Akavede dage

[Travis af Hamin]

Aeldra af Hamin

Sommeren, 523 M.T.

De sidste par uger havde været en blanding af akavethed og stiltiende accept. Det var ikke ligefrem let for Travis, pludselig at skulle dele sin dagligdag. Og ikke bare med en hvem som helst. Nej. Med en hustru. Og han anede ikke, hvordan han skulle forholde sig til hende. Det var derfor blevet til mange tidlige aftener, hvor han sad og læste på sit værelse i stedet for nede i stuen, som han egentlig foretrak.

Denne aften var dog anderledes, for de var inviteret til en komsammen hos Hertugen af Hamin. Han havde udtrykt ønske om at møde det nyeste medlem af familien og netop nu var de ankommet til det store palæ. "Jeg håber ikke, du er for nervøs?"

[Aeldra af Hamin]

Hendes øjne betragtede palæet med et uudgrundeligt blik. "Jeg klarer mig," svarede hun så, selvom hun ganske vidst var meget nervøs. Hun var i forvejen reserveret, og hvis hun havde svært ved at åbne sig for sin egen husbond, ville hun næppe få det nemmere med Hertugen af Hamin - og den øvrige familie. Hun ville langt hellere sidde på sit kammer og brodere eller læse i en af bibliotekets bøger, hvilket hun havde spenderet en god portion tid med det sidste stykke tid. Hun følte sig ikke tryg ved Travis - ikke fordi hun skød skylden på ham, hun vidste udmærket godt, at hun selv var umådeligt svært at komme ind på livet af - men det gjorde hende nervøs, at hun ikke havde mindst én i selskabet hun følte hun kunne betro sig til. Sådan ordentligt. "Jeg håber, at jeg kan gøre et godt indtryk." Hun sendte ham et usikkert smil, og børstede usynligt støv af kjolen, for ikke at komme til at vride sine hænder.

[Travis af Hamin]

Han nikkede let og lagde sin varme, ru hånd om hendes, så han kunne føre den ind i sin arm, som det forventedes af et par. "Jeg er sikker på, at du nok skal klare det fint," forsikrede han i en næsten monoton stemme. Han var ikke vant til at skulle indgyde kvinder selvtillid. De kvinder, han normalt arbejdede med, havde mere end rigeligt af det i forvejen.

Langsomt gik de op til døren og lod sig melde, inden de gik ind og hilste venligt på de tilstedeværende. Der gik en tid med at mengelere rundt, inden de igen stod bare de to lidt for sig selv. "Hvordan går det?" forhørte han sig, dog uden at søge øjenkontakt.

[Aeldra af Hamin]

Det var som om, at hans ord ikke rigtigt fik hendes humør til at stige. Men hun lod ham alligevel føre sig, og fandt et passende smil før døren til palæet blev åbnet for dem.

Hun klarede jo alligevel at være venlig, og konversere med hans familiemedlemmer, uden at det virkede forceret. Det var straks værre med Travis, som hun ikke kunne komme ordentligt ind på. "Godt. Hertugen og hans familie - din familie - er meget elskværdig." Hun skævede kort til ham, men da han ikke søgte hendes blik, forsøgte hun heller ikke at fange hans.

[Travis af Hamin]

Han blev alligevel lidt ramt af hendes ord og han blev pludselig meget opmærksom på, at hun sikkert var nervøs. Og han fik dårlig samvittighed over ikke at gøre et bedre job ud af at berolige hende. Hans skuldre sænkede sig en lille smule og han tog en dyb indånding. "Jeg er ked af, hvis jeg ikke giver dig opbakning nok. Det er en lidt... Mærkelig situation, vi befinder os i." Han så undskyldende på hende og gav hendes hånd et lille klem. "Desuden er det også din familie nu."

[Aeldra af Hamin]

Hun drejede hovedet for at se på ham, men da han gav hendes hånd et klem, skiftede hendes blik retning til sin hånd et par sekunder, for derefter at vende tilbage til Travis' blik. Hun følte sig lettere overrasket over hans ord, men forsøgte at skjule det i sine ansigtstræk. "Ja, selvfølgelig. Vores familie." Hun sendte ham et undskyldende smil. Det var en underligt tanke, som hun skulle vænne sig til. "Det var ikke min mening at bekymre dig. Men det er venligt af dig at gøre det alligevel. Tak." Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, men forsøgte sig med et forsikrende smil. "Jeg klarer mig, så det skal du ikke tænkte på." Hendes blik så ned mod hans hånd et splitsekund, som om hun overvejede at gengælde hans tidligere gestus men fortrød.

[Travis af Hamin]

Travis var ganske dygtig til observationens kunst og hendes overraskelse gik ham derfor ikke forbi. Han kommenterede dog ikke på den, fordi han ikke ønskede at gøre tingene mere akavede, end de allerede var. For akavet, var næsten ikke bredt nok til at dække, hvor massivt deres ubehag ved situationen var.

Hendes ord beroligede ham ikke det mindste i forhold til, hvor godt hun var tilpas. Nærmest tværtimod. Hun havde klaret - på en meget høflig og venlig måde - at bede ham om at passe sig selv. Og ja. Så måtte han jo gøre det. Derfor stod han nu så også i rolig tavshed, uden at kunne finde på det mindste mere at sige.

[Aeldra af Hamin]

Hun rømmede sig diskret, og lod blikket glide gennem rummet. Det var kejtet at stå her sammen med ham, men hun kunne heller ikke bare gå sin vej. Hun ønskede ikke at være (mere) uhøflig overfor Travis, som - når ret skulle være ret - jo forsøgte at være venlig mod hende. "Jeg har aldrig været god til forsamlinger." Sagde hun, uden at se på ham, som om det ville have taget modet fra hende. "Eller til at gøre et godt førstehåndsindtryk er jeg bange for." Nu skævede hun til ham. Deres førstehåndsindtryk havde heller ikke været fantastisk. Hun var overbevist om, at det ikke var fordi de ikke kunne lide hinanden, men på grund af situationen - som Travis selv havde påpeget.

[Travis af Hamin]

Sådan stod de et godt stykke tid og han overvejede mere end en gang, om han kunne tillade sig at lade hende tilbage og selv gå ud og tale med sin familie. Men nej.. Det kunne han ikke og derfor blev han stående. Han var dog ærligt talt lidt overrasket, da hun så var den, som brød tavsheden. Og oven i købet med en personlig udmelding.

Han flyttede sit fokus over på hende og smilede høfligt. "Det er der mange, der har svært ved. Se bare på mig. Jeg kan ikke ligefrem have lavet et fantastisk førstehåndsindtryk på dig heller?"