Fremtiden er lys

[Vania af Naxen]

Murray af Naxen

1. juli, 527 M.T.

De havde efterhånden været på Naxen i næsten to uger og hverdagen var begyndt at sætte ind. Selvom det var en ganske anden hverdag, end hun havde været vant til derhjemmefra. Murray havde en langt mere rolig tilgang til den dagligdags etikette og selvom det ikke ligefrem overraskede hende, så fandt hun, at hun rent faktisk syntes godt om det.

Denne aften mødte hun for eksempel op ved middagsbordet, uden at have have været ovenpå og skifte til en pænere kjole. Det havde været en rolig dag uden for meget varme og hun havde ikke følt behovet for at skifte. Og netop dette faktum var hende en smule uartigt, så hun sad og smilede lidt for sig selv, mens maden blev bragt ind.

[Murray af Naxen]

Murray havde brugt en del af dagen på papirarbejde. Nu havde han trods alt udskudt det et par gange i løbet af de sidste to uger for at bruge tid med Vania, og han var nået et punkt, hvor han havde været nødt til at få det ordnet. Det var dog blevet ordnet med komtessen siddende i rummet. De var fint i stand til at lave hver deres ting uden at genere hinanden og i stedet blot nyde hinandens tilstedeværelse.
Efter alt papirarbejdet havde han dog haft nogle ting at se til i staldene og et møde med sin fader angående borgens soldater. Da han satte sig ved spisebordet, var det derfor nogle timer siden, at han sidst havde set sin forlovede. Han bemærkede hurtigt, hvor fornøjet hun virkede, og gik ud fra at det måtte omhandle aftensmaden. ”Sulten?” spurgte han brummende.

[Vania af Naxen]

Hun sad egentlig mest i sine egne tanker og var vidunderligt godt tilpas, da Murray's stemme pludselig kom ind og brød den lille boble, hun havde siddet i. Hans spørgsmål fik hendes smil til at glide over i noget halv-genert og hendes kinder blussede en smule, inden hun rystede på hovedet og tog en bid af maden for at samle sig, inden hun svarede. "Nej, jeg er såmænd ikke vanvittigt sulten, men det smager til gengæld virkelig godt. Som altid," sluttede hun af og sendte tjenerne et lille smil med på vejen. Hun håbede, at de ville overbringe hendes kompliment til kokken.

[Murray af Naxen]

Han nikkede blot let sin enighed angående maden. Naxen serverede kun den bedste mad fra den bedste kok! Ikke at han kunne drømme om at påstå den slags i sin tantes nærvær. ”Hvorfor sidder du så og smiler sådan?” Selvfølgelig var Vania generelt en glad kvinde, men hendes glæde virkede lidt anderledes i dag.

[Vania af Naxen]

Hun havde ikke helt kunnet skjule den barnlige glæde, hun stadig følte ved at opføre sig forkert og derfor rødmede hun lidt igen, da han udpegede det og bad om en forklaring. For hun burde virkelig ikke more sig over det og hendes opdragelse kæmpede lidt imod hendes instinkter lige nu. Hun endte dog med at sukke lidt og så give efter.

Hun skottede over til ham et par gange og smilede stadig lidt, mens den lette rødmen var næsten ætset ind i hendes kinder. "Jeg.. Ja.. Jeg morer mig vist bare lidt over, at jeg ikke har skiftet kjole inden middagen. Det er vist første gang hele mit liv, at det er sket." Hun skottede op til ham igen og var måske en anelse nervøs for, om han ville synes, hun var mærkelig nu.

[Murray af Naxen]

Han lyttede til hende, imens han tog hul på maden. Han havde heldigvis nået at tygge af munden, da hun forklarede, hvad glæden skyldtes. Uvilkårligt kom han til grine en smule – en lettere brummende latter, vel at mærke. På nogle punkter var det så ufattelig let at glæde Vania. ”Det er ikke ordentlig etikette?” Han gjorde sig heller ikke selv i at gå og skifte tøj for middagen. Som regel spiste han jo alene eller med familien. Ved tanken gled blikket eftertænksomt mod et af de store vinduer. Der gik nok ikke længe, før Myrilla rejste til Stenbjerg, hvis hun da ikke allerede var taget af sted.

[Vania af Naxen]

Han kom til at grine af hende og et øjeblik vidste hun ærligt talt ikke helt, om det var bedre eller værre, end at han havde fundet hende mærkelig. Men så kom hun alligevel også til at fnise en lille smule over, hvor dumt det havde lydt.

Hun rystede let på hovedet. "Nej, derhjemme var jeg blevet sendt op på værelset for at skifte, det er både sikkert og vist. Og ærligt talt, så aner jeg ikke, om det ville blive ved det. Jeg er så gammel, at mine forældre ikke forventer den slags fra mig længere." Hun smilede skævt og spiste så lidt mere.

