Morgensøvn

[Arram Dalben]

Til:   Robin Salmalín

Det skete ikke forfærdelig tit, at Arram kunne tillade sig at sove længe. I hvert fald ikke længere end at han så måtte halse af sted for at nå sine aftaler til den aftalte tid. Lige denne morgen var der dog sket nok dagen før til at gøre hans i forvejen gode sovehjerte endnu mere dominerende og det var for længst begyndt at lysne udenfor da søvnen begyndte at slippe sit tag i ham.

Han vågnede ikke lige fra det ene sekund til det næste, men ligeså langsomt begyndte han at registrere omgivelserne. Han rynkede næsen halvt i søvne da noget kildede og forsøgte at puste det væk uden held. Af samme grund flyttede han hovedet lidt tilbage og tvang det ene øje op på klem. Et blødt, mørkt vildnis fyldte puden ved siden af (og et godt stykke af hans egen). Han glippede med øjnene, løftede denne gang hovedet lidt og så et øjeblik forvirret på kvinden der gemte sig bag krøllerne - og under hans tæppe. ..i det mindste har hun ikke pels eller snude.. Bemærkede stemmen i hans baghovedet snusfornuftigt og fik et muntert fnys til at undslippe ham. Så lagde han hovedet ned igen og krøb tættere ind til den varme krop uden helt at være villig til at vågne endnu. Ikke for alvor.

[Robin Salmalín]

Robin rørte lidt på sig i søvne og udtrykte sin utilfredshed med morgensolen med en dæmpet, klagende lyd. Hun fik den stort set lige i øjnene som hun lå og krummede sig lidt sammen i et forsøg på at undgå den. Det lykkedes ikke rigtig. Desuden var hun nu, meget uvilligt, ved at vågne fra sin døsen. Hun klagede sig igen og slog øjnene op med et opgivende suk.

Aldeles nøgen og i en stadig halvfremmed seng, missede hun med øjnene, før hun vendte sig rundt og så direkte på det krøllede hoved, der tilhørte Arram. Skønne Arram, der havde snorket indtil hun sparkede ham. Hun smilede søvnigt og gabte. At han stadig havde lukkede øjne narrede hende ikke. ”Godmorgen, rævesover,” sagde hun muntert. ”Hvis du sov rigtigt, ville det stadig lyde som om nogen savede brænde.”

[Arram Dalben]

Arrams greb omkring Robin blev et øjeblik lidt fastere da hun begyndte at røre på sig og til sidst vendte sig om mod ham. Han var stadig ikke villig til at åbne øjnene og erkende det faktisk var morgen og at han burde stå op. Slet ikke når der lå en varm krop ved siden af hans egen og han stadig ikke var vågen nok til at tænke dybere over hvad der var gået for sig dagen før (ud over at han var blevet tredive).

Derfor blev han liggende med lukkede øjne og forsøgte hårdnakket at sove bare lidt endnu. Det var dog ikke ligefrem nemt når han samtidig havde den distinkte fornemmelse af et blik der hvilede på ham. Da Robin talte, og bekræftede fornemmelsen, trak et spontant smil hans mundvige opefter, men øjnene forblev lukkede "Jeg har sagt det er det han gør. Det har intet med mig at gøre." brummede han dovent og vendte ansigtet ned i puden et kort sekund for at kvæle et gab.

[Robin Salmalín]

Robin grinede lavmælt og undertrykte et stærkt behov for at kysse Arrams pande, næse, kinder og mund. Han var simpelthen alt for sød, som han gabte ned i puden og hun forstod i et øjeblik ikke rigtig, at han skulle forestille at være tredive år gammel nu. Tredive. ”Selvfølgelig ikke,” sagde hun overbærende. ”Du sover så stille som en lille baby.”

Hun smilede skævt og løftede sin ene hånd for at give hans side et klem. ”Selvom du er en gammel mand. Jeg beklager i øvrigt, men den der fødselsdagsgave blev en engangs-foretagelse. Det føles lidt som om nogen har givet mig tæsk med en af drabanternes stave.”

