Hver ting til sin tid

[William af Stenbjerg]

17. februar, år 525 M.T.

William tog en dyb indånding og masserede sine egne tindinger med pege- og langefingre. Han slap indåndingen ud igen i et tungt suk og rakte ud efter det glas med vin, som en venlig sjæl havde stillet frem inden han trådte ind på det lille kontor.

Kønt var der ikke specielt, men det var privat og det tilhørte midlertidigt ham selv. Han havde intet sovearrangement på paladset, men kvadratmeterne gav alligevel plads til en polstret bænk, brugt primært til at sidde på, hvis han skulle gå hen og få gæster på kontoret. Alene det var dog urealistisk. Han brugte udelukkende rummet til det arbejde kronen pålagde ham og tilbragte generelt ikke meget tid der.

Denne aften havde han dog et ærinde, der holdt ham hjemmefra. Katherine var informeret via bud og han havde timerne foran sig til at tage sig af noget, der trængte til at blive ordnet. Han drak en tår af vinen og betragtede den røde væske tænksomt. At vente tålmodigt var ellers ikke hans force, men indtil nu havde han klaret det udmærket, hvis han skulle sige det selv.

[Elissa af Disart]

Elissa havde været i konflikt med sig selv mere eller mindre siden hun havde forladt biblioteket. Til at starte med var hun sikker på at hun ville komme hen på Williams kontor, men da hans kys ikke længere brændte lige så kraftigt på hendes læber var tvivlen begyndt at melde sig. Hele hendes opdragelse forbød hende at tage hen til Williams kontor. Hun vidste at det var forkert, at ingen ordentlig kvinde ville gøre sådan noget, men noget trak alligevel i hende, hun havde lyst til William, til at hans kys atter skulle brænde på hendes læber.

Så nu var hun altså på vej ned mod Williams kontor mens hun gjorde sit bedste for ikke at blive lagt mærke til. Selvfølgelig kunne folk ikke vide hvor hun var på vej hen eller hvad hun håbede på skulle ske, men det føltes som om at der hvert øjeblik var nogen som ville finde ud af det.
Hun havde brugt lang tid på at tænke over sin påklædning, noget som i sidste ende nok var overflødigt. Hun var endt med en kjole som var en del enklere end den hun havde på på biblioteket og som heller ikke havde nær så mange lag. Håret havde hun ikke gjort nær så meget ud af og for en gangs skyld havde hun ladet de hænge løst.

Da hun nåede hen til Williams kontor stod hun et øjeblik og stirrede på døren. Hvis hun skulle skifte mening skulle det være nu.. Men nu var hun kommet så langt, nu kunne hun lige så godt fortsætte. Hun tog et enkelt dybt, beroligende åndedrag inden hun løftede hånden og bankede på døren.

[William af Stenbjerg]

William fugtede sin gane med vinen, før han stillede glasset fra sig på det solide skrivebord igen. Han løftede blikket, da det bankede på døren. Et svagt smil spillede i hans mundvige. I et par lange øjeblikke, blev han siddende uden at sige noget. Så rømmede han sig en anelse. ”Kom ind.”

Smilet blev siddende lige der i kanten af hans læber, uden at blive til mere end det. Han betragtede pigen, Elissa af Disart, komme ind af døren og lukke den igen. Umiddelbart lagde han ikke mærke til den store forandring. Hun havde muligvis gjort noget ud af sig selv. Det var uden den store konsekvens.

Han havde det en anelse underligt ved situationen. Det at afvise et blidt lille offerlam ved slagtebordet var yderst uvant. Køn var hun uanset. ”Sæt Dem endelig, Komtesse Disart,” opfordrede han afslappet, imens han hældte vin op i det andet glas. Han rejste sig op bag skrivebordet og gestikulerede imod den polstrede bænk.

[Elissa af Disart]

Elissa stod og vred sig lidt, hvorfor tog det så lang tid før der var nogen reaktion på den anden side af døren?.. Et øjeblik overvejede hun om han overhovedet var på kontoret. De havde godt nok haft en aftale, men han kunne sagtens have brændt hende af og så kunne hun stå uden for hans dør og gøre sig selv til grin.
Hun havde netop besluttet sig for at gå da der lød et "kom ind" på den anden side af døren. Da hun trådte ind i lokalet kunne hun ikke lade være med at smile til William.
Hun syntes at hun kunne se spor af et smil på hans læber, dog ikke et der var nær så stort som hendes eget. Det var på en måde komisk, hun havde lært at skjule sine følelser, men William forvirrede hende og det gjorde det utroligt svært for hende at skjule sine følelser.
For en god ordens skyld nejede hun kort som hilsen da hun var kommet ind ad døren. Det føltes lidt malplaceret efter deres møde på biblioteket, men for en gangs skyld huskede hun da sin opdragelse.
"Godaften deres nåde" sagde hun inden hun sætte sig på den polstrerede bænk. Hun var udmærket klar over at han ikke på nogen måde havde hilst på hende men hun havde ingen ide om hvad hun ellers skulle sige og hun havde ikke lyst til at stå helt tavs foran ham.