[Murray af Naxen]

Ja, selv indenfor familien havde adelen det vel med at holde meget på formerne. Murray rynkede lidt på brynene ved tanken. ”Hvad foretrækker du?” spurgte han. Det var lettere bare at spørge frem for at sidde og gætte. Hun virkede selvfølgelig glad for det, men det kunne jo også være, at det bare var fordi, hun fandt det morsomt, men ikke ønskede at gøre det til en vane af den grund. Desuden var det relevant at tænke over i forhold til, hvordan eventuelle børn skulle opdrages. ”Husholdningen og hjemmet bliver jo dit ansvar, så hvis der er noget, du vil havde ændret ...?”

[Vania af Naxen]

Hun skottede op til ham og anede pludselig ikke, hvad hun skulle sige. "Det.. Det ved jeg ikke helt." Hendes stemme var lidt usikker og hun stak nu let til maden i stedet for at spise den. "Det er rarest og lettest, hvis man ikke behøver at skifte.. Men.." Hendes kinder blev røde igen og hun så overhovedet ikke over på ham nu. "Men hvis vi får piger.. Det er ikke sikkert, at de skal giftes med en mand som du..." Kinderne blev mere røde igen. "Det kan ende med at sætte dem tilbage, hvis de ikke lærer det fra starten af."

[Murray af Naxen]

Han sad blot og morede sig lidt over hendes besvær med at svare. Dybest set var han jo ligeglad, selvom han godt nok ikke brød sig meget om alt det der etikette-hejs. ”De ville være en Naxen, så enhver mand ville være heldig, hvis han fik en af vores døtre. Om hun så dansede omkring på hænderne.” På det punkt var han stadig for stolt til at se et problem. Folk skulle bare være glade for, at de fik lov til at få hans døtre! Hvis han og Vania da fik døtre. På den anden side kunne han dog også godt se, at det nok ville være rart, hvis de kunne undgå de problemer, som der havde været i forhold til Myrilla. ”Men hvis du mener, at det vil være bedre at gøre det sådan, må vi vel gøre det sådan.”

[Vania af Naxen]

Hun kunne ikke lade være med at smile af hans selvsikkerhed. Og han havde jo ret. Naxen var så vigtigt et navn, at der var mange ting, folk ville være villige til at overse. Til sidst rystede hun dog på hovedet og smilede til ham. "Nej. Nej, jeg tror, du har ret.. Tiderne ændrer sig jo også." Hun smilede lidt mere og spiste lidt mere. "Vi må bare lære dem, at det er noget andet, når de ikke er hjemme eller vi har gæster," fortsatte hun i en tone, som næsten lød som om, at hun tænkte højt.

[Murray af Naxen]

Han nikkede lidt til hendes ord med et svag brummen og fortsatte med at spise. Ja, tiderne ændrede sig vel. For både hele hoffet og deres egen familie. Han lod være med at kommentere på hendes overvejelser, siden det alligevel var op til hende at vurdere, hvordan børnene skulle oplæres i etikette. Den slags havde han ikke tænkt sig at stikke næsen i.

[Vania af Naxen]

Vania sad en tid og bare spiste - ganske tilfreds med, at hun var kommet nogenlunde fra den samtale. Hun skottede op til ham engang imellem og smilede, mens hun pludselig ikke kunne lade være med at tænke på, at de skulle have børn sammen. Det var en virkelig underlig tanke. "Hvis du selv kunne bestemme.." begyndte hun i en lille tænksom stemme. "Ville du så have drenge eller piger? Eller en blanding?"

[Murray af Naxen]

Stilheden var rar, men det gjorde ham heller ikke noget, da Vania stillede et spørgsmål. Han overvejede det for en stund og drak lidt af sin vin, før han svarede: ”Jeg tror, at jeg vil være bedre med sønner end døtre på mange punkter,” indrømmede han eftertænksomt. Han ville ikke ane, hvad han skulle stille op med døtre, der bare gerne ville bruge deres dage på at sidde og brodere, imens de ventede på at blive gift. ”Men ideelt set vil jeg foretrække en blanding.” Uanset hvad ville han gerne have både sønner og døtre. Kønnene gav familien forskellige fordele, og han satsede stadigvæk på, at eventuelle døtre skulle være riddere. Så ville han nok ikke føle sig nær så fortabt, når han skulle tale med dem.

[Vania af Naxen]

Hun nikkede let til hans ord og spiste lidt mere. "Også jeg," svarede hun med en let rødmen. For selvom hun vidste, at de skulle giftes. Og selvom hun vidste, at de skulle have børn. Så var der alligevel noget som stoppede hende i at tænke alt for meget på, hvordan det skulle ske. I stedet lod hen tjenerne tage sin tallerken ud og komme med den næste ret, som de spiste i behagelig tavshed.

*Tråd afsluttet*