Papir i luften

[Damien af Theaham]

Neva Skriver
d. 21. juli 527

De var ankommet den forrige dag og havde haft travlt med at indrette sig på værelserne og falde ind i rutinerne. Med sine mange udstationeringer var den del forholdsvis let for Damien. Han følte sig omtrent lige så meget hjemme på fortet, som han gjorde det i Corus og Theaham.
I dag valgte han dog at gå en tur i Frølund. Han havde brugt mere tid i Dunlath og Anaks Rede, så han var lidt nysgerrig efter at udforske byen og danne sig et overblik. På sin vej spottede han en ung kvinde, der sprang rundt efter nogle stykker papirer, der lod til at være blæst fra hende. Han samlede et af papirerne op, da det landede ved hans fødder og gik så over til kvinden. ”Her,” sagde han med et venligt smil og rakte hende papiret. Heldigvis regnede det ikke, så papiret blev i det mindste ikke helt ødelagt. ”Det er noget blæsende i dag, hva?” bemærkede han smilende og gav sig ellers til at hjælpe hende med at samle de sidste stykker papir.

[Neva Skriver]

Tidligt den formiddag, var Neva gået hen til erhvervs kunde, der skulle have nogle dokumenter på plads, faktisk et par stykker. Det var en trofast arbejdsparter til deres virksomhed. Derfor var dette møde også lidt vigtigt, men ikke mere vigtigt end som det plejede tingene gik altid det rigtige vej, og det var det vigtigste. På vejen hjem til kontoret, kunne hun mærke blæsten suse omkring hendes øre, hun forsøgte at holde fast i papirerne, men det lykkes ikke da det andet store vind pust kom, og papirerne fløj ud til alle sider af hende. "Nej, nej, det skete bare ikke!" udbrød hun frustreret. Ingen af papirerne måtte forsvinde! Hun begyndte nærmest at springe rundt for at få fanget alle papirerne, hun kunne ikke se flere, og lige pludselig stod en mand overfor hende, med endnu et. Hun smilede genert "Tak sir" svarede hun taknemmeligt, hendes far ville være tosset, hvis han så dette!. "Alt for blæsende." svarede hun med et lille smil. Tænk at være så uansvarlig. "Tro De at jeg fik dem alle sammen?" spurgte hun så forsigtet, hun ville nødig have glemt nogle. Hun true næsten ikke at tælle dem. Da de måske så ville smutte fra hende igen.

[Damien af Theaham]

Han samlede endnu et papir op og så sig omkring ved hendes spørgsmål. ”Jeg kan ikke se flere?” vurderede han eftertænksomt. Så vendte han blikket mod den rødhårede kvinde igen og smilede let til hende. ”Men måske skal du lige se det hele i gennem? Der kunne vel ske at mangle et par sider.” Han vidste jo ikke, hvor mange stykker hun havde haft fra starten af. Han blev derfor også pænt stående og ventede på, at hun fik tjekket tingene gennem. Hvis hun nu stadig manglede noget, måtte han jo hellere hjælpe hende med at lede efter det.

[Neva Skriver]

Hun smilede kort, og nikkede til hans næste kommentar, og begyndte at tælle papirerne sammen. 1,2,3....7...9..10,11 der maglede en side! Pis også. Hendes far ville blive noget så vred, og hun skulle vise sig at være den mest ansvarlige! "Der mangler en side" svarede hun bekymret, imens hendes øjne vaklede omkring på jorden.
Åh det var ikke til at se nogle steder, hvad skulle hun gøre. Neva der gik lettere i panik dansede omkring sig selv, uden at få øje på det papir!

[Damien af Theaham]

Det tog ikke lang tid, før kvinden erklærede, at der manglede et stykke papir. Instinktivt så Damien sig omkring, men kunne ikke umiddelbart se papiret. ”Hm ...” Han tog sig tid til kort at vurdere vindretningen i et forsøg på at regne ud, hvilken vej papiret kunne være blæst. ”Lad os prøve at gå herned af og kigge?” foreslog han så og gestikulerede mod en gade, som han mente kunne være en mulig ’flugtvej’ for papiret. Han satte straks kursen ned af gaden og forventede egentlig bare, at kvinden fulgte med.