[Arram Dalben]

Arram gabte af og løftede ansigtet fra puden kun for at se på Robin med et hævet øjenbryn "Tortalls mest behårede baby." han gabte igen, denne gang bag en håndryg og purrede op i hendes viltre krøller før han igen lagde hånden mod hendes side "Hvad gør det så dig til? En børnelokker?" antydningen af et smørret smil spillede momentært på hans læber, men blev så afløst af et bekymret glimt i de brune øjne. Han skubbede sig lidt op på den ene arm og så inspicerende ned på hende "Du var en glimrende fødselsdagsgave uanset, Pipfugl." mumlede han, stadig en smule grødet efter søvn mens han overvejede hvorvidt han burde tage hende med op på paladset igen.

Stadig overvejende krummede han fingrene ganske let mod hendes side og gav sig lidt over den prikkende fornemmelse i sine fingerspidser da han lod en afmålt smule af sin Gave trække hele vejen ned gennem sin arm, ud i hånden og videre til hende for at fjerne det værste af det ubehag hun tydeligvis havde. Det krævede ikke det store af ham, men var alligevel nok til at gøre ham lidt mere morgen-dvask end han allerede havde været "Bedre?" spurgte han og lod hånden stryge op over hendes side.

[Robin Salmalín]

Robin fnøs muntert uden at svare. Hun brød sig vitterligt ikke om det der bekymrede blik han inspicerede hende med. Til gengæld fik hans ord hende til at bide ned i underlæben og gav hende en varm fornemmelse i mellemgulvet. Hun gav sig over den magi, der gled ind i hende fra hans fingre. Et par rynker viste sig på hendes pande, før hun nikkede en anelse og gemte ansigtet ved hans kraveben. ”Jeg hader at være sådan en ynkelig størrelse,” konstaterede hun fortrydeligt.

”Men vi må nok hellere holde os fra mere tumlen rundt. Også selvom det er virkelig uretfærdigt, når du tager af sted lige om lidt.” Hun sukkede hørligt og strøg sine fingerspidser over hans nøgne side. Hans hud var varm og hun var yderst ligeglad med, at han lugtede af præcis hvad de havde foretaget sig natten før. Det gjorde hun uden tvivl også. Den stod på en tur på badehuset i dag, uanset hvad han måtte mene om at hun begav sig ud i byen på egen hånd.

[Arram Dalben]

Arram smilede skævt og lænede bøjede sig lidt frem for at plante et overfladisk kys på hendes læber (velvidende at morgenånde måske ikke var det allermest fantastiske i verden "Du har trods alt en ganske god grund til at være det." et spøgefuldt glimt sneg sig ind i hans blik "En grund der er en del bedre end et væddemål om hvor langt du kan nå i fugleflugt." han så sigende på hende og tyggede stadig lidt på den ret store indrømmelse hun havde leveret aftenen i forvejen.

At hun var spion for Kronen var nok ikke noget nogen bare lige ville trække på skuldrene over og slå hen. Alvoren viste sig på hans ansigt igen "Jeg kommer hjem igen." slog han fast, uden synlige tegn på usikkerhed og gav en klemt lyd fra sig da hendes fingre ramte et kildent punkt "Ellers må du bare sørge for at havne i Tyra på et eller andet tidspunkt." selvom han smilede sad alvoren der stadig. Der var vitterligt kun få dage til han skulle afsted. Tanken var surrealistisk. Han sukkede tung "Jeg burde begynde at pakke. Nu du bragte emnet op." han havde dog ikke særlig meget lyst til at forlade sin varme seng endnu.

[Robin Salmalín]

Robin skar en lille grimasse. Ikke fordi han ikke havde ret, det var bare... Hun brød sig ikke om sin tilstand. Det var hende meget uvant at være en sart lille porcelænsfigur og hun ville bestemt ikke nå at vænne sig til det, før hun igen var rask. Det håbede hun i hvert faldt inderligt ikke...

