Et nyttesløst liv er en tidlig død

[Deleted]

Horik Vilterskæg

Slutningen af eftermiddagen var altid smukkest, solens lys blev altid bare lige det smukkere, specielt når himlen blev rød og der kun var få skyer. Det var skønhed og ægte lykke, at kunne se disse ting i livet. Fuglenes sang var som sød musik i ørerne, forskellige arter fløj hen over himlen, nogle i par andre alene. Alle til fælles var at de levede livet.
Den hvislende lyd fra den lille å, som løb nær klosteret gav liv. Den grønne græs som blev kærtegnet af den blide sommervind. Det lignede en synkron dans hen over græsset, som frodigt groede ved siden af åen. Ved åens bred stod en lille stenbænk hvor unge forelsket par ofte kom og satte sig.
Naturen.. Den var i sandhed noget af det mest perfekte der var, en sand skønhed. En skønhed mange satte pris på, og en skønhed Aquila også havde sat pris på i sin tid. Han så ikke det smukke i naturen længere, ej i mennesket som ødelagde den.

Aquila sad nede ved øen, og var lige kommet op af vandet, han havde længe trængt til at bad, og få det værste snavs af tøjet. Nu sad han ved bredden ved den lille å, og så med tomme øjne ned på den. Han mærkede en overvældende lyst til at bare kaste sig ned i den og håbe på han kunne falde i søvn og så ikke vågne. På trods af tanken var fristende, så ville Aquila aldrig kunne få sig selv til det. Han var løbet tør for mad og drikke, og mærkede det våde tøj klamrer sig fast til hans krop. Det generede ikke Aquila, men af naturlig reaktion hev han lidt ud i tøjet, så det blev en anelse mere løst.
Han vendte blikket hen imod den lille stenbænk og smilte ved tanken om kærlighed, en utopisk drøm - men ikke desto mindre en smuk drøm.

[Horik Vilterskæg]

Horik luntede langs stien ved åen, halvt støttet til den stok, som han måske ikke helt behøvede endnu, men som var en rar støtte på det ujævne underlag. Solen skinnede og vinden var frisk mens den løftede i hans lange hår og viltre skæg. Den slidte, røde kåbe blafrede let omkring de gamle ben, men han følte sig ganske godt tilpas, på sin lille udflugt.

Som han nåede bænken fik han også øje på en sammenkrummet, men velkendt skikkelse ved bredden og et varmt smil fik rynkerne til at fordybes i hans ansigt. Han gjorde ikke noget for at gå stille. Det var vist ikke længere muligt, for han sjuflede altid lidt på fødderne i de udtrådte tøfler og satte sig da også med et hørligt suk af velbehag ”Jeg har altid syntes specielt godt om lige denne plet.” begyndte han med begge hænder hvilende på stokkens håndtag, den ene ovenpå den anden, som om han allerede havde været i gang med en samtale der blot blev fortsat.

[Deleted]

Lyden af tøffende fødder fik hurtigt Aquilas opmærksomhed, og han vendte hovedet rundt og så en skikkelse af en gammel mand. En ældre herre, som bestemt havde fortjent alt det bedste som Aquila havde tilbage at give af. De havde flere gange havde haft mange snakke om livet, om magi og ikke mindst havde Horik altid været en mand af mange gode råd. En mand, som udviste så meget venlighed og karisma, at det halve kunne være nok.

"Det sted har også meget af det du holder af mester Horik." sagde han og rejste sig op, og så over på Horik og irriterende nok kunne han ikke undlade at smile, når han så på den gamle mand med den store passion for livet. Han misundte ham, men han vidste selvfølgelig heller ikke noget om det der var sket, hvilke forfærdelige ting Aquila havde gjort og set.

[Horik Vilterskæg]

En munter klukken gled ud mellem læber og skæg. Så nikkede han, mens blikket gled ud over de ganske idylliske omgivelser ”Ja.. ja, du har ret, min dreng.” han sukkede velbehageligt ”Alt det bedste samlet på ét og samme sted og så endda fortrinligt selskab som kirsebærret på toppen af kagen. Hvad mere kan en gammel gubbe ønske sig.” mellem rynkerne spillede de grå øjne spøgefulgt og med en langt yngre glød end det ydre udviste.