[Neva Skriver]

Neva som var begyndt at blive en smule rundtosset, af snurre omkring sig selv i håb om at få øje på papiret, stoppede da han påpegede en mulig rute. "Okay" hun fulgte trop, og med hurtige skridt. Det skulle bare findes! Lige meget hvad. Hen ad vejen, så hun et lille hvid tip ved en randesten. Hun løb der hen, og ja ganske vist, der var papiret! Det var dog blevet lettere fugtigt af ligge i randestenen, men intet, som ikke kunne reddes! "Åh jeg fandt det! Hvilket held" ånde hun lettet op. Selvom hun nok alligevel måtte forklare for hendes far, hvorfor nogle var krøllet og våde, så var de der alle sammen og det vigtigste, og man kunne stadig læse det. Hun gik hen til herren "Tusind tak, sir" hun smilede kort, og følte hun måtte gøre noget for at vise sin taknemlighed, uden ham ville hun aldrig havde fundet det sidste papir. "Kan jeg byde Dem på noget, for at vise Dem min taknemmelighed" spurgte hun venligt, med et lille sødt smil.

[Damien af Theaham]

Han smilede let, da det lykkedes hende at finde det sidste stykke papir. Det var altid interessant at se, hvordan de borgerlige levede deres liv, og hvad de af og til kæmpede med i hverdagen. Vinden var dog nok ikke et problem, man sådan lige kunne løse. Ved hendes spørgsmål rystede han let på hovedet. ”Det skal De ikke tænke på. En ordentlig mand skal altid hjælpe en kvinde i nød,” konkluderede han med et skævt smil, før han kastede et blik frem og tilbage langs gaden. ”Lad mig følge Dem hen, hvor de skal aflevere papirerne?” Frølund var nok ikke den mest fredelige by, og han havde ikke noget bedre at lave. At følge hende hjem kunne sikkert give ham lidt mere indblik i byens struktur.

[Neva Skriver]

Neva følte sig beæret, på den måde han sagde det på. Ved nærmere eftertanke og en kort studering af ham, måtte han vel være en ridder. Hold da op en ridder. Det var ikke ofte hun befandt sig med så adle folk. Når de adelige endelig kom på kontoret, så var det far de snakkede med. Hun var ganske klar over høfligheden og normen, men aldrig havde hun været på tomands hånd med en.
Hun nikkede blot og sagde "Tak, sir" svarede hun og følte sig igen beæret over hans hjælp, det var ikke ofte hun mødte mænd der var så behjælpelige. Det var rart for en afveksling. 
Hun førte an og gik tilbage af til vejen de kom fra. Hvorpå hun forsatte hen ad vejen. "Mit navn er forresten Neva Skriver " svarede hun roligt. Imens de gik holdt hun godt fast i papirerne de skulle ikke have lov til at blæse ud af hendes hænder igen!

[Damien af Theaham]

Han fulgte roligt med, da hun begyndte at gå og samlede hænderne på ryggen, imens han gik. Da hun præsenterede sig, nikkede han instinktiv i en svag hilsen. ”Ridder Damien af Theaham,” præsenterede han sig selv med et venligt smil. Så kastede han et blik omkring sig. ”Så De bor her i Frølund, går jeg ud fra? Hvordan er det at bo så tæt på den scanranske grænse?” spurgte han høfligt. Området her måtte opleve en del konflikter – selv med riddere til at beskytte det. Hvordan mon indbyggerne håndterede den slags?