"Jeg skal gøre mit yderste," nøjedes hun med at svare. Det var et let løfte at give. Desuden var det også en del mere nærliggende at forholde sig til, end Arram, der lovede at komme hjem. Den slags mindede bare lidt for meget om alle de klassiske løfter fra en mand til en kvinde og der var intet klassisk over dem hun blev ikke siddende for at vente på ham og han vidste det. At han måske ikke brød sig om det var en anden sag. Nu forstod han i det mindste hvorfor - måske.

Et lille smil trak i hendes mundvige og hun så op på ham, før hun gemte hovedet ved hans nøgne hud igen. "Elendig idé. Du er en gammel mand. Du har brug for at hvile dig, så tag at blive lige her." Smilet var stadig tydeligt i hendes stemme, selvom hendes ansigt ikke var til at se. Hun vidste jo godt, at de måtte tage sig sammen på et tidspunkt... Bare ikke endnu.

[Arram Dalben]

Arram fnøs og himlede med øjnene før han lagde sig helt ned igen uden at slippe hende med blikket "Jeg kunne give mig til at diskutere hvem af os der har mest brug for at hvile sig.." han så sigende på hende og kom så til at gabe velbehageligt før han gjorde sætningen færdig "..men jeg gider ikke helt lige nu. Jeg ligger for godt." han krøb et umuligt stykke tættere på hende for at understrege sin pointe og pustede en af hendes krøller (eller var den hans egen?) væk fra ansigtet da den gik lige efter hans næse.

"Hvis du nu havnede i Rodlund.." begyndte han efter et øjebliks stilhed ".. så behøver du ikke behøver du ikke snige dig ind på samme måde som sidst." hans mørke blik spillede af morskab mens han løftede den ene hånd og lod fingerspidserne stryge ned langs hendes arm "Selvom det ville være en betydelig mindre akavet overraskelse denne gang, så kan jeg finde mange andre måder at blive vækket på som jeg foretrækker."

[Robin Salmalín]

Robin smilede dumt og lod øjnene falde i, imens hun trak vejret dybt ind og lod sig indhylle i den varme, tunge, velduftende luft blandt tæpperne og ved Arrams brystkasse. Hun åndede ud i et muntert fnys og løftede hovedet igen. Hun åbnede øjnene på klem og betragtede ham med et halvt søvnigt og halvt underholdt blik. ”Jaså,” svarede hun dæmpet, overvejende.

Hun lod ordene hænge lidt imellem dem og gav sig til at stryge fingrene op over hans ryg og ene skulder. Hendes blik gled til hendes egen hånd, før hun så tilbage på ham med et uvorent glimt i det brune. ”Hvilke måder præcis, Mester Dalben?”

[Arram Dalben]

Arram drejede hovedet lidt da Robin rørte på sig. Den varme fornemmelse af hendes åndedræt mod hans bryst forsvandt da hun løftede hovedet og talte. Hendes udtryk, mere end det ene ord i sig selv fik ham til at smile "Mhmm.." brummede han og kvalte endnu et stædigt gab. Han uddybede ikke, men fortsatte blot sine dovne strøg over hendes arm mens hendes fingre trak kildrende spor over hans egen.

Han uddybede ikke før hun selv spurgte og reagerede først med et skuldertræk før han strakte sig mageligt med begge arme over hovedet "Nybagt brød og friskbrygget kaffe på køjen lyder ret tiltalende." han skilte læberne i et smørret smil og forsøgte ikke engang at se uskyldig "Lidt frugt og en honningkage til dessert, måske." han hævede brynene og så på hende med et blik der var lige så smørret som hans smil.

