Svaret af Annora af Dunlath on Jul 24, 2016 8:01:37 GMT
Sneen havde lagt sig som et tykt tæppe omkring Dunlath, og fra vinduet i den store stue, kunne Annora se, hvordan den store snefnug stadigvæk dalede ned. De havde spist aftensmad og den lille familie havde nu samlet i stuen, hvor der var blevet sat te og kage frem. Samt små pakker i det ene hjørne.
Rummet var lyst op af adskillige lys. På væggen, bordene og reolerne. Der var dejligt varmt, for der var tændt op i ildstedet, hvilket børnene syntes var skønt. Carolinas røde hår skinnede som flammer i lyset fra ildstedet, og hendes to yngre brødre, sad ved siden af hende, mens de opmærksomt fulgte med i hendes leg.
Døren gik op, og Annora, højgravid for fjerde gang, vendte sig rundt for at sende et bredt smil til sin mand, der trådte ind i rummet. Han havde været ude hele dagen for at tjekke grænsen, og han lignede lidt af en vildmand, med hans krøllede, røde hår og skæg. Men han var hendes vildmand.
Rupert havde rystet sneen af sig i forhallen, inden tjenestefolkene kom og hjalp ham af med alt det våde overtøj. Så satte han kursen mod stuen, hvor han vidste, at Annora ventede med børnene. De havde aftalt at vente med at give midvintergaver, indtil han kom hjem, fordi han red ud, inden børnene var oppe. Og han vidste jo, at de glædede sig.
Inde i stuen smilede han varmt til sin hustru og var på vej hen til hende, da han blev stoppet af to par hurtige, små ben, som løb ham i møde og kastede sig om halsen på ham, da han satte sig på hug foran dem. Koret hvormed de råbte ”Far, far far!” var næsten øredøvende og han kunne ikke lade være med at le og give dem et ordentligt kram.
Hun trådte et skridt frem, og ville være gledet ind i Ruperts arme, hvis det ikke havde været for Carolina og George, der straks kastede sig over deres far. Den lille Ronin sad og så på det hele, men han var endnu ikke så god til at gå, så han var blevet siddende, indtil han opdagede, at hans mor var helt fri. Og så begyndte han at kravle hen til hende.
Hun bukkede sig ned, og samlede den halvstore dreng op i sine arme. ”Så børn, lad nu jeres far komme ind ad døren, inden I nedlægger ham,” sagde hun med et smil og trådte hen ved siden af Rupert. Hun kyssede ham på kinden. ”Velkommen hjem, min elskede,” hviskede hun og kyssede ham endnu engang, inden Ronin begyndte at sprælle i hendes arme og ville over til Rupert.
De larmende kor stilnede af og han kyssede Annora på kinden, da hun kom tæt nok på til det. ”Det gør ikke noget, min elskede. Du ved, at jeg savner dem lige så meget, som de savner mig, når jeg er afsted.” Han tog smilende imod Ronin og satte sig i en lænestol med knægten på skødet, inden Carolina bestemt kravlede op på skødet af ham og så ham ind i øjnene. ”Far, har du slået nogle scanranere ihjel i dag, hva? Hvornår er det nu, jeg må blive page?” Han kom til at grine lidt og blinkede over til Annora, inden han svarede sin datter. ”Når du bliver ti år, min skat. Så skal jeg nok tage dig med til paladset.”
Hun var lige ved at smile til ham, men måtte i stedet himle med øjnene over sin datters frembrusende spørgsmål. Hun hadede, når de talte om død, når det var meningen de skulle hygge sig. Og så kæmpede hun og Rupert stadigvæk om opdragelsen af deres datter. I det mindste var Carolina evig lykkelig for de kjoler, som hun fik på. Heldigvis. Og bukser var endnu ikke noget, som hun fandt særlig interessant endnu. Dog, var det ikke noget for Ronin, der straks begyndte at lægge an til et anfald af vræl. Et lydløst suk gled over hendes læber, og uden et ord tog hun den mor-syge dreng ud af armene på Rupert. Lige som han skulle begynde at græde, blev han lagt ind mod hendes skulder og begyndte at pludre. ”Men inden du render nogen som helst steder hen, så skal du sørge for, at jeg aldrig bliver alene heroppe,” sagde hun og hentydede til, at tre børn absolut ikke var nok til hende.
Han grinede næsten over hele hovedet og lod gladeligt Annora tage den lille dreng fra sig. Han elskede alle sine børn, men han havde det nu alligevel bedst med dem, som var store nok til, at han kunne lave noget med dem. ”Du er allerede ved at skænke mig barn nummer fire. Tror du virkelig, at du nogensinde bliver alene heroppe?” drillede han - stadig smilende. ”Desuden kommer jeg jo hjem igen næsten med det samme, så så kan der nok nåes lidt mere.” Han grinede uvornt og kom så til at tænke over, at den slags var han nok nødt til at stoppe med at sige, når Carolina blev en smule ældre. Hun virkede allerede til at være på nippet til at forstå, hvad han mente.
Hun fnøs af hans ord og så meget strengt på ham. ”Rupert!” Udbrød hun irettesættende og så ned på deres datter, som fulgte meget vågent med i deres samtale. Måske ville hun blive en ridder. Men hun var stadigvæk en kvinde. Og der var bare nogen ting, som en kvinde skulle beskyttes fra, og først lære af deres mænd. Akkurat, som Annora havde lært en ting eller mange af Rupert, omkring ægteskab. Og så stak Ronin i et hyl. Hun tyssede moderligt på ham, og kyssede ham på panden, strøg ham over håret og forsøgte at berolige ham. Han var noget mere følsom end de to første. Han kunne nemt fornemme spændinger i husholdningen. ”Mor er her,” hviskede hun, og vuggede ham i sine arme. Hun burde nok sidde ned. Der var ikke mindre end halvanden måned til hun skulle føde. Ryggen værkede og trætheden var igen begyndt at overvælde hende.
Han smilede tilfreds og kort efter satte de sig alle og børnene fik deres gaver udleveret. De faldt over dem som små frådende ulve, men han kunne ikke lade være med at grine af deres entusiasme. Livet var i det hele taget ganske godt. At tænke sig, at han engang ikke havde ønsket at blive gift.
