En knækket hals

[Thyra Magnusdatter]

Caelie af Fenrig

Markedspladsen var godt fyldt og Thyra følte sig en smule klaustrofobisk. Corus var langt den største by hun havde opholdt sig i de sidste halvandet år og alle de mange mennesker, der var omkring hende blandet med larmen fra handlende, børn og duer var overvældende.
Thyra var alene i dag. Enøre og Oda var tilbage i stalden på Den spættede Tæve, den kro hun havde fået logi på. Thyra efterlod aldrig sine ting uden, at den garvede border collie holdte øje med dem - hvis nogen stak af med hendes instrumenter ville hun være i virkelige problemer. Hendes levebrød afhang af de instrumenter og det var også grunden til, at hun var ude i menneskemængden.
Thyra havde fået henvisning til en Tobias Instrumentmager, der efter sigende skulle være en af de bedste instrumentmagere i byen. Hun tjekkede den lille lap papir med retningsanvisning og drejede ned af en gade. Hendes lysebrune øjne ledte efter butiksfronten med de krydsede mandoliner og lyste op i et lettet smil da hun endelig fandt sit bestemmelsessted.

Butikken var ryddelig og Thyra så sig nysgerrigt omkring "Hallo?" kaldte hun og gik længere ind blandt de fyldte borde og vægge. Smukke mandoliner, violiner, håndtrommer og fløjter hang eller lå alle stedet og indvendigt boblede Thyra af en næsten ubærlig trang til, at få dem alle mellem hænderne. Men det var ikke derfor hun var der, huskede hun sig selv på. "Er her nogen?" kaldte hun igen og denne gang kom en mand frem bag et forhæng i en af siderne i rummet. Manden var mager med et skarpsindigt udtryk i sine grå øjne. Han måtte være omkring de 40, bedømte hun efter rynkerne i hans ansigt og den lette gråsprængte farve ved tindingerne. Hun så ham måle sig med blikket og skyndte sig, at smile til ham. "Goddag. Er du Tobias Instrumentmager? Jeg hedder Thyra Magnusdatter og jeg fik, at vide, at du er en bedste i Corus til, at reparere instrumenter."
Rosen så ud til, at bekomme ham og han nikkede. "Tobias er mit navn. Hvad kan jeg gøre for dig?"
Thyra hægtede instrumentkassen på sin ryg af og lagde den på et bord. Hun åbnede den og fremviste en slidt, men nydelig violin. "Jeg tror den har fået fugt..." Hun løftede forsigtigt violinen op og drejede den. På bagsiden strakte sig en lang, gabende revne sig.

[Caelie af Fenrig]

Det var frygtelig sjældent, at Caelie selv bevægede sig ned i denne del af Corus. Hun havde sjældent et ærinde hernede. Men i dag kunne det ikke være anderledes. Hendes harpe var gået i stykker, og hun havde brug for at få den repareret. Selvom hun godt vidste, at det nok ikke kunne lade sig gøre. En af de unge tjenestepiger havde hertil morgen tabt den ned af trappen. Og Caelie var blevet rasende.

Straks havde hun været hos Astor og fået lov til at tage ned for at vælge sig en ny. Døren blev åbnet af den ene af de to tjenere, som hun havde med sig, udover kusken, som sad på vognen. Hun gled med elegante skridt gennem butikken, og duften af hendes dyre parfume bredte sig i den lille butik. Så snart hun kom langt nok ind i butikken til at fange instrumentmagerens opmærksomhed, blev hun hilst på med den korrekte etikette. "Grevinde Caelie," sagde manden med skælvende stemme, mens hun selv sørgede for at holde hovedet højt hævet og et distanceret blik i sine grå øjne. "Mester Tobias, jeg håber De kan hjælpe mig i dag."

[Thyra Magnusdatter]

Ud fra udtrykket i Instrumentmagerens ansigt kunne Thyra se, at det ikke var godt. Det var faktisk langt fra godt. "Ja, den har bestemt fået fugt," nikkede han og tog violinen ud af hendes hænder. Hans lange fingre løb over revnen og bedømte skadens omfang. "Bagstykket er bestemt nødt til, at blive skiftet." han mumlede som om det mere var til sig selv end henvendt til Thyra.
Thyra bed sig i læben. Violinen var dyrebar for hende fordi den havde affektionsværdig. "Kan du.." mere nåede hun ikke, at spørge om før døren til butikken igen gik op og distraherede hende. Hun drejede hovedet let og så en elegant klædt skikkelse, der skred ind i butikken i en sky af parfume. Den duftede dyr, men efter Thyra's mening var der brugt for meget.
Instrumentmageren lagde omgående violinen fra sig og hilste på den nyankomne. Thyra gjorde store øjne, da han nævnte hendes titel. Hun havde spillet for adelige, men aldrig været så tæt på en som nu.
Burde hun neje? Thyra anede det ikke - etikette var ikke ligefrem dét Magnus havde brugt tid på. For at gøre et eller andet efterlignede hun Instrumentmageren - dog holdte hun tand for tunge. Så meget vidste hun dog.