Svaret af Myrilla af Stenbjerg on Jul 24, 2016 16:08:40 GMT
COLLAB
Annalin af Stenbjerg & Myrilla af Naxen
24. juli 527
Det var dagen før brylluppet og lensborgen i Stenbjerg var levende af mennesker. Fra nær og fjern var både hertug- og grevefamilier kommet på Larkins invitation. Det var intet mindre end en magtdemonstration. Og Myrilla følte, at hun var ved at blive kvalt. Skrædderen havde netop konstateret, at kjolen sad perfekt, da alle i lokalet var blevet beordret ud. Hendes skingre, vaklende stemme havde ikke efterladt megen rum til tvivl om alvoren og alle som en var de små arbejderbier summet ud for at lade den kommende Hertuginde af Stenbjerg være alene.
Annalin stoppede op ved synet og trodsede advarslerne, før hun åbnede døren. Synet fik hendes kæbe til at dykke og hun skyndte sig at lukke og låse døren efter sig, før hun hastede hen til sin kommende svigerinde, der sad ovre i hjørnet af lokalet i underkjole med armene foldet tæt om sine knæ og tårerne strømmende ned over kinderne.
"Nådigfrue Annalin," snøftede hun undskyldende og skyndte sig at tørre øjnene, men kvinden tog hendes hænder og rystede på hovedet, mens hun kom ned at sidde ved hendes side. "Bare kald mig Anna, så vil jeg tage mig friheden at være dus og kalde dig Myrilla." Annalin smilede. Hun huske tydeligt, hvor nervøs hun selv havde været dagen før sit bryllup. "Myr," snøftede hun. "Du kan bare kalde mig Myr."
Annalin smilede varmt og imødekommende og trak komtessen ind i sin favn. Myrilla var efterhånden så udmattet, at hun ikke gjorde nogen indvendinger, men blot nød den tryghed, hun fandt i sin kommende svigerindes arme. Hånden føltes varm og venlig over hendes hår, og hun vidste instinktivt, at kvinden ikke forventede noget igen for denne venlighed. Det var blot et udtryk for gensidig forståelse.
Sådan sad de længe. Ind i mellem tog Anna sig friheden til at lægge et prøvende kys ned i komtessens hår. Der var ingen protest og hun smilede for sig selv. Måske denne kvinde ville være en ny varme og ven i familien. En støtte til når hverken Kieran eller Joshua var der. Hun håbede det.
Der var ikke behov for ord. De to kvinder havde fundet noget i hinanden, de ikke havde fundet på lensborgen før. De havde delt et øjeblik og en svaghed hos komtessen, som Myrillas stolthed og stædighed ellers ikke tit lod folk se. Og det bandt dem sammen. Efter lidt talte de om Naxen, om Masbo, om Stenbjerg. Om venskaber og om søskende. Om at savne og om at elske - og om ikke at elske. Der blev ikke nævnt nogle navne på nogle af navnet Stenbjerg, og alligevel blev der sagt mere, end der længe var blevet sagt i lensborgen. Og til sidst var de begge klar.
Med et nik af gensidig respekt og forståelse, forlod Annalin igen Myrillas værelse.
