil på læberne, mens ceremonien foregik, og til middagen talte han da også med sin borddame. Men der var ikke megen glæde at spore i hans blik. Kun hans nærmeste ville kunne gennemskue hans skuespil.

Da det blev tid til at danse og vær sociale med hinanden, trak han sig lidt tilbage i selskabet. I det mindste kunne han sidde og tale Med Grev Julian, der så ud til at være lige så ukomfortabel med situationen, som han selv var. Og drengen havde trods alt et godt hoved skruet på, når det kom til at tale om faglige ting. Det måtte man give ham.

[Kieran af Stenbjerg]

Kieran havde stået ved Larkins side, eller i hvert fald tæt på, det meste af ceremonien. Som et af de officielle vidner, og som gommens bror, var det der hans plads var - især når ingen af deres forældre stadig var i live. Han gjorde det med ophøjet ro og den alvor situationen krævede. Guderne spøgte man ikke med og på trods af hvad han ellers var, og hvad han sagde, havde han dyb respekt for Mithros og hans panteon. Selvom grunden til ceremonien og løfterne for guderne, gav han dog ikke særlig meget for - ikke at han ville sige det højt. Kun til nogle få og den ene af de, var netop blevet viet. Det glædede ham dog at det så ud til Larkin igen havde vundet overhånden overfor sin hustru.

Mens ceremonien blev rundet af, gled hans blik over forsamlingen og mødte et kort øjeblik Annalins. Han holdt det der et par sekunder længere end han burde og det trak ganske let i hans ene mundvig. Hendes blik afslørede hende, også selvom han sikkert var den eneste der ville bemærke det. Det var ikke første gang i løbet af dagen, og aftenen mens festen trak ud på de små timer, at hans blik fangede hendes. Diskret, men med usagte løfter, der langtfra var passende i selskabet, ikke mindst fordi hendes mand var til steder. Men vin døvede den sunde fornuft.