[William af Stenbjerg]

William var ikke videre høflig, når det kom til stykket. Han åbnede ikke døren for Elissa og først da hun var indenfor og den var lukket igen, rejste han sig i det hele taget op fra den brede stol bag bordet. Selvom hun nejede, nøjedes han selv med at pege bænken ud og opfordre hende til at sætte sig ned.

Han tog begge glas, gik om foran bordet og rakte hende det ene, før han lænede sig imod bordpladen og tog en tår af sit eget. De lyse øjne betragtede hende let sammenklemte, imens han atter engang overvejede den bedste fremgangsmåde. Direkte, besluttede han sig hurtigt for. Igen.

”Så jeg hører, at du er forlovet med Ridder Vårfos,” konstaterede han. Det var intet spørgsmål, ikke engang et oplæg til samtale. Hans åbenlyse uhøflighed blev fulgt op af et skævt smil. ”Meget interessant...”

[Elissa af Disart]

Elissa betragtede ham med et lille smil da han langt om længe rejste sig fra sin plads bag bordet. Hun havde ikke forventet de store høflighedsfraser, men at han ikke en gang havde rejst sig før hun selv kom ind i lokalet irriterede hende en lille smule, dog ikke nok til at smilet forlod hendes ansigt.
Hun tog taknemmeligt imod det glas han rakte hende, det gav en mulighed for at gøre noget andet end bare at stirre på ham som en hjernedød gås. Hun lod et kort øjeblik blikket hvile på glasset inden hun tog en lille tår af det. Hun holdt blikket rettet mod glasset, hun var nervøs og hun havde ingen ide om hvad hun skulle gøre.. så hellere blive siddende stille og vente på at han tog det første skridt.
Han ord fik dog hurtigt smilet til at forlade hendes læber og et øjeblik så hun forvirret på ham inden hendes blik, en smule skamfuldt, atter gled ned mod glasset i hendes hånd.
"Deres nåde, jeg.. jeg" hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun kunne begynde at benægte eller begynde at beskylde ham for en hel masse, men hun var klar over at intet af det ville gøre situationen bedre. Hun lod atter blikket glide op mod hans ansigt, ude at stand til at skjule at hun havde håbet at han ikke havde fundet ud af hendes lille.. hemmelighed. Det undrede hende at han stod og smilede, hun havde forventet at han ville være gal.
"Har deres nåde.. hvad vil deres nåde gøre med denne.. information" spurgte hun forsigtigt. Han havde al ret til at fortælle hvad hun havde gjort, ingen ordentlig adelig kvinde burde begære en anden mand, og da slet ikke hvis hun var forlovet! Men det var hvad hun havde gjort og hun havde ikke skammet sig over det.

[William af Stenbjerg]

Han kunne ikke lade være med at more sig en lille smule, men han var højadelig og i stand til at skjule den slags - for det meste. Der var mange måder at reagere på, når man blev afsløret i at stikke fingrene i kagekrukken, så at sige. Hendes var bestemt en af de mere klædelige. Forfærdelse, måske ligefrem angst (eller bare godt skuespil).

"Ja. Det er et vældig godt spørgsmål, Komtesse. Hvad synes du jeg skal gøre med den?" Han betragtede hende med let hævede øjenbryn hen over glasset, som han tog endnu en tår af, uden at slippe hende med blikket.

[Elissa af Disart]

Elissa bed sig lidt i læben. Hun var i tvivl o hvordan hun skulle svare på hans spørgsmål for der var mange forskellige svar. Hvis det usandsynlige skulle ske og hun selv stod i en lignende situation vidste hun ikke om hun ville dele informationerne med den forlovede eller om hun ville glemme hele sagen, så hvad syntes hun at han skulle gøre med informationen? Hun vidste det ikke.. Problemet var at hun frygtede at William forventede et bestemt svar, men hun havde ingen ide om hvilket svar han forventede.
"Jeg kan kun sige hvad jeg håber på at de gør deres nåde, og jeg tror godt de ved hvad jeg håber" sagde hun med blikket mod gulvet. Havde det været en anden situation eller måske bare en anden person ville hun på ingen måde være så ydmyg, heller ikke selvom hendes gode navn og rygte kune blive ødelagt, hun ville blive hidsig og måske endda komme med trusler, men hun turde ikke overfor William. Selvom han stod og smilede frygtede hun hvad han kunne finde på at gøre.