[Deleted]

Hans øjne hvilede på den klukkende glade mand, han havde så meget glæde i livet selvom hans liv kunne slutte hvert sekund, hvorfor ikke bare opgive det hele. Horik var en utrolig vidunderlig person, som altid var så høflig og imødekommende.
"Ja, jeg kan se hvad du mener med at dette er pænt." ordene var tomme, og han kunne ikke rigtig se skønheden længere igennem naturen. Der var en blokade, som fik ham til at tilbage alt skønhed i livet.
"Hvordan går det Horik?" spurgte han roligt, mest af alt for at dreje samtalen væk fra ham.

[Horik Vilterskæg]

Horik kneb øjnene lidt sammen, hvilket i hans tilfælde resulterede i, at de et øjeblik næsten forsvandt i rynker mens han betragtede den sammensunkne skikkelse ved bredden ”Ja.. måske.. men kan du selv se det, min dreng?” spurgte han roligt og strakte det ene ven, så den slidte tøffel kom til syne under kåben ”Ak ja.. det går, det går. Et skridt ad gangen. Selv en gigtplaget skildpadde når målet før eller siden, ikke sandt.” han kluklo over sin egen morsomhed og slap så stokken med den ene hånd for at klappe opfordrende på bænken ved siden af sig.

[Deleted]

Slidte og opgivende skridt bevægede sig hen imod Horik. Han satte sig på bænken ved siden af Horik, og så sig omkring på den smukke natur. Hans øjne virkede opgivende, og han kørte sin hånd igennem det fugtige korte hår.
"Jeg har mistet for meget Horik.. Jeg ser ikke verden som andre gør." hans stemme lød en anelse mere monoton end normalt.
Aquila ønskede inderligt, at han kunne få sammen passion og gnist tilbage - men intet.. Der var ingen lyst til hverken magi eller noget. Eller jo.. Alkohol og gamble, det var altid sjovt og så falde om i en gyde.
Aquila fik dog et lille smil på læben med Horiks joke.

[Horik Vilterskæg]

Aquila var langt fra den første nedbrudte troldmand.. eller bare mand, Horik havde set i sit lange liv. Der skulle mere til at slå ham ud af kurs og han smilede stadig mildt da den yngre mand satte sig tungt ved siden af ham på bænken "Nej.. det gør jeg heller ikke, min dreng." begyndte han og rynkede de buskede bryn en smule før han fortsatte "Vi ser vel alle verden på vores egen måde, men som jeg ser det.." han rettede sig lidt op, selvom det aldrig blev helt rankt "Så er det et valg, også selvom det er et man gør ubevidst." han slap stokken med den ene hånd igen og gav Aquilas skulder et klap "Jeg er måske nok gammel og distræt, men jeg tror ikke du finder din gnist på bunden af et krus."

[Deleted]

Aquila lod sine fingre glide han over hans kind, og lod den mærke på den gamle tatovering han fik da han fandt sin gave. Han bed sig i læben og lyttede til den gamle mand, som altid havde nogle kloge ord med på vejen. En vis gammel mand var Horik ihvertfald.
"Horik. Krigen.. Det ændrede alt, der er jo intet godt i mennesket. Alt det jeg elskede før og alt det som vi arbejder for, er jo kun for en persons magt og når personen vifter med hånden så ender vi som små brikker i det store spil." sagde han opgivende, og tog en sten op og kastede den ud i vandet.
"Den brand jeg havde i hjertet før i tiden er slukket. Jeg tvivler også på den er på bunden af et glas, men det holder for det meste mine mareridt væk. Det holder disse rædselsfulde billeder ude af mit hoved." sagde han bestemt, og så fuldkommen knust op på Horik.
"Hvis jeg havde lidt mod, så tog jeg mit eget liv Horik." fløj det ud af ham, nærmest anklagende over han ikke havde modet til det.