[Neva Skriver]

Han var ridder, hun havde gættet rigtigt! Hold da op, der var ofte nogle i byen, men ikke nogen hun snakkede med. Det var faktisk noget uvant for hende, men hun forsøgte at holde sig professionelt overfor ham og ikke stå og savle over det faktum at han var ridder. Neva ville nok savle over enhver ridder. De var jo alle lækre og stærke, beskyttende. Noget som gjorde at hun fandt tiltrækkende, men hun vidste også at hun ikke havde en jordisk chance hos en ridder. Hun var en borgerlig og de var adelige folk.
"Ja det gør jeg. Vi er efterhånden vant til det" svarede hun roligt, hun havde jo aldrig boet andre steder, så for hende var det nærmest en hverdag. "Skal De være med til at beskytte byen?" spurgte hun så. Det kunne garanteret også være af grunde han befandt sig, men det var den mest sandsynlige grund.

[Damien af Theaham]

”Det må være hårdt.” Nu var det måske også hans generelle opfattelse af nordboere – de var hårdføre. Det var i hvert fald det indtryk, han fik af riddere fra de nordlige egne. Nu kom han så heller ikke fra et len, der oplevede grænsekonflikter, så han var nok bare heldig på den front. ”Ja, det skal jeg,” svarede han roligt og med et let nik. ”Vi er en større gruppe, som er ved at afløse de riddere, der har været her det sidste halve års tid.” Man kunne jo ikke forblive i arbejde for evigt. Alle havde brug for at få en velfortjent pause og overlade det hårde arbejde til nogle andre af og til.

[Neva Skriver]

Neva så undrede på ham. Nok var det hårdt af og til, men det var ikke noget som sådan bemærkede. "Visse dage, er værre en andre, men vi tager det i stiv arm" Hun havde aldrig set sig selv, som en hårdfør type. Sandt havde hun oplevet en frygtelig episode, som havde gjort hende stærkere, men dette ville det med enhver tænkte hun. "Okay, ja de bliver sikkert glade for at komme hjem til deres familier igen" svarede hun med et lille smil. Tænk at være væk fra sin familie i så lang tid. "Hvor lange skal De så være her?" spurgte hun nysgerrig, mon han skulle være der lige så længe, som de tidligere. Neva havde aldrig været væk fra sin familie, hun boede med dem, og arbejde med dem. Hun kunne næsten ikke forestille sig en hverdag uden dem.

[Damien af Theaham]

Han smilede lidt for sig selv, imens hun fortalte. Hun fik det til at lyde som ingenting, når hun talte sådan, men det var vel også bare folks hverdag, at der kunne være noget drama med røverbander og scanranere? ”Jeg skal være her et par måneder. Før plejede jeg at være ved Dunlath eller Anaks Rede, så det er første gang, at jeg er i Frølund.” Han slog kort ud med armen mod gaden. ”Derfor tænkte jeg, at jeg ville se mig lidt omkring og ja ... så stødte jeg på Dem i stedet.” Han grinede lidt ved tanken. ”Jeg er selv vokset op længere sydpå, så jeg finder det altid fascinerende at komme nordpå. Det er et helt andet klima, og kulturen virker også en tand anderledes.”

[Neva Skriver]

Neva vidste ikke meget om ridderlige missioner og hvad de indebar. Hun vidste at de der befandt sig i Frølund beskyttede grænsen, men udover det, anede hun ikke meget. Det var jo hellere ikke et område hun deltog i. Så hun nikkede blot til hans svar. "Jeg håber De en dag, får bedre tid til at se byen. Det er trods alt en dejlig by" svarede hun med en venlig stemme, og blev smule flov over at hun faktisk havde fået spoleret hans planer for dagen. "Okay, ja det er klart noget andet end her nordpå" smilede hun, der var nok både køligere her, samtidig var naturen nok også noget helt andet. Hun havde trods alt ikke befundet sig andre steder i Tortall end her. Hun så gerne en dag at hun kom ud at rejse, men det var umiddelbart ikke det der lå i kortene for hende.
De begyndte sig at nærme kontoret. Hun smilede kort og vente hovedet mod ham "Kontoret ligger lige her henne. Mit tilbud står stadig, hvis De interesseret?" spurgte hun venligt. Hun var yderst taknemmelig for hans hjælp tidligere og bid mad skaden ingen. Ellers kunne det tænkes at deres veje ville krydse en anden god gang.