Hvordan er det gået?

[Amos Søfarer]

Serena Løveklo

Det var snart flere dage siden, at Amos havde bedt Serena om at se Mateo lidt efter i krogene. Manden var lidt for hemmelighedsfuld til Amos' smag. Ingen som ville kaldes 'Gallaneren' kunne have rent mel i posen. Og Serena var god til at få mænd til at udlevere deres hemmeligheder.

At det var strategisk rigtigt, betød dog ikke, at han var overmåde vild med hendes flirtende attitude og de blikke, hun sendte manden. Han skubbede det dog i baggrunden, mens han sad ved højbordet og ventede på, at hun skulle dukke op.

[Serena Løveklo]

Serena kom ind fra gaden og fortsatte lige gennem krostuen mens døren faldt i bag hende igen. Hun styrede direkte mod langbordet hvor ingen satte sig uinviteret - ikke med mindre de var absurd uvidende eller bare dumme. Hun løftede hånden da hun smøg sig bagom Amos og lod fingrene stryge over hans brede skuldre og nakke i forbifarten, før hun satte sig i sin egen stol, lænede sig tilbage og lagde det ene ben over det andet. Hun besvarede hilsener fra bordet med et nik før hun vendte opmærksomheden mod Amos med et afventende blik.

[Amos Søfarer]

Hans blik fulgte hendes forførende gang, som hun kom imod ham. Han blev sjovt nok aldrig træt af at se på hende, når hun gik. Eller sad. Eller lå for den sags skyld. Han rystede let på hovedet for at komme tilbage til virkeligheden. Resten kunne vente til senere. Han nød hendes fingres lette leg og han lænede sig sidelæns hen mod hende med benene skødesløst smidt op på en tom stol på den anden side. "Hvad har du så fundet ud af?"

[Serena Løveklo]

Serena kvalte impulsen til at lægge benene over hans. Det var lige en tand for indspist.. for nu.. når øllet havde flydt nogle timer endnu måske, men hun lænede sig som han lidt til siden, ind mod ham og trak på skuldrene ”Flere ting.. nogen du kan få nu og nogen der måske bedre passer sig under fire øjne senere.” hun lod neglene tromme mod stolens armlæn med en klikkende lyd ”Han har en lille… bekendt.. på Liljen.”

[Amos Søfarer]

Han afholdt sig fra at lægge en finger under hendes hage og løfte den op, så han kunne kysse hende. Han havde såmænd lysten til det, men lige nu var der for mange øjne på dem og så længe det, han havde tanker om, var så sukkersødt, så havde han ingen planer om at vise det for resten af krostuens gæster.

I stedet lyttede han til hendes ord og hævede et overrasket bryn af ordene. "Nå, så det har han? Nogen jeg kender?" Hans blik blev uskarpt et kort nu, som han huskede tilbage til en helt anden tid, hvor det var ham selv, der havde en lille bekendt på Liljen og han smilede skævt, mens han vidste, at Serena kendte ham godt nok til at vide, hvad han tænkte.

[Serena Løveklo]

Serenas læber krusede sit sitrende i et indforstået smil og hun rakte dovent ud for at lade fingerspidserne danse over de små hår på hans underarm ”Mhmm.. det har han, og måske.” hun lagde hovedet lidt på sned og gjorde en lille pause før hun fortsatte ”Valina.. Nattergalen Delia tog under sine vinger da jeg blev… genstridig.” hun valgte sine ord med omhu, uden på nogen måde at antage, han ikke ville vide hvad der lå mellem linierne ”Ikke fordi jeg nogensinde er det, men..” tilføjede hun drilsk, og var i det hele taget i et vældig godt humør.

[Amos Søfarer]

Han lyttede fokuseret på hendes forklaring og hævede brynet lidt mere over navnet. "Valina? Virkelig? Hvor seriøst er det? Han har jo ikke været i byen mere end et par uger. Og hun har været her længe." Der var et brik til et puslespil, han manglede her. Og han hadede, når han ikke kunne se hele billedet.

Hendes næste ord fik dog hans mundvig til at sitre og et ironisk lille smil tittede frem. "Jeg synes nu ellers, du er rigeligt genstridig. Fra tid til anden." Tonen i hans stemme talte sit tydelige sprog og blikket han sendte hende, understregede det blot.

[Serena Løveklo]

Hun nikkede langsomt, uden at blikket forlod hans "Mhmm... jeg tror de kendte hinanden allerede" konstaterede hun "De så ganske... tætte da en af mine duer så dem på Den Blå Bjørn." hun s sigende på ham "Tilpas langt væk til at de troede ingen af os ville få nys om dem oppe i de pæne rækker går jeg ud fra." hendes smil fik en hånlig kant. Hvis man ville have oplysninger, skulle man bare vide hvordan man skulle få fat i dem.