[Horik Vilterskæg]

Horik lyttede og de gamle øjne var fulde af alvor, selvom et mildt smil til stadighed hvilede på hans læber mens frustrationen drev fra den yngre mand "Men ville det løse noget, min dreng?" spurgte han, overraskende roligt på trods af desperationen i Aquilas ord "Der er uendeligt godt i mennesket.. og jeg er sikker på der er et par gløder tilbage der kan pustes liv i igen. Du skal bare finde tilbage til at fokusere på dem og ikke det andet. Måske du ikke kan se skoven for bare træer." fortsatte han, tilsyneladende uden at have taget anstød af, selv at være blevet indlemmet i den andens påstand om mennesker, der skar alle over én kam "Der er andre måder at få ro i hovedet.. der ikke giver så mange kedelige bivirkninger som alkohol dagen efter."

[Deleted]

Aquila så på Horik og undrede sig over den evige godhed og optimisme der lå i den gamle mand. Om det ville løse noget, ja han ville være væk fra denne verden. Hans familie gav sikkert ikke meget for ham, så hvorfor nogensinde opsøge dem igen. Hvorfor ikke bare grave sig ned? Det havde han trods allerede mere eller mindre gjort.Han valgte dog at ignorerer spørgsmålet om det ville løse noget, og lod sin interesse glide hen på der hvor han sagde uendelig godt.
"Der er på ingen måde uendelig godt i mennesket, mennesker er onde og de fleste leder efter 1 måde og undertrykke hinanden på." sagde han og fremviste en finger, i det han sagde en. "Jeg har set mennesker slå hinanden ihjel på grufulde måder, set folk blive henrettet på grund af de blot fulgte ordre fra deres konge eller dronning." konstaterede ham. "Jeg har set personer nyde at slå ihjel." afsluttede Aquila med, og så opgivende på Horik.

[Horik Vilterskæg]

Denne gang blev rynkerne på Horiks pande dybere. Han var ikke ligefrem fornærmet, men der var en anden kant i hans blik "Det er vist et punkt vi er nødt til at være enige om at være uenige på." slog han ret bestemt fast og rankede sig så meget den let krogede ryg ville tillade ham "Krig bringer de grimmeste sider frem i mange mennesker, men ingen er født onde og uden empati." han slap stokken med den ene hånd, lagde den på den yngre mands skulder og gav den et fast klem "Jeg har set mange forfærdelige ting i min tid.. flere end jeg har lyst til at huske på. Verden er ikke altid et rart sted, men hvis du vælger kun at fokusere på det dårlige, så bliver du blind for det gode, min dreng."

[Deleted]

Aquila rejste sig op og vendte sig imod Horik og smilte til den gamle mand. Han havde ret på så mange måder, og han var altid god for kloge ord.
"Du har ret Mester Horik. Spørgsmålet er blot hvordan man lære at se lyst til livet igen." sagde han roligt, og kørte hænderne igennem hans korte hår. Se det var langt mere svære end det lød. Han vidste ikke helt hvordan han skulle gøre det, men mon ikke det ville lykkes i sidste ende.
"Tror min morfar visdom ord var at der altid er lys at finde i mørket, for de mennesker som virkelig ønsker det." sagde han med et smil.

[Horik Vilterskæg]

Horiks smil blev igen mere udtalt og Aquilas skulder fik et lille klap, før den rynkede hånd vendte tilbage ovenpå den anden på stokken "Han lyder som en mand jeg gerne ville møde." han drejede hovedet og så uudgrundeligt på den yngre mand "Jeg har aldrig hørt dig nævne din morfar, min dreng. Er han stadig i blandt os?" han var ærligt interesseret, men trods alt med den bagtanke, at et andet emne måske kunne lette stemningen bare en smule.

[Deleted]

Der var ingen tvivl i Aquilas optik, at alderen gav mere visdom. Horik var et levende eksempel på det, men ikke mindst var Aquilas morfar også et eksempel. "Han snakkede meget, og havde en sund optimisme omkring livet."
Aquila var sikker på at Horik og hans morfar kunne have mange lange og gode samtaler om filosofi og ikke mindst livet.
"Han gik bort for nogle år tilbage." sagde han roligt, og forstået. Han huskede godt hans morfars død, det havde nærmest også taget livet af hans mor, som havde haft det svært efter. Han smilte venligt til Horik.
"Jeg tror.. Horik.. Du er den eneste i hele det her Guds forsømte sted som gider bruge tiden på at tale med mig." Aquila nikkede venligt til ham, som en getus på hans respekt for den ældre magi kyndige.