Glædelige nyheder

[Sebela Almsted]

Matti Almsted

Aftensmaden var sat over, og simrede ved ildstedet. Sebela havde i aftens gjort sig umage med det. Virkelig. Også selvom hun på ingen måde selv havde lyst til mad. Derimod var hun stået op med kvalme, og havde kastet op, så snart Matti var taget afsted.

Der var ingen tvivl for hende. Overhovedet. Da hun havde opdaget det sidst, havde hun mærket de samme symptomer. Hun mente dog, at det var for tidligt. Og nervøsiteten lyste ud af hende, som hun stod i vinduet og holdt øje med gaden.

[Matti Almsted]

Matti havde haft en stille og rolig aften. For en gangs skyld lod det til, at alle byens uromagere havde besluttet sig for at holde sig indendørs og de havde kun haft en lille enkelt skærmydsel med en ældre lommetyv, som ikke var hurtig nok.

Derfor var han også fuld af smil, som han kom gående hen af gaden og fløjtede endda lidt, da han kom ind af døren. "Bela, jeg er hjeeemmeee!" kaldte han ind gennem huset og hængte våben og andet udstyr fra sig, inden han trådte ud af sine sko og sjokkede ind i huset.

[Sebela Almsted]

Hun havde gået rundt i stuen op til flere gange, og kun gået ud i køkkenet for at røre rundt i gryden en gang imellem. Hun vred sig i hænderne, og ventede måske en anelse utålmodigt på at hendes mand kom hjem.

Da hoveddøren gik, og hun hørte Mattis stemme, vendte hun sig rundt med det samme. Hun stivnede, da hun så ham i døren og forsøgte at smile. Men... Hun lykkedes ikke helt med. Hvordan kunne det gå til, at hun var så frygtelig nervøs?

[Matti Almsted]

Han smilede stadig varmt, da han endelig så hende, men det falmede et kort nu, da han tydeligt fornemmede hendes forsigtighed. Men han var efterhånden vant til det og han rystede det derfor af sig uden at tænke meget over det. Det var meget bedre, hvis han ikke lod sig smitte af hendes nervøsitet. "Hvad er der i vejen, min elskede?" Han gik hen og tog hende i armene, mens han lagde sine læber over hendes og forsikrede sig, at hun trods alt var ganske levende endnu.

[Sebela Almsted]

Hun gled med glæde ind i hans favn og lod ham kysse sig, inden hun lagde hovedet ved hans skulder. Hun tog en dyb indånding og fyldte sine næsebor med hans duft. "Matti," hviskede hun lavmælt, men flyttede ikke hovedet fra ham. I stedet trykkede hun sig lidt mere ind mod ham og drejede sig lidt rundt. Det skulle hun dog ikke have gjort. For hans arme kom til at trykke ind mod hendes mave, og forværrede blot den kvalme hun allerede følte. "Jeg skal..." Sagde hun og fik hurtigt flyttet sig, for at komme hen til den spand, som stod ude i gangen, netop til dette formål.

[Matti Almsted]

Han tog villigt imod hende, da hun trykkede sig ind til ham og han holdt hende tæt, for at give hende den tryghed, hun så tydeligt søgte. Derfor blev han ganske overrasket, da hun pludselig trak sig ud af hans favn og nærmest kastede sig væk fra ham.

Han fulgte efter hende med bekymring i ansigtet og det blev kun værre, da hun knækkede sammen over spanden og han knælede ved siden af hende og strøg hende over ryggen. "Bela? Er du syg?"

[Sebela Almsted]

Hun bøjede sig ind over spanden, og var mere end lykkelig for, at hun havde stillet den der, så hun ikke blev nødt til at gøre det andre steder. Hun hadede blot, at hun skulle gå ud med spanden bagefter.

Da hun var færdig, tørrede hun sig omhyggeligt om munden, inden hun med våde kinder vendte sig mod ham. Hun rystede så på hovedet. "Matti..." Sagde hun med en hæs stemme og rømmede sig, for at få stemmen under kontrol. "J-jeg glemte at t-tage armbåndet på da j-jeg bagte småkager til m-min lillebrors s-svendeprøve," hviskede hun, og havde tydeligvis lidt dårlig samvittighed over det.

[Matti Almsted]

Han var ærligt talt lidt nervøs over hendes reaktion og samtidig, så kæmpede han med en lille glæde, som insisterende boblede i brystet på ham. For han var altså ikke så naiv, at han ikke kunne gætte, hvad dette omhandlede. Det ville også forklare hendes panik.

Da hun endelig forklarede med armbåndet, smilede han derfor også bare og trak hende ind til sig igen - denne gang forsigtig med ikke at trykke på hendes mave. Han tog hende ind i sine trygge arme og tyssede roligt på hende - ganske tæt ved hendes øre. "Shh.. Tag det nu roligt, Bela. Det er jo bare fantastisk. Husk, hvad Madam Brygger sagde. Der er ikke noget at være bange for."

[Sebela Almsted]

Hun havde sit blik plantet solidt på sine fødder, da han trak hende ind til sig. Da han tyssede på hende, så hun op på ham. Hun kunne ikke undgå at være bange. Hvad nu hvis hun mistede det igen? Hendes øjne var en smule våde og store, som han talte til hende. ”Er du s-sikker?” Spurgte hun, og kunne ikke lade være med at føle, hun bare burde tro på ham. At Matti næsten altid havde ret, og ville være der for at beskytte hende.

[Matti Almsted]

Hendes ord fik ham til at smile varmt til hende og nikke roligt, mens han strøg nogle vildfarne totter om bag øret på hende. ”Ja, jeg er sikker. Det var bare uheldigt, at det skete første gang. Du er en fantastisk kvinde og den mest hjertevarme person jeg kender. Jeg er sikker på, at Gudinden ønsker, at du skal være mor.” Han lænede sig lidt ned og kyssede hendes dejlige læber. ”Hvis du synes, kan vi gå op til templerne efter maden med en lille gave til hende. Så vi er sikre på, at hun ser os?” Han smilede varmt igen. Han var ærligt talt også selv lidt nervøs for, om det nu skulle ske igen. Men det kunne han ikke vise Sebela. Og en lille offergave gik man trods alt aldrig galt i byen med.

[Sebela Almsted]

Hun skælvede over hans ord, lettet følte hun sig, at han i det mindste troede på, at Gudinden ville skænke dem et barn. Hun ville virkelig gerne skænke Matti et barn. En familie. Hun trykkede sig ind til ham, da han kyssede hendes læber, og tænkte ikke over, at hun for et øjeblik siden lige havde været bukket ned over en spand. Hun nikkede til hans forslag. ”Det vil jeg m-meget gerne,” svarede hun og lagde sit hoved mod hans brystkasse, hvorefter hun lukkede øjnene halvt i, og nød lyden af hans hjerteslag.

Tråd afsluttet