Smilet sitrede igen, mens blikket blev uskyldigt nok til at overbevise alle andre end Amos "Det må være noget du bilder dig ind. Jeg er blød og medgørlig som en lille kat... det meste af tiden."

[Amos Søfarer]

Han lod sin hånd glide tænksomt gennem de rå skægstubbe, mens han tænkte sig om. "Tror du, at de har planer? Det må have været langsigtede planer, når de er ankommet med så stort mellemrum." Dette her brød han sig ikke om. Det var for.. Ja.. Det var uden for hans kontrol og han brød sig ikke rigtigt om det.

Hendes ord fik ham igen til at hæve et bryn. "En lille kat?" Stemmen drev af ironi. "Killing er du vist kun sammen med mig." Han blinkede uvornt en enkelt gang. "Andre kender kun til dine løvebid."

[Serena Løveklo]

Hun rystede langsomt på hovedet ”Nej.. jeg tror det er noget andet.” svarede hun tænksomt og satte sig lidt bedre til rette ”Jeg tror det var et spil af tilfældigheder at de skulle mødes her igen. Jeg tror der er fortid mellem dem.” det var en fornemmelse, for hun havde ingen beviser på det, men hvad hun havde fået stykket sammen af informationer, både fra hestens egen mund og fra sine øjne og ører på gaden, var det den fornemmelse hun sad tilbage med ”Måske..” hun faldt tilbage i den kælne rolle over hans ord ”Men jeg har ikke hørt dig beklage dig over mine kløer endnu.”

[Amos Søfarer]

Han faldt hen i tænksomhed i stedet for at spekulere mere højt. Fortid.. Det kunne være et problem. Men på den anden side, så var det kun med en lille tøs oppe fra Liljen. Det var ikke med en slyngel og slet ikke med en Høg. Valina var selvfølgelig under indflydelse af Delia, som Amos ikke ligefrem var perlevenner med, men på den anden side, så kunne han måske holde Mateo til sig ved at forsøde deres aftaler lidt ekstra.

Hendes ord trak ham dog ud af tankerne og endnu engang fandt et lille smil frem. "Det er fordi jeg er en glimrende løvetæmmer, som du udmærket ved."

[Serena Løveklo]

Serenas mundvige sitrede afslørende, men eller holdt hun ansigtet i ganske nonchelante folder ”Eller måske har du bare været heldig indtil nu.” foreslog hun, stadig i den samme tilforladelige tone, mens hun strakte det ene ben lidt og lod foden stryge op over hans skinneben i skjul af bordet ”Løver kan aldrig rigtig tæmmes… har jeg hørt.” hun havde ikke glemt snakken om Valina og Gallaneren, men der var bare visse ting der altid lod til at få højere prioritet.

[Amos Søfarer]

Han greb fat om hendes ankel med en hurtig hånd, der stak ned under bordet og trak langsomt hendes ben op, så hendes hæl hvilede på hans lår. Han lod hånden glide op og ned af hendes underben, så skørtet blev ført med op, inden han talte igen. "Hvis du har lyst til at afprøve din teori, så har jeg et par værelser ovenpå, hvor den slags kan foregå ganske... Uhæmmet." Han havde hørt, hvad han ville om Mateo og nu havde han brug for at lade tankerne vende sig et par gange i hovedet, inden han var klar til at diskutere det igen.

[Serena Løveklo]

Hun strittede et splitsekund imod hans greb i ren overraskelse, men lod ham så trække sit ben op og koncentrerede sig om ikke at flytte det, under det kildrende spor hans fingre trak op over hendes underben "Og hvis jeg holder dig hen mens jeg får det glas cider jeg har trængt til siden i eftermiddags?" hendes blik spillede. Hvornår havde hun ikke tid til ham eller lyst til ham? "Står tilbuddet så stadig ved magt?"

[Amos Søfarer]

Han lod som om, han tænkte sig om et øjeblik og lod så hånden finde op på hendes lår. "Hvis du er dygtig nok til at distrahere mig, så kan vi måske tale om det," kommenterede han med et drillende smil, inden han gav hendes lår et klem. "Og hvis du er rigtig sød, så skal jeg endda sørge for at skaffe cideren til dig." Hvilket ville være cirka lige så let, som hvis hun selv gjorde det, men det var ligesom ikke rigtigt pointen.