[Robin Salmalín]

Robin fnøs og himlede med øjnene. Hun nappede Arram i siden og sukkede teatralsk. ”Jeg er ikke din lille husmor, du. Du kan selv bage dit brød og brygge din kaffe.” Hun kneb øjnene en anelse sammen med et skævt smil. ”Desuden plejer feltarbejde ikke at indeholde nogen af delene, selvom jeg selvfølgelig ikke ved hvilken slags luksuriøse forhold du arbejder under. Personligt lever jeg ret ofte på en sten... Bogstavelig talt. Men jeg kan da godt tage et par agern med til dig.”

Hun hævede brynene lidt og så sigende på ham. Fingrene tegnede et blidt mønster på hans ryg igen og smilet blev mildt. ”Hvis jeg får mulighed for at se dig inden alt det her er overstået... Så er jeg ligeglad med om det er nat eller dag. Hvis du ikke vil se mig uden tøj på i dit telt, så må du jo bare have noget med til mig. Du ved hvordan jeg kommer til at rejse.”

[Arram Dalben]

Arram vred sig da Robins fingre lukkede sig momentært om det den smule polster han havde på sidebenene. Både nappet og hendes protester var medvirkende til han begyndte at le. En afslappet latter der satte sig fast i hans blik og blev der selv efter han havde bidt grinet i sig igen "Agern.. min livret. Du ved lige hvordan du skal sno en mand." drillede han videre og strakte sig dovent ved siden af hende.

"Alting taget i betragtning.." begyndte han og plantede et hurtigt kys på hendes næse før han med en overdrevent, anstrengt lyd satte sig op "..så ville jeg ikke have forfærdeligt meget imod dig i mit telt uden tøj på." han drejede hovedet og så ned på hende over den ene skulder "Men jeg ville have noget imod at andre skulle se dig, uden tøj på, i mit telt." han smilede smørret og tilføjede så med en skuldertrækning "Hvis jeg får et telt."

[Robin Salmalín]

Robin fnøs og himlede med øjnene. Hun smilede dumt, som Arram kyssede hende på næsen. Til gengæld klagede hun sig, da han satte sig op. Hendes hænder greb efter ham og hun surmulede koket – eller så tæt på koket som hun kunne. ”Bliv her.” Hun sank tilbage på sengen og sukkede opgivende. Han var varm og sengen ville blive kold alene. At hun i øvrigt havde planer om at besøge et badehus var midlertidigt røget ud af hovedet på hende.

”Jeg har ingen intentioner om at paradere nøgen overfor nogen uanset, men det er stadig så tidligt, Arram. Jeg er syg. Jeg har brug for en af byens største troldmænd.” Hun blafrede med øjenvipperne og hendes mundvige sitrede. Nok var hun en glimrende skuespiller, men denne omgang var ikke særlig overbevisende.

[Arram Dalben]

Arram bøjede hovedet til først den ene, så den anden side før han rullede med skuldrene for at løsne sine stadig halvt sovende led. Så drejede han igen hovedet og så på Robin over den ene skulder. Et nyt smil trak hårdnakket i hans mundvige mens hun klagede sig og i samme ombæring forsøgte at indsmigre sig. En kort latter undslap ham før han lænede sig tilbage igen, uden at lægge sig helt ned "Jeg har heller ikke sagt du skal stå op, har jeg, fedterøv?" han så drillende på hende mens han bøjede hovedet og lod læberne strejfe hendes.

Han satte sig op igen og svang denne gang benene ud over sengekanten "Men med mindre du kan se charmen i våd sengehalm, så skal jeg i gården." han rejste sig og kastede et sigende blik på hende før han lokaliserede sine bukser på gulvet og samlede dem op. Han var normalvis ikke blufærdig. Det var han som sådan heller ikke nu, men det var alligevel en underlig fornemmelse at stå ligeså nøgen som Guderne havde skabt ham foran hende og han trak hurtigt bukserne på "Mon ikke du overlever to minutter endnu indtil jeg er tilbage?" han bandt snøren og kørte en hånd gennem krøllerne, uden at det gjorde noget for at glatte dem, nærmere tværtimod.