[William af Stenbjerg]

William hævede et øjenbryn over pigens reaktion. Han smilede en anelse, uden at det nåede de grå øjne. Endnu en tår rødvin forsvandt og han sank, imens han overvejede sit næste træk. Der var mange faktorer på spil i denne mærkelige situation. Han havde ikke ligefrem forudset, at hans tidligere væbners forlovede ville kaste sig i hans arme, nærmest tiggende. Hun var et pudsigt væsen og han ville være nysgerrig nok til at tage hendes uskyld hvis ikke...

Han tog en dyb indånding og rystede lidt på hovedet. ”Du håber, at jeg vil holde tæt med din upassende adfærd,” konstaterede han simpelt. Det var ikke et spørgsmål. ”Ingen grund til at ”Deres Nåde” mig, Komtesse. Du er ude på dybt vand... Ved du overhovedet hvem jeg er, tilfældigvis?”

[Elissa af Disart]

Elissa holdt blikket rettet mod gulvet et kort øjeblik inden hun hævede blikket mod hans ansigt, dog uden at møde hans blik, i det øjeblik havde hun ikke lyst til at se ham direkte i øjnene. Hun frygtede hvad der ville ske hvis han valgte at fortælle hendes forlovede hvad hun havde gået og lavet, eller næsten lavet. Det ville kunne ødelægge alt! en hun fortrød det stadig ikke, hun havde vidst at der var en risiko ved det hun havde gjort og hun havde vidst hvad konsekvensen ville være hvis det blev offentligt kendt.
Hun nikkede en enkelt gang for et bekræfte at det var det hun håbede selvom hun var godt var klar over at han nok ikke forventede et svar.
Da han spurgte om hun vidste hvem han var kiggede hun forvirret på ham. "Er det noget specielt jeg da bør vide om hvem de er..?" hun havde været ved at sige deres nåde igen men bed det i sig, det var nok sikrere at lade være når han nu havde gjort det tydeligt at hun ikke skulle sige "deres nåde" til ham.

[William af Stenbjerg]

Williams mundvige sitrede, men hans morskab forblev lige under overfladen. ”Hmm,” brummede han dæmpet, imens han besvarede den unge kvindes blik uden at blinke. ”Måske ikke.”

Han fugtede sine læber og drejede glasset mellem fingrene. ”Drik,” opfordrede han med et nik imod den vin, som han havde skænket op til hende. Han ventede et øjeblik, før han selv tog en tår og sank med velbehag. Det var kvalitet og vinen var ikke fra Tortall. Sarain, måske?

”Det kan være, at vi kan finde ud af en ordning, der vil tilfredsstille os begge to, Komtesse.” Smilet hev atter i hans læber, men det var mere behageligt nu. ”Min tavshed... For din åbenmundethed.” Han hævede et øjenbryn og betragtede hende, uden helt at vide, om hun forstod hvad han hentydede til. Hun var ny ved hoffet, den lille sag. Muligvis uvant med dets intriger... Det ville ikke vare ved. ”Hvis du fortæller mig alt hvad du hører i krogene, enhver lille bid af interessant sladder, så undlader jeg at nævne dit lille fejltrin overfor stakkels Vårfos... Ærlig talt, Komtesse, din forlovede sætter sit liv på spil og du render til den første den bedste for at give det væk, der tilhører ham?” Han smilede underholdt og rystede lidt på hovedet, imens han slog misbilligende smæld med tungen.

[Elissa af Disart]

Elissa kunne ikke lade være med at føle at der var noget meget vigtigt som hun burde vide om ham. Hun brød sig ikke om at han tydeligvis viste mere om hende end hun vidste om ham.. Det måtte hun rette op på så snart som muligt.
På hans opfordring hævede hun glasset til læberne og tog en lille tår af det. Det var en god vin, ingen tvivl om det, og det var ikke smagen som gjorde at hun ikke drak det, at nyde vinen var bare ikke det som stod øverst på hendes prioriteringsliste på daværende tidspunkt.
Da han kom med et forslag til et arrangement så hun første en smule uforstående på ham, hun var ikke helt sikker på hvad han mente. Da han så uddybede hvad han helt præcist mente blev hendes bekymrede mine og holdning lidt mere afslappet. Hun var efterhånden overbevist om at han ikke havde tænkt sig at sladre om hende. Hun var ny til intrigerne ved hoffet. Hun vidste skam godt at der fandtes rigeligt med intriger og hun var da nysgerrig, hun havde bare endnu ikke haft mulighed for at sætte sig ordentlig ind i dem. Hun overvejede kort om hun skulle ignorere hans anklage og de misbilligende smæld med tungen, men han fik hendes dårlige samvittighed til at nage.
"Min forlovede sætter ganske rigtigt livet på spil, men skal jeg gå som en god lille kone og vente på min mands hjemkomst mens jeg lukker mig inde på mit kammer og sværger cølibat til han kommer hjem igen? Jeg er klar over at der ingen undskyldning er for det jeg har gjort, men jeg var bevidst om mine handlinger" sagde hun uden at se på ham. Hun vidste at det var et elendigt forsvar for hendes handlinger, men hun kunne ikke holde ud at han bare kunne stå der og lade sig underholde over den situation hun havde bragt sig selv i.. Hun kunne komme med mange anklager om at hendes forlovede i dette øjeblik sikkert delte telt med en eller anden healer, men hun havde en stærk fornemmelse af at det ikke ville flade i god jord hos William.

[William af Stenbjerg]

Williams moralske skrupler ved at tie stille med et enkelt lille fejltrin var til at overkomme. Havde Elissa rent faktisk skænket sin dyd til ham eller en anden mand, fortalte han i hvert fald sig selv, at han ville have skrevet til Emmet umiddelbart efter informationen var ham i hænde. Hvorvidt det rent faktisk passede, behøvede han ikke at tage stilling til. I det mindste havde han ikke gennemført sin lidt kedsomme forførelse efter han fandt ud af hvem hun var.

Hendes forklaring og spørgsmål fik ham til at hæve øjenbrynene. Han betragtede hende i tavshed indtil hun havde talt ud og tog en tår rødvin, før han rystede lidt på hovedet. ”Ja, Komtesse Disart. Naturligvis skal du være i cølibat indtil du er gift. Forberedte klosterskolen dig ikke på det?” Han kneb øjnene lidt sammen og lagde hovedet på skrå. ”Men lad os ikke tale mere om dine forpligtelser som fremtidig Hertuginde – dem må Ridder Vårfos virkelig selv tage sig af at opdrage dig til. Fortæl i stedet hvem du kender ved hoffet. Min tavshed for din tale. Emmet hører intet, så længe du bare plaprer.”

[Elissa af Disart]

Elissa kneb læberne sammen og slog blikket ned. Hun brød sig ikke om at han stod og irettesatte hende, men det værste var at hun vidste at han havde ret. Hun burde være den perfekte hustru som gik derhjemme og trillede tommelfingre indtil hendes mand kom hjem igen, men til hvad nytte? Det var ikke engang sikkert at hendes forlovede kom hjem igen! Klosterskolen havde heller ikke været hendes egen ide, det blev forventet at unge adeldøtre som ikke havde gaven og som ikke egnede sig til at blive riddere kom på klosterskolen, og jo, noget af det havde da været fint nok.. men hun kunne hurtigt glemme de ting de havde lært hende, eller i hvert fald ignorere dem..
Da han han atter talte kiggede hun op på ham. Hvem kendte hun egentligt ved hoffet? Hun kendte et par stykker overfladisk, men det var ikke nogen hun kunne få informationer af.. ”Jeg er bare for at jeg ikke kender mange andre end min familie” sagde hun og så forsigtigt på ham. Hvad ville han gøre hvis hun ikke kunne fortælle ham noget interessant? Der var ikke andet at gøre end at forsøge at skabe flere relationer.. når han vel at mærke gav hende lov til at gå igen.

[William af Stenbjerg]

William betragtede Elissa med et uudgrundeligt blik i tavshed i flere lange øjeblikke. Han kunne have leet af hende og fortalt hende, at hun i så fald måtte se at komme i gang, men han var færdig med julelegene. Desuden var det ikke hans mål at gøre andet end at lære hende en lektie og selv få noget ud af den bjørnetjeneste han gjorde sin tidligere væbner. Han skulle nok formå at holde øje med, at hun ikke spredte ben for andre på vejen.

Til sidst brød han stilheden, efter at have rystet umærkeligt på hovedet. ”Jeg er sikker på, at det ikke passer, Komtesse. Efter en hel vintersæson blandt hoffets unge damer, har du uden tvivl kontakter nok til at få flere. Jeg beder dig ikke om at infiltrere nogen inderkredse. Det er ikke en svær opgave – men det vil tjene dig det ægteskab din far har forhandlet sig frem til. Du må bare overveje, om det er prisen værd at lade være.”

Han tog endnu en tår af vinen og nikkede mod døren. ”Du er fri til at gå. Vi ses uden tvivl